Elverias Dal

Historien handler om en pige, som hedder Betilia. Hun fortæller en historie om, at verden engang gik under. Den blev ødelagt af det det Onde. Hun prøver at få verden til at blive god igen, men hun kommer ud for mange farer. Hun er helt alene.

1Likes
4Kommentarer
373Visninger
AA

4. Grænsen

Det var blevet aften og mig og Thorsen havde haft en helt fantastisk dag. Men jeg

kom sådan til at tænke på, at det hele nok snart var ovre. Måske havde vi vundet

verden eller måske var det hele bare gået fortabt. ”Jeg savner min familie helt vildt

meget, hvad med dig?” spurgte jeg. ”Jov, jeg savner da også min familie, men jeg

synes at det har været en oplevelse” sagde Thorsen. ”Tænk nu hvis vi aldrig kommer

hjem igen” sagde jeg lidt bedrøvet. ”Vi har i hvert fald haft en god tid med hinanden,

og opnået noget vi aldrig kommer til at opnå igen” sagde han. Inden vi kunne nå og

se os om, var vi faldet i søvn. Om morgenen var vores plan klar. Det eneste vi skulle

var at finde grænsen. Mens vi gik, begyndte jeg at tænke på samtalen, vi havde i går

aftes. Min familie måtte da også savne mig. De vidste jo ikke, hvor jeg var. Men

mine tanker gik pludselig væk. Thorsen hev mig i armen og sagde ”vi kan ikke gå

igennem her, det er alt for farligt.” Da jeg kiggede op, så jeg en mørk skov, der var så

fyldt med moser, at det nærmest var et helt hav. Jeg kiggede rundt, men der var ingen

anden vej udenom. Vi måtte gå igennem. Thorsen var allerede lidt vandt til moser, for

han boede nemlig tæt på mange af dem. Han vidste lige, hvor man skulle gå, så han

førte an. I den mørke skov skiftede vejret hele tiden. Pludselig blev der bidende koldt,

og lige bagefter blev der brændende varmt. Det var vildt forvirrende. Men pludselig

boblede alle moser og det røg op med damp. Vi blev tæt sammen, så vi ikke blev væk

fra hinanden. I det samme øjeblik som dampen hørte vi en grynten bag ved os, og

der hvor vi vendte os om, så vi noget, der lignede en blanding mellem en trold og en

bjørn. Den kom farende mellem træerne. Vi løb og løb væk fra den, indtil vi faldt ned

af en skrænt. Det gav et sus i maven, men det gjorde også lidt ondt. Vi var så bange

for den trolde bjørn, at vi slet ikke nåede at se op. Det var først da grynten var væk, at

vi så det største syn. Vi var nået til grænsen mellem Europiala og det Onde. Vi kunne

se en masse glødende vulkaner, lava der væltede ud af dem, og de klammeste krigere

jeg nogensinde har set. Vi gloede på hinanden, men uden at sige noget, for det var

svært at styre sin begejstring. Jeg fik også det vildeste flash back, for jeg kom til at

tænke på det, vi havde været igennem: Jeg fandt Thorsen, da jeg faldt ned i nogle

sten. Og jeg havde også helt glemt min flænge i armen. Jeg fandt ud af, at der

ikke var nogen vej tilbage, og jeg dumpede ind i dværgenes grotte. Tågen. Snakken

med den gamle dværg. Den samtale vi havde ved bålet. Og alt det der lige var sket.

Nu manglede vi kun krigen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...