I Did It For Love

Eunjung er en pige på 17 år, og har haft mistet hukommelsen, da hun var 14. Men har nu fået den tilbage. Eller ikke helt. Hun kan stadig ikke huske fra hun var 14 og under. Vil hendes glemte minder blive vækket til live, eller vil de blot slumre i hende? Og hvorfor ligner hun ikke sine forældre og søster? Og så er der det billede. Et billede af en dreng og hende. En dreng kaldet Jonghyun. Hvad hun ikke ved er at han er et medlem af det koreanske band SHINee

6Likes
17Kommentarer
953Visninger
AA

2. Kapitel 2.

jeg kiggede tomt på papiret. Beviset på at jeg hørte til Korea. Skriften stod på koreansk, og navnene. Min rigtige mor hed Lee Choi og imens min far hedder Dongsoo Choi, siden han stadig er i live. Det må han da være? Mit blik lander på mit navn Eunjung Choi. Så mit rigtige efternavn var altså Choi og ikke Hansen.

Jeg fjerner blikket fra papiret og ser op mod min mor igen. Men hun fjerner denne gang blikket fra mig, og jeg skal til at spørge om noget, men min stemme kommer ikke frem, ikke engang en hvisken. Kun nogle tårer som var brudt ud af mit nervesystem, og gjorde papiret i bogen våd.

Sådan står jeg i nogle minutter, og til sidst kunne jeg bare ikke stå her og glo. Jeg måtte væk. Jeg drejer mig om, og et smæld lyder ved min ene hånd, da den lukker bogen imens. Jeg går hen mod trapperne, og op ovenpå, mens tårerne triller ned af kinderne. Jeg åbner min dør til værelset, hvoraf den bliver lukket lidt for hårdt i igen. Selvom det ikke var min vilje.

Jeg smider mig ned i sengen, og bogen glider ud af hånden og ned på gulvet, hvor den åbner på en side, som jeg ikke helt ser. Det eneste jeg kunne lige nu, var at tude og engang imellem skrige ned i min pude, som jo bare blev mere og mere våd, af mine saltede tårer. Jeg lå sådan i 3 timers tid tror jeg, indtil søvnen tog over, og lod mig tage sig til drømmeland.

Jeg kom gående hen over en grøn eng, med en masse smukke blomster, i alverdens glade farver. Mens jeg for et smil på læben af dens farver. Solen som blidt og dog ikke for skarmt og varmt skinner ned til mig, mens himlen er blå. Der er ikke en eneste af de små hvide lammeskyer deroppe. Mens vinden leger med mit hår, søger mit blik nedaf mod græsset, og foran mig ligger der en lille fin blomst. Roligt tager jeg blomsten op i hånden som forvandler sig til en rød rose, og jeg ser lidt underligt på den. Jeg snuser kort til den, og den dufter så sød. "Eunjung!" råber en barnestemme, en drengs barnestemme. Jeg går forsigtig mod stemmen, mens rosen i min hånd fordufter i den blå luft. Pludselig træder mine fødder ned i noget blødt, og jeg opdager jeg nu går i noget sand? Stranden måske. Jeg ser mig omkring, og jeg er vist kommet til stranden. Men jeg kender ikke denne strand. Den er ukendt for mig. Det er ikke den strand jeg plejer at hænge ud ved. "Eunjung" råber drengestemmen igen. "Jeg er her Jonghyun" griner en pigestemme, og jeg ser nu hen imod den retning lyden var, og jeg stivner lidt. Det er mig. Det er mig drengen kalder på. Jonghyun, min barndomsven. Jeg ser hvordan min barnekrop løber væk, med Jonghyun efter sig. Mens de griner. "Eunjung, Jonghyun" råber en stemme så. En voksen stemme. Jeg skal til at dreje mig om for at se hvem der kaldte, og når da at få øje på en sløret skikkelse...

 

Jeg vågner op, af at jeg bliver vækket af min adoptiv søster, som roligt siger at der er aftensmad. Jeg nikker søvnig, og sætter mig op i sengen. Kan mærke hvordan jeg har ondt i øjnene, af alt det tuderi. Jeg strækker mig lidt, og svinger så benene ud over sengekanten og ned i nogle tøflers jeg har. Træt og udmattet går jeg ned i stuen, og sætter mig ned ved bordet, hvor hun allerede sidder.

Sidder blot og tænker over det hele. På en måde ser jeg dem som en familie, da de jo har været der for mig hele tiden, og så kender jeg jo ikke min rigtige familie. Mens de sætter sig ved bordet, da resten af maden var kommet på, satte vi os til at spise. Eller de gjorde. Jeg kunne ikke rigtig spise noget.

”Skal du ikke have noget?” spørger min søster mig om, og jeg ser kort på maden. Trækker så på skuldrene, og hun begynder at øse op til mig, uden jeg har sagt noget. Men alligevel spiser jeg det, selvom jeg ikke er sulten.

Mine tanker køre rundt, og det ender med til sidst at jeg tilgiver dem. Tilgiver dem for at fortælle sandheden om min baggrund. Min stamtavle, som ikke er dansker.. Jeg tager min gaffel igen, som jeg havde lagt, og spiser igen. Mit blik ser hen mod min far, som sidder ved siden af min mor, som sidder overfor mig.

Et smil spreder sig på hans læber, da han ser jeg kigger på ham, og jeg tager blikket ned i maden igen. ”jeg har tænkt over det,” begynder jeg, og løfter blikket mod dem alle tre, hvoraf de ligger gaflerne og knivene, og lader deres blik hvile på mig. ”Siden jeg er af koreansk afstamning, vil jeg gerne tage til Korea, og finde min rigtige far, men!” forsætter jeg, og ser mod min mor, som ville afbryde mig.

”Så længe jeg stadig kan være jeres datter, selvom jeg ikke er.” og smiler til dem. Min mor begynder svagt at hulke, og rejser sig fra sin stol, og går hen for at kramme mig. ”Du vil altid forblive vores datter. Du skal altid huske at vi elsker dig, uanset hvad, min skat” siger en dybere stemme. Min fars.

Jeg ligger armene om min mor, og siger intet, mens jeg blot holder om hende. "Jeg elsker også jer." svarer jeg med en grødet stemme, og tårerne begynder at bane sig frem af mine tårekanaler. Vi slipper hinanden, og jeg tørrer øjnene og spiser så resten af maden, sammen med dem.

Stemningen som var stille før, har løsnet sig, og er atter blevet larmene, af vores grin. Min søster for sandheden af vide, og hun smiler så. "Så forstår jeg bedre det du forklarede lige før." siger hun og krammer mig, så jeg fik maden galt i halsen, da jeg ikke havde opserveret hun ville kramme mig.

"Ups, undskyld" griner hun, og dunker mig i ryggen, for at hjælpe mig. Jeg får maden ned i maven, og mumler tak. Tager vandet, og skylder resterne som sidder i halsen ned. Efter nogle minutter, har vi alle spist, og jeg tager maden ud i køkkenet, og hjælper lidt med opvasken, med min mor. Mens vi snakker og opvasken er væk, puster jeg de to stearin lys ud, og går ind i stuen, og sætter mig mellem min far og søster.

Jeg ser hen mod tv'et, som kører, og kort efter griner jeg sammen med min søster. "Fuuck, hvor var det grinern" griner hun og jeg nikker. Mens jeg stadig griner lidt. Filmen har altid været min ynglings, og jeg elskede at se den i tv'et. Jeg har den på tre dvd'er, da jeg ser den ret meget. Filmen hedder forresten Superhero, og har du ikke set den, burde du gøre det. Efter der er gået en time, begynder jeg at blive træt, og siger så godnat til dem. De siger hurtig godnat til mig, og jeg går så ovenpå, og ud på badeværelset, og ordner mine tænder, samt at få tisset af.

Jeg lader blikket glide mod mit spejlbillede, og tager så mine øreringe ud af ørerne, da jeg normalt ikke sover med smykker. Jeg reder mit brune hår, som har en stribe af den lyserøde farve i sig, og smiler, da det sidder fint igen. jeg ligger børsten fra mig, og går ind på værelset.

Jeg begynder at synge lidt på koreansk, mens jeg finder nattøjet frem, som er lyserød, og har tegnefilmens Pip på sig. På natbukserne står der Sweety på røven, og jeg smider hurtig tøjet over i vasketøjskurven, og tager nattøjet på. Jeg kryber mig ind under den kolde vinterdyne, og trækker den helt op til hagen, mens jeg stiller vækkeuret til i morgen, hvor det så er sidste dag, hvoraf vi så for juleferie. Et smil spreder sig på mine læber, inden jeg falder i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...