Richina Ripple

Angrebene på menneskene sker oftere og oftere, og det står pludselig klart for de indviede. De er tilbage.
Vampyrerne blev forvist og jaget ud af byen for mange år siden. De har ikke vist sig siden, men hvad sker der, når den uskrevne pagt brydes af en af parterne?
Snart går jagten, men kan en, der er så forblændet af had, nogensinde se lys?
Snart er både frivillige og ufrivillige parter viklet ind i et farefuldt spil på umenneskeligt niveau.

Læs med i Richina Ripple.

48Likes
55Kommentarer
1939Visninger
AA

5. Uventet

Lucien stirrede afventende ind i mørket, men intet skete. Hhm... Det så ud til, at Nathan ville lade ham tage det første skridt. Det lignede ham ikke. Nathan. Egoistisk, kold, og umenneskelig, men mest af alt lod han aldrig nogle komme foran ham. Derfor var dette meget mistroisk en handling. Lucien kneb øjnene sammen. Prøvede at regne ud, hvad Nathan havde gang i, men intet gav mening.
Nathan havde altid været svær at regne ud.

Han lukkede øjnene og sendte sine følere ud. Jo. Han var derinde.
En pludselig vrede fik ham til at knytte næverne. Og han stirrede ondt frem for sig. Hadet var til at føle på, og Lucien måtte tage sig sammen, for at bevare kontrollen. Han bed tænderne sammen, men et pludselig vindstød afbrød hans koncentration, og så var han væk.

Træerne fløj forbi ham, og landskabet var udvisket for alle andre end ham. Han opfattede hver en detalje helt tydeligt, men lige nu var hans sanser kun fokuserede på en ting. Han ville finde Nathan, og han ville ikke forsvinde, før Nathan ikke udgjorde en trussel mere. De havde brudt pagten, så nu måtte han vise dem konsekvenserne af, at vise sig her igen.
Lucien var tæt på, han kunne mærke hvordan målet kom nærmere, og han blottede tænderne.
Hans øjne var rødglødende af raseri, og hans intensioner var ikke til at tage fejl af. Lucien var fuldkommen ligeglad med Nathans taktik. Han skænkede den ikke længere en tanke. Instinkterne havde allerede gjort ham døv for andet. Vampyren rørte på sig. Hastigheden var langsommere end hans, langsommere end Nathan normalt løb. Lucien snerrede hånligt. Troede Nathan virkelig, at han kunne forhandle på en fredsommelig måde?
Et øjeblik troede Lucien, at Nathan ville flygte, men så gik det op for ham, at Nathan stadig bevægede sig mod ham.
Lucien lod prøvende tungen glide hen over de spidse hjørnetænder. Det ville næsten blive alt for let.
Og så med et skiftede Nathan retning. Han løb fra side til side, stoppede op, og løb igen. Løb stærkere, skiftede retning.
Men han var stadig på vej i hans retning.
Der var kun få hundrede meter tilbage, og Lucien snerrede irriteret ad Nathans latterlige dans.


På under et splitsekund mødtes de. Luciens kraft væltede vampyren bagover, og de røg flere meter bagud. Vampyren kom lynhurtigt på benene og lagde armene om Luciens hals, men Lucien vred sig ud af det, næsten alt for let. Vampyren snerrede, og angreb ham med blottede tænder, men Lucien havde altid været den dygtigste af de to, og han skulle lige til at pointerer det i det han afværgede angrebet, og lagde modparten fastlåst på jorden.
Lucien ville have gjort det af med ham. Hans tænder var blottede, og han havde magten. Han ville have boret sine tænder ind i hans kød, ville have vist, hvor ondt det gjorde dengang. Lucien ville have have fået ham til at føle den smerte, han selv havde følt. Forvirringen løb hen over hans ansigt, og han blev ved med at stirre.
Og det ansigt han så på, var ikke Nathans.
Hun hvæsede ud mellem de blottede tænder, og det røde hår bølgede mod jorden. Lucien stirrede blot på hende, som om han prøvede at fatte, hvad det var der skete. Det var ikke Nathan, det var en anden. Der var en anden vampyr i byen, men det var ikke Nathan, eller de andre.
Hvordan kunne det ske?
Hendes teknik, havde gjort det alt for åbenlyst, hun var nyfødt, helt klart nyfødt.
Altså måtte nogen have haft noget med det at gøre, spørgsmålet var hvem, og hvor var de nu?
Det var absurd, at han ikke havde mærket dem før. Var han ved at blive svag?
Tusinde tanker løb gennem hovedet på ham i det øjeblik, men det tog ikke mere, end et sekund, før han den hårde maske var på plads.
"Slip mig" Hvæsede vampyren og blottede de perfekte tænder.
"Du er ligeså dum som du er uerfaren." Hviskede han hånligt, og rasende gjorde hun modstand, for at komme fri. Lucien lo hånligt, men i det øjeblik brød hun fri af hans greb, og flygtede over mod nogle graner.
"Tal for dig selv, morder."
Med et sæt var han helt henne ved hende. Beskyldningen stak som en syl i hans bryst, og han holdt hendes hadefulde blik fast.
Der var så meget had i hendes blik, at han næsten forstod hende. Næsten.
Vreden over beskyldningen ramte hårdere, og hans stemme var mere umenneskelig end den havde været i flere år. Den lød som et ekko, af en tid, han helst ville glemme, og mest af alt lød den som en vampyrs stemme. Et rovdyr, en dræber.
"Tro ikke, jeg ikke kan lugte blodet fra din mund. Hvor mange dræbte du? 4? Uskyldige mennesker? Med familie?"
Hans lagde hovedet på skrå, og sagde med vilje ordene, med sådan en skødesløshed, at de kunne have snakket om hvad som helst.
"Du aner intet om, hvilken verden du træder ind til. Jeg kunne dræbe dig nu, gøre det hele lettere for dig, for tro mig, når først de finder dig, så begynder det virkelige spil. Men ved du hvad?" Han holdt en kunstpause, og smilede et smil, der var så falsk og koldt, at han ikke kunne kende sig selv.
"Jeg synes du selv skal opleve det."
Hun slap ikke hans blik en eneste gang, og hendes perfekte blege hud lyste om kap med hendes røde øjne.
Håret faldt ned ad hendes ryg, som et vandfald af flammer, og vinden tog fat i hendes kjole. Alt omkring hende syntes at bevæge sig, men hun rørte sig ikke en eneste gang. Hun stirrede bare på ham, med sine hårde øjne.
Der var et langt øjeblik, hvor ingen sagde noget. Fjendtligheden kunne skæres i, men så til sidst lænede hun sig fremover.
"Jeg spiller med mine egne regler."
Hendes ånde var iskold, og elegant lænede hun sig tilbage mod stammen af træet.

"Det gør "Nathan også." Hviskede han bittert.
Hun fortrak ikke en mine, men hun var nysgerrig.
"Du kender dem?"
"Ja" Svarede han hadefuldt.
"Men du vil slå dem ihjel?"
"Det er utroligt hvor meget du pludselig ved." Sagde han mistænksomt.
Hun smilede kort.
"Du er ikke så svær at læse. Desuden har jeg altid været god til at aflæse folks udtryk."
"Hvorfor er du pludselig så interesseret?" Spurgte han og kom til sagen.
"Hvorfor skulle jeg ikke være det?" Gav hun hårdt igen.
"Jeg er vågnet op, som et blodsugende monster, efter mordet på mig. Nu da du gør klart, du ikke er min morder, er jeg sjovt nok interesseret i enhver anden morderisk vampyr heromkring."
"De er her ikke." Svarede han kort.
Hun smilede et smil, som alligevel ikke var andet end en kold grimasse.
"Åh jo. Det er de. Hvordan tror du ellers, det her var sket?" Hun pegede på sig selv
"Jeg husker ingen ansigter, men du kan tro, at jeg husker smerten." Hendes stemme var helt lav, men der kunne ikke være gemt mere had i den.

"Men de kan ikke være her i byen. Jeg ville have bemærket dem."
Hun stirrede udtryksløst på ham.
Og pludselig slog det ham. "Smerten... Hvordan kan du gå frit omkring?"
"Hvad mener du?"
Hans stemme blev mere ivrig, og forvirringen lyste igennem.
"Båndet. Du burde ikke være i stand til, at gå uden for den retning, hvor din skaber er."

Pludselig var der noget, der dæmrede for hende.
"Det husker jeg godt. Der var en ulidelig smerte, men da jeg kom langt nok væk, forsvandt den efter noget tid." Hun stirrede mistænksomt på ham.
"Hvorfor?"
Han kiggede frustreret på hende.
"Det burde ikke kunne ske. Nathan og de andre er ude af byen, de kan ikke nærme sig fra syd, fordi de ved jeg holder til der. Jeg ville have mærket dem med det samme. Derfor må de have gået mod nord. Men du løb mod syd, da jeg angreb. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Det er det bånd, som binder en nyfødt til sin skaber. Det bånd, som viser den nyfødte vej. Du har brudt det bånd, og det er fuldstændig unaturligt."
"Som om noget af det her er naturligt." Vrissede hun, men Lucien kunne ikke undgå, at lægge mærke til forundringen, som lå gemt bag. Og sejren. Hun følte sig stærk, og det var en fryd for hende.

"Tag med mig." Sagde Lucien pludselig.
"Hvad?"
"Tag med mig, jeg kan hjælpe dig." Hans pudselige venlighed kom bag på hende, og hun kneb mistroisk øjnene sammen til smalle sprækker.
Men Luciens øjne var dybt alvorlige, og der lå ingen bedrageri bag.
Efter endnu en tid, hvor de stirrede på hinanden, nikkede hun, og tog forsigtigt i mod hans udstrakte hånd.
"Okay."


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...