Richina Ripple

Angrebene på menneskene sker oftere og oftere, og det står pludselig klart for de indviede. De er tilbage.
Vampyrerne blev forvist og jaget ud af byen for mange år siden. De har ikke vist sig siden, men hvad sker der, når den uskrevne pagt brydes af en af parterne?
Snart går jagten, men kan en, der er så forblændet af had, nogensinde se lys?
Snart er både frivillige og ufrivillige parter viklet ind i et farefuldt spil på umenneskeligt niveau.

Læs med i Richina Ripple.

48Likes
55Kommentarer
1923Visninger
AA

3. Forbundet

Hendes bare fødder trådte ned i sneen, men kulden generede hende ikke. Hun mærkede den ikke, og heller ikke den bidende vind. Hendes hud gik næsten i et med sneen, og den hvide hospitals kjole blafrede i vinden.
Der var ingen andre end hende, og hun fortsatte ind mellem skovens træer.

Rusen var ved at fortage sig, og det tågede slør af begær, blev langsomt mere klart.
Hun var en af dem nu. Forkert. Hun var ligesom dem, men hun var ikke en af dem. Langtfra, tænkte hun bittert. Hendes nyfundne styrke var kun en fordel, men hun havde ikke bedt om dette. Hendes fortid stod stadig en smule uklart, og alligevel huskede hun. Men hendes minder var ikke en del af hendes liv mere. De var fortid, og selvom det kun var to dage siden hendes liv var blevet forandret, kunne hun aldrig gå tilbage. Hun var ikke den samme, og hun ville aldrig blive det.

Men hvad med Eleanor? Rose, og lille Jem? De ville aldrig få hende at se mere.  Nu måtte de klare sig selv. Det brændte bag hendes øjenlåg.
Jem måtte undvære godnathistorien. Han var kun seks, og hvem skulle holde mørket væk, nu hvor hun var væk? Lyset måtte Rose tænde, men hvem skulle nu sy hullerne i hendes tøj? Eleanor ville prøve, men hun ville aldrig kunne lappe dem helt. Rose havde altid været en vild pige, men ville hun fortsætte? Hvad ville der ske med dem? Ville Rose kunne lave mad? Hvordan ville det gå med Eleanors skole? Hvem skulle hjælpe hende med lektierne? Far var jo aldrig hjemme.
Tåren løb ned ad hendes kind, mens hun tænkte på dem.


Hvad mon de tænkte nu? Hvad ville far sige til dem? De ventede på hende. Forstod ikke hvor hun blev af, eller hvorfor far græd.
De ville spørge, men de ville ikke få noget svar. Derefter ville de sætte sig sammen. Jem ville måske græde. Og Rose ville bange kigge på Eleanor, indtil det ville gå op får hende.


Firkløveren havde mistet et blad, og bladet var visnet og blæst væk.
Endnu en tåre faldt, men så blev hendes blik pludselig hårdt. Hun havde ikke bedt om det her. De havde taget alt fra hende. Hendes familie, hendes liv. Alt.
Hendes øjne blev til smalle sprækker, og hendes knoer blev hvide i den fastlåste position.

Og ikke nok med det. De ville komme efter hende. Det havde hun været sikker på lige far starten af. Hun skulle slutte sig til dem, for de ville hjælpe hende med at overleve. De ville lære hende at jage, og hun skulle følge dem.
Pludselig gik det op for hende, hvor hun var på vej hen. Det hele havde fra begyndelsen været mærkeligt fastlagt. Hvert af hendes skridt førte hende et sted hen, og hun havde ikke været klar over det før nu. Hun var på vej hen til dem. Hun mærkede en forfærdelig træng til at finde dem. Finde sin skaber.

Hele hendes krop hungrede efter at fortsætte ind i skoven, og jo mere hun forsøgte at modstå, jo mere insisterede hendes krop på at fortsætte. Hun bed sig i læben i anstrengelse, og snart mærkede hun blodet løbe ind i hendes mund. Hvad skete der der!?
Et frustreret udråb forlod hendes mund, og af al magt forsøgte hun at få kontrollen. Hendes ben forsøgte stadig at komme frem, men besværet holdt hun dem tilbage.

Det trak i hende. Hver en celle i hendes krop forsøgte at overbevise hende. Gå videre... Alt bliver bedre... Hvis bare du fortsætter...
Men hvordan kunne hun ære sikker på det? En pludselig smerte skød op i hende og hun faldt på knæ ned i sneen. Hendes hænder tog fat som kløer, og borede sig ned i den forfrosne jord. Hendes ansigt var forvrænget i en grimasse af smerte, og hendes læber var trukket tilbage i en dyrisk snerren.

Alle hendes sanser var bedøvet af smerte og langsomt begyndte verden at slørres for hendes blik. Det vil stoppe... Du skal bare fortsætte... Gå ind i skoven...

Hun så svagt ind i mørket. Smerten ville stoppe, hun skulle bare derind...
Langsomt rakte hun hånden i den retning. Den anden fulgte efter, og afkræftet bevægede hun sig langsomt mod mørket.

Hun sank besværret, og hele hendes krop begyndte at ryste jo nærmere hun kom. Stakåndet trak hun vejret, og langsomt aftog smerten i hendes krop. Snart skjulte træerne hende, og hun var på rette vej. Smerten var væk, og hun skulle bare fortsætte. Derinde ville de vente. Ville alt blive bedre derefter?

"Du må aldrig forlade os." Han så på hende med blanke øjne, og han puttede sig længere ind til hende.

 

"Jeg er så bange. For mørket... Jeg er bange for, at det kommer en dag og ødelægger alt. At det tager dig. Så er du her ikke mere..." Tårer løb ned ad hans kinder, og hun trak ham længere ind til sig.
"Shyyy... Bare rolig, jeg forlader jer aldrig. Jeg er lige her, og det vil jeg altid være." Hun aede ham blidt på håret, og han så op. "Lover du det?"
"Det lover jeg."

 

Men det løfte havde hun brudt. Mørket havde taget hende, og hun var på vej til at følge det. Og af hvilken grund? En smule smerte. Hun drejede sin krop den anden vej, men straks skød smerten op i hende. Rasende stirrede hun ind i mørket.
Intet ville blive bedre, hvis hun gik derind. Hun var fanget i mørket, ja. Men nu ville hun spille med sine egne regler, tænkte hun bittert, hvorefter hun trodsigt begyndte at bevæge sig den modsatte vej.

Der skulle mere til at knække hende.
 

________________________________________________________________________________

Jeg beklager, at kapitlet ikke blev længere, men jeg har ikke mulighed for at bruge internettet i øjeblikket, og jeg synes ikke i skulle vente længere.

Skriv gerne en kommentar, hvis i har lyst!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...