Grimassen.

Hvis du smiler, ser hun glæden i din fortid. Hvis du græder, ser hun tragedien i din fremtid.
Hailey er en af de typer, man ikke rigtig lægger mærke til. En man ikke rigtig forstår, selvom hun forklar. En man vil kalde fuldkommen sindssyg. Men hun er bare anderledes, end alle andre. Hendes genre er arvet, og en blanding af mystisk og skummelhed er faldet over hende.
Hun kan se på dit ansigtsudtryk, hvad der er sket og hvad der sker. Det kan være ulemper.
Men en dag da Jake West, kommer til Whale High, går alting galt. Han opføre, sig underlig over for Hailey og snakker med hende? Har han opdaget noget? Og hvis, han har - kan han så holde på en hemmelighed?

45Likes
49Kommentarer
2073Visninger
AA

8. Kapitel 6.

Jake hus var kæmpe stort, både uden på og sikkert også inden i.

Jeg gik svævende hen af de store mursten, som nu så ud til at være renset hver dag. Længere ned af stien, åbnede der sig en helt stor bygning ud for mig. Den store hvide glans, fra de polerede store vægge, udstrålede en smuk facon, og blomsterne i siden hjalp med at holde det bedre i stand, med sine hvide og røde nuancer.

'' Du bor flot. '' sagde jeg og stak hænderne i lommen, mens jeg prøvede at skjule de følelser der boblede i mig.

'' Tak. Det gør du nu også. '' svarede han, og virkede ikke nøje så stolt over sit eget hus.

'' Nej... ikke rigtigt. '' skævede jeg.

'' Jo, du bor da ret flot. ''

'' Nej... '' svarede jeg igen, og prøvede at få samtalen til at dreje en anden vinkel. '' Dit hus, er så elegant og stort. Mens mit bare er... grimt og... sjusket! ''

Han trak lidt på skuldrene, og lod sig glide lidt tilbage uden at sige noget. En lille stilhed lagde sig på, og kun en enkel fugl sang sin kendings melodi. 

'' Men flottest og størst, er jo ikke altid det bedste? '' hørte jeg pludselig Jack siger ud af den blå luft, efter vores snak.

Vi trådte op til hans dør, og ladte os trampe i det forslidte tæppe der stod udenfor guld-døren, med bogstaverne ' W-E-L-C-O-M-E. ' Han fandt sine nøgle frem og pressede den ind mod låsen mens han fik åbnet døren og smuttet glat ind igennem døren.

'' Så er vi her. '' hørte jeg ham sige, uden at kunne se ham. Men lyden af hans drengede stemme, gav genlyd fra væg til væg og susede ind i hoved på mig som et ekko.

Jeg hoppede ind forbi den lille sprække, og klemte forsigtigt døren i, så den ikke gav den samme kæmpe lyd. Jeg vendte mig om, og lod mit blik falme ned af gangen. Men det eneste jeg fik ud af, var et kæmpe stort hvidt rum, med en masse billeder på væggene. De sikre pensel strøg, som flød op og ned af lægeret, og de forskellige gule tiltrækkende billeder var uhyrlig skræmmende og fantastiske.

''  Kan du lide dem? '' spurgte Jake, mens jeg var helt inde i mit eget univers.

'' Af' hva'? '' spurgte jeg med et tomt blik nu rettet mod ham, med ingen forståelse hvad han snakkede om.

Han pegede lidt mod malerierne.

'' NÅ JA! '' skreg jeg nærmest op i en skinner tone. '' De er fantastisk flotte. '' smilede jeg og lod mig vende tilbage til det hvide rum, nu uden at være faldet helt ind i billederne.

''  Jeg vil vise dig mit værelse. '' sagde han mumlende og desperat efter at vise det han havde, som en lille dreng. Jack suste op af trapperne og forsvandt bag hjørnet. 

Jeg hævede øjenbrynet, og begyndte tøvende at gå oven på, mens jeg studerede de kreative malerier. Da jeg vendte mit hoved om, var der to rum lige udfor mig. Trapperne der måtte føre gud og vide hvor hen, og Jakes værelse. Jeg gik igen igennem en stor dør, og det første der mødte mig var skateboards. Hele værelset var fyldt med skateboards. Skateboards, skateboards, og skateboards.

'' Jeg kan se du godt kan lide at skate? '' ler jeg.

'' Ja. Det kan jeg vel godt. '' rømmede han sig, og så op mod de sorte plader med hjul.

Jeg satte mig på hans seng, og førte en hånd lidt over den hvide og prikkede dyne, mens jeg kiggede sørgmodigt ned på dynen, da jeg begyndte at tænke på det jeg havde set i synet. Måske var det rigtigt? Måske var det mig? Og måske var jeg forelsket i Jake? Han er den eneste der faktisk gad at være sammen med mig, og kunne det måske være et tegn på noget, da jeg også ville være sammen med han?

'' Hvad er der? '' spurgte han forsigtigt og mildt, mens han satte sig ned ved siden af mig, og skænkede mig et blik. Jeg lod mig kigge ind i hans øjne.

'' Tjoh, du ved bare.. '' sagde jeg igen, og så ned i dynen for anden gang, men tvang mig selv til at se ind i hans øjne igen. De grønne øjne glimtede, men nu da jeg så efter var de også blå. Men alligevel. Flotte. '' Jeg må fortælle dig noget..
'' pustede jeg grofuldt ud, og tog luft ind igen med et suk, mens jeg ladte mig selv bide mig i underlæben.

'' Okay. Hvad er det? '' smilede han.

'' Jeg er synsk. '' sagde jeg fuldstændig alvorlig, men opfattede efter kort tid at han vil tro jeg er komplet rablende gal. Synsk? Hvad havde jeg egentlig gang i? Det var jo rigtigt, men ingen ville tro på mig. 

'' Det ved jeg godt. '' sagde han stille og prøvede at undgå at jeg hørte det.

'' Hvad? '' jeg rystede på hoved af den kommende panik der var inde i mig. '' Hvordan.. ? ''

'' Du er ikke almindelig - det ved alle da?'' svarede han med en barsk tone, der gjorde mig en smule mere vred.

'' Mhm,  tak for det. '' svarede jeg nu mere over i en trist tone.

'' Men jeg skal nok holde på din hemmelighed. Jeg lover det. '' hviskede han, og gled sin hånd ned under min hage, og kiggede på mig. Hans øjne endnu engang beundrede mit, hemmelighedsfulde ansigt, og uden jeg lagde mærke til det afsatte hans rosenklarer læber et mærke på mind mund,

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...