From Denmark to London and back again (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sarah er 17 år, og kommer fra Danmark. Hun flytter til London, i et år for at få sig nogle oplevelser. Hun flytter ind i en lille lejlighed, sammen med hendes kat Mille.
Kort tid efter Sarah flytter ind i hendes lejlighed, når hun nye naboer. En pige ved navn Frederikke, og hendes kæreste, som ikke er hr. hvem som helst.
Hvad sker der når Mille løber væk, og Sarah kommer til at låse sig ude? Og hvem er hende pige der flytter ind, som Sarah muligvis kende hjemme fra Danmark?
Og bliver Sarah enlig i London, da hun begynder at hænge ud sammen med de kendte?

51Likes
17Kommentarer
5799Visninger
AA

4. Kap. 4

Jeg havde tænkt meget på Harry, og ikke mindst Frederikke. Harry var virkelig sød at snakke med hende, han følte det måske som pligt, men, jeg ville bare gerne havde fundet Mille sammen med ham. Hun var blevet fundet, og det var faktisk to piger, der fandt hende, men jeg tror jeg var begyndt at få nogle følelser for den dreng, selvom vi havde mødt hinanden to gange!

Jeg nussede Mille endnu engang bag øret, og rejste mig op. Jeg ville ringe til min mor, og fortælle hende hvordan jeg havde det, jeg måtte indrømme at jeg savnede familien en smule. Selvom jeg havde svært ved at indrømme det. Helt ligeglad med familien kunne man jo ikke være. Jeg tog min mobil frem, ikke den nyeste, og? En Sony Ericsson Zylo fra 2010 lånt, fået (ved faktiske ikke om den er lånt, eller fået?) af veninden, fordi man vælger at smadre sin egen Sony Ericsson w660i. Jeg har altid været mester til at smadre ting.  

”Hej mor!” sagde jeg, da røret blev taget i Danmark. ”Hey Musen!” lyder det. Jeg smilede helt, det er dejligt at høre hendes stemme igen. ”Hvordan har I det derovre?” spurgte jeg, og kiggede ud af vinduet. ”Bedre end nogensinde! For der er ikke nogle søskende skænderier!” grinede hun. Jeg kunne heller ikke selv lade være med at grine. ”Ja, det må da vidst have lettet lidt på huset humør!” ”Meget!” grinede hun, ”hvad med dig derovre? Kan du holde storbyen ud?” ”Tro mig, jeg elsker den her by, jeg tror jeg flytter herover permanent!” ”Haha Sarah, bare vent til når du mangler din lillebror!” Jeg himlede med øjnene, selvom jeg godt vidste at hun havde ret! ”Har du fundet nogen venner?” spurgte hun pludselig bekymret. ”Jeg har fundet en fyr! Og så har jeg passet nogle børn!” svarede jeg, og ventede på at min mor skulle gå amok over at jeg havde mødt Harry. Jeg var jo ikke kæreste med Harry, men jeg ville bare drille min mor. ”Hvad?” spurgte hun, og lød pludselige helt syg. Hun kunne ikke rigtig lide at jeg havde kærester, fordi hun selv havde været i nogle lidt træls forhold i hendes tidligere liv. ”Ja, og jeg er blevet gravid!” sagde jeg, og var ved at bryde sammen af grin. Der blev helt stille, ikke en gang hendes vejrtrækning kunne høres. Hvad jeg givet hende et hjertestop? ”Mor?” spurgte jeg stille. ”Skal I have barnet?” Jeg havde lyst til at køre den længere ud. ”Ja, og jeg har fået lov til at bestemme hvad den skal hedde! Hvis det bliver en dreng skal han hedde Dreng, og hvis det bliver en pige skal hun hedde Badr!” svarede jeg, og måtte nive mig selv i armen for at holde mit grin tilbage. ”Sarah det mener du ikke? Hvad blev der af Louis og Venessa?” Louis og Venessa var de navne jeg ville have at mine børn skulle hedde. Jeg havde altid elsket navne fra England, og derover af! Navnet Justin var heller ikke dårligt? ”Jo! Han er villig til de skal hedde noget dansk! Er han ikke bare fantastisk?” svarede jeg drømmende. ”Jamen, Sarah du har jo kun været derovre i en uge, sådan da!” sagde hun med en rystende stemme, hun var ved at græde. Typisk hende, når mine drillerier lige gik så godt, skulle hun altid ødelægge dem, fordi hun altid hoppede på ting. ”Ej mor, jeg er ikke gravid, og jeg har ingen fyr! Men jeg har været på kattejagt i parken overfor, sammen med Harry Styles fra One Direction!” svarede jeg, og kunne med et høre lettelsen sprede sig ud i min mors krop. ”Harry hv..” skulle hun til at spørge, inden jeg afbrød hende. ”Google ham!” svarede jeg. Min mor var ikke typen der flugte med i sladderbladene. ”Okay!” hviskede hun, tydeligvis lettet over at jeg ikke var gravid. Jeg ville ikke opleve hende den da jeg virkelig stod, og havde æggestokken fyldt! ”Men mor, jeg bliver nød til at smutte nu, ville bare lige høre din stemme igen!” smilede jeg. Jeg ville gætte på at hun nikkede, og smilede. Det plejede hun at gøre. ”Vi snakkes Sarah, kys, elsker dig af hele mit hjerte! Vi ses truntemus!” Jeg himlede med øjnene, glad for at det her var over telefonen, hvor ingen kunne høre hende. Jeg ville dø af pinlighed – og det her var ikke engang det værste! Eller så var jeg bare sart?

 

Frederikkes synsvinkel:

Efter at have snakket med Harry i går, havde jeg på en måde tilgivet Niall. Harry havde fortalt mig hvor travlt de havde det, og at han gerne ville tage noget af alt Nialls fravær over på hans skulder. Han havde jo ikke været til at træffe i forgårs, og det var fordi han var sammen med en eller anden pige. Han hjalp med at finde nogle børn, og en kat? – Og så var hans mobil væk. To ting der var typisk Harry. Altså det med at være sammen med piger, og miste hans mobil.

 

Jeg var kommet tilbage til lejligheden, men Niall og jeg snakkede ikke sammen. Klokken var 00:45, og vi var gået i seng. Han sov på sofaen, og jeg inde i vores dobbeltseng. Men han manglede, jeg manglede en af putte med, snakke med, og hygge med. Men jeg havde jo til dels selv valgt det. Pludselig bippede der en besked ind på min mobil. #Hey?# Det var fra Niall. Havde han fået dårlig samvittighed? #Hvad vil du mig?# svarede jeg ham, og kort tid efter kom der en besked tilbage. #Må jeg komme indtil dig? – Jeg vil gerne fortælle dig noget?# Jeg havde inderst inden lyst til at skrive at han skulle komme med det samme, men jeg var stadig sur på ham. #Kan du ikke bare skrive det? – så vigtigt kan det da heller ikke være!# svarede jeg. #Lad mig nu bare komme ind og fortælle dig det!# Jeg smilede lidt da jeg så det. Han var mit et og alt, det var ham der havde gjort at jeg var flyttet herover, ham der havde hjulpet mig med at falde til her i London. #Kan vi ikke tage den i morgen? Jeg gider ikke lige nu…# svarede jeg, i håb om at han ville lagde mig være til i morgen. Lige pludselig hørte jeg en trampende, ude fra stuen. Jeg skyndte mig at slukke natlampen, og ligge mobilen i Nialls del af sengen. I det han åbnede døren, nåede jeg lige at lukke mine øjne i. ”Frederikke, vi skal snakke, jeg kommer til at ligge søvnløs ellers!” Jeg holdet mine øjne lukket, og svarede ham ikke. ”Hallo Fredeikke! Jeg ved at du også gerne vil tale med mig!” Jo, jeg ville gerne tale med ham, men så allievel ikke. Det var jo hans egen skyld at han ville ligge søvnløs. ”Frederikke, tal nu til mig! Eller så gør jeg det du allermest hader!” sagde han, og gik tættere på sengekanten. Jeg vidste hvad han havde i tankerne, han ville kilde mig. ”Niall, kan du ikke bare vente til i morgen?” Jeg kunne skimte, at han rystede på hoved i mørket. ”Jo Niall, det kan det godt! Godnat og sov godt!” svarede jeg og viftede med hånden, og lagde mig på mod hans side i seng, og trak dynen op over mig. Jeg kunne mærke at Niall satte sig på sengekanten. ”Frederikke, lad mig…” ”Niall? Luk! Vi tager den i morgen, hvis det er så vigtigt for dig!” afbrød jeg ham. Med et blev lyset tændt, og Niall flåede min dyne lidt ned, ”Frederikke, vi to skal snakke, om du så vil det eller ej!” Jeg rystede på hoved, og åbnede mine øjne. Kunne den dreng ikke bare gå i seng, og sove? Jeg ventede mig om på ryggen, og trak dynen med, så jeg kunne sidde op af vægen. Jeg sukkede og gabte. ”Frederikke, jeg ved godt at jeg ikke har været ved dig, i det sidste lange stykke tid, men derfor må du ikke forlade mig!” Jeg kiggede på ham, og åbnede munden lidt. ”Niall? Jeg har brug for dig, jeg har brug for at tale med dig, jeg mangler dig. Men når vi aldrig er alene, er der liiidt svært ikke at tænke det!” svarede jeg, og kunne mærke at der var tåre på vej. ”Det ved jeg, og jeg er heller ikke selv stolt over at jeg ikke har været der for dig, men jeg ved også godt at mit livs kærlighed er dig!” Jeg smilede lidt, og kunne mærke at tårerne løb ned af mine kinder. ”I lige måde, og jeg er rigtig glad for alt det du har gjort for mig. Men der er noget jeg har lidt svært med at accepter lige fortiden…” ”Hvad er det?” afbrød han. ”Du skal ikke tage det som om jeg ikke kan lide dem, for det kan jeg… Men jeg har bare fået nok af Harry, Louis, Liam og Zayn, generelt bare bandet One Direction! Jeg savner tiden før X-factor” svarede jeg, og tørrede nogle tåre væk. Han smilede til mig, og tog min hånd, ”Jeg kan godt følge dig. Så derfor ville jeg høre om du ikke ville med en tur til Paris, bare os to?” spurgte han, og smilede. Jeg smilede endnu mere. ”Hvornår vil du så det?” ”Jeg har allerede bestilt, og vi tager af sted til december! Så om cirka et halvt år!” smilede han, og rykkede sig tættere på mig. Jeg smilede, ”men Niall, jeg har stadig ikke tilgivet det!” svarede jeg, ”og det er ikke fordi jeg skal spille kostbar, men jeg savner dig bare, og jeg vil ikke knytte mig helt til dig igen, ikke endnu!” Han nikkede, ”det er helt i orden, men husk at jeg elsker dig, og at du altid er min!” Jeg nikkede, og rykkede mig tættere på ham. Jeg tog min hånd på siden af hans øre, og kyssede ham på munden. ”Jeg elsker også dig, henter du ikke din dyne?” spurgte jeg og smilede, inden jeg kyssede ham igen, og tørrede en tåre væk der løb ned af hans kind, med tommelfingeren..

 

Harrys synsvinkel:

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Sarah. Hold nu kæft en skøn pige! Perfekt lyst hår – ligesom jeg kan lide det! Og så et smil det brændet sig lige ind i mit hjerte. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så havde hun gjort noget ved mig, som jeg ikke kunne beskrive. Jeg havde været sammen med mange piger, lyder Player-artig, men selvom jeg kun havde mødt Sarah to gange, gav hun mig en følelse af lykke, jeg aldrig havde følt før. Den lykke Lily, Caggie, Alyssa og Caroline havde givet mig da jeg var sammen med dem, var på inden måde den sammen som den jeg havde nu. Jeg følte mig som supermand, jeg kunne klare hele verden! Som om jeg var på en overdosis lykkepiller, i den 7’ene himmel, og at livet bare gav mening på kærlighedsfronten. En fantastiks følelse, som jeg håbede hun også havde.

Jeg skulle mødes med Sarah igen, om det så er fordi, jeg skulle hjælpe hende med at passe børn, finde hendes kat eller at vi skulle mødes tilfældigt, jeg skulle bare se hendes smukke ansigt igen, og høre hendes grin, der kunne komme som lyn fra en klar himmel! Bare det engang skulle være hende og mig. Og nu hvor jeg tænkte over det så lød Sarah Styles, faktisk meget godt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...