Hypnose alfernes svaghed

Historien handler om Rani, som skal redde sin by fra nogle onde væsner. De hedder hypnose alfer.

2Likes
8Kommentarer
571Visninger
AA

1. Hypnose alfernes svaghed

Jeg hedder Rani. Jeg er 11 år gammel. Jeg vil gerne fortælle en historie, der skete for nogle år siden.

 Her på jorden boede jeg med min familie. Min mor, far og lille søster. Hun hedder Mira og hun var kun 5 år. Vi boede tæt på en stor skov. Vi kaldte den Gemmeskoven. Det var en meget tæt skov men træer over det hele. Træerne var gode klatre træer. Det var let at fare vild, for alt i skoven lignede hinanden. Vi brugte den hver eftermiddag. Vi legede gemmeleg, når vi var færdige med at arbejde. Der var nemlig ingen skole. Vi skulle alle hjælpe med at finde mad til byen. Hver eneste dag. Jeg var god til at kaste med knive. Det var godt, når vi skulle jage. Mira skulle også hjælpe, selvom hun ikke var særlig stor. Det var hårdt og meget varmt om sommeren. Byen var meget fattig. I min familie havde vi et lille skur. Det var vores hus. Der var to rum. Det ene var et lille køkken, hvor der kun lige kunne stå en person. Det andet var en slags stue. Vi sov alle derinde hver nat, og vi lå meget klemt. Vi havde ikke et rigtigt toilet. Det var kun et hul i haven med toilet papir på en gren. Vores have var ikke særlig stor. Vi havde kun et lille område med græs, og det var helt udtørret og brunt. Min bedste ven boede også hos os. Hans navn var Mark. Han kunne snakke med drager. Det havde han arvet fra sine forældre. Men de var blevet dræbt af alferne. Hypnose alferne. De var de værste i hele verden. De boede oppe i skyerne. Der var aldrig rigtig nogle der havde set dem før, men alle var bange for dem. De havde været vores fjender, siden de fandt vores by. Da de gik ind i Gemmeskoven, fandt de et brev. Der stod på brevet, at hvis de overtog vores by, ville de blive rige og magtfulde. De blev onde og magtsyge, og snart ville de angribe vores by. Vi havde ikke nogle våben. Vi havde ikke engang mad nok. Hvorfor lige os? Alle ville dø. Medmindre.. En dag sagde jeg til Mark: "Vi bliver nød til at gøre noget. Alferne må have et svagt punkt." Da vi var færdige med at arbejde, gik vi ind i skuret. Vi havde kun en bog, og måske stod der noget vi kunne bruge. Mark fik øje på den. "Der er den." sagde han. Og det havde han ret i. På væggen hang en støvet hylde. Der stod bogen. Den var gammel og fuld af spindelvæv. Vi tog den ned og åbnede den. Det var en bog, hvor der stod om onde væsner. Jeg slog op på siden med hypnose alfer. Der stod: "Hypnose alfer har gule øjne. Kigger du deri bliver du hypnotiseret, og du gør alt hvad de siger du skal gøre. De fleste af deres hære er mennesker og andre skabninger, der er hypnotiserede. Hypnose alfer har en skarp hørelse. De er lydløse, og de ligger på lur over alt. De kan ikke dø i kamp eller af alderdom kun af mangel på deres specielle nødedrik. Den bliver lavet af nødder, vand og sukker. Nødderne er meget sjældne. De findes kun et sted. I urtehaven til paladset hvor alfedronningen bor og vogter." Det var deres svaghed. Mark og jeg blev enige om, at vi blev nød til at tage afsted. Da det blev

mørkt, sneg vi os ind i Gemmeskoven. Min familie var faldet i søvn. De vidste ingenting. Vi gik og gik. Jeg blev mere og mere træt. Til sidst lagde jeg mig ned. Jeg faldt i søvn. Nogle timer senere blev jeg vækket af Mark. Han sagde: "Der kommer nogle. Vi må gemme os hurtigt." Lige efter vi var kravlet hen bag et træ, red en høj person forbi. Det var en mand. Hans hår var langt og glat. Hans ører var spidse, og han havde en hat på. Jeg kunne ikke se hans ansigt. Hesten havde et ondt blik. Bare den ikke så os! Manden tabte en pose. Han opdagede det ikke. Han red bare videre. Da han var reddet længere væk, listede vi os ud på stien. Vi tog posen op og åbnede den. Den var fuld af små grå valnødder. De lugtede underligt. Posen var sølvfarvet. Der var nogle underlige tegn på posen. Hvad mon det betød?

Da vi havde gået noget tid, kunne vi se udkanten af Gemmeskoven. Jeg havde aldrig været her, og det havde Mark heller ikke. Der var en stor eng med højt græs. Der var helt stille og ingen vind. Det virkede forkert. Det var som om nogle kiggede på os. Jeg var bange. Jeg kiggede mig tilbage, for at se om Mark var med, men han var forsvundet. Jeg var alene. "Mark, hvor er du? Mark!" Han var ingen steder. Så hørte jeg en stemme. Det var ikke Marks stemme. Stemmen sagde: "Jeg er også alene." Jeg vendte mig om. Der stod en pige der ikke var så gammel. Måske var hun kun 7. Hendes hår var sølvfarvet ligesom manden på hestens. Hendes læber var sorte, og øjnene var GULE? Var hun en hypnose alf? Kig hende ikke i øjnene. Ikke i øjnene! "Du skal ikke være bange. Jeg hedder Luna. Jeg er en hypnose alf, men jeg er stukket af fra de andre. Jeg vil ikke hypnotisere dig. Skal vi være venner?" sagde hun. Jeg vidste ikke om jeg kunne stole på hende. "Måske." sagde jeg. Hun så bange og helt uskyldig ud. Jeg spurgte hende: "Har du set min ven?" Det havde hun ikke. Hun smilede til mig. Jeg fortalte hende, hvad jeg havde tænkt mig at gøre. Hun ville gerne hjælpe mig. "Men jeg aner ikke, hvordan jeg kommer til Skyerne." sagde jeg. "Det ved jeg!" Hun smilede til mig. "Du skal bare sige det hemmelige kodeord. Det er HYPNOTISER ALLE!!" Okay, tænkte jeg. Først skete der ingenting, men så blev himlen rød. Vi befandt os i et lille rum med et træ. Træet havde en enkel gren. Hun tog mig i hånden, og rørte ved grenen. Jeg lukkede øjnene.

Da jeg åbnede mine øjne igen, stod vi bag en hytte. Den så meget lille ud, og rundt om den var der en masse træer. Hytten havde ingen have, og den så hyggelig ud udefra. Vi gik ind i hytten, og Luna sagde at det var her, hun boede med hendes far. Hun viste mig rundt. Der var meget trangt og lyst. Over alt på væggene hang der billeder af underlige tegn. Alle vinduerne var små og runde, og overalt på gulvet lå der store tæpper med underlige mønstrer på. Væggene var gule og turkise, og der stod nogle underlige møbler over alt. De lignede skrøbelige senge, og de svævede. "Hvad er det?" spurgte jeg. Hun svarede: "Det er min soveplads. Min far er ikke hjemme, så du skal ikke være bange, for der kommer nogen. Han kommer først hjem om tre dage. Han jager." Det sidste lød barskt. Jeg ville helst ikke finde ud af, hvad det var han jagede. Jeg kiggede igen på billederne af tegnene. Det lignede dem på posen, som den mystiske mand havde tabt. Jeg åbnede min rygsæk og tog posen ud. Det var de samme tegn. Jeg spurgte Luna hvad det betød. Hun fik et mærkeligt ansigtsudtryk, da hun så posen. Hun skyndte sig at sige: "Det betyder ikke noget specielt. Det er hypnose alfernes skrift." ”Mig og min ven fandt denne pose på vejen. Hvad er det der er indeni?” spurgte jeg. Hun åbnede posen og udbrød: ”Jeg, jeg har selv sådan nogle nødder. Det var da underligt! Må jeg lige se dem igen?” Jeg sagde ja, og hun tog posen ud af mine hænder, og gloede sultent på nødderne i posen. Jeg fik ikke posen igen. Hun beholdte den bare. Jeg ville ikke være uhøflig og sagde ikke at jeg gerne ville have posen tilbage. ”Skal vi tage af sted snart?” spurgte jeg i stedet. ”Ja, men jeg skal først lige pakke noget mad, så vi har noget at spise, når vi bliver sultne” svarede Luna. Hun gik ind i det sjove hus igen. Jeg satte mig ned. Jeg anede overhovedet ikke hvor Mark var. Jeg vidste ikke hvor langt, vi skulle gå, før vi nåede frem, og jeg anede ikke, om jeg nogensinde skulle se min familie igen. Lidt efter kom Luna ud igen med en taske på ryggen, og vi gik.

Da vi havde gået et stykke tid, kom vi til en masse bakker. Luna sagde, at vi skulle over alle bakkerne, men jeg havde ondt i mine fødder af at gå. Det virkede som om, det var det nemmeste i verden for hende. Hun så ikke ud til at være træt. Da vi var gået op af den første bakke, kunne jeg ikke tage et skridt mere. Jeg havde så ondt. Vi satte os ned og holdt en pause. Jeg følte mig helt utilpas. Så sagde Luna: ”Kunne du tænke dig at få lidt at spise? Du ser helt dårlig ud.” Jeg sagde ja tak, og hun tog en madpakke op af tasken. Hun rakte den til mig. Jeg pakkede den, op og spiste det hele. Jeg følte mig pludselig søvnig, og jeg faldt i søvn.

Jeg drømte, at Mark var blevet taget til fange. I drømmen stod jeg foran hypnose alfedronningens slot. Jeg var nået frem! Det var turkist og gult, og det var enormt. Det havde to tårne og en stor port. Igennem det største vindue på slottet så jeg en dame. Hun var smuk. Meget smuk. Hendes øjne var gule. Hendes hud var hvid, og hendes læber var sorte. Hendes lange sølvfarvede hår hang løst, og hun havde et turkist diadem på hovedet. Det havde fem diamanter i. Det var alfedronningen. Hun havde taget Mark. Jeg følte en vrede i mig. Jeg bankede på den store port. Porten blev åbnet af en alfevagt. Han kiggede mig i øjnene. Jeg kiggede ham i øjnene. Han hypnotiserede mig!

Jeg vågnede med et sæt. Luna sad ved siden af mig. ”Er der noget galt?” spurgte hun. Jeg løj bare. ”Nej. Jeg har sovet dejligt.” sagde jeg. ”Lad os gå videre.” Det gjorde vi så. Det var nemmere, efter at mine ben havde fået lov til at hvile sig. De næste bakker var ikke så slemme som den første. Luna sagde ikke noget. Hendes blik var stift. Hun kiggede rundt. Over mod et par buske. Måske var det indbildning, men buskene bevægede sig. Jeg fik et chok, og jeg begyndte at skrige. To voksne hypnose alfer sprang op fra buskene. Den ene løb over til mig og holdt mine hænder, mens han bandt dem med en speciel slags reb, som jeg aldrig havde set før. Det var hårdt. Det var som om, det var en lænke. Jeg prøvede at rive mig fri, men han var for stærk. Jeg kiggede over mod Luna for at se, om hun også blev holdt af den anden hypnose alf. Det blev hun ikke. De stod bare ved siden af hinanden, som om hun kendte ham. Hun smilede underligt, og hun havde et ondt blik. ”Hjælp mig fri Luna! Hjælp. Kom nu! Gør noget. Hjælp!” skreg jeg. Hun reagerede ikke. Hun havde forrådt mig. Jeg troede ellers, jeg kunne regne med hende. Hvad skulle jeg nu stille op? Jeg fik en sæk over hovedet, og alt blev mørkt. Jeg blev båret på skuldrene af den ene hypnose alf. Efter lang tid stoppede han op. Han satte mig ned, og jeg blev ført ind af en port, ned at en masse trapper og ind i et koldt rum. Han tog sækken af mit hoved. Han gik. Jeg var helt alene. Spærret inde i et koldt rum. Jeg satte mig på gulvet. Pludselig hørte jeg en svag lyd. Det lød som en, der gik inde ved siden af mit rum. Jeg var nok ikke helt alene. Det var en anden fange. Jeg råbte: "Hvem er det?" En stemme svarede: "Jeg hedder Mark. Hvem er du?" Jeg blev helt vildt glad! "Mark. Det er mig, Rani." Pludselig kom der et stort brag. Muren mellem mig og Mark blev revet ned af en drage. Mark kom løbende. "Dragen hjalp mig. Vi sad i samme celle. Hypnose alferne brugte den som en vagt, men fordi den sov i stedet for at holde vagt, blev den smidt i fangekælderen. Den er ikke så klog, så den havde ikke fundet ud af, at den bare kunne bryde muren ned. Den hedder Jake, og den har været her i en måned. Jeg kan nemlig forstå dragesprog. Den vil gerne hjælpe os mod hypnose alferne." sagde han. "Godt. Jeg har en plan." sagde jeg. "Mark, du skal sige til Jake, at han skal flyve dig til urtehaven. Der vokser nødderne. Bed også Jake om at spy ild på nødderne, så de ikke kan leve mere. Imens går jeg rundt på paladset for at finde Luna. Der er noget jeg skal snakke med hende om. Jeg er jo ret god til at kaste med knive, du ved." Mark smilede til mig, og så fløj ham og Jake afsted. Jeg fandt mine knive frem. Jeg gik op af alle trapperne og kom til en stor sal. Døren stod på klem. Jeg kiggede ind. Der sad Luna. Hun sad og smilede, og hun var glad over, at intet kunne stoppe hende. Jeg åbnede døren med et brag. "Luna. Der er noget jeg skal snakke med dig om!" sagde jeg. "Hvordan er du sluppet løs?" spurgte hun. "Det er lige meget." svarede jeg. Jeg tog mine knive i hånden. Men hun havde set dem. Hun havde spændt sin bue. Vi stod der og pegede på hinanden med vores våben. Jeg ventede på det rette øjeblik. Det gjorde hun også. "Luna. Du kan ikke klare det." sagde jeg. "Hvordan kan du være så sikker på det?" Hun fløjtede en lille melodi, og ind kom nogle mennesker. De var hypnotiserede. Luna skreg: "Dræb hende!" Jeg kastede min første kniv. Den ramte tre af menneskerne, og de faldt om. De andre mennesker kom nærmere. Jeg kastede min anden kniv, og den ramte de sidste mennesker. Nu var der kun Luna tilbage. Jeg tog min sidste kniv og kastede. Den ramte Luna i maven. Hun faldt sammen. Jeg blev glad. Jeg gik hen for at tage min  kniv fra liget, men hun rejste sig pludseligt og sagde: "Du troede nok, at du havde dræbt mig. Men du har nok ikke tænkt på, at vi hypnose alfer ikke kan dø i krig eller af alderdom." Hun spændte sin bue. Jeg var færdig. Pilen blev affyret. Jeg kunne ikke nå at flytte mig. Jeg ventede på at føle smerte, men pilen gik op i røg. Det gjorde Luna også. Mark kom ind af døren. Det var de nødder. Nu er de brændte. "Åh Mark." Jeg gav ham en stor knuser. "Du redede mit liv!" Så fløj vi hjem på Jake, og da vi så min familie, var de så glade. Vi blev hyldet af hele byen. Hypnose alferne var udslettet, og nu kunne vi leve, uden at være bange for hypnose alferne.

 

   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...