Hello December. 1D.♥

Noah Vincent Joker er en professionel spion. Mens hun er i London, går hun under navnet Annabella Christensen. Hun er her for at researche, sammen med sin barndomsven/bedste ven, Alexander. Utroligt nok kommer de til at bo hos Anne Cox, som jo er Harrys mor. Drengene begynder at rende lidt i vejen, og det bliver svært for Noah og Alexander, at blive færdige. Det er desuden også December, så der stresser for sygt alle stedet, så efterforskningen bliver stoppet lidt, så de kan slappe af. Men hvad kan der ske på 24 dage?.

7Likes
1Kommentarer
603Visninger
AA

2. 1 December.

Alexander's tunge er halvt ude af hans mund. Meget koncentreret, om at strikke rigtigt. Foran ham ligger alverdens garn, og en meget detaljeret liste, over hvordan han skal strikke den sweater. Et smil forlader mine læber, og jeg stiller min kop, med den varme brune væske, og læner mig indover min bærbar, der viser et kort over London. Anne kommer prustende ind af døren, og stiller to store poser på køkkenbordet, og lukker døren i. Jeg ligger hoved på skrå, læner mig over køkken bordet, og kigger nysgerrigt ned i den ene pose.

''Skal du brødføde en hel landsby?.''

''Vær nu ikke fjollet Bella. Vi får bare gæster.''

''Det kunne da godt være du gik ind for velgørenhed.''

Hun smiler bare, niver mig kort på kinden, og begynder at stille tingene på plads. Jeg tager mig kort til kinden, og lukker min bærbar, går ind på mit værelse og ligger den. Jeg kører tilfreds en hånd igennem mit lange sorte hår, og hiver op i ærmerne på min hvide trøje, og går ind i stuen igen, og sætter mig ved siden af Alexander.

''Eye! Ikke sæt dig så hårdt!!.'' Udbryder han, og slår ud efter mig, med en strikkepind.

''Hallo! Ro på, med den der spidse ting!.'' Siger jeg, og dasker til hans hånd, så den ikke peger mod mig. Han skuler bare, og strikker videre. Undskyld da ..

Jeg rejser mig og stiller mig over i vinduet, og ser ned på den travle gade. Allerede nu, er folk stressede. Utrolig der er stadig flere uger til det er jul, og så vælger de at få grå hår før tid? Jeg fatter ikke englændere .. De ældre damer går rundt med deres kæmpe pelsjakker, og små højhælede sko, og en pels hue, og har deres små hunde i snor, der tilmed også har små sweatre på .. Herre gud. Og så er der alle de andre mennesker. Mest voksne, som går rundt med 20 poser, og deres alt for dyre mobiler. De unge der er dernede, har valgt at lave kaos, så de spiller fodbold, op igennem torvet, og de ældre mennesker ser foragter efter dem. Et fnis forlader mine læber, men da en stemme trænger igennem mine tanker, vender jeg mig straks mod personen der snakker til mig.

''Undskyld hvad?.''

''Vil du ikke hjælpe mig med at skrælle kartofler?.'' Smiler en glad Anne. Jeg nikker bare, og går efter hende ud i køkkenet.

''Hvem kommer?.'' Spørg jeg, og hælder kartoflerne ud i vasken, og begynder at skrælle dem, og skære de store over på midten, og derefter op i gryden med vand i.

''Min søn og hans venner.'' Siger hun stolt. Jeg nikker bare og koncentrerer mig bare om ikke at skære i mig selv. Faktisk ikke noget jeg gør uanset hvad, men bare for Anne ikke tror jeg ''perfekt''.

''Hvad hedder din søn?.''

''Harry. Og hans venner hedder Louis, Zayn, Niall og Liam.'' Smiler hun og begynder at forberede en steg.

''Det var da nogle sjove navne?.'' Anne griner kærligt af mig, og smiler så bagefter.

''Jeg mener, Harry? Ikke for noget men kan du godt lide Harry Potter?.'' Spørg jeg.

''AV!.'' Udbryder jeg, da jeg får et slag over nakken. Med en strikkepind?!.

''Hvor er du uhøflig Bella....'' Sukker Alexander.

''Jeg spurgte jo bare.'' Forsvare jeg mig. Han himler bare med øjende, og tager skrælleren fra mig, og begynder at skrælle kartofler. Tak Alex. Jeg skubber mig op og sidde på køkkenbordet.

Da Alexander er færdig med at skrælle kartofler, hopper jeg ned igen.

''Hvornår kommer de?.''

''Om en halv time ca.'' Vi nikker og går op på vores værelser, for at gøre os klar.

 

***

 

Et lynbad og tørring senere, står jeg foran mit klædeskab, dog med undertøj på. Jeg roder i mit halv våde hår, og ender med et par røde stramme bukser, og en stor sølv sweater, Og nogle sorte hyggesokker. Jeg sætter bare mit sorte hår op i en høj hestehale. Jeg smiler tilfreds og tænker det er pænt nok, og sætter mig ved mit sminkebord, og tager rød glimmer øjenskygge på, og sort mascara. Lidt julet må man da være. Jeg vender hoved og ser mine elskede sorte, høje stiletter stå og kalde på mig. Det er faktisk mine spion sko, de er faktisk rigtig gode at løbe i, og kan absorbere stød, og så får de mine ben, til at se død lækre ud!

''Er du færdig?.'' Jeg vender mig, og ser Alexander stå i hans sorte, lidt løse, jeans og en hvid strikke sweater. Gud hvor er han egentlig nuser at se på! Jeg nikker og rejser mig, og trækker i mine sorte bamse støvler, da mine tær fryser.

''Jeg tror de er kommet..'' Mumler Alexander, og rigtig nok, 2 sekunder efter høres der en del mande stemmer. Jeg ser kort på Alexander, inden vi begge er forsvundet lydløst fra mit værelse, og ned i køkkenet, hvor 5 drenge står og snakker med Anne. Jeg finder hurtigt frem til at Harry er ham med det krøllede hår, og at den blond hårede hedder Niall. Jeg går derhen og smiler venligt.

''Hej! Du må være Annabella! Jeg hedder Harry.'' Smiler han, og afsløre et perfekt, hvidt tandsæt, og rækker hånden frem. Kun lidt misundelig på hans flotte tænder..

''Ja, hej. Hyggeligt at møde dig Harry.'' Smiler jeg, og trykker hans hånd.

Og jeg finder hurtigt ud af hvem der er hvem. Jeg føler mig utrolig lille, jeg er kun omkring de 1,65. Men jeg har læst at den højeste af dem ikke er mere end de 1,80 eller sådan noget. Og de slår ikke Alexander med sine 1,87.

''Nå lad os spise!.'' Siger Anna glad, som har sat maden på bordet. Vi nikker og sætter os til bords. Jeg spiser faktisk ikke særlig meget, når det er usund mad, så jeg er færdig før de andre. Hvilket giver mig god mulighed for at spørge ind til drengene.

''Nå Harry. Hvordan er det at være kendt?.''

''Det er fedt nok. En drøm der er gået i opfyldelse. Jeg lever min drøm.'' Smiler han.

''Bliver det aldrig for meget?.''

''Jo en gang imellem, men sådan er det at være kendt.''

''Har du lavet noget ulovligt før.''

''Bella..''

''Hvad?.''

''Har du?.''

''Nej?.''

''Bliver i nogen sinde forfulgt?.''

''Øøøh det ved jeg ikke? Vores fan går nogle gange efter os, men det er vist ikke at blive forfulgt?.''

''Zayn hvorfor stopper du ikke med at ryge?.''

''Øøøh jeg har prøvet men det går ikke.''

''Så prøver du ikke godt nok. Liam hvorfor ville du have så kort hår?.''

''BELLA!!.'' Snerre Alexander, og tager stramt fast om mit håndled. Jeg ser på ham, og kniber mine øjne let sammen.

Hans blik siger jeg skal stoppe omgående, men jeg ryster på hoved. Jeg bliver nødt til at vide hvem de er.

''Nej Bella!.'' Jeg fnyser bare og køre en hånd igennem mit hår.

''Tak for mad Anne. Det smagte herligt.'' Smiler jeg, og træder med vilje Alexander over foden da jeg rejser mig.

Jeg skyller min tallerken og bestik af, og sætter det i opvaskeren og går ind på mit værelse, skifter til mine sorte silke bukser, og en matchende sort silketop, og hiver min bog frem, og sætter mig i min seng. Den handler om en pige der er taget væk fra sin familie, og er blevet børnesoldat i Uganda. Hun er kun 13 år, men hendes tanker er sindssyge. Det er helt utroligt..

 

_________________________________________________________________________________

Blev lige inspireret af min bog, der hedder Mit liv som tyv. Altså bogen er helt anderledes end det her, men den gav mig et par ideer, og desuden kan bogen klart anbefales, og er skrevet af Ally Carter. :))

Håber i kan lide den. :))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...