Bare tal

En pige. Et spil. En flok. De er ikke venner. De er der bare. Det handler om perfektion - om at passe ind og være en del af flokken. Hver uge smides et medlem ud. Der skabes et naturligt hieraki, og ingen vil starte forfra igen.
Men for Adina vendes hierakiet pludselig på hovedet, og alting bliver helt af helvedes til, når det at være ældst, bedst og klogest ikke længere er nok.

3Likes
0Kommentarer
471Visninger
AA

2. Et hieraki senere

"Den nyeste starter. Julie, vil du trække et kort?" Med et skævt smil på læberne, skubbede Adina bunken med kort over mod det yngste medlem. Tog man hende på fødselsdagen, var hun nok ikke den yngste, men det var bare et tal - i denne flok var det tidspunktet man blev indlemmet, der gjaldt. Det var det, som udgjorde hierakiet. Ingen sagde noget om dette, men alle var indforstået med det. Det Julie nok også snart blive - eller også måtte hun ryge ud igen.

Alle øjnene lå på hende, da hun med en skælvende hånd rakte ud efter det første kort. Adina holdt et split sekund vejret, da hun mindedes hvordan det havde været, at sidde i selv samme situation, som Julie sad i nu. Men så smilte hun - Adina, og mindedes også sig selv, hvad det øjeblik havde betydet for hende, hvad det havde gjort hende til, og hvorfor hun sad, hvor hun gjorde nu. Hun lænede til tilbage og så vurderende på Julie.

"Hvad trak du?" Spurgte Jonas i samme øjeblik og kiggede på kortet inden Julie nåede at svare. Hendes ansigt så underligt blegt ud. "Ahhh" pustede han langsomt ud, med et stort grin på læberne. "Konsekvens." Resten af flokken stemte i, med et opstemt suk. De grinte og så over på Adina, der efterhånden var udnævnt til at vælge en konsekvens, hvis hun ikke sendte den videre. Det gjorde hun sjældent. Hun kunne godt lide at have den fuld magt over vedkommende der trak kortet. Magtsyg kunne man vel kalde hende. Men det var ikke sådan hun var. I hvert fald ikke således, hun opfattede sig selv.

"Jeg vil gerne vide, hvor langt du vil gå." Sagde Adina en anelse lumsk og løftede hagen en anelse, inden hendes øjne flakkede over på Jonas. "Tag et hvæs af dén der." Hun nikkede over på den joint, Jonas netop havde trukket frem for at tænde. Julies øjne flakkede nervøst fra Adina, til Jonas og ned på jointen og tilbage til Adina igen, der blot sad med et fast og afprøvende blik i øjnene. Hun elskede dette øjeblik. Øjeblikket hvor folks grænser blev afsløret - øjeblikket hvor Adina sad med vedkommende i sin hule hånd. Hun elskede det.

"Er det ikke Jonas'?" Sagde Julie med en usikker, næsten hviskende stemme. Som respons rakte Jonas den hen mod hende.

"Du skal bare trække vejret i den." Han smilte sødt til hende, og Adina bed irriteret tænderne sammen, mens hun betragtede dem. Nogen ved siden af hende, tog hendes hånd, hun havde placeret sin vægt på bag ryggen og nussede den kort. Hun så ned på hånden og op af vedkommendes arm, for at ende i dennes øjne. Hun vidste godt, hvem den tilhørte - selvfølgelig var Adina klar over, hvem hun sad ved siden af.

"Rolig.." Mimede Josef, inden han trak hånden til sig igen og så over på Julie, som om intet var hændt. Det samme gjorde Adina. De måtte intet vide.

"Gør det nu." Opmuntrede Jonas hende og lagde sin hånd på hendes arm, da han stak jointen ind mellem to af hendes fingre. En brændende fornemmelse fyldte langsomt Adina op inden fra, men hun fortrak ikke en mine. Hun kunne føle Josefs blik på sig. Demonstrativt skubbede Adina i stedet for flasken med vodka frem mod Julie, der kiggede næsten endnu mere skræmt på dén, end ved tanken om at tage et hvæs af jointen.

"Jeg tæller til ti." Mumlede Katja lavt for sig selv med lukkede øjne, der flakkede rundt bag øjenlågene, så pupillerne næsten var tydeligere, end hvis de havde været synlige ved farve. "Hvis man ikke opfylder kravene, er der større chance for at tabe, vil jeg advare dig mod, søde Julie." Mælede Katjas læber til slut, inden et tal af gangen hviskende brød stilheden i det umøblerede lokale, de sad i. "En.... to.... tre...." Julies øjne faldt ned på hendes hænder, og hun bed sig hårdt i læben. Et lille håb om, at hun ikke ville gøre det, fik Adina til at knibe øjnene en smule sammen. "syv... otte... ni..." og en dyb, besværet vejrtrækning brød stilheden efterfulgt af en kvalt hoste, der fik alle til at smilte skævt af Julie. "Flot." Jonas tog jointen tilbage og klappede hende et par gange på ryggen, for at hjælpe hende af med den sidste hoste - hvilket nok bare resulterede i, at hosten blev om muligt endnu mere besværet. Et lille hoverende smil spillede på Adinas læber.

"Så går vi med uret. Lærke?" Og så fortsatte spillet således. Sandheder folk ikke allerede kendte blev smækket på bordet, konsekvenser blev udført, der blev drukket et par tårer fra vodkaflasken, men den der var værst, var Lærke, selvom hun gjorde et godt forsøg på at gøre op for det, med tøjet hun smed, og sandhederne hun fortalte.

***

"Træk et kort, Adina." Josef holdt stakken med kort frem mod hende, selvom den næsten var nået til bunds. Hun smilte selvsikkert, da hun trak et kort fra bunken og lettet kunne erklærer, at det ikke var et billedkort. Hvor mange var der også overhovedet tilbage af dem? Hun havde allerede smidt sin t-shirt, og sad med med en kort nederdel og BH på, for alles syn. Hun havde pæne bryster, dette var hun udemærket godt klar over. "Sandhed." Smilte hun og lagde kortet i bunken med allerede brugte kort. Hendes øjne gled over ansigterne omkring hende, men alle undgik hendes blik. Det var den eneste ulempe, der var - ingen turde spørge om noget, der stak eller prikkede. Ingen turde afslører de hemmeligheder, de allerede kendte til. Ingen lige undtagen... "Er der nogen her, du har nogle særlige følelser for? Hvis ja, hvem?" Josef smilte lumsk til hende. Adina elskede Josef af hele sit hjerte, han var hendes bedste ven og de var kommet ind i gruppen lige efter hinanden - hun først, ham ugen efter. De havde holdt ved lige siden. Hun kneb øjnene sammen og så irriteret på ham, velvidende hvorfor han gjorde det. Han gjorde det af nøjagtig samme grund, som alle andre gjorde, mod alle andre. Det gjaldt hierakiet. Jo højere man kom op, jo mindre drak man af vodkaflasken - det var et knæk i troskaben at drikke af vodkaflasken. Og særligt for én af de gamle.

Egentlig var den der kun for at få de nye til at give slip - eller for at ydmyge dem så meget, at de meldte sig ud af sig selv. Det var næsten det, der var sjovest.

"Uhhh." Sukkede folk, da Adina endnu ikke havde svaret, efter en almindelig sum af tid for hvor lang tid det tog at svare.

"Ja." Sagde Adina til sidst med et smørret smil på læberne. Hvis hun endelig skulle krænge sin sjæl ud for hele flokken, ville hun gøre det med stolthed i stemmen - ikke vise ét eneste tegn på usikkerhed. Hun flyttede blikket over og mødte hans øjne, med et hævet øjenbryn, der næsten fik hende til at ligne én, der kedede røven ud af bukserne. Sandheden var, at hun nærmere var ved at skide i bukserne af skam over at skulle indrømme det. "Jonas."

Flokken trak vejret som én i det samme, og hun så et skævt smil tage plads på Jonas' læber. Julies øjne flakkede frem og tilbage imellem dem, og hun rykkede sig - sikkert ubevidst - en anelse væk fra Jonas. Der var stille imellem folket, og hvor længe Adina og Jonas hold øjenkontakten, havde Adina ikke styr på, men hun ville ikke være den første, der brød øjenkontakten. Det var et tegn på svaghed - det havde hun for længe siden lært.

"Så er det Josef." Brød Neras hæse stemme stilheden, i samme øjeblik som hun tog stakken med kort og stak op i hovedet på Joseph. Han trak et kort med et tilfredst smil på læberne. "Konsekvens." Nera grinte tilfreds.

"Perfekt." Sukkede hun, næsten som om det var, hvad hun havde drømt om i flere år. Hun havde lukket sine øjne og vendt ansigtet mod loftet, inden hun lod sit blik lande på Adina, for derefter at flytte det tilbage til Josef. "Du skal snave med Adina." Hun smilte lumsk, og Adina forsøgte at holde sit ansigtsudtryk så neutralt som muligt, men selv et skævt smil kunne ikke lade være med at tage plads på hendes læber, da hendes øjne landede på Josef, der ligegyldigt trak på skuldrene, og betragtede Adina et øjeblik, inden ham langsomt nærmede sig. Hun sad selv musestille overfor ham, indtil hans læber var få milimeter fra hendes, og hun lukkede det sidste mellemrum. Hans tunge pressede sig mod hendes læber og tvang dem til at skilles, hvorefter hun gav efter og tillod sin egen tunge at lege med, ligesom hendes fingre legede med hans nakkehår, da hun lagde hænderne om halsen på ham. Hun smilte i kysset, og han bed hende i underlæben, inden han gav slip på hende, og satte sig tilbage på sin plads, som om det var det mest naturlige, et par bedste venner kunne gøre. Der var stille i lidt tid - indtil nogen til sidst skubbede bunken med kort videre i rundkredsen, hvor den hurtigt blev betydeligt mindre, indtil det sidste kort endte hos Lærke.

Hun holdt det længe i hånden, inden hun lod blikket lande på det billede, der forestillede en bonde. Folk grinte stilfærdig.

"Så er det af med kjolen." Jublede Mikael og gloede nærgående på hendes bryster. Adina smilte skævt til Lærke, der så bedende tilbage.

"Der er jo ikke flere kort tilbage. Er det ikke ligegyldigt nu?" Adina rystede langsomt på hovedet med et selvtilfredst smil. "Jamen..." Lærke gav op allerede inden hendes argument var begyndt, og hun rakte igen ud efter vodkaflasken.

"Nu igen, Lærke?" Mikael så næsten skuffet på hende, da hun satte flasken mod sine læber. Adina så væk fra hende og skubbede bunken med små papirlapper frem mod midten af bunken.

"Spillet er slut. Hvem skal ud? I ved, hvad I skal gøre." Adina så neutralt rundt i cirklen af de resterende 12 ansigter, hendes blik stoppede på Julie, der sad og så næsten helt skræmt ud ved tanken om at smide et medlem ud. "Du skal bare skrive et navn, Julie..." Sukkede Adina, inden hun selv skrev et navn på sit papir. Hun kunne ikke lade være. Hun brød sig ikke om hende - hvorfor var hun overhovedet blevet inviteret ind til at starte med? Hun skulle ud - nu. Julie.

"Er alle færdige?" Papirlapperne var igen blevet lagt ind på midten af cirklen, og Adina rakte ind og trak stemmerne til sig, hvorefter hun begyndte at tælle dem. Hun så sit navn. En... to gange, men ikke nok. Alligevel gjorde det på sin vis ondt. Hvorfor skulle hun ud? Et lynende blik tog plads i hendes øjne, men hun holdt dem rettet mod papirerne. De skulle ikke se det. Lærkes navn dukkede op. Det dukkede op mange gange. Julies dukkede kun op én gang. Adina bed sig hårdt i læben. Hvorfor?

"Hvem er det?" Spurgte Laurids utålmodigt og rykkede let på sig. Adina mælede navnet uden videre eftertanke. "Lærke." Hun løftede et fast blik op på de smil, der langsomt bredte sig rundt på visse ansigter, der tydeligt fremviste, hvem der havde stemt Lærke ud.

"Hvorfor?" Mælede Lærke med en svag stemme. Adina flyttede blikket tilbage på den veninde, hun ellers selv havde syntes så godt om - til et vist punkt i hvert fald. Og så dog. For man havde kun venner i gruppen, hvis man sås udenfor gruppen også. Det havde Lærke og Adina aldrig. De gik tilfældigvis blot på samme filosofihold.

"Fordi Lærke, størstedelen af os, ikke vil spille med dig mere." Svarede Petricia med en kold og samtidig sød stemme, der tydeligt fremviste, at hun havde været én af de mange stemmer, der sparkede Lærke ud nu. Adina havde svært ved at skjule sit smil.

"Nå." Fornærmet rejse Lærke sig op og tog sine trusser med sig i hånden, da hun med hårde skridt trampede ud af lokalet igen og hårdt smækkede døren efter sig, da hun forlod det tomme hus.

En stilhed lå over rundkredsen, indtil en sagte mumlen igen fandt plads, og folk begyndte at snakke frem og tilbage om, hvem det nye medlem skulle blive..

"Hvad med... jeg har glemt hvad han hedder. Du har matematik sammen med ham, Josef, han er røv lækker!" Forsøgte Nera at forklare ham. "Brunt hår... grønne øjne.... Muskuløs... Du snakker ret tit med ham... Noget med K..."

"Snakker du om Kasper?" Josef sad med et åbenlyst grin på sine læber og så misbilligende på Nera, der i samme øjeblik ivrigt nikkede.

"Er han ikke lidt af et pothead?" Mumlede Katja fraværende og så fortsat op i loftet, efter hun havde lagt sig ned på gulvet og åbenlyst meldt sig ud af diskussionen - indtil nu.

"Siger du?" Grinte Jonas og nev hende i armen, så hun lavede en viftende bevægelse mod hans ansigt, som om han blot var en irriterende flue. De andre grinte. Ligeså gjorde Adina.

"Tjo.. Han kunne da godt overvejes..." Sagde hun og flyttede lidt på sig, inden hun så over på Nera med hovedet tippet en smule på skrå. "Men hvis han skal være med, så bliver det dig der inviterer ham. Men husk nu ikke at fortæl for meget. Så går det sjove jo af det." Hun lavede en trist grimasse, inden hun smilte smørret til Nera igen, hvorefter hun afslutningsvis rejste sig op fra gulvet og betragtede de andre end sidste gang, inden hun med et halvhjertet vink, forlod stuen og efterlod oprydningen til de andre - selvom der aldrig blev ryddet mere op i dette tomme hus, end der blev ryddet op i Leeds kloaker..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...