I Did It For Love

Eunjung er en pige på 17 år, og har haft mistet hukommelsen, da hun var 14. Men har nu fået den tilbage. Eller ikke helt. Hun kan stadig ikke huske fra hun var 14 og under. Vil hendes glemte minder blive vækket til live, eller vil de blot slumre i hende? Og hvorfor ligner hun ikke sine forældre og søster? Og så er der det billede. Et billede af en dreng og hende. En dreng kaldet Jonghyun. Hvad hun ikke ved er at han er et medlem af det koreanske band SHINee

6Likes
17Kommentarer
938Visninger
AA

7. Kapitel 7.

Jeg vågnede frisk dagen efter, og følte mig slet ikke søvnig over tidsforskellen. Min krop var mere træt i Danmark, end den var her? Måske skulle den bare vænde sig til, at jeg ikke var i Danmark?

Jeg trak den varme dyne væk fra kroppen, og tog mine bløde tøfler på. Jeg luntede roligt ind i stuen, og hen mod køkkenet, som var i samme rum som stuen. Jeg lavede mig noget varmt vand, og kom så i tanke om jeg ikke havde noget The. Så jeg måtte hælde det ud igen, og gik atter ind til værelset, og pakkede tøjet ud, nu hvor jeg havde overskud, og ikke længere var træt.

Billedet af mig og Jonghyun faldt ud, af en notebog, som min mor havde lagt ned i kufferten. Jeg tog billedet og kiggede på ham.

"Jeg skal nok finde dig" mumlede jeg for mig selv, og rettede mig så op. Jeg fandt noget tøj frem, og tjekkede om det passede sammen.

Efter nogle minutters tid, var jeg i noget tøj, og smuttede nedenunder, hvoraf jeg fik fat i noget morgenmad. Jeg spiste det, mens jeg tænkte over hvor jeg skulle starte med at lede..

"God morning" hørte jeg en velkendt pige stemme, og kiggede op. "Morning" svarede jeg, og smilede roligt til hende. 

"I did not expect that we would meet again." svarede hun og forsat smilede. 

Jeg nikkede, og forsatte så på dansk, da jeg jo havde hørt hun kunne tale dansk. "Du må gerne snakke på dansk. Men i lige måde da. " svarede jeg, og smilede lidt, da hun kiggede en smule forbavset over at jeg snakkede dansk til hende.

"Så.. Du forstod mig og min far i går?" kom svaret fra hende, og satte sig ned. Jeg nikkede blot til hende, og smilede lidt usikkert. Hun satte sig ned, med sin tallerken havregryn, og noget frugt.

"Så.. Må jeg måske spørge hvad du hedder?" spurte hun om. Jeg havde lige taget en ske yoghurt ind i munden, og måtte lige synke det, før jeg kunne svare hende.

"Jeg er Eunjung." svarede jeg og smilede igen til hende. Hun nikkede, og pegede på sig selv. "Aoi, og min far som står der, hedder Johan" svarede hun, og pegede mod en mand, med en blå bluse på, og nogle cowboy bukser, som så lidt slidte ud. Men det var bare en del af mønsteret, fandt jeg ud af, da de kom hen mod mig.

"Far, hils på Eunjung. Hende jeg stødte ind i, i går." svarede Aoi, og smilte til sin far, som satte sig ved siden af sin datter, og rakte sin hånd, til mig. Jeg tog imod den, og nikkede. Heldigt at jeg havde nogen at snakke med. Ihvertfald lige nu.

"Så, hvad skal du så lave her Eunjung?" hører jeg Johan, spørge om, og jeg får drukket noget af mælken, før jeg svarer. "Um, jeg er her, for at finde min far, og en dreng, som jeg var venner med da jeg var mindre. " jeg så på dem, og smilede skævt. "Ja i know. underlig ting." svarede jeg, og Aoi rystede hurtig på hovedet. "Nej da. Det er fint." smilede hun, og vi kiggede hen mod faderen som hostede. Det lød som en hæs hoste. "Far, er du okay?" spurte Aoi ham, og han rystede på hovedet. "Jeg smutter ovenpå igen" svarede han, og gik mod elevatoren, mens han hostede lidt. 

"Han lød ikke helt rask?"  siger jeg, mens jeg ser mod Aoi. "Han har også lige været syg, to dage før vi tog afsted hertil" svarede hun, og ser bekymret mod gangen hvor han gik.

"Bare gå derop, til ham." svarer jeg, og smiler. Hun nikker og gemmer sit æble i ærmet, og smutter op med sit beskidte bestik og tallerken. Jeg spiser forsat min morgenmad, og hører hende så igen. "Hey Eunjung? Hvad værelsenummer har du?" jeg ser hen til hende, da hun er lidt fra mig, og siger så: "nummeret 265" svarede jeg og hørte hun takkede, og smuttede bekymret ovenpå til faren. Jeg kom så i tanke om at jeg ikke fik hendes værelsenummer. Jeg trak på skuldrene og gik så op med min tomme tallerken, og op på det værelse jeg havde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...