Elverias Dal

Historien handler om en pige, som hedder Betilia. Hun fortæller en historie om, at verden engang gik under. Den blev ødelagt af det det Onde. Hun prøver at få verden til at blive god igen, men hun kommer ud for mange farer. Hun er helt alene.

1Likes
4Kommentarer
345Visninger
AA

2. Idéen

En dag slog det mig, at jeg kunne bruge min gave til at gøre det hele godt igen. Det virkede logisk i starten, men da jeg tænkte over det, begyndte jeg at tvivle. Der var jo kun mig. Jeg vidste ikke, om jeg ville fortælle det til min familie. Hvad nu hvis de bare troede jeg var tosset! Men så kom jeg i tanke om, at jeg kunne hente hjælp et andet sted fra. Måske fra dværgene eller hobbitterne, eller bare tage rejsen gennem Europiala. Det hedder vores land nemlig. Men jeg ville rigtig gerne have hjælp fra dalen. Det kunne være min ældgamle ven Thorsen. Vi kaldte ham Thorsen, men han hed i virkeligheden Thorbelo. Dengang boede han også i Elverias Dal, men jeg har ikke set ham i flere år. Jeg måtte finde ham. Mine instinkter sagde mig, at han var her et eller andet sted. Om natten tog jeg af sted for at lede efter ham, min familie måtte jo ikke vide noget. Jeg gik gennem mørke træer, øde sletter og brændte buske. På et tidspunkt så jeg en hule med en masse blade på. Der var helt mørkt der inde, men det lignede alligevel et hus.  Da jeg gik rundt om huset, så jeg et lys. Det lignede et lille stearinlys. Det virkede ikke til, at der var nogle beboere derinde, men så sprang der et hoved op med sjusket hår og bleg hud. Jeg blev så forskrækket at jeg faldt tilbage i nogle sten. Min arm fik en lille flænge, og min ryg blev lidt øm. Det tænke jeg ikke så meget over, for jeg genkendte drengen fra vinduet. Det var Thorsen. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, men det var ham. Ham der altid drillede og nev mig, bare fordi han var vild med mig. Det var ham! Det så også ud til at ham genkendte mig, for han fór ud ad døren og råbte ”Hvad laver du så sent om aftenen? Har du ikke et ur?” Han virkede meget irriteret, men jeg var bare glad og gloede på ham. ”Hallo, kan du ikke høre mig?” råbte han. ”Jov, det kan jeg godt. Jeg ville bare se om du stadig var i live” sagde jeg. ”Ja jeg er ikke helt død, men hvad vil du?” spurgte han. ”Jeg prøver bare at gøre verden god igen, men mangler bare lige nogen der kan hjælpe mig”. ”Mmm, tror du, at vi kan gøre verden god igen?” spurgte han. ”Hvis vi har en stor hær, så kan vi godt” sagde jeg opmuntrende til ham. ”Jeg vil godt hjælpe dig, men kun hvis vi får nok folk, og hvis det ikke er alt for farligt”, sagde han lidt sukkende, men han så ud til at holde ved sin beslutning. Midt i alt det gode kom jeg til at tænke på noget. Jeg anede ikke hvor vi var, for jeg havde jo bare ledt og ledt efter ham. Fra det tidspunkt vidste jeg, at der ikke var nogen vej tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...