Tell me, who are you? |One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 5 feb. 2013
  • Status: Færdig
Maj er en 18-årige engelsk pige med et stort hjerte. Det har været hendes store drøm at komme på musik & drama skole. Hun får endelig chance for det; for til jul fik hun endelig råd til at komme af sted. Men hvad sker der på turen? Ender den som Maj håber på? Og hvem er denne mystiske fyr? Og hvorfor er alle pigerne helt oppe og køre over ham? Men han holder på en stor hemmelighed, som han ikke tør at fortælle Maj. Finder hun nogensinde ud af hemmeligheden? Og hvis hun gør... hvordan tager hun det så?

30Likes
10Kommentarer
3764Visninger
AA

20. "Had me at hallo"

Majs POV

Jeg løber mod skoven. Jeg løber og løber bare. Jeg vil bare væk fra det her, Niall og alting. Jeg kan ikke forstå noget mere. Da jeg har løbet i lang tid, med tårerne løbende ned af mine kinder, sætter jeg mig lænet op og bag ved et træ.

Jeg lader tårerne få frit løb. Jeg tager mig til hovedet og tager benene ind til mig. Jeg fryser ret meget, fordi det regner og der er under tyve grader. Min makeup er løbet ned af mine kinder. Det ser sikkert frygteligt ud.

"Maj?" hører jeg en stemme råbe lidt væk. Jeg stivner. Hvad skal jeg gøre? "Maj?" lyder det igen, men tættere. Det er Niall. Skal jeg vise mig for ham? Jeg er så forvirret.

Jeg rejser mig blidt op og løber. Jeg ved ikke om han så mig? Men det finder jeg hurtigt ud af. "Marianne! Stop!" råber Niall og løber. 

Jeg føler mig sløv og løber ikke så hurtig. Pludselig falder jeg over en gren. Niall løber hen til mig. "Marianne.." siger han, men jeg afbryder ham.

"Lad vær med at kalde mig det!" vrisser jeg af ham. Han kigger ned, helt trist. Jeg rejser mig op og går videre. Niall løber op til mig og tager fat i min arm.

"Vil du godt lige hører hvad jeg har at sige, bare et sekund?" spørger han og kigger mig i øjnene. "Du har et minut." siger jeg lige glad. Den idiot... Selvom jeg ved, jeg ikke mener det hundred procent inderst inde.

"Jeg.. Jeg ved godt jeg skulle have fortalt.. dig det fra.. starten. Men, men jeg kunne ikke få mig selv... til det," siger han forpustet, i mens han kigger mig i øjnene. "Jeg var bange for at.. at du kun ville være min ven.. fordi.. fordi jeg er kendt..der er nemlig.. mange der kun vil være venner med mig pga. ... berømmelsen."

Han kigger ned. Jeg sukker. "Niall, jeg ville da være lige glad om du var kendt eller ej. Det er ikke det jeg går efter. Tværtimod. Personligheden... det kigger jeg efter. Men når du har holdt sådan en hemmelighed for mig så lang tid, føler jeg ikke at det her venskab er ægte. Jeg føler du har holdt mig for nar hele sommeren. Fortæl mig lige hvem du faktisk er, for jeg kender dig ikke længere. Jeg har aldrig kendt dig. Hele det her venskab med dig og dine venner var en stor fejltagelse..." siger jeg med tårer i øjnene.

Niall kigger på mig med tårer i øjenkrogen. "Men..." begynder han. "Nej Niall... Det er slut," afslutter jeg og går mod lejren igen. Niall bliver bare stående.

Nialls POV

Maj går væk. Jeg står tilbage som en stor idiot. "Men........ jeg elsker dig," siger jeg. Jeg sukker og mærker tårerne på mine kinder. Efter Maj er ude af syne, begynder jeg at gå op mod lejren. Jeg håber hun er oppe i salen så jeg kan fortælle hende dét. Men på en helt særlig måde.

Majs POV

Jeg når lejren/salen, men så ser jeg drengene står der. De leder også efter mig. Jeg ryster på hovedet og løber ned mod søen.

Jeg kigger mig omkring. Der er ingen. Jeg sætter mig på bænk med hovedet ned i benene. Jeg har taget dem op til mig. Jeg græder stille og min kjole bliver helt våd. Ikke så meget.

Men så kigger jeg ud over søen. Jeg ryster på hovedet. Jeg vil ikke græde mere. Jeg tørrer tårerne væk og går hen til søen. Jeg tager noget vand op i hænderne og hælder det i hovedet af mig selv. Jeg prøver at gnide med vand alt den løbende makeup væk. Det lykkeliges da, lidt. Jeg rejser mig op og børster noget jord væk fra min kjole.

Jeg bestemmer mig for at gå tilbage. Tilbage til festen. Jeg er ligeglad hvad folk tror og synes om mig.

Da jeg er udenfor fest salen ser jeg ingen.  Jeg ser derfor hurtigt mit snit til at gå ind. Der er stadig en masse mennesker der er der, som om der intet var sket. De aner jo heller ikke noget.

Jeg sukker og kigger mig omkring. Jeg går lidt ind. Jeg ser Louis komme løbende hen mod mig, men resten af banden undtagen Niall og Liam.

"Maj?" spørger de, men så er der en der siger noget i mikrofonen, som tager vores opmærksomhed. Det er Niall der står der oppe med sin guitar.  Liam står ude i siden og giver et tegn til Niall.

"Jeg ved jeg har været den største idiot man nogle sinde kan være. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke fortalte dig fra start af, men jeg var bange for at du ikke kunne lide mig...Men jeg fik aldrig snakket færdig. Jeg håber du vil tilgive mig for, hvis du ikke gør ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan ikke leve uden dig. Derfor vil jeg gerne fortælle dig det her..." siger Niall ud til publikum og jeg, i mens han kigger mod mig.

Han mener det til mig. Han begynder at spille på sin guitar og sætter munden til mikrofonen.

"I can feel you comin' from a mile away, My pulse starts racing from the words that you say, And you say so many of them like you don't have a clue, That I'm signed, sealed delivered with a stamp on" synger han.

Jeg bliver helt overrasket.

" You don't have to try too hard, You already have my heart, You don't got a thing to prove, I'm already into you, So... Hold, hold, hold, hold me tight now Cause I'm so, so good to go, Don't say Don't say good night you know, You had me a hello, You had me a hello, You had me a hello, Don't say Don't say good night you know You had me a hello." synger Niall.

Jeg kan ikke lade vær med at smile lidt. Han gengælder det. Han kan virkelig godt lide mig. Alle ordene rammer mig lige i hjertet.

" You had me a hello." afslutter han. "Maj, jeg elsker dig," siger han i mikrofonen. Han kigger på mig.

I et øjeblik, føler jeg har tilgivet ham. Jeg kan heller ikke leve uden ham. Jeg er forelsket i den dreng. Hvad var det jeg tænke på? Hvad skulle jeg gøre uden Niall? Ja uden Zayn, Liam, Harry og Louis også? Jeg elsker de drenge. Så må det være lige meget om de er kendte eller ej. Det er ikke det der betyder noget. Og fordi de ikke fortalte mig det blev jeg selvfølgelige ked af, men nu har jeg indset at jeg bare lige skulle have det igennem hjernen først. Det kom så pludselig for mig.

Jeg smiler til Niall og løber op på scenen til ham. Han bliver helt overrasket. Det havde han ikke regnet med. "Jeg elsker også dig," siger jeg til ham og derefter kysser jeg ham lige på munden. Publikum klapper og jubler. 

Det her har været min bedste sommer ever. Og jeg vil aldrig glemme den.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...