I Did It For Love

Eunjung er en pige på 17 år, og har haft mistet hukommelsen, da hun var 14. Men har nu fået den tilbage. Eller ikke helt. Hun kan stadig ikke huske fra hun var 14 og under. Vil hendes glemte minder blive vækket til live, eller vil de blot slumre i hende? Og hvorfor ligner hun ikke sine forældre og søster? Og så er der det billede. Et billede af en dreng og hende. En dreng kaldet Jonghyun. Hvad hun ikke ved er at han er et medlem af det koreanske band SHINee

6Likes
17Kommentarer
960Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Jeg vågner op, ved at vækkeuret bipper, og jeg slår den fra, så den bliver stille. Ligger lidt endnu i sengen, og gnider så søvnen fra øjnene, og trækker den dejlige varme dyne fra min krop, som bliver mødt af en kulde. Jeg går hen til radiatoren, og mærker, hvor varm den er, men der er intet varme på. Jeg ser på knoppen, som man skruer op og ned på, og ser den står på 3. Så må den være i uorden igen.

Jeg trasker træt hen til klædeskabet, og finder min hvide top frem, og tager en cardigan som er holdt i sort frem, i den anden side af skabet. Kigger så på hylden hvor mine bukser ligger, og tænker over hvilken jeg skal vælge. Beslutter mig så for mine ynglings. Cowboy bukser. Hiver hurtig mit hvide sæt undertøj ud, og ligger det ind mellem armen om min krop. Tager så to håndklæder, og går ud på badeværelset.

Smider natkjole i vasketøjskurven, og tænder så for vandet. Jeg venter lidt med at gå under, så det varme vand, lige kan komme gennem de kolde rør. Efter nogle sekunder stiller jeg mig så under bruseren, og får vasket mit hår og krop. Den sædvanlige rutine. Vask håret i Shampoo, skyld ud, ind med Balsam, og vask kroppen, skyld håret og kroppen.

Da det er ordnet, slukker jeg for vandet, og stiller mig på måtten som er herude, da den suger lidt af vandet. Heldigt at vi har den, ellers ville der være en sø herude. Og det er farligt at gå her, især når det er marmor gulv, som har varme under sig. Luksus! Elsker faktisk badeværelset, fordi den har varme.

Jeg tager det ene håndklæde og pakker håret ind i den. Efter det, tørrer jeg kroppen med det andet, og tager så mit undertøj på. Hvorefter jeg ligger det store håndklæde om mig, og lister ind på værelset. Lukker døren efter mig, og begynder at ryste, da der er koldt.

Skynder mig i min top, og bukser, og mærker hvordan det roligt bliver varmt, af min kropsvarme. Tager cardiganen om mig, og snupper mobilen ned i lommen. Tasken lader jeg blive hjemme, da jeg ikke skal bruge den i dag.

Jeg smutter nedenunder, og ser min familie sidde og spise morgenmad. Et smil spreder sig på mine læber. Hvordan ville jeg egentlig overleve, uden deres dejlige hjælp?

"Far?" begynder jeg, og han kigger op på mig, og smiler så. "Ja skat?" kommer svaret fra ham. "Radiatoren er gået i stykker, igen." han nikker og siger han vil fikse det senere.Jeg nikker også bare af ham, og sætter mig ned, og spiser så noget morgenmad. Efter et kvarters tid, er jeg færdig, og jeg stiller tingene ud i køkkenet, og vasker det af. Sætter det så ned i opvaskemaskinen og lukker lågen igen. Smutter ud i gangen, og tager mine støvler på, og jakken om mig. "Vi ses!" siger jeg lidt højt, og smutter ud af døren, og løber så ned mod skolen.

Selvom jeg har masser af tid. Men jeg har altid elsket at løbe. efter nogle minutter, dukker skolens velkendte bygning frem, og jeg sætter farten ned til gågang, og følger de andres tempo. 

"Eunjung!" råber en glad stemme, og jeg drejer mig om, og smiler til hende. Min veninde, gennem tiden. Vi krammer hinanden og smutter sammen ind i gangen, og går hen mod vores lokale, mens vi snakker om løst og fast. Mens vi kommer hen til klassen, og går ind i lokalet, som er halv varmt, og sætter os på de normale pladser vi har. Efter ti minutters tid, begynder timen, og jeg stopper med at snakke med veninden.

 

Efter de 8 timer, var gået, havde jeg endelig fået fri. Tankerne hvirvler omkring mig, over det der skete i frokost pausen. Jeg ser min såkaldte veninde, men går forbi hende. Minderne kører stadig fast i mig.

"Tror du jeg gider hænge ud med hende for sjov? Hun er totalt underlig" hører, jeg hendes stemme. De har endnu ikke set mig, men jeg ved, det er mig hun snakker om. "Hun tror bare hun er nået. Og hendes musik. Det totalt langt ude! Helt ærlig, hvem gider høre på sådan noget." forsætter hun. Resten hører jeg ikke. jeg ser ned i min hånd, som holder min flaske med vand i. Den anden hånd drejer proppen af, og inden jeg når at tænke mig om, har jeg hældt vandet ud over hende. "Tak for det!" vrisser jeg af hende, drejer mig om, og går. 

Jeg bliver taget tilbage, til virkeligheden, da jeg hører min søsters stemme, råbe til mig et eller andet sted. Jeg kigger efter hende, og finder hende, vinkende og hoppende. Et lille grin slipper ud af mine læber, og jeg går hen til hende. Jeg mærker hendes arme om mig, og jeg krammer selv tilbage. "Lad os komme hjem." siger hun glad, og jeg nikker. Jeg ser hende som ikke længere er min veninde, give mig blikket. Jeg aner virkelig ikke hvad jeg har gjort hende. 

Men det er hendes problem. Jeg lever mit liv. Og hvis hun vil hade mig, så bare lad hende. Mens vi går, snakker jeg lidt om hvad der er sket. Men inden jeg når at få set mig om, har vi gået den halve time, hjem til os. 

"Vi er hjemme!" råber min søster, og jeg smiler lidt, mens jeg smider skoene, og sætter dem på hylden.  Jakken hænger jeg op, på sin knage, og jeg smutter ind i stuen, med min søster i hælende. Jeg tager fjernbetjeningen, og ser så en kuvert, som ligger på bordet. Jeg løfter hovedet, og ser så mine forældre, smile til mig. "Velkommen hjem, piger." siger min far, og tager kuverten. 

"Skat, inden du tænder tv'et, har vi nået vi gerne vil sige." begynder min mor, og jeg ligger igen fjernbetjeningen. "Som du jo har fået at vide, at du ikke er vores rigtige datter, har vi.." forsætter hun, og ser sigende hen på min far.. "Vi har tænkt, hvis du vil, at tage til Korea, og få orden på din stamtavle. Og måske finde ham drengen." afslutter han, og den måde han siger drengen, for mig til at rødme. Jeg ved ikke hvorfor? Måske fordi han tænkte på noget? 

Et smil dukker op på læberne, og jeg krammer dem. "Det vil jeg virkelig! Men.. Alene, eller tager i med?" spørger jeg så, og ser på dem. "Du tager alene afsted. Det var hvad der var råd til." svarer han, og krammer mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...