I Did It For Love

Eunjung er en pige på 17 år, og har haft mistet hukommelsen, da hun var 14. Men har nu fået den tilbage. Eller ikke helt. Hun kan stadig ikke huske fra hun var 14 og under. Vil hendes glemte minder blive vækket til live, eller vil de blot slumre i hende? Og hvorfor ligner hun ikke sine forældre og søster? Og så er der det billede. Et billede af en dreng og hende. En dreng kaldet Jonghyun. Hvad hun ikke ved er at han er et medlem af det koreanske band SHINee

6Likes
17Kommentarer
951Visninger
AA

6. Kapitel 6

Jeg lod blikket glide tvivlsomt rundt i lufthavnen, for at finde ud af hvor jeg skal få mine kufferter henne. Jeg opdager så lidt efter et skilt, og følger anvisningen, for til sidst at finde mine 2 kufferter, som kom trillende, på et bånd.

Jeg skyndte mig hen til dem, og tjekkede om det var mit navn og nummeret som stod på det. Ganske rigtig var det mine, så jeg tog dem, og luntede roligt ud af lufthavnen, og ud i den kolde luft, som hurtig om sluttede mit hår, og gjorde det umuligt at se, foran mig. Jeg mumlede lidt, imens jeg satte håret op i en hestehale, med elastikken som sad om håndledet.

Blikket gled tvivlsomt rundt, mens jeg kiggede efter busserne. Mens jeg havde fået gået et stykke tid opgav jeg, og valgte at spørge om vej. Jeg tjekkede mig omkring, for at finde en person jeg kunne spørge og jeg fandt en. Jeg skulle til at spørge personen, som lignede en på min alder, begyndte at skrige, så jeg blev lidt bange for hende. 

Jeg ser mens hun blot løber over mod en masse andre mennesker, som vist har lavet en rundkreds  om nogle mennesker? tøvende går jeg derover, for at se hvad der skete, og jeg så fem ansigter. Og gud de var pæne! Det måtte være dem, alle de mennesker skreg over, for de fem drenge, tog elegante deres solbriller af, og vinkede til de skrigende mennesker.

Jeg skulle til at gå baglæns, da de andre mennesker, var ved at gå ind i mig, og det endte med at jeg stødte ind i en pige, som stod bag mig. 

"Sorry" sagde jeg hurtig, og rejste mig op at stå, da jeg faldt, og fik hende hevet med ned. Jeg rækker hende hånden, og hun tager den og jeg hjælper hende, med at komme op.

"That okay" svarer hun, og smiler.

Jeg ser hurtig på hendes ansigt markeringer, at hun var koreaner. Jeg skulle til at spørge om hun vidste hvor Novotel motellet lå, men blev afbrudt af en ældre mands stemme.

"Ai, hvor blev du af?" hører jeg manden spørge på dansk. Jeg ser mod hendes far, som har de koreanske træk, som datteren også havde.

"Undskyld dad. jeg blev ramplet ned af pigen her" svarede hun og jeg så mod hende. De var altså danskere?

"Uhm," starter jeg, men stopper så. Kunne jo ikke ligefrem spørge om de var danskere, når jeg slet ikke kendte dem? Dog syntes jeg at pigen som hed Ai, virkede en lille smule bekendt. Men vidste bare ikke hvorfra.

"bye, bye" sagde hun, og vinkede, mens hun smuttede sammen med sin far afsted, ind mod Korea. Jeg nikkede blot, og tog fat i kufferten, og luntede afsted hen til busserne, og ind i den jeg skulle med.

Omkring 28 minutter senere, var jeg fremme ved det stoppested jeg skulle af på, og trykkede på stopknappen. Jeg smuttede så ud af bussen, med den store kuffert, og så hotellet jeg skulle bo i, lidt fra mig. Jeg luntede trættene derhen, og gik ind gennem dørene, og over til receptionen. Jeg fik en nøgle til det værelse som var reserveret, og jeg sagde tak til den høflige dame.

Jeg trak kufferten hen  til elevatoren, og trykkede på knappen 8, som førte til den etage hvor værelset lå. Jeg steg ud af elevatoren og kiggede på numrene på døren. Til sidst fandt jeg nummeret 265, og låste døren op. Jeg gik ind, stillede skoende, og gik direkte ind mod soveværelset, og lagde sengetøj osv på. Så da det var ordnet, smuttede jeg i seng, og sov med det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...