Forladt

Det var en stil / terminsprøve tingeling vi skulle lave i 9.

1Likes
3Kommentarer
395Visninger

1. Forladt

En hyggelig sommerdag gik jeg rundt i vandkanten med bare tæer og sarongens blomstrede kant nede i vandet. Bølgerne skvulpede dovent op på strandkanten og solen skinnede ned på de mange legende børn. Sikke en dejlig morgen. Der var mange store klippesten spredt rundt på den lille sandstrand, som var overproppet af flydende solcremeindsmurte kvinder og mænd. Børnene var ligeså spredte som de store sten. Der var bare mange flere af dem. Til den ene side lå den lille iskiosk, 15 fede familier henne. Ved slutningen af stranden var der en masse stikkende marehalm. Vandet var dejligt varmt, sådan som det nu kunne være på en varm sommerdag i august. Jeg kiggede på alle de legende børn og lagde mærke til en lille pige i udkanten af stranden. Det var sikkert hendes mor, der lå lidt væk. Hun lå et stykke væk fra alle andre familier og få nærmede sig. Et pensioneret ægtepar gik tur i udkanten af mit synsfelt. Den lille pige legede med en dukke nær vandet oppe på en stor sten. Det så ud som om hun nynnede og lod dukken danse mellem hendes hænder. Der var ingen børn at se; hun var helt alene, men det så ikke ud til, at hun lagde mærke til det. Hendes mor lå bare og solede sig. En ung solariebrun kvinde, med afbleget hår, store solbriller og en lille prikket orange bikini. En meget ung mor, som tydeligvis holdt sig godt. Pigen var omkring 5 år, men kvinden måtte være for gammel til, at være hendes søster. Omkring 28 år måske? Den lille lyshårede pige med dukken, så på en eller anden måde trist ud. Hun udstrålede en vis melankoli, selvom hun var så barnagtig. Vinden blæste i hendes hår og solen skinnede guddommeligt på hende, så hendes blonde hår blev gyldent. Hun var meget speciel. Man turde næsten ikke kigge på denne sælsomme lille pige, der legede alene. Havet skvulpede op på begge sider omkring hende, men rørte hende ikke. Hun var så skrøbelig og følsom, at selv vandet forbarmede sig over hende og ikke gjorde hende våd; solen varmede hende og beskyttede hende mod skyernes kulde. Der var ingen ord for den lille pige.

Havet bølger op på stranden og solen er på vej ned. Jeg løber ned til vandet med en lille mælkeflaske. Jeg vil fange det sidste sollys, så jeg kan tage det frem om vinteren og det kan lyse mit lille værelse op derhjemme i vores lille lejlighed på 4. sal, hvor aftensolen aldrig viser sig. Vi har vinduer ind mod gården, den grimme grå og triste gård. Jeg kan ikke lide sne, sne er ikke sjovt, man får vaskere af de større børn, og de ødelægger éns 2-timer gamle snemand, som man stadig ihærdigt arbejder på, og vil vise mor og far, når de kommer hjem fra arbejde. Hanna, min søster, henter mig altid fra børnehaven på vej hjem fra skole, men går ind og laver lektier eller leger med de andre børn på hendes alder, så man er helt alene og overladt til sig selv. Der er ingen børn på min alder, der gider lege med mig. Jeg ved ikke hvorfor. De driller mig ikke, gider bare ikke snakke eller lege med mig. Mor siger, at jeg da bare kan le-ge med mig selv eller Hanna, men det gider jeg ikke. Jeg vil bare have en bedste veninde ligesom hen-de. Jeg må heller ikke være med når hun og hendes veninder leger. Kun engang imellem, når hun ikke er sammen med sine venner. Men så er hun også sjov at lege med. Og min bror, Tom, vil kun spille fodbold med sine venner, og dem må jeg heller ikke lege med. De er desuden alt for gamle til at ville lege med sådan en lille rolling som mig!

Jeg tog strandturen som morgen- og aftentur hver dag; elskede at se solopgangen, når solen var højt på himlen og den smukke solnedgang. Jeg elskede skønhed. Min baghave var praktisk taget stranden, da jeg boede i sommerhus hele året rundt. Helt nede ved strandkanten ved det stikkende marehalm. Og så ved den skønneste strand i Danmark! Jeg elskede, at stå op tidligt, drikke morgenkaffe, gå en lang tur langs strandkanten, vende tilbage til sommerhuset, sidde ude på træterrassen med ansigt mod solopgangen, spise morgenbrød, nyde hvert et sekund af skønheden, tage et bad, tage tøj på, cykle ind til by-en, tage bussen til Café Strandsvalen, arbejde som servitrice, tage bussen og cyklen hjem, ordne huset eller haven, tage en lur i hægekøjen i skyggen af det store æbletræ og kigge op mellem æblerne oppe ø-verst i kronen. Min skemafyldte dag. Jeg kom til at tænke på første gang jeg så dette paradis. Blot én af de rigtigt mange gode minder jeg ejede.

Mine små bare fødder løber over græsset. Skoene ligger i bilen, de blev taget af, så jeg kunne sidde i skrædderstilling på bilsædet. Det store træhus står roligt og majestætisk foran mig. Min mor kommer slæbende med en kasse med tallerkner. Jeg skynder mig hen til hende og gemmer mine hænder i hendes kjolefolder. ''Lille skat dog, kan du ikke gå hen til Tom og Hanna, så I kan vælge værelse. I må deles, men I må få lige det værelse I vil have.'' Jeg løber alt hvad jeg kan, men snubler over en træstub og slår hul på mine knæ og skraber mine håndflader. Det gør ondt og jeg vil gerne have, at der er nogen, der trøster mig og jeg begynder at græde, selvom jeg er en stor pige. Jeg vil ikke græde og kommer derfor bare til, at græde endnu mere. Far smider hvad han har i hænderne og stormer hen til mig, som den store brandmand han er. Han redder mig, ligesom han redder andre små grædende piger, der hvor det brænder. Det har han selv fortalt mig. Han bærer mig ind til mor, der griner og klapper mig på hovedet. Jeg synes bestemt ikke det er sjovt. Jeg græder stadig. Mor tager mig med ud på toilettet for at rense mine "sår". Det gør ondt og min nye fine sommerkjole er blevet helt beskidt, så jeg snøfter; men jeg er holdt op med at græde, selvom jeg stadig hikser. Jeg smiler tappert til mor, som kysser mig på panden. Da mine knæ er beplastrede, går jeg haltende ud og lægger mig i græsset. Hanna kommer ud og lægger sig ved siden af mig. Hun er bare så sej. Hun græder næsten ikke, og er meget ældre end mig. Hun går faktisk i 4.klasse! Jeg glæder mig til, at jeg skal starte i skole. Mig, mor og Hanna har leget skole derhjemme i vores lejlighed. Vi har også taget min søsters legetekopper med. Vi skal nemlig lege teselskab. Det har Hanna selv lovet mig. Jeg putter mig ind til hende. Tom, min bror, hjælper min mor og far. Jeg elsker ham. Han spiller fodbold, og er bare så god. Når vi spiller, er jeg på hans hold mod mor og Hanna. Far er dommer og målmand, men han snyder. Han holder med mor og nogle gange, når hun scorer et mål, bliver hele spillet stoppet fordi hun skal have et kys! Og det gælder ikke, hvis Tom scorer et mål, mens mor bliver kysset, siger far. 

Jeg var blevet dejlig frisk af min lille tænkestund i hængekøjen. Det var så hyggeligt, at være omgivet af minder. Alle døre og vinduer i det gamle sommerhus var åbne. Klokken var omkring halv 6, så jeg besluttede, at jeg ville spise lidt pastasalat og så tage ud og løbe. Jeg lavede godt nok om på mit dagskema. Havde skemalagt alle ugens syv dage, selv mine rutiner. Madplan, mit ugeskema og min indkøbsliste hang på køleskabsdøren. Gule lapper hang lidt rundt omkring i det trange åbne køkken. Havde u-trolig dårlig hukommelse og var lidt af en kontrolfreak, så mine arme og hænder var altid oversået med grønne, blå og sorte udtværede tegn. Jeg tænkte meget på sundhed og økologi, men havde ingen idé om økonomi. Mit lille caféjob rakte til termin. Alt ellers blev opbevaret i min store glaskrukke ved siden af kaffemaskinen. I min lille "sjove" selvironi havde jeg skrevet på et stykke papir og tapet det fast:

Hjælp til den trængendeJ

Jeg kogte lidt vand over det ene af mine tre gasblus og mens det kogte, lavede jeg salaten. Glaskrukken var aldrig fyldt over stregen, hvor der stod rig men nærmere over mon ikke du skulle handle mere fornuftigt?! Jeg havde lavet en streg helt oppe ved toppen, hvor der stod stinkende rig! Måske du skulle begynde at gøre rent! Den var ret høj og ved bunden på krukken stod der HJÆLP!! Jeg kiggede ud af vinduet og ud på vandet. Jeg skar mig i fingeren og puttede den i munden og suttede på den. Den smagte af jern, men jeg kunne ikke føle temperaturen, bare smage det kolde jern. Blodet i sig selv var ikke koldt, men jern forbandt jeg bare med kulde. Jeg hadede kulde, hvilket var en af grundende til, at jeg boede i en illusion af sommer året rundt. Farven grå kunne jeg heller ikke lide. Alt for mange dårlige minder.

Jeg anrettede min pastasalat og puttede dressing på. Fandt kniv og gaffel frem og gik gennem stuen, hvor mit blik faldt på fjernsynet.

Far er endnu ikke kommet hjem til aftensmad. Den store viser er langt over 5-tallet og mor går rundt og vrider sine hænder og kigger hele tiden ud af vinduet. Vi spiser ikke uden ham og jeg er sulten. Jeg plager hende, men hun giver sig ikke. For tre dage siden var en mand blev slået ihjel i en bilulykke. Endelig ser mor ud af vinduet for 6. gang, hun ånder lettet op og jeg skynder mig, at tage sko og jakke på. Jeg vil løbe ham i møde ude på trapperne. Nede ved indgangsdøren til lejlighederne står naboer, genboer, over- og underboer og snakker. Nogle af mændene hjælper far med, at bære en stor papkasse ind. Den ser ud til at være tung, men far vil ikke fortælle mig, hvad det er. Jeg har fuldstændig glemt sulten. Den mystiske kasse er min nye sult og jeg er ved, at gå til af spænding over den nye ret, der står på bordet og får tænderne til at løbe i vand. Mændene får noget besværligt den op ad trapperne og ind ad døren. De stiller den i stuen og hele vores stue er propfyldt med mennesker. Jeg kan næsten ikke være i mit eget hjem og kravler på alle fire mellem nabokonens ben ind til stuen. Far trækker spændingen ud, men ender til sidst med, at pakke kassen op, efter høje opfordringer fra de mange store mennesker. Det er et fjernsyn! Ikke bare et hvilket som helst fjernsyn, men et farvefjernsyn, siger han! Jeg udbryder glad: ''Så kan vi jo se Ingrid & Lillebror i farver!'' Folk omkring mig ler og jeg trækker mit rødmende ansigt ned på brystet. Hanna og Tom står ved siden af mig og holder om mine skuldre, indtil far beder Tom om at hjælpe. Som om 4 stærke nabokæmper ikke er nok!

Jeg gik ud på træterrassen og kiggede ud mod vandet. Solen varmede og stod stadig højt på himmelen. Der var stadig mange mennesker på stranden, selvom der tydeligvis var mange på vej hjem. Stolene ha-vde puder, det samme havde træbænken. Både stolene, bænken og bordet var fra mine forældres tid. Jeg satte mig på bænken med de bare fødder oppe under mig, en yndet stilling. Dagen var så dejlig lang og heldigvis var natten umærkbar, når man alligevel sov. Myggene dansede i luften nede i haven og en lærke sang klart oppe fra blommetræet, mens andre fugle bare fløj lidt rundt. Insekterne sværmede nede ved blomsterbedene og der duftede af syrener, græs og birketræer. Og den salte strand. Sandstranden u-den alt for meget tang. Jeg nød alle de indtryk og sugede bare til mig. Kunne aldrig få nok af sommeren. Bare tæer, nyvasket udslået hår, en let sommerkjole eller sarong uden på bikinien - så kunne det heller ikke blive bedre. Jeg kiggede helt ubevidst ned mod pigen med dukken og mit blik fandt hende straks. Moderen lå stadig og solede sig, men pigen var gået over til hende og prøvede at snakke med hende, men moderen viftede hende bare væk. Efter at have spist, ryddede jeg op i huset (hvilket tog omkring en halv time) og trak i mit løbetøj. Hængte Er ved stranden -skiltet op på hoveddøren og lavede nogle små opvarmningsøvelser. Så løb jeg ned til stranden. Der var ikke så mange mennesker, at se me-re. Mine bare tæer bar mig gennem sandet og helt ned til den anden ende af stranden. Området var, som altid, meget smukt og jeg kiggede på de andre sommerhuse, på vandet, på sandet mellem mine fødder. Tja, sådan en følelse kan ikke beskrives. Og hvis den blev beskrevet alligevel, ville jeg ikke tro ordene. Det ville være alt for fantasifuldt og slet ikke noget, som kunne eksistere i virkeligheden. Det var hårdt, men da jeg løb tilbage, så jeg den lille piges dukke ligge helt alene på den store klippesten, hun havde leget på. Jeg samlede den op og tænkte, at jeg ikke var den eneste, der var blevet efterladt.

Min mors og fars begravelse. De døde begge i en bilulykke. Hanna græder og hendes kinder er driv-våde. Mor og far skulle ud og rejse med Spies, flyselskabet. På vej til lufthavnen kørte en flugtbilist ind i dem. Jeg var på ferie hos moster Karen. Tom og hans nye kone står ovre på den anden side af gangen i kirken. Det skulle have blevet en hyggelig sommer hos moster Karen; vi skulle have malet, set teater, shoppet i byen. Mine teenageår skulle have været lykkelige og festlige, men hvordan kunne de det, når begge mine forældre var blevet kørt ihjel?! Tårerne triller ned ad mine kinder, som var de Niagara Falls, men gråden sidder fast i min hals. Den gør forbandet... jeg mener virkelig ondt. Jeg prøver at holde den tilbage, hvorfor egentlig? Jeg kommer til at kigge over på kisterne og ser deres døde kroppe ligge i dem. Det kan jeg ikke, det er uvirkeligt. Endelig kommer gråden, men jeg kan ikke høre præsten.

Dukken lå i mine hænder og jeg lagde den trist tilbage på stenen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...