Elverias Dal

Historien handler om en pige, som hedder Betilia. Hun fortæller en historie om, at verden engang gik under. Den blev ødelagt af det det Onde. Hun prøver at få verden til at blive god igen, men hun kommer ud for mange farer. Hun er helt alene.

1Likes
4Kommentarer
386Visninger
AA

1. Ødelæggelsen

Når jeg tænker 11 år tilbage, får jeg kulde gys i maven. Jeg husker tydeligt, hvad der skete, selvom jeg kun var tre år. For 11 år siden var der en lykkelig og smuk dal ved navn Elveria. Det er der alle elvere bor. Der var blomster i alle farver og store flotte træer. Små hyggelige grotter og vi elskede at få besøg fra alle verdenshjørner. Min mor, Kilia, min far, Brono og mine mindre søskende, Sofilia og Bobolo, boede der sammen med mig. Jeg tør næsten ikke tænke på det, der ødelagde alt, men det skal jeg jo før eller siden. For 11 år siden slog alt det onde sammen. Det vil sige orker, trolde, varger, edderkopper, bjørne og drager. De ødelagde alle dale, marker, blomster og ja - ALT godt. De erobrede verden. Vi blev jaget ud af vores lille dal, men lille mig havde de glemt. Min familie kunne ikke finde mig. De råbte ”Betilia, Betilia”, men jeg kunne heller ikke finde dem. Det var dværgene, der fandt mig. De havde gemt sig langt nede i de mørke grotter og var ikke blevet fundet. De bragte mig til et slags ”underjordisk bo”, hvor alle var flygtet hen. Der fandt jeg min familie. Der gik flere måneder før vi kunne komme op, men endelig begyndte vi langsomt at gå opad. Vi så, at alt var fuldstændigt ødelagt. Alle vores blomster bede og alle glade træer. Alle havde mistet håbet. Der var ingen i dalen, der troede på, at verden kunne blive god igen. Også alle dværgene var meget meget langt nede i nogle dunkle grotter, og det var flere år siden vi havde set dem. Også alle hobitterne var draget mod syd for at finde lykken, men jeg troede næppe de ville nå den. Noget helt specielt jeg kunne huske fra ”dommedagen” var, da min bedstefar Bobelo sagde noget til mig. ”Kære Bitilia. Jeg kan ikke nå at flygte, men det kan du. Du får elvernes gave af mig, men lov mig at du bruger den godt.” Og så satte han hånden på mit hoved. ”Men Bedstefar hvad er det?” spurgte jeg. ”Det vil du finde ud af senere”, sagde han. Det var det sidste jeg hørte fra ham. Når jeg tænker tilbage til den dag, spekulerer jeg stadig på, hvad det var for en gave, men jeg tror den skulle hjælpe mig i nød. På min 14 års fødselsdag gik jeg en tur rundt i dalen. I tiden før dommedagen var der også andre elverfamilier. Blandt andet min bedste veninde Victoria. Vi legede altid med vores træ dukker, og havde det sjovt sammen, men jeg har ikke set hende siden den dag. Det er også som om, ingen tør at tale om det. Altså ”dommedagen”. Vi lever bare i nuet, men det er jeg ved at blive ør af. Hvad nu, hvis vi kunne tage det, der er vores tilbage i stedet for bare at sidde her og glo! Men jeg ved godt, at jeg kun er 14, og at mine søskende kun er 11. Mine søskende er faktisk født i den grotte vi gemte os i, og min bror blev opkaldt efter min bedstefar. Sofilia fik det samme mørke hår som jeg, og hun er også stor og stærk som en bjørn ligesom mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...