Vinterlys

Elinor har aldrig følt sig som en skytsengel. Da hendes bror forlader Himmelen og sit liv som engel for at slutte sig til Helvede, føler Elinor sig endnu mere håbløs end nogensinde.
Men da en skytsengel pludselig dør, ved man, at der er noget i vejen. Mennesket som havde englen som skytsengel, er en deprimeret og alene pige ved navn Hannah. Selvom det ser ud som en idiotisk beslutning, bliver Elinor valgt som pigens nye skytsengel, og hun gør det til sin opgave at gøre pigen glad inden Jul og opklarer den tidligere skytsengels død.
((I må meget gerne give feedback på resuméet og coveret!))

4Likes
6Kommentarer
907Visninger

1. 1. december

Helvedes røg hang i luften.
Den var så tyk, kvælende, og som et brændende sår, sved og kløede indersiden af Elinors strube. Hendes blege hud lyste kun en mat glød, som det eneste i mørket. Der var intet her. Der bredte sig et koldt ubehag i hende og Elinor sukkede – en kold, men brændende følelse havde ulmet i hendes indre, siden mørket havde overtaget. Følelsen var velkendt, ligesom mørket, og Elinor vidste, hvad den ville efterlade. Den kolde ild i hende aftog med de sidste gløder og efterlod ingenting. Tomhed. Blindhed. Som var der et hul i hendes sind, manglede halvdelen af hendes væsen. Der var ingen indtryk. Sortheden havde gjort hende blind.
Elinors øjne var vidt åbne, for bare at opfange det mindste lys omkring sig, så hun kunne tegne sig det mindste billede - selvom det var mere sandsynligt at se Gud underkaste sig ondskaben, end at kunne finde lys i Helvedes intethed.

Et lyn skød igennem Elinor, og hun udstødte et hyl af smerte, da hun trådte sig over vingen. Lyden klingede i mørket og gengav et uhyggeligt, hult ekko af en engels skrig. Som gjorde mørket nar af hende.
Elinors mund blev krum og hun sendte mørket et lynende blik.
Hun bøjede sig i blindhed ned på sine hårde knæ og udstødte en grimasse over sine knogler. Hun rykkede sin venstre vinge lidt frem for at finde vej til dens ende. Med nogle lange, tynde fingre, redte hun de værste fjer på plads igen, inden hun gik videre.
Elinor kunne mærke en varm klump i sig, som en hård sten, der sad fast i hendes bryst. Hun trængte sådan til at høre igen. Hun trængte sådan til at springe ud fra en bygning og mærke tusinde af vindpust imellem sine fjer og løsrive klumpen i sit bryst, men i helvede var det Fandens regler der gjaldt.

Lang tid efter bremsede hun op ved synet af en flamme. Hun var for lang væk til at se hele faklen, men dens ild brændte godt og udstødte en forfærdelig røg, der kvalte hendes blod jo tættere hun kom på. Men Elinor holdt et stenansigt. Så elegant hun kunne være, nærmede hun sig Helvedes officielle dør. En uendelig række af hårde, rå træplader strakte sig opad og til begge sider. Helvedes indre var uendelig, ligesom Himmerige og Jorden. De tre verdener eksisterede groft sagt i tre forskellige universer, hvorfra kun englene kunne eksistere i dem alle tre.
Hun kiggede ned på sine hænder og førte dem hen til den brændende fakkel. Ilden var rigtig ild, stenene var rigtige, hårde sten skabt som på Jorden, men det var råt og det var hårdt. En svidende lugt fyldte hendes næsebor, jo fastere hun holdt om faklen, og det glødende kul smuldrede langsomt, imens ilden brændte dem op. Elinor kunne ikke lægge skjul på, hvor underlig en følelse det var at mærke noget.
Selvom englene kunne være overalt, var de stadig nød til at overholde de forskellige regler for, hvordan de forskellige verdener fungerede. I helvede var alting fysisk, råt, med et pust fra en åndelig kræft, Fanden endnu ikke havde sluppet, fra den tid han engang hed Lucifer. På Jorden var alting fysisk, varierende, men al åndelig kraft var total usynlig. I himmerige var alting åndeligt, nærmest substansløs, selvom det ikke helt var sandt. Alting bestod af indtryk og af lyde, styrke fra Ham og ens egen kræft. Alle havde et ansigt, men man kunne ikke fysisk røre en anden engel. Man kunne kun se dem, høre dem og føle dem halvt. Det var Gud og Jorden der var i centrum. Elinor gjorde alt, hvad hun kunne, for at holde af det.

Med en hurtig bevægelse kylede Elinor faklen ned på jorden foran sig og sprang tilbage fra varmen. Ilden brændte i panik i nogle sekunder, før det kun var gløderne fra kullet, der stadig brændte. Elinor kiggede forventningsfuldt på træpladerne foran sig og efter nogle få øjeblikke, åbnede de sig på midten som to store låger. De sagde intet, men i stedet skreg stedet foran hende. Helvede var åbent. En sort nattehimmel med små, glimtende stjerne lå over stedet. I stedet for total mørke, var her nu tusindvis af brændende fakler, fordelt ud over gaderne.

Det tog ikke lang tid, før Elinor med sikre skridt gik ind i Helvede. En mørk skikkelse tårnede sig foran hende, så straks hun passerede åbningen. Djævlens ansigt var tyndt med høje kindben, og nogle lange, krummede horn sprang ud fra hans pande. Han blik var skarpt, øjnene missende og hele hans udstråling skreg: hvad fanden laver du her igen?
”Tag dig sammen, Fink,” sagde Elinor med en kølig stemme og kiggede med et ligegyldigt blik. Djævlen smækkede sin brede kæbe sammen, og så ud til at gøre sig store anstrengelser for ikke at rive hovedet af hende. Elinor sendte et lille smil til ham, med et dødt blik i øjnene. Hun vendte sig væk og fortsatte fremad. Men ikke længere end to skridt nåede hun, før tusindvis af nerver skreg i smerte i hendes højre vinge og hun udstødte et gisp i ren chok. Elinor vendte sig om med et ryk og en klo havde grebet fast rundt om en knogle. Smerten fik blodet i hendes årer til at pumpe hurtigere og hurtigere og Elinor så Fink bøje sig ind over hende. Lugten af svovl ramte hende som en kanon, da han pustede hende i ansigtet med sine små læber og sagde:
”Du burde ikke være her.” Hans stemme var dyb, rusten, som et stykke jern efter stormvejr.
Elinor kiggede ind i hans sammenpressede øjne, og en lille del af hende slappede en lille smule mere af. Hun så sig selv bide i hans lange næse, tage fat om hans snakke og tvinge ham ned imod jorden, inden hun tog fat om hans horn og gav slip på den varme klump i sit bryst. Han ville ikke nå langt.
Men Flink gjorde ikke mere.
”Jeg er her for min bror,” sagde Elinor bestemt og smækkede læberne sammen. Hun lagde ekstra tryk på bror og Flink gav slip i hendes vinge, nærmest opgivende. Hun skubbede sig væk fra ham, men inden hun nåede at gå længere væk kaldte Fink:
”Velkommen hjem.”
Elinor gik videre uden at se sig tilbage.

Hun kunne stadig mærke kloen på sin vinge, da hun så hans ansigt. Det var let forbrændt, og en glinsende overflade dækkede hans hud. Hendes bror stod bøjet over en ild, der kom så tæt på ham, at de nærmest slikkede hans overarme. Elinor stod og studerede ham, før lyden af gentagende skrig, fik hendes tanker drejet fuldstændig væk.
De fik Elinors hjerte til at gå i stå i et sekund, men hun tvang de fordømtes skrig til at blive baggrundsstøj. Selvom hun ikke ville være ligeglad, så var hun nød til at være passiv. De var ikke hendes ansvar længere.
Hun drejede væk fra lydene og kiggede engang op på Julius. Hele hans krop synes at have fordoblet siden sidste gang, hun så ham. Sorte streger dækkede hans overarme, der var bare og nøgne. Han bar store handsker, som passede til hans hænder, som altid havde været grove og grov-motoriske. Slet ikke som en engels. Ubevidst kiggede Elinor ned på sine egne hænder. De var lange, men ikke for store. Fingrene og håndfladen var alt for fast hernede, men de havde altid set tynde og knoglede ud. Generelt havde hun altid haft en tynd form, og hendes vinger var de eneste lemmer på hende, der ikke var alt for benede. Men udover alt det, lignede de hinanden. Elinor holdte sig på afstand i et længere stykke tid for bare at studerer hans ansigt. De havde samme formede, brune øjenbryn, trods hans nu havde fået en mørk, nærmest sort kulør. Den blå farve i deres øjne var ens og hans næse var ligeså lige og ligeså smal som hendes. Ved bare at kigge på hans ansigt og se væk fra andet end under hans øjenbryn, lignede han stadig Julius i himmerige.
Men han lignede en djævel.
Nogle små, men spidse, sorte horn skød ud fra hans pande. De fik Elinor til at få lyst til at græde.
Det eneste der afskilte ham fra alle de andre djævle, der levede i Helvede, var de store vinger på hans ryg, der var blevet som et evigt minde om, hvad han engang havde været.

”Julius!”
Lyden af hans navn igennem røgen og de fordømtes klagesang, gav ham et sæt. Elinor så ham rejse sine skuldre så hans vinger åbnede sig en smule, inden han vendte sig om imod lyden. Da han kiggede ud imod hendes retning, havde han ikke et nysgerrigt udtryk i sit ansigt. Det var ledende, det var fjendtligt. Brynene var skubbet tæt sammen, hans øjne var smalle og kæben skudt let frem. Og så faldt hans blik endelig på Elinor. Det fjendtlige ansigt forsvandt med det samme og blev erstattet af glæde.
”Hey!”
Hans drengede stemme fik Elinor til at glemme de sidste år. Hver eneste gang hun så ham, hver eneste gang hun så hans glade ansigt, så hans afslappede indstilling og hørte hans bemærkninger om, at hun var den eneste af dem, der blev ældre, blev alle hendes bekymringer skyllet væk og følelsen af varme strømmede igennem hendes krop. Men så straks lettelsen over at se at han stadig ikke havde fået flået hovedet af eller noget i den retning, var overstået, følte hun knuden. Bevidstheden om, at hun snart skulle tage det samme valg som Julius, blev blottet, og fyldte hende i et lille øjeblik, inden hun tvang knuden til at forsvinde. Og det var vel også at se, at hendes tidligere bror, som engang havde boet i Himmerige sammen med hende, været et sort får som hende selv, var så… glad, efter at have valgt Helvede, der bekymrede hende mest. Og det fik hende til at føle sig meget, meget alene.
Åh Jahve, tænkte Elinor i sit indre. Jeg skal sprede Guds håb til Jorden, og jeg kan ikke engang helbrede min egen håbløshed.

Julius hoppede væk fra sin stilling hen over ilden og spredte sine arme for hende. Han afslørede nogle store, mørke svedpletter under sine armhuler og Elinor skubbede sine tanker væk, for at lave en passende grimasse. Julius grinte et stort smil og skubbede handskerne af sine hænder. Inden han smed dem på stenene under sig strejfede hans nu bare finger ubevist hans voksende horn. Elinor fik en stik af smerte, da hun så det.
Han begyndte at løbe med spredte arme hen imod hende, med et grinende fjæs over hele hovedet. Elinor udstødte en høj latter og begyndte også at løbe hen imod ham. Hendes vinger blev spredt og hun steg en smule fra jorden, inden de mødtes på halvejen.
”Elinor!” sagde Julius imens han omfavnede hende med sine svedige arme. Eleanor greb fat om hans ryk og kunne mærke, at fjerene på hans vinger ikke længere var bløde. Det var så svært ikke at føle et stød af chok, hver gang hun kunne mærke noget, tage fat om noget og føle dets tekstur eller mærke dets ånde. Elinor hvilede sit hoved på hans skulder og kunne mærke hans hurtigt pumpende blodtryk.
”Nå,” sagde Julius og løsrev sig fra Elinor. Hun smilte af hans unge skikkelse. Det var sindet der herskede over englene og alder havde ingen betydning. Julius havde altid været nogle år yngre end hende, men nu så det ud til, at han var gået helt i stå. Selv var Elinor i starten af trediverne.
”Hvad fanden laver du her?”

Han fulgte hende igennem gaderne og ind i sit hus. Det var lille, småt. Der var ikke mange ting, men en kamin fyldte det meste af stuen. Væggene var pyntet af diverse værktøjer og over en lille seng med et udvasket tæppe, hang der nogle imponerende økser.
Julius faldt sammen i en fed stol og kiggede med glade øjne hen på Elinor. Elinor smed sig ned på hans seng og tog en dyb indånding. Engle trak ikke vejret, men det gjorde man i Helvede.
”Du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål,” sagde Julius efter et stykke tid, med kun lyden af kaminen knitren.
”Hvad?” Elinor kiggede over på ham.
”Vi havde ikke aftalt noget.”
”Det er lidt svært at aftale noget, når ens bror har sluttet sig til fjenden.”
Julius udstødte en svag latter. Han sukkede højt og kiggede på sine slidte sko, der hvilede på en lille skammel med tre ben.
”Nej, men… hvad laver du her, Elinor?”
Elinor kiggede på ham med en rynkende mine. ”Hvad snakker du om?”
”Jeg siger, at du ikke er nogen engel, Elinor. Du render rundt nede på Jorden og kigger på dem, som var de dine folk. Du er ikke andre steder en der og her. Du har ingen andre end mig og ærlig talt, jeg er ikke godt selskab for en skytsengel der…”
Længere nåde han ikke, før Elinor følte en brændende varme i sit indre. Hun kiggede målløs på Julius, der kiggede med missende øjne. Den varme klump i sit bryst lyste og lyset fyldte rummet som en lille sol.
"Jeg..." begyndte Elinor kiggende helt desorienteret omkring sig. Hun havde ikke nogen ord. For det første var det den stigende irritation og vantro, der fyldte hende. Hun var blevet tilkaldt. En af Ærkeenglene havde tilkaldt hende, straks til Himmerige. Og det skulle være nu. Lige nu.
Eleanor kiggede ned på sit bryst og berørte det lysende område let.
"De ved godt..." begyndte hun mumlende og rejste sig hurtigt op fra sengen. Julius sad som havde Fanden lige smidt sine underhyler.
"Tag dig sammen, Julius," sagde Elinor, imens hun stoppede med sit mumleri og samlede hænderne foran sig.
Hvis hun ikke var i himmerige, så vidste de jo nok godt, hvor hun var. Merian plejede bare at vente til at hun kom, for at snakke med hende om ting, men som regel lod han hende være. Det havde han klogest i at gøre. Men de havde tilkaldt hende, godt vidende om at hun i det øjeblik snakkede med sin fortabte bror, i Helved, det værst tænkelige sted for en engel. Gud havde forståelse for kærlighed, til andre end ham selv.
Den sidste sætning føltes mest som et spørgsmål, efter at Elinor havde tænkt det. I et stykke tid var der kun lyden af Julius der trak vejret tungt og nu havde et blik af... et strejf af frygt i sine øjne?
"Du har fandeme været for meget hernede, Julius, de river ikke hovedet af mig," sagde Elinor da hun så hans ansigt.
"Det har du 'fandeme' også," svarede Julius igen. Elinor forstod hentydningen. De ville sikkert rive hovedet af hende, hvis de vidste at hun brugt Fandens navn som bandeord.
"Måske..." begyndte Julius.
"Nej, det er ikke derfor. Nej, det.." Hvad nu hvis de forbød hende, at være i Helvede? Var de bange for, at hun skulle slutte sig til dem, efter at have lært den anden verden at kende, fordi hun allerede havde mistet sin bror? Elinor kunne ikke bebrejde deres bekymring - hun var ikke engang sikker på, hvor hun selv ville være, lige meget hvor meget hun prøvede på at gemme det væk. 
"Jeg er nød til at gå."

...

Elinor slugte en klump af sejt spyt, inden hun foldede sine vinger ud.
De yderste fjer lå tre meter fra hende, men fungerede som en slags hænder, der hjalp hende igennem luften. Fjerene var klare hvide, kun lidt mørkere end hendes skind. Snart fløj hun højere og højere op i Helvedes nattehimmel indtil hun følte den varme klump i sit bryst rive sig løs.

(Andet kapitel kommer om aftenen d. 2. december.)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...