Grimassen.

Hvis du smiler, ser hun glæden i din fortid. Hvis du græder, ser hun tragedien i din fremtid.
Hailey er en af de typer, man ikke rigtig lægger mærke til. En man ikke rigtig forstår, selvom hun forklar. En man vil kalde fuldkommen sindssyg. Men hun er bare anderledes, end alle andre. Hendes genre er arvet, og en blanding af mystisk og skummelhed er faldet over hende.
Hun kan se på dit ansigtsudtryk, hvad der er sket og hvad der sker. Det kan være ulemper.
Men en dag da Jake West, kommer til Whale High, går alting galt. Han opføre, sig underlig over for Hailey og snakker med hende? Har han opdaget noget? Og hvis, han har - kan han så holde på en hemmelighed?

45Likes
49Kommentarer
2071Visninger
AA

9. Kapitel 7.

Det var nu to uge siden at jeg var blevet kærester med Jake. Ja. Kærester. Jeg ved ikke hvad der var gået af mig, men jeg ind fandt mig i at være sammen med ham, og det var nu ikke så dårligt som jeg havde troet. Vi var stadig de samme personer, og lavede de samme ting. Men det eneste der havde ændret sig var vores bånd til hinanden, og det blev stærkere. Måske lød det lidt kliché, men det skam rigtig nok. 

Jeg kom gående ned af gangen og så mig for første gang lidt omkring. Menneskerne myldrede rundt som nogle myrer i en myre tue, men denne gang kiggede de besynderligt på mig og hviskede fnisende til hinanden. Drengene derimod råbte hånende ting, men jeg gik udefra det ikke var til mig. Eller var det?

Jeg nåede hen til mit klasseværelset og trak ned i dør håndtaget. Denne gang var klasseværelset fyldt med skole elever, så jeg fnyste af forbavselse og gik ind.

De nu snakkende elever dæmpede sig lige når jeg kom ind, og jeg prøvede at undgå deres stirren og gik videre ned i klasseværelset. Jeg gik forbi der hvor jeg plejede at sidde, og satte mig ved en tom stol længst nede.

De hviskende stemmer blev til utydelige mumlende, da de begyndte at gøre det til hinanden. Deres blikke var stadig klistret ned af mig. Jeg sank ned i stolen, og kiggede ud igennem mit sorte hår. Hvad var der sket?

Jeg kiggede op da en trådte ind i klasseværelset, og så det var Jake. Jeg lyste op indeni, og glemte blikkende for en gangs skyld.

'' Jake! '' råbte jeg, måske en anelse for højt.

Han kiggede efter mig, og så mig så. Han tog fingeren op og smilede. Han gik frisk ned til mig, og satte sig på mit bord.

'' Hej Hailey. ''

'' Eh.. '' udstødte jeg endnu en gang og kiggede mig rundt omkring. '' Hvorfor kigger alle på mig? Hvad har jeg egentlig gjort, må jeg spørge om? ''

'' Tjoh, ser du.. '' sagde han og gled sine hænder op af bukserne som om han havde noget på dem. '' Jeg.. øh.. '' mumlede han svagt, mens han kæmpede med sin dirrende stemme.

'' Du hvad? '' hviskede jeg hidsigt.

'' Jeg har fortalt alle at vi er blevet kærester. '' hviskede han tilbage, og hans stemme røg af.

Jeg så stadig op på ham, og forstod ikke lige det han har fortalt til mig. Da det sivede ind, langsomt & summende, rejste jeg mig forsigtigt op, og prøvede at holde balancen mellem bordet og stolen. Min krop var en tung bunke sten, som nu bare trillede ned.

'' Hvad..? '' peb jeg nu, mens jeg endnu en gang kæmpede for at kunne stå på mine ubalanceret ben. '' HVAD!.. '' udstødte jeg nu, højere end sidste gang.

'' Hailey.. stop. Slap af. '' hans stemme dirrer, mens man tydeligt kan hører hans lidt forbavsede åndedræt. Han placere hænderne på min ryg.

'' Slip mig, Jake. Jeg... '' Min sætning blev ikke færdig gjort, før jeg svimlende brasede ud af klassen, og fuldstændig ligeglad med om alle kiggede på mig. Jeg måtte ud. 

 

~

Hvorfor var jeg egentlig så op at køre over at Jake havde fortalt til dem han kendte at han og jeg var kærester? Det var ikke verdens big deal. Jeg mener, det hele skal nok lægge sig igen. På et tidspunkt skal rygterne stoppe, det ved jeg de gør.

Men var der overhoved rygter? Og hvis der var, hvor langt var de så noget på skolen? Vidste alle det? Vidste alle at jeg var kærester med Jake? Og endnu værre - vidste de at jeg havde magiske kræfter? 

Tankerne endnu en gang svævede igennem mit hoved, mens jeg sad ude for skolens område, på den blå indridsede bænk. Jeg førte hånden blidt hen over bænken, og mærkede de siddende splinter i bænken. Jeg undgik at se de forskellige elever der kom ud fra skolen, når klokken havde ringet.

Jeg var pjækket, for de to sidste timer. Jeg var ikke overrasket over at ingen ledte efter mig. Jeg var jo alligevel usynlig. Altså - det meste af tiden. Men lærerne opdagede mig aldrig, i hvert fald. Så det var jo ikke rigtig noget problem.

'' Hailey? '' hørte jeg en halv hviskende stemme sige. Jeg så  mit hoved mod den side jeg hørte det fra.

Jeg vendte øjne.

'' Hvad, Jake? '' hvæsede jeg irriteret - da jeg helst bare vil sidde alene.

'' Må jeg sidde ned? ''  Hans stemme virkede en anelse nervøs, som om jeg havde udlusket en plan, der ville gøre ham totalt til grin.

'' Selvfølgelig. '' sagde jeg en smule sarkastisk, og kold.

Han satte sig ved siden af mig, lod sin hånd glide ned over min. Stilheden bredte sig på vores samtale, og baggrunds støjen fra de larmende studenter, dæmpede sig sjovt nok med.

'' Undskyld. Jeg ville ikke have fortalt det til nogle, hvis bare jeg havde tænkt mig om. '' forklarede Jake, på en hurtigt og tilfreds måde.

'' Det må man nok sige. '' mumlede jeg, og vendte mig selvsikker mod ham, og så direkte ind i hans øjne.

'' Jeg.. undskylder. Virkelig. Næste gang tænker jeg mig om, og lader det ikke slippe ud for nogle som helst. Det vil være imellem os to. '' svarede han hastigt, for at bevise at han ikke bare sagde noget.

'' Lover du?.. '' lod jeg mine læber undslippe.

'' Det lover jeg. '' smilede han.

'' Men én ting til.. ''

'' Ja, hvad? '' svarede han og prøvede at virke mindre bekymret end før.

'' Du sagde da ikke det med at jeg er synsk, vel? '' spurgte jeg nu selv bekymret og nervøs, over for hans svar. Men bagefter smurte jeg et lille smil på læben.

'' Eh... '' han mumlede det brat og gik i stå.

En ventetid gik hen over mig.

'' Jo.. altså. Jeg fortalte det til Charlie. Du ved jo man kan stole på ham, han er min bedsteven. '' stammede han forsigtigt, og gengældte mit smil.

'' Og det du sikker på? For hvis han fortælle det videre, er jeg død. Tænk på hvis nogle forkerte fik det at vide? Jeg ville blive plaget forevigt og altid, og medierne ville komme efter mig. Og for ikke at tale om værre. '' udråbte jeg. '' Skæbnen. ''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...