Richina Ripple

Angrebene på menneskene sker oftere og oftere, og det står pludselig klart for de indviede. De er tilbage.
Vampyrerne blev forvist og jaget ud af byen for mange år siden. De har ikke vist sig siden, men hvad sker der, når den uskrevne pagt brydes af en af parterne?
Snart går jagten, men kan en, der er så forblændet af had, nogensinde se lys?
Snart er både frivillige og ufrivillige parter viklet ind i et farefuldt spil på umenneskeligt niveau.

Læs med i Richina Ripple.

48Likes
55Kommentarer
2013Visninger
AA

2. Minder

"Tre læger, en politimand i 40'erne, og en ung sygeplejeske blev i nat fundet, næsten livløse og drænede for blod. De blev fundet på hospitalsgangen ved 3-tiden, men man formoder, at angrebet skete omkring en halv time før. Politiet blev tilkaldt hurtigst muligt, men det var ikke muligt at hjælpe nogle ofrene, oplyser overlæge Susanna Williams. Det samme var tilfældet for den unge pige, der blev bragt i behandling i går, efter et angreb i skoven. Rygterne går, og det siges at pigen er forsvundet. Vi råder dog ingen til at tro på dem, før troværdige kilder har udtalt sig i sagen.
Politiet har efterhånden hænderne fulde, og de arbejder på højtryk i sagen. Vi opfordrer alle til at være ekstra forsigt..."

 

Med en umenneskelig hurtig bevægelse blev radioen revet ud af stikket, og kylet mod endevæggen, hvor de sidste toner døde. Åndedrættet var ophidset, og trods forsøget, kunne han ikke beherske sig. Lynhurtigt rejste han sig op, og skubbede bordet fra sig. Det ramte endevægen med et brag, og hans hænder søgte frustreret efter noget mere at ødelægge. Han greb den nærmeste stol, og kastede den fra sig. Glas smadredes, da den ramte hylderne. Han havde ingen kontrol. Vreden var det eneste han kunne fokusere på, og hidsigt slog han knytnæven mod vægen. Tydelige mærker stod tilbage, som bevismateriale på det umulige, men han var ikke færdig.
Fuldstændig rasende søgte han efter mere, men der var intet tilbage.
Han så ophidset på det smadrede værelse, og en dyrisk lyd meldte sig fra hans strube. Sveden løb ham ned ad panden, og hans vejrtrækning var ukontrolleret og anstrengt, af vrede.

De var her. Han havde aldrig troet, at de ville turde vise sig efter det, men de var tydeligvis ikke bange af sig. Han burde have set dem, mærket dem. Han burde have vidst, at de var her. Tænk, at noget så simpelt som en menneskeskabt radio skulle gøre ham opmærksom på dem.
Han knyttede hænderne, og minderne løb løbsk.

"Lucien!" Hendes latter klingede og hendes smilende ansigt strålede. "Kom og fang mig! Hvis du tør..." Udfordrede hun drillende. Hendes blonde hår strålede som guld i solen. Han havde aldrig set nogen smukkere end hende. "Kom nu Lu!" Hun viftede begejstret med armene, og så straks satte han efter hende.

 

Hans knoer var hvide, og hans øjne brændte. Han ville ikke tænke på det, men endnu engang havde han mistet kontrollen.

 

"Argh!" Hun lo, da han slog hænderne om livet på hende. Han smilede blidt til hende, men hun rev ham med i sit fald, og de tumlede ned i sommergræsset.

"Lucien?"  Han rørte blidt ved hendes ansigt, hvorefter han kærligt mødte hendes blik. "Estella." hviskede han.
Hendes stemme var så lav, at kun han kunne høre det.
"Jeg elsker dig."
Hendes dybblå øjne sagde alt, vægten bag ordene, betydningen. Det lå alt sammen der.
"Jeg elsker..."
Mere nåede han ikke at sige, før han blev afbrudt af hendes læber mod hans. Men det gjorde intet. Hun vidste det allerede. Det havde hun altid gjort.

Alligevel plagede det ham, at han aldrig havde fået det sagt. Deres tid sammen. Den havde været så kort. Alt for kort.

Den brændende fornemmelse fortsatte, og hullet i brystet føltes dybere end nogensinde før.
De skulle mærke hans smerte. De skulle mærke, hvad de havde gjort. Det skulle han nok sørge for.
De var kommet tilbage, trods hans advarsler, og nu skulle de betale prisen.
Hadet lyste ham ud af øjnene, og langsomt trådte han hen mod det medtagede skrivebord.
Skuffen blev taget ud, og hans hånd søgte længere inde.
Der var den. Han havde haft den liggende siden de forsvandt. Han havde aldrig troet han ville få brug for den igen, men han tog fejl.

Langsomt lod han fingrene glide hen over træet. Hans ansigt var hårdt som sten, og øjnene varslede en ting.
-Hævn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...