I Did It For Love

Eunjung er en pige på 17 år, og har haft mistet hukommelsen, da hun var 14. Men har nu fået den tilbage. Eller ikke helt. Hun kan stadig ikke huske fra hun var 14 og under. Vil hendes glemte minder blive vækket til live, eller vil de blot slumre i hende? Og hvorfor ligner hun ikke sine forældre og søster? Og så er der det billede. Et billede af en dreng og hende. En dreng kaldet Jonghyun. Hvad hun ikke ved er at han er et medlem af det koreanske band SHINee

6Likes
17Kommentarer
941Visninger
AA

5. Kapitel 5.

"Skynd dig nu, Emma!" råbte jeg på min søster, som var lidt sløv til at komme ud af den varme bil. Som faktisk var helt forståeligt..

For hvem gad egentlig at blive vækket klokken 6:30, for at hendes søster skulle være i lufthavnen klokken 8, en søndag morgen? Ihvertfald ikke hende, hvis det stod til hendes hoved.
Jeg ser på hende, mens hun gaber, og siger noget uforstående til mig imens.

Jeg griner blot af hende, selvom jeg ikke forstod hvad hun faktisk stod og sagde til mig. Jeg ser ivrigt omkring mig, og lidt efter har vi fundet ud af hvilken gate jeg skulle hen, i den halvstorre lufthavn. Forresten ligger lufthavnen i Kastrup, hvor jeg bor en time fra. Ret tjekket ikke?

Eller det syntes min familie ikke. Jeg smiler glad, og venter på at klokken bliver halv 9, da jeg skal med flyet der, og så skal de næste 12:29 timer bare stenes ihjel, med at læse en god bog, og få en god lur.

 

 Det er en lang tur! For blot at der vil være 2 timers forskel i tidsrummet. Hvorfor skal det så tage så lang tid at flyve?

Ærlig talt, så aner jeg det heller ikke.. Kunne man ikke bare skaffe en turpo fly? Det kunne da være sjovt at flyve i sådan en?

 

"Vær hilset, kære passager. Vi håber i vil nyde jeres rejse, med os, og at i lander vel i Korea." Lød det i højtaleren, hvoraf jeg havde spjættet lidt, da stemmen begynte for den ene højtaler lå lige oven over mit hoved.

 

Jeg smilede undskyldene til den ældre dame jeg sad ved siden af, da hun kiggede på mig, og gav et suk fra mig.

Jeg fiskede mit headset frem, fra min lille håndtaske, mens jeg roede efter min Ipod, som jeg så ikke kunne finde.. Great.. Havde glemt den derhjemme, i dens lader! Slår mit hoved mod ruden, og mumler 'idiot' for mig selv.

Så det måtte gå ud over min mobils strøm. Heldigvis kunne den blive ladet op, i flyet!

Jeg sætter stikket i mobilen, og sætter den igang med at spille, og ligger den så ned i et lille rum, hvor jeg tror man kan have en mobil i. Ellers ved jeg ikke hvad det rum er til..

Mens musikken blide rytmer stryger stille ind i mine ørergange, finder jeg bogen frem, som jeg vil læse. Det blev så Twilight, som kom frem. Jeg har nemlig også en anden med. En som hedder De udødelige: Evermore. Hvis du ikke har læst den så burde du give den en chance.

For den er altså ret god. Jeg satte mig til at læse bogen, imens jeg fordybede mig ind i Twilight´s verden igen. Jeg har læst den bog så mange gange, at jeg næsten kan den uden ad. Eller ihvertfald kapitel et, hehe.

Timerne går ret hurtig, men jeg var nu også faldet i søvn, mens jeg havde læst i bogen. Nok fordi jeg stod så tidlig op? Det må guderne vide.

Jeg snupper tasken og ligger min bog ned i den, da jeg ikke skulle falde i søvn igen. Musikken var for længst stoppet i mine ører, og jeg tog mobilen frem, for at tjekke hvorfor. Intet lys på skærmen, så i kan vel gætte hvad der skette? Jeg fisker med lidt besvær laderen op af tasken, - med overtalelse fra min mor, om at have den i tasken istedet for kufferten. Og jeg var så heldig at jeg vandt, ellers havde jeg været på spanden lige nu..

Jeg sætter adapteren i strømtingen og kort efter begynder mobilen at lade op. Jeg ser træt ud af det lille vindue, og ser på de mange sjove lammeskyer, som viser forskellige figurer eller dyr.

"Vær hilset kære passagere, vi lander nu snart i Seoul, så vær' venlig at spænde jeres sikkerheds sele." lyder den monotome stemme i anlæget over mig. Jeg spænder selen fast om livet på mig, og ser så den ældre dame kæmpe lidt med sin.

"Skal De have hjælp?" spørger jeg damen, og hun kigger på mig, med et ældre smil. "Ja, mange tak." svarer hun, og jeg tager forsigtig selen ud af hendes senede hænder, som ser ret skrøbelige ud. Jeg klikker selen fast, og siger så: "Det var da så lidt." og giver et smil tilbage til hende.

Efter nogle minutter med lidt turbulent og rysten, var hjulene på flyet endelig landet på jorden. Jeg var i Seoul! Jeg mærkede hvordan mine sommerfugle i maven begyndte at røre på sig, over tanken. Jeg var hjemme!

 

// undskylder det korte kapitel (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...