I Did It For Love

Eunjung er en pige på 17 år, og har haft mistet hukommelsen, da hun var 14. Men har nu fået den tilbage. Eller ikke helt. Hun kan stadig ikke huske fra hun var 14 og under. Vil hendes glemte minder blive vækket til live, eller vil de blot slumre i hende? Og hvorfor ligner hun ikke sine forældre og søster? Og så er der det billede. Et billede af en dreng og hende. En dreng kaldet Jonghyun. Hvad hun ikke ved er at han er et medlem af det koreanske band SHINee

6Likes
17Kommentarer
1006Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Jeg sad og kiggede ned på et billede, jeg havde fundet frem. Der var to smilene ansigter. Den ene var mig, med kort hår, og den anden var en dreng. Vi havde begge mudder i ansigtet, og jeg gætter på vi havde været omkring 7 år. For jeg kunne slet ikke genkende den dreng på billedet. Jeg kigger væk fra billedet og rejser mig op fra gulvet.

Billedet lagde jeg forsigtig på låget af en kiste, hvor den havde ligget i. Som om låget kunne gå i stykker, for det så så skrøbeligt ud. Jeg børster forsigtig støvet af mine bukser, og tager så billedet, og går hen til trappen. Tager de få skridt ned af den, og trykker på kontakten så den eneste pære som hænger der, slukker. Jeg lukker stille døren, og ser igen mod billedet.

”Skat fandt du det du skulle bruge?” hører jeg min mors blide stemme sige, og ser op igen. ”Hm, nej. Men jeg fandt dette. Kender du ham?” spørger jeg og viser hende billedet, da hun kom over til mig. ”Ja, det var en dreng du legede med da du var 6 år, og i var sammen hver eneste dag til du blev 7, og han 8. Så stoppede kontakten” svarede hun og jeg syntes at kunne skelne et trist blik på hende. Jeg ser forvirret på hende. ”Hvorfor stoppede den?” forsætter jeg, og vil vide mere. ”lad os gå nedenunder og forsætte samtalen” smiler hun forsigtig, og går ned af trapperne. Jeg ser på billedet igen, og går så efter hende, ned i stuen.

Jeg går ind i stuen og sætter mig, mens hun forsatte ud i køkkenet? Jeg sidder blot og kigger ned på billedet, af mig og den dreng, med nogle øjne, som ligner en kat. Hvorfor ved jeg ikke helt. Jeg ser op da jeg hører nogle skridt, og ser min mor række mig en kop med noget varmt i, da jeg kan se dampen. Jeg tager fat om kruset, da jeg ikke er så sart med varme ting. Jeg opdager så det er noget Kakao som hun gav mig. Noget hun kun gør når vi skal have alvorlige eller hygge samtaler. Men blikket i hende forklarer at det er den alvorlige del. 
”Skat. Der er noget som du ikke fik tilbage, i din hukommelse for et år siden,” begynder hun, og jeg ligger hovedet lidt på skrå. ”Mener du da jeg havde hukommelsestab?” mumler jeg svagt, og hun nikker. Ja, da jeg var 14 år gammel, kom jeg ud for en ulykke, hvoraf jeg fik nogle skrammer, men mistede hukommelsen. Og jeg troede ellers jeg kunne huske alt. Men nu hvor hun faktisk siger det. Jeg kan ikke huske hvad jeg lavede før jeg blev 14 år. "jeg ved ikke om du lagde mærke til det men." begynder hun og ser på mig. "Drengen som er på billedet var din barndomsven i Korea." jeg glor lidt på hende. "Korea? Mener du at.. Vi har været i Korea?" spørger jeg forvirret. Men ser da hun ryster hovedet, så jeg blev endnu mere forvirret.
"Nej skat. Kan du ikke se det? Dit ansigts form, ligner hverken min eller fars. Eller din søster."

Jeg ser ned på billedet og så op på hende igen. Hun siger faktisk noget. Jeg har de samme slagt som en Koreaner eller Japaner, men jeg tror mere vi holder os til Koreaner. Siden vi snakker om Korea. "Sandheden skal vel frem før eller siden. Men skat, du skal vide dette, før du flipper ud på os." forsætter hun så, da jeg endelig så på hende igen. Hun tager min hånd og giver dem et svagt klem, og jeg ser hvordan hendes øjne bliver blanke. "Du er adopteret ind i familien.

Det er derfor du ser ud som du gør" siger hun og jeg stirrer blot på hende, mens jeg lader det falde ind i hovedet. Jeg havde ladet mig bilde mig ind at jeg blot havde en anden far, end min søster, men det var langt fra sandheden kunne jeg høre. Jeg troede at jeg blot ville have min fars ansigtsform, men det havde jeg ikke, hvis jeg nu var adopteret? Den mor jeg havde nu, var altså ikke engang min rigtige mor. 

Jeg drejede hovedet mod gangen, da jeg hørte døren gå op. "Så er vi hjemme!" råber min såkaldte søster, og går ind i stuen og stopper op. "Åh, i sidder herinde." siger hun og smiler. "Skat, kan du ikke lige gå ovenpå? Far og jeg har noget at snakke med Eunjung om." siger hun roligt og hun nikker og smutter ovenpå. Far.. Mor? Det lyder bekendt i mine ører, men jeg er i tvivl. De har jo opdraget mig som deres datter. Selvom jeg åbenbart ikke er dansker, men koreansk. Min såkaldte far ser hen mod min nuværende ukendte mor, som blot nikker, og han kommer hen til os, og sætter sig ved siden af mig.

"Eunjung, dit blod er helt koreansk, og det er nok derfor du jo lytter til det koreanske musik, fordi det tiltrækker dig. Men ser du. Din mor og jeg var veninder. Men hun havde problemer dengang, og fik af vide at myndighederne ville tage dig, hvis ikke der skete noget. Hun protesterede, men lod til sidst os tage sig af dig. Vi elsker dig, selvom du ikke har vores gener i dig. Vi ser dig som vores datter, selvom du er vores veninde." hun stoppede sin samtale, og jeg ser ned på billedet igen, som snart er plantet bag mine øjenlåg.

"Hvorfor, har i ikke sagt dette før?" spørger jeg så med en skælvene stemme, og kunne mærke jeg var ved at bryde sammen. "Eunjung, vi har fortalt det før. Det var derfor du dengang fik hukommelsestabet, fordi du fik det af vide der, men ville ikke indse det, og så kom du ud for en ulykke. Så det er faktisk anden gang du får dette af vide." kommer hans stemme ind. Jeg ser op på dem. "Men.. Hvor er mine forældre så nu?" spørger jeg og drejer blikket mod min mor. "Din mor er gået bort, da hun var alkoholiker, og hun skulle et eller andet, men med alkohol i blodet faldt hun desværre ned på togskinnerne, idet toget kom." forklarer hun og nogle tårer triller ned af hendes kinder, mens hun søgende søger mit blik som undviger hendes.

"Din far, forsvandt så snart han fandt ud af at din mor var gravid, og vi har ikke hørt fra ham siden." svarer ham som jeg troede var min far. Jeg stiller kruset på bordet foran mig, og rejser mig så op, og stiller mig foran dem. "I... I løj jo ind i mit ansigt da i sagde jeg havde en anden far. Men. Det er ikke sandheden, min rigtige mor er død, og far er stukket af, og den dreng på billedet, var vel en del af det?" halv råber jeg, og ser på dem. "Men hvem er den dreng!" forsætter jeg.

"Den dreng, var en af din mors veninders søn." forklarede hun og så på mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro på længere. En familie som gentog hvad de sagde for 3 år siden men som jeg ikke kunne huske, eller om jeg skal opsøge min rigtige far. Ham som jeg har tilbage. "Må jeg se min dåbsattest?" spørger jeg så, og prøver at lyde fast i stemmen, som det lykkedes lidt. Min mor rejser sig så op, og går over til det skab som vi plejer at have låst. Sig ikke de gemmer en dåbsattest derinde. Okay, det gjorde de så. Jeg ser da hun kommer med beviset, at jeg ikke er deres barn, og hun giver bogen til mig, og jeg åbner den på første side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...