Lost in the making (Twilight)

Delilah Carlson er på flugt. Hun er på flugt fra alt hvad hun kender og elsker, og ender ved et uhled i byen Volterra. Hun ved udmærket godt hvilken klan der opholder sig her, og kan godt regne ud hvilken farer hun sætter sig selv i ved at komme her. Aro vil have hende. Det har han ville længe. Men i frygt for at blive fanget af sin anden fjende, blev hun nød til at tage valget og flyve til Volterra. Demetri finder hende hurtigt, og da han ligger Aro's tilbud på bordet, kan hun ikke sige nej til det. Hun burde have vidst, at Volturi-klanen ikke ville bringe hende andet end problemer, men hun var desperart, og indser først hendes fejl, når det allerede er for sent.

-Begynder efter Eclipse.

*Mit bidrag til Twillight-konkurrencen.*

6Likes
1Kommentarer
633Visninger
AA

2. Kapitel 1: "Du for mit navn, hvis jeg for dit Bello."


Kapitel 1:

"Du for mit navn, hvis jeg for dit Bello."

Stanken af røg og alkohol ramte han øjeblikkeligt, da han trådte ind i den nedslidte bar. Han havde ikke regnet med hun ville være her, faktisk var han ikke engang sikker på hvor han havde regnet med at finde hende. Men her var i hvert fald ikke noget han havde forventet. Den her bar var en af de barer, hvor man kun kom, hvis man ønskede sig en slåskamp, eller i sjælene tilfælde, hvis man skulle forhandle med mafiaen. Demetri kendte sin by godt, og var kendt på alle barerne i byen, også dem hvor man ikke ønskede at være kendt. Som her.

 

Selvfølgelig generede den hårde atmosfære ikke Demetri, og heller ikke kvinden som han var blevet sat til at finde. Hun må have vidst hvor risikabelt, det var at komme her til Voltara, så Aro havde regnet ud, at hun ønskede vi skulle finde hende. Det havde Demetri så gjord, men overraskende nok var han blevet sendt af sted alene. Aro plejede aldrig at stole på han dømmekræft, især ikke omkring smukke vampyr kvinder. 

Demetri bevægede sig ordentligt ind i baren, og lage hurtigt mærke til at de brune træstole snart skulle skiftes ud, og at få vinduer rundt omkring i baren var blevet smadret, sandsynligvis af den ødelagte stol, som lå over i det inderste hjørne. Selve bordet foran baren havde stået der i så mange år, at det yderst træ var begyndt at rådne, og hylderne som holdte de halv billige vodka flasker oppe, var presset til deres yderste for at forhindre sprutten i at falde til jorden. Bartenderen prøvede at lade som om stedets trykke atmosfærer, og selve husets råddenhed ikke gik ham på, men Demetri kunne se lige igennem ham, og foragten i hans blik var tydelig.  

Derefter lod han sit blik ramme hende. Hun sad med ryggen til ham, og med ansigtet vendt mod baretenderen i stedet. Han vidste hun allerede havde fornemmet ham, men hun overvejede ikke engang et sekund, at kigge tilbage imod ham. Han kunne se hun sad og drak, hvad vidste han ikke, men det fik ham til at smile sit flabede smil. Han havde ikke troet hun var typen der drak, efter han havde set hendes billede. Hun så, så uskyldig ud. Men han burde have set det komme, efter som han boede sammen med Jane. Uskyldig på ydersiden, og djævlens tjener inden i. Det var ikke noget der var usædvanligt imellem vampyrer, desuden havde hun været menneske på det billede Aro havde vist ham. På billede havde hun haft det lyseste hår han nogensinde havde set, men når han kiggede på hende nu blev han mødt med en stærk rød farve. Ha rød, hvor ironisk. Demetri hadede hendes hår som det var nu, da han fandt den lyse farve meget mere tiltrækkende, men i det mindste matchede det hendes øjne. Det fik ham til at smile hoverende.

 

Han satte sig roligt på bar stolen ved siden af hendes, og bestilte barens stærkeste vodka. Bartenderens øjne flakkede let rundt, inden han vendte sig om for at hente vodkaen. Demetri smilede triumferende. Det virkede til de stadig huskede ham, selv om det var to-tre år siden, han sidst havde været i denne ilde tilredte bar. Han kunne ikke huske hvad han havde lavet her, men ud fra bartenderens anspændthed havde det ikke bare været et hyggeligt besøg. Ikke fordi Demetri nogensinde havde fortaget et hyggeligt besøg.

Han studerede let kvindens ansigt. Hun lignede den samme kvinde på billede, bortset fra hendes ansigt nu var meget mere markeret og smalt, mens hendes øjne var en grim mørke-brun farve. Hun havde vidst ikke rigtig givet sig god tid til at vælge sine kontakt-linser, og for at være ærlig var Demetri sikker på, at hun var fuldstændig ligeglad. Han kunne dog ikke lade være med at glæde sig til at se hendes øjne værre den blodrøde farve, som faldt dem så naturligt.

Hun vendte langsomt hoved imod ham, og sendte ham et blændende smil, som han dog bare ignorerede.

”Havde ikke regnet med du ville finde mig så hurtig. Er faktisk ret imponeret. Demetri ikke?” spurgte hun, og smilede så igen. Hendes smil var ikke ægte, men hvem ville i sandheden værre lykkelig over at se en Volturi?

Han var ikke chokeret over hun kendte hans navn, han var en del af Volturi-klanen, og alle kendte Volturi-klanen. Men han ville ikke lade hendes slippe så nemt, for selv om han havde lovet Aro at det hele ville være ren business, så kunne han ikke lade være med at flirte med denne alt for smukke kvinde. Det var længe siden han sidst havde snakket med en kvindelig vampyr ude fra klanen, og han ville ikke bare lade sådan en chance gå til spilde.

”Du for mit navn hvis jeg for dit bello,” sagde han charmerende, og ventede spændt på hendes reaktion. De fleste kvinder smeltede altid når han talte Italiensk, men hende her var speciel, hun var en vampyr efter alt.

Hun grinede. Det var hendes reaktion, og han kunne ikke lade være med at rynke panden lidt af hende, hvilket bare fik hende til at grine mere.

”Charmerer mig? Er det Aro’s store plan? At få dig til at charmere mig, så jeg lukker dig ind i mit hjerte, og forelsker mig i dig, så jeg for lyst til at blive her i Volterra.? Havde ikke troet at Aro ville undervudere mig så meget, og sætte sådan en plan op. Måske burde jeg slet ikke være så bange for jer alligevel.”

Der var humor i hendes stemme, og Demetri kunne ikke lade være med at blive vred over hendes ord. Hun burde ikke bare være bange, hun burde være rædselsslagen og tage halen mellem benene, imens hun så hurtigt som muligt forsvandt ud af hans by. Det kunne han selvfølgelig ikke sige til hende, for han havde fået en direkte ordre fra Aro om ikke at skade hende, men lige i det øjeblik overvejede han at bryde den. I stedet klaskede han bare et triumferende smil op.

”Du burde være bange. Du burde være mere end bange. Hvis det ikke var begrund af min mesters ordre, så havde jeg revet hoved af dig på stedet,” sagde han i en sød tone.

”Riv det af hvis du vil, du kan sikkert få mere nytte af det en jeg har,” sagde hun roligt, og lavede et tegn til bartenderen om at hun ønskede mere vodka. Meget mere vodka.

”Det skal jeg tænke over til den dag Aro giver mig ordren, men ind til da må du beholde det amato.”

”Demetri hvis du ikke stopper det Italienske bliver det mig der river dit hoved af,” mumlede hun, men forsatte så. ”Jeg ved hvad Aro vil og svaret er nej. Der er ikke noget der kan ændre min beslutning, end ikke jeres elskede Chelsea,” svarede hun koldt, og gav ham et strengt blik, som bare fortalt han skulle droppe det. Det gjorde han selvfølgelig ikke.

”Hvorfor er du her så? Du kender mit navn og har allerede nævnt to andre fra klanen, hvilket tyder på at du ved meget om os, og var fuldstændig klar over hvilket farligt område du bevægede dig ind i. Aro er en samler, og du er også fuldstændig klar over, at han ville elske dig i sin samling og ikke tager nej som svar.”

Hun sukkede irriteret, og lage hoved ned i hænderne. Hun var træt kunne han se, og det var ikke noget en vampyr blev tit. Faktisk næsten aldrig hvis man skulle tænke statistisk. Demetri havde selv været træt en gang i sine 1200 år som vampyr, og det skyldtes en konstant nedslagtning af flere hundrede udødelige børn. Hvad mon havde gjord hende så udmattet?  

”Dumhed førte mig her til, og det vil aldrig ske igen. Skal nok skynde mig væk, så i kan få fred i jeres lille sadistiske by igen. Du behøver ikke bekymre dig.”

Han smilede over hendes dumhed. Ikke kun den der førte hende hertil, men også troen i at det ville være så nemt at slippe væk igen.

”Det er jo lige det bello. Vi ønsker ikke du rejser. Du har fået en invitation ind i vores hjem af selveste Aro. En alt for generøs beslutning efter min mening,” sagde han, og kiggede igen rundt i den nedslidte bar, bare for hurtigt at indse, at de var de eneste i rummet.

”Nå Demetri. Hvem gav dig idéen af, at jeg ikke er fuldstændig ligeglad? Du må overbringe mit ’nej tak’ til din mester, og måske hvis han har en god dag lader han vær med at rive dit hoved af. Jeg kan kun håbe på det modsatte,” sagde hun, og gav ham et hoverende smil.

En dyb vrissen undslap hans læber, og han mistede sin følelsesløse maske. Han løftede læberne let, og lod sine tænder vise, mens hun bare sad roligt tilbage. Aro havde haft ret, denne kvinde var virkelig noget specielt. En normal vampyr ville have været i angreb position, hvis de blev truet af ham. Demetri. En af Volturi-klanens mest trænede kæmpere. Hun kunne virkelig styrer sig selv som ingen anden, men det var vidst ikke hendes eneste talent, havde han fået fortalt.

Han kastede sig imod hende, men inden han nået at gøre mere, havde hun taget fat om hans skuldre, og kigget ham dybt i øjnene, mens hun sagde. ”Du har ikke lyst til at skade mig, og du ville aldrig kunne finde på at gøre mig ondt.”

Millisekunder efter hun havde sagt det, arbejde hans krop imod ham. Han vidste han ønskede at rive hoved af hende, men han kunne ikke. Hans krop var stivnet, og lod sig så falde tilbage til et afslappet stadie. Hun kunne virkelig manipulere med andre. Hvor fascinerende.

”Du fik din test Demetri. Kan du ikke nok gå, så jeg kan få lov til at nyde min drink i fred?” spurgte hun med det så irriterende hoverende smil.

Da han fik rystet choket af sig, vrissede han igen af hende. Hans originale plan ville ikke gå, men i det mindste havde han fået noget han kunne overbringe til Aro. Men han var ikke tilfreds. Demetri havde aldrig fejlet en mission, og den kvinde skulle ikke bryde hans succes.

”Jeg er ikke dum. Dumhed var ikke det eneste der førte dig her til. Volturi-klanen kan beskytte dig, hvis du ikke allerede var klar over det, så har vi en temmelig uovervindelig hær. Du burde overveje det bello.  Måske ville det i virkeligheden hjælpe dig, for jeg kan se på dig, du virkelig har brug for det.”

Med det vendte han sig om, og begyndte med tunge skridt at gå ud af baren. Han havde allerede set hendes ansigt udtryk, og nu vidste han den var hjemme. Hun så forfærdet ud, og han synes næsten også, at han kunne skimte frygt i hendes ansigt. Det havde ikke klædt hendes ellers så perfekte ansigt, men hans ligegyldige bekymring blev skubbet til side af den dejlige følelse af sejer. Hun ville råbe efter om 1-2.

”Vent,” sagde hun opgivende, og vendte sit vrede ansigt imod ham. Hun gik direkte hen til ham, og prikkede ham hårdt i brystet.

”Så giv ham det fucking ja tak, men hvis jeg beslutter at slutte mig til jeres sadistiske nazi gruppe, så vil jeg have noget til gengæld,” vrissede hun, og kiggede igen vredt på ham. Hans ord havde brudt hendes ellers så perfekte udholdenhed, og det frydede ham at se hendes vrede, i stedet for det ellers så hoverende smil, som hun så tit havde sendt ham igennem deres samtale. 

”Jeg skal se hvad jeg kan gøre,” svarede han og smilede flabet. Hun sukkede og trådte væk fra ham, da hun før havde stået alt for tæt på ham. Ikke fordi han havde noget imod det selvfølgelig.

”Godt,” snerrede hun, og gik foran ham ud af baren. Gaden udenfor var mørk, men intet problem for deres to trænede øjne. Han stod og så på hendes ryg forsvinde, mens hendes røde hår svingede frem og tilbage ned langs hendes ryg. Hendes lange model ben fik hende til at se alt for indbydende ud, og han kunne ikke lade værre med at råbe efter hende.

”Jeg fik aldrig dit navn!”

Hun stoppede hurtigt op, og han kunne se hun overvejede om det var det vær at fortælle ham det. Hun kom hurtigt til en beslutning.

”Delilah,” sagde hun, mens hendes hoved stadig var vendt væk fra ham. Med det forsvandt hun med lynets hast ud i natten, og Demetri stod tilbage med et smil. Selvfølgelig havde hans mission været en succes, men det var jo ikke noget nyt for Volturi-klanens tracker. ”Delilah,” hviskede han og kiggede op imod himlen. Det her skulle nok blive interessant.

Bello=Smuk

Amato=Darling

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...