Tell me, who are you? |One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 5 feb. 2013
  • Status: Færdig
Maj er en 18-årige engelsk pige med et stort hjerte. Det har været hendes store drøm at komme på musik & drama skole. Hun får endelig chance for det; for til jul fik hun endelig råd til at komme af sted. Men hvad sker der på turen? Ender den som Maj håber på? Og hvem er denne mystiske fyr? Og hvorfor er alle pigerne helt oppe og køre over ham? Men han holder på en stor hemmelighed, som han ikke tør at fortælle Maj. Finder hun nogensinde ud af hemmeligheden? Og hvis hun gør... hvordan tager hun det så?

30Likes
10Kommentarer
3758Visninger
AA

7. Lost in a forest with Niall?

"I dag har vi ryddet al undervisning, fordi i dag skal vi lave noget helt andet, nemlig en slags skattejagt," siger en af lærerne, i en mikrofon. "Eeeej..." er der nogle der siger. Nogle andre burrer eller rækker fingeren ned af. Jeg er lidt ligeglad, måske bliver det sjovt. "Hey unger! Det skal nok blive sjovt. I skal være sammen med dem fra jeres egen hytte," siger hun.

Efter 10 minutter har vi alle fået et kort til hvert hold og står sammen med dem vi skal være sammen med.  William har kortet. "Vi skal den vej," siger han og peger mod skoven. "Er du sikker på det?" spørger Ariana og kigger på kortet. "Det ligner at vi skal den der vej, hvis du vender kortet.." siger hun. "Skal vi ikke bare prøver at gå den der vej, mod søen?" spørger jeg. Niall og Ariana nikker, men William tvivler lidt men til sidst går vi den vej. Vi snakker lidt, men så ser Ariana noget hvidt og løber hen mod den. "Jeg har fundet en post!!" råber hun. Vi halv løber hen til hende. "Hvad står der?" spørger jeg.

Nialls POV

"Hvilket års tal blev boybandet One Direction dannet?" siger Ariana. Jeg smiler skævt. Nemt, 2010! Selvfølgelig vælger de sådan et spørgsmål. "Hvem er One Direction?" spørger Maj. William og Arianas øjne bliver store. "Ved du ikke med det er? Det er ligesom en af de største bands i veerdden! Niall.. " Siger Ariana. Hun kigger hen på mig. Jeg giver hende et blik og ryster på hovedet. "Hvad med Niall?" spørger Maj og kigger på mig. "Øhm..." siger jeg, men så bryder Ariana ind: "Niall ved nok mere om dem end de fleste." "Ja," siger jeg og nikker. Pyhhhha .Hun må ikke virkelig ikke vide det. Jeg er bange for at hun vil droppe mig, eller at hun måske kun vil have vi er venner pga. af min berømmelse. Det er sket før, nemlig.

"2010," siger jeg så. William og Ariana nikker. "Altså, jeg ved ikke noget om de der One Direction, så jeg stoler på jer," smiler hun. "Hvilken vej skal vi så gå?" spørger William. "2011 og 2010 er valgmulighederne. 2010 er mod vest, den vej," siger hun og peger.

Vi går mod vest. Jeg snakker med Maj. Vi går ret langsomt. Ariana og William går lidt længere oppe og skændes over hvilken vej vi skal. Vi gider ikke høre på det så vi går lidt for os selv.

Majs POV

Jeg kigger fremad. Jeg ser ingen Ariana og William. Pludselig går jeg i chok. Det må ikke ske. Er vi blevet væk fra de andre? Jeg synes kun mig og Niall gik i vores egen lille verden, i 5 minutter? Men det må have været mere tid. Måske er vi gået en hel anden vej end de andre? "Niall?" siger jeg, stopper op og kigger bekymret på ham. "Ja?" smiler han glad, men det famler hurtigt igen. "Hvor er de andre henne?" spørger jeg. Han kigger først på mig, men så rundt over det hele. Hans øjenbryn rynker sig sammen. "Det ved jeg ikke? Jeg tror vi er blevet væk fra dem, fordi vi var helt væk i vores egne verden," smiler han, men det er ikke helt et smil alligevel."Skal vi så bare prøve at gå videre? Eller vende om?" spørger jeg halvt bange. Jeg har aldrig prøvet at være uden noget som helst i en skov. Heldigvis er jeg her sammen med Niall. Hvis jeg var her selv ved jeg godt nok ikke hvad jeg ville gøre.

"Måske skal vi bare prøve at forsætte? For jeg tror måske den der sti vi var på tidligere er derhenne?" siger han. Jeg nikker, men jeg mærker stille at der sidder noget vand i øjenkrogen. Jeg er virkelig bange lige nu, og føler mig lost. Niall forsætter, men pludselig stopper han op og kigger tilbage på mig. "Kommer du ikke?" spørger han. "Niall.." siger jeg stiller og kigger op på ham. "Jeg.." han ser der er noget galt. Mine øjne løber i vand. Han løber hen til mig, og omfavner mig. "Sssh. Det skal nok gå. Jeg er sikker på at vi finder ud herfra."

Jeg holder hårdt fast i hans skuldre. "Du må ikke give slip," siger jeg selvom han ikke har givet slip.

"Jeg giver aldrig slip på dig, sweetheart."

Jeg smiler svagt, selvom han ikke kan se det. Hans krops varm og hans arm rundt om mig giver mig en tryghed, som ikke ret mange kan giver mig. Niall er noget helt specielt for sig selv, og det elsker jeg ham for.

Efter vi har stået sådan i 2 minutter spørger han: "Skal vi prøve at gå videre?" Han siger det på en kærlig måde. Jeg smiler lidt og nikker. "Kom," siger han og rækker ud efter min hånd. Jeg ligger min hånd i hans og lidt efter er de flettet ind i hinanden. Vi går lidt rundt, og jeg føler ikke vi kommer nogle vejene. "Er du sikker på du ikke har lidt strøm tilbage på din mobil?" spørger jeg. Niall tager sin mobil. " 5%." svarer han og smiler på en sjov måde. Jeg griner. "Hvad?" spørger han. "Den måde du smilede på var sjov." smiler jeg og prøver at efterligne. Han ryster bare på hovedet. "Jeg kan godt prøve at ringe til nogle, men det eneste nummer jeg har er dit, og drengens." griner han lavt. "Og jeg ved ikke hvor meget det hjælper?" Jeg trækker i mundvigen. "Vi kan vel ringe til en af drengene, måske kan de sige det til en lærer?" spørger jeg. Han nikker, og taster et nummer ind. "Hey Lou.." siger han. Jeg lytter ikke med. Jeg bliver pludselig bange igen, da jeg tænker over at vi står herude i en skov helt lost. "Hallo.. Louis?" siger Niall. Han sukker lavt. "Den løb tør for strøm..." "Nåede du at sige det vigtigste?" spørger jeg og kigger skræmt på ham. Han nikker.

"Er der noget galt?" "Jeg, jeg vil bare hjem Niall. Det er ved at blive mørk. Jeg vil ikke være her mere" siger jeg og begynder snart at græde igen. "Du må ikke græde. Jeg kan ikke lide at se dig græde. De sender nogle ud for at finde os, vi skal bare blive hvor vi er," siger han og kærtegner min kind. "Okay," siger jeg og kigger direkte ind i hans smukke øjne. Han tager sin hættetrøje med lynlås af og ligger den ned på jorden under et træ. Han har kun en T-shirt på overkroppen Det er ikke så koldt, men det bliver tit koldt ned til 17-15 grader her om aften/natten. Han tager min arm og vi sætter os ned, lænet op af et træ. Men efter kort tid ligger jeg mig ind til Niall og han ligger sin arm rundt om mig. "Jeg er så glad for du er hos mig, for hvis jeg var her helt alene vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre," siger jeg. Jeg vil gætte på han smiler lige nu. "Jeg har det på samme måde."Et smil bredes på mine læber. Stille lukker jeg øjne, med Nialls hjertebanken mod mig.

  ***

Jeg åbner øjnene. Jeg glemmer kort alt om hvad der er sket og hvor jeg er. Pludselig hører et knæk fra en gren. Det er ret skræmmende. Lyden er der igen. "Niall?" hvisker jeg. Han sover, og man kan hører hans snorker, som er ret lav. Jeg ligger mig helt ind til ham, og ryster i hans arm. "Mmh," siger han og snorker videre. "Niall!" siger jeg lidt hårdere. "Ja, beauty?" spørger han og gaber. Jeg rødmer svagt. Han gør mig hele tiden blød i knæerne.

"Hvad er der?" siger han og aer mig i håret. "Jeg er bange. Der var sådan nogle lyde," siger jeg og kigger på ham. "Jeg kigger lige om der er nogle eller en øksemorder!" siger han og mener det bare for sjovt det sidste, men jeg bliver bare mere skræmt.  Han rejser sig op. "Kom hurtigt tilbage!" siger jeg og han nikker i mørket. Niall går lidt væk, og jeg kan pludselig ikke se ham mere. Jeg kan se noget hvidt lys lidt væk. Det kommer nærmere. Hvad nu hvis der er en øksemorder!? Som har taget Niall. Jeg bliver nervøs og tager en pind i hånden. Lyset rammer mig og en person kommer mod mig. Jeg tager pinden. "Gå med dig din øksemorder! Og hvad har du gjort af min bedst ven!" råber jeg og slår personen med pinden. Den er ikke særlig stabil og den knækker. "Rolig, jeg er ikke nogle øksemorder, og Niall er lige derhenne, med en af lærerne. Det er mig Micky," siger stemmen. Micky? Han der smilede frækt til mig? Ja, ham husker jeg godt. Rawwh. Men ikke ligeså rawwh som Niall er. "Undskyld," siger jeg "Jeg er bare så glad for at der endelig kom nogle og fandt os," jeg kan ikke styrer mig selv og løber hen og giver ham Micky et kram. Han bliver ret overrasket, men krammer med. "Hvor er Niall henne?" spørger jeg, han peger mod Niall. Jeg tager hans trøje og løber hen til ham. "Her er din trøje," siger jeg og giver ham den."Gjorde jeg dig bange siden du troede ham Micky var en morder?" spørger han undskyldende. "Ja, lidt... meget," smiler jeg "Men det er ligemeget nu," og så krammer jeg ham og bagefter giver jeg ham et kys på kinden. Niall smiler. "Jeg er bare så glad for de fandt os."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...