Folk der dømmer - og en helt ny verden

Chalina er en helt normal pige, eller.. Alle på hendes skole synes hun er skør, men har ikke givet sig selv en chance for overhovedet at lære hende at kende. Derfor skifter Chalina skole, og håber på at kunne få et par venner. Hun kan ikke gøre for at hun er anderledes. Sådan er hun bare. Men på hendes nye skole er der en grim hemmelighed, som hun hurtigt opdager. Hun kommer ud for sit livs farligste oplevelser, og med lidt held, for hun måske dannet et par venskaber?

Følg hendes liv på den nye skole, og få øjnene op for en helt ny verden.

OBS! Denne historie bliver aldrig skrevet færdig.

13Likes
10Kommentarer
1334Visninger
AA

8. En ny verden

Skovens mørke lukkede sig om mig, men alligevel fortsatte jeg målrettet fremad. Jeg gik efter lyset. Jo mere jeg nærmede Mig, jo flere sanseindtryk imødekom mig. Lugten af brændt træ. Smagen af mælkebøtte. Lyden af harpespil. Farver dansede rundt om mig, og farverne ændrede hele tiden facon. Da jeg var tæt nok på lyset, rakte jeg ud efter det, men med det samme blev jeg indhyllet i tåge. Jeg drejede rundt i cirkler, i håb om at få overblik. Det lykkedes ikke. Men pludselig begyndte tågen at forsvinde, og jeg så farverne danse væk igen. Jeg stod pludselig i en skov som var så smuk, at man skulle tro den var magisk. Det var som om, at de mørkegrønne blade på egetræerne glimtede af magisk støv. Terrænet var blødt, fugtigt græs, som på samme måde som træerne glimtede af magi. Men først og fremmest fik jeg øje på noget andet. Alexander. Han stod nogle meter foran mig, imens han smilede så dejligt. Da han indbydende rakte sin hånd ud efter mig, imens han løftede sit ene øjenbryn, smilede jeg stort tilbage, og løb i hans favn. Han bar mig. Han begravede sit ansigt i mit hår, og indsnusede min duft. Mine arme var slynget rundt om hans hals, og mit hoved hvilede på hans skulder. Hans hænder gled fra mine skulderblade ned til min talje, og han greb dem i et fast greb for at sætte mig ned i græsset så han kunne se mig i øjnene. Da jeg stod på fast jord igen, kiggede jeg mere alvorligt på ham, og det samme gjorde han. Han åbnede munden som om han ville sige noget, men før han vidste af det, - eller før jeg gjorde - pressede jeg mine læber mod hans. Hvad havde jeg gang i?! Det var jo ikke meningen! Mine arme var igen slynget rundt om hans hals. Og hans hænder gled igen ned ved min talje, og derefter ned rundt om mine hofter. Han trak min tilbage, så vores læber blev skilt. Skuffelsen skyllede ind over mig. Selvom det ikke var meningen at jeg skulle kysse ham, var det stadig skuffende at det var ham der skulle afslutte kysset, og i følge mig, alt for tidligt! Han ville ikke have mig. Jeg vidste det. Nu hadede han mig. Nu kunne vi ikke være venner længere. Hvor dum kan jeg være? Efter han havde afsluttet kysset, udstødte han et slagt grin, og han kløede sig usikkert i nakken. Jeg kiggede spørgende på ham, og han sagde bestemt, men blidt: "hør." Jeg kiggede nu mere interesseret på ham. "Du må undskylde at jeg afbrød vores kys, men jeg må altså fortælle dig noget."Han tøvede. "Inden det er for sent." Sagde han så mere bestemt end før. "Sig frem," sagde jeg alvorligt. Han kiggede sig bag skulderen, som om han skulle sikre, at der ikke var andre. Da han drejede hovedet om mod mig igen, så han pludselig bange ud. "Det er for sent." Han talte meget lavt. Nærmest hviskende. Jeg hørte en truende hvislen fra træerne, som om der var en storm på vej. "De kommer," sagde han så med en endnu lavere stemme. Idet han sagde det sidste, skyllede der et uendeligt mørke hen over himlen, og en stort tordenskrald lød. En vind blæste hurtigt alle bladene af alle træerne, og de fejede hen over jorden, og hen over himlen. Hvad skete der? Alexander og jeg stod bare og kiggede forskræmt på hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...