Richina Ripple

Angrebene på menneskene sker oftere og oftere, og det står pludselig klart for de indviede. De er tilbage.
Vampyrerne blev forvist og jaget ud af byen for mange år siden. De har ikke vist sig siden, men hvad sker der, når den uskrevne pagt brydes af en af parterne?
Snart går jagten, men kan en, der er så forblændet af had, nogensinde se lys?
Snart er både frivillige og ufrivillige parter viklet ind i et farefuldt spil på umenneskeligt niveau.

Læs med i Richina Ripple.

48Likes
55Kommentarer
1981Visninger
AA

4. Selv smerte ender

Den iskolde natteluft var som et slag i ansigtet, men ikke for ham. Alligevel bemærkede han straks forandringen. December luften var koldere end ellers, men hvad havde han ventet? Solen ville ikke komme tilbage foreløbigt, det vidste alle med hans baggrund. Vampyrer var mørkets skabninger, og alt lys blandt dem ville hurtigt blive kvalt.

Han stirrede ud i mørket. Alle mennesker sov på nuværende tidspunkt. Han smilede bittert. Så han behøvede kun at finde natteravnene.
Han koncentrerede sig, og indåndede luften. Jo, de var her helt sikkert. Han undrede sig stadig. Tænk, at Nathan var dum nok til at dukke op her igen. Først dukke op, og derefter bryde traktaten. Han fattede det ikke, men Nathan og de andre havde tydeligvis ikke fattet alvoren af hans ord. Han snerrede hadefuldt. Det måtte han sørge for, at få lavet om på. 
Og så med et var han væk. Intet røbede, at han havde været der, og der var intet andet end mørket tilbage.

 

 

Hans fart og evne til at manipulerer med folk gjorde ham i stand til at leve ubemærket blandt menneskene. Han holdt sig for sig selv, og kun i nødstilfælde fjernede han folks minder om ham. For han blev normalt ikke set, men der var undtagelser. Uforsigtige øjeblikke var de farligste. Han havde aldrig lært at beherske blodtørsten helt. Han jagede dyr, ikke mennesker, og han gjorde det for hende. Estella ville aldrig have ønsket, han blev som dem.
Han mærkede straks sorgen ved mindet om hende.
Han havde ønsket at holde hende ude af det hele. Det var derfor, han aldrig havde fortalt hende om det. Om hvem han virkelig var.

Mordene i byen påvirkede hende, og han havde ofte måtte dække over sin... han skar tænder ved tanken, familie...

Han havde forsøgt at stoppe deres grusomme hærgen, men det var lettere sagt end gjort. Og til sidst... Til sidst gled det hele af sporet.

 

Hans øjne søgte hadefuldt efter dem. De var tæt på, det kunne han mærke, for båndet havde aldrig forladt nogle af dem. Hvis han havde været menneske ville han have sagt, det lå i blodet, men det var en ironisk tanke for en vampyr. Men det gjorde ingen forskel. Man behøvede ikke at forstå det, for man følte det. Den forbindelse der var fra vampyr til vampyr. Det var et bånd man ikke kunne bryde. Uanset hadet mellem dem.
 

Sneen lyste op, og han gled lydløst hen over den, mens han sendte sine følere ud. Han stoppede op med et sæt, og undrende følte han igen efter bevægelse i skovbrynet.
Han forstod det ikke. Hvis Nathan eller en af de andre var kommet tilbage, ville de blive sammen, ville de ikke?
Vampyrer var enspændere, men hans familie havde sommetider sammen. Hvorfor sansede han så kun en?
Var Nathan gået alene? Hans øjne var smalle sprækker, og de stirrede undrende ud i mørket.
Et  ondt smil bredte sig på hans læber.
I så fald, ville han ikke få en varm velkomst, tænkte han bittert, og fortsatte lydløst ind i skovbrynet.

Han havde et regnskab, der skulle gøre op.

 

***

 

Langsomt åbnede hun øjnene, og forskrækket opdagede hun, at hun var faldet i søvn. Hendes kjole var stiv af sneen og et fint lag dækkede hendes hud. Men hun frøs ikke. Forsigtigt børstede hun sneen væk, mens en dyb fure brød frem på hendes pande, og hendes øjne fik et hårdt blik.
Hendes hud var iskold, men hun var mere end sikker på, at det ikke skyldtes kulden. Hun var stadig afkræftet efter det, der var sket, men hun måtte væk herfra. Den dyrebare tid havde hun spildt med at sove, og de kunne komme hvert øjeblik.
For hun vidste de ville komme. De forventede hendes ankomst, og når hun ikke dukkede op, ville de begynde at lede. De ville kunne føle hendes tilstedeværelse, de ville kunne mærke den, og så havde hun ingen chance. Hun snerrede ved tanken. Hun burde være bange, det burde hun virkelig... Men det var hun ikke. Hun følte intet andet end den voksende vrede i hendes krop.
Hun rejste sig beslutsomt op, og rasende tog hun et skridt frem. Smerten skød op i hende som et lyn, og hun gispede efter vejret.

Hun vidste at det næste skridt vilde forvolde dobbelt så meget smerte, men stædigheden vandt, og hun tog skridtet.
Hun bed tænderne sammen, men nægtede denne gang, at give en lyd fra sig.
Hendes far havde ikke været der meget i hendes barndom, og endnu mindre i hendes teenageår, men en ting havde han lært hende. "Alting har en ende selv smerten."
Det ville stoppe på et tidspunkt, det var hun sikker på.

Hun fortsatte stædigt, skridt for skridt mens hendes indre blev flået i stykker.
Men for hver smertelig bevægelse i den retning, hun var på vej i, jo stærkere blev hendes raseri. Hun var så rasende over deres værk, det de havde gjort hende til, og hun havde ikke i sinde at lade dem få deres vilje.

Stønnende fortsatte hun. Hvert åndedræt sved, og hendes hænder var begyndt at ryste. Men hun tvang sig videre. Hun stoppede op, men kun for et kort øjeblik. Hun lukkede øjnene, og så med et løb hun af alle kræfter mod den usynlige barriere. Smerten var som en kniv, og skar hende op indefra, men hun blev ved med at løbe. Denne gang kunne hun ikke undgå skriget, og hun gav det frit løb. Hun skreg, af vrede, smerte, men mest af alt, af had.
Hun skød i gennem luften som en pil, mens vinden gjorde alt for, at holde hende tilbage. Men den kunne ikke. Hendes tempo blev langsommere, da smerten i hendes ben blev stærkere, men så ligesom med solen. Slap den langsomt sit tag. Hun mærkede forbløffet hvordan den langsomt slap sit tag sammen med skoven, og lettelsen bredte sig i hendes bryst sammen med sejreren.
Hun lo forsigtigt, men det lød mere som et hysterisk gispe. Dejsede om i sneen, og ventede på at resten af smerten fortog sig, og det tog hende adskillige sekunder, før det gik op for hende, at det havde den allerede gjort.
Hun havde ikke brug for at trække vejret, men hysterisk trak indåndede hun så meget som hende døde lunger kunne indeholde. Det var så velkendt, noget hjemligt og trygt.

Sådan lå hun lidt. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig mod den kolde sne, men hendes iskolde ånde havde ingen reaktion mod den ligeså kolde sne.

Og så var det hun mærkede det. Hendes hoved blev med et klart, og hun stirrede tomt ud i luften.
Der var en i nærheden. En ligesom hende, en vampyr.
Han var tæt på, og han kom i hendes retning. Et øjeblik tænkte hun på at skjule sig, men det ville være meningsløst, når han kunne se hende, som hun kunne se ham.

Var han allerede kommet? Hendes... Hun skar tænder i vrede. ..Herre? Nej, hendes morder.
Hun skulede ondt. Hun var afkræftet, selvfølgelig, hun burde have vidst det. Han ville vente til hun var svagest, og så ville han hente hende. Så havde det hele måske alligevel været forgæves?

En snerren lød fra hendes strube, og hun ventede. Hun ville gøre sit bedste for at give ham en 'varm' velkomst.
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...