Tell me, who are you? |One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 5 feb. 2013
  • Status: Færdig
Maj er en 18-årige engelsk pige med et stort hjerte. Det har været hendes store drøm at komme på musik & drama skole. Hun får endelig chance for det; for til jul fik hun endelig råd til at komme af sted. Men hvad sker der på turen? Ender den som Maj håber på? Og hvem er denne mystiske fyr? Og hvorfor er alle pigerne helt oppe og køre over ham? Men han holder på en stor hemmelighed, som han ikke tør at fortælle Maj. Finder hun nogensinde ud af hemmeligheden? Og hvis hun gør... hvordan tager hun det så?

30Likes
10Kommentarer
3654Visninger
AA

1. The Journey

Jeg kigger ned i min kuffert. Jeg har pakket i lidt mindre end en time nu. Jeg tror jeg har det hele med. Det er en stor dag for mig. Årh, jeg glæder mig sådan. Jeg forstår virkelig ikke at jeg står her og pakker til noget jeg har glædet mig til i laaaang tid! Men nu er det virkeligt. Musik & drama en hel sommer. Jeg ser virkelig op til at jeg kan komme til at spille på min guitar, og få øvet em masse drama. Det skal nok blive sjovt.

"MARIANNE! KLOKKEN ER VED AT VÆRE 10!" råber mor nede fra køkkenet. "JAJA" råber jeg bare tilbage. Jeg tager min kuffert i den ene hånd og min taske (med min guitar i) i den anden, og så går jeg nedenunder. Det er lidt besværligt at få kufferten ned ad trapperne men jeg får hjælp af min lillebror - Edmund. Jeg smiler. Han er altid en hjælpsom dreng, selvom han stadig kan være irriterende nogle gange, men det forhindre mig ikke i at elske ham. Alle søskende er vel irriterende, selv mig.

"Så er det vel nu," siger jeg og smiler forsigit. Jeg har ikke lyst til at rejse væk fra dem, men alligevel glæder jeg mig til at komme væk fra dem. Prøve at leve livet på egne hånd, prøve noget nyt, prøve at være væk fra alt, prøve at møde ukendte ansigter og prøve at leve livet.

"Vi kommer virkelig til at savne dig," siger min far og smiler. Jeg genglæder det og krammer dem alle 3. Jeg kan se på mor hun har et par tåre på vej. "Mor, jeg kommer jo hjem igen snart" smiler jeg svagt. Hun nikker "Det ved jeg, jeg kommer bare til at savne dig sådan" "Jeg kommer også til at savne dig, jer alle sammen!" smiler jeg til dem alle. Jeg giver far og Edmund et mere kram inden jeg går ud mod gangen med min kuffert og min guitar. Jeg tager min sko på og min sommerjakke på. Og så forsætter jeg ud mod bilen hvor efter jeg putter mine ting ind i bilen. Jeg kan se Ed og far stå oppe ved døren. Jeg smiler kort til dem inde jeg sætter mig ind i bilen ved siden af min mor. Hun starter bilen og jeg vinker til dem imens hun kører ud på vejen. De vinker tilbage og de forsvinder hurtigt som 2 små prikker og til sidst er de væk.

Turen varer et par timer, da det er et godt stykke væk fra hvor vi bor. Men jeg får tid til at snakke med min mor inden jeg skal sige "vi ses" til hende. Farvel lyder så alvorligt, og jeg har mest lyst til at sige vi ses, for det gør vi jo.

  ***

Vi ankommer til lejren. Det er ude i skoven. Vi holder på en slags p- plads. Der er bare en masse grus, men der holder også en masse andre biler. Jeg stiger ud af bilen og tager mine ting. Vi følges op til lejren. Jeg ser alle de andre elever står at tjekker ind med en af deres forældre. Det skal man åbenbart pga. noget sikkerheds halløj. Vi går sammen hen og stiller os i den lille kø. Den er ikke ret lang, men tiden går lidt langsomt alligevel.

Jeg er så spændt! Jeg forstår virkelig ikke jeg står her. Det er virkeligt nu. Og nu kan jeg slet ikke vente med at komme i gang. Det bliver klar det bedste sommer ever.

Nu er der vores tur næste gang. Der står en dreng med hans mor foran mig, som er ved at tjekke ind. Han ligner en på min alder. Han har brunt hår.

Jeg kigger mig omkring, i mens vi venter. Der er masse mennesker over alt, men jeg ser 5 drenge gå rundt. Der er nogle piger der holder øje med dem og nogle der går efter dem. 3 af dem har brunt hår, en anden har sort hår og den sidste har blond hår. De virker helt nede på jorden og de ser ud som om det ikke betyder noget, det med pigerne. Jeg har aldrig set dem før. Fyren med det lyse hår kigger hen mod mig. Jeg smiler til ham og han smiler tilbage, og så kigger han væk, som om han er genert.

Det bliver endelig min tur til at "tjekke ind". En dame med et streng blik kigger på mig. Jeg smiler svagt til hende. "Goddag, jeg er Mrs. Jones. og du?" spørger hun. " Marianne Stewart," svarer jeg. "Ja.." hun skriver noget ned på et papir, og så fortæller hun lidt som skolen og regler ovs.

Efter samtalen er det tid til at sige vi ses til mor. "Så må vi vel sige.." begynder min mor men så kommer der stille vand ud af øjenkrogen på hende. "Moar, jeg kommer jo igen," trøster jeg hende. Hun nikker. Jeg omfavner hende. "Jeg kommer til at savne dig," siger jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...