From Denmark to London and back again (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sarah er 17 år, og kommer fra Danmark. Hun flytter til London, i et år for at få sig nogle oplevelser. Hun flytter ind i en lille lejlighed, sammen med hendes kat Mille.
Kort tid efter Sarah flytter ind i hendes lejlighed, når hun nye naboer. En pige ved navn Frederikke, og hendes kæreste, som ikke er hr. hvem som helst.
Hvad sker der når Mille løber væk, og Sarah kommer til at låse sig ude? Og hvem er hende pige der flytter ind, som Sarah muligvis kende hjemme fra Danmark?
Og bliver Sarah enlig i London, da hun begynder at hænge ud sammen med de kendte?

51Likes
17Kommentarer
5794Visninger
AA

3. Kap. 3

”Skal vi ikke lige åbne vinduet, her er da lidt varmt?” smilede jeg, og henvendte mig til Mille som lå på sofaen. Jeg åbnede vinduet, og kiggede hurtigt ud over parken. Jeg smilede kort for mig selv. Vi havde haft det hyggeligt i går, mig, Emily og Noah. Deres mor var virkelig glad for at jeg ville passe dem, og de var så glade for Mille at de knap nok ville hjem. Jeg kiggede på klokken, den var næsten 12:00. Jeg havde ingen planer for i dag. I dag ville jeg bare hygge mig, og slappe af. Vejret var godt, så jeg kunne jo godt gå en tur, eller så kunne jeg lade være, jeg var ikke fan af at gå. Mens jeg stod og kiggede ud af vinduet, kunne jeg mærke at min mave begyndte at rumle. Med tung skridt, ikke fordi der var noget galt, men fordi jeg syntes det var sjovt at gå sådan, gik jeg ud i køkkenet. Med et snuptag åbnede jeg køleskabet, og fandt skinke, og noget smør. Jeg ville have en rugklapper med skinke! MUMS!

MIIIIIIIIIAV!’ lød det pludseligt, mens jeg var i gang med at ligge skinken på rugklapperene. Jeg stivnede. Var det Mille? Det lød virkelige meget som hende. Jeg løb ind i stuen, og kiggede over i sofaen. Ingen kat. ”Mille?” råbte jeg, og løbe hele lejligheden igennem. Ingen kat nogen steder! Hun var ikke? Nej, nej, nej! Jeg løb hen til vinduet jeg havde åbnet. Heller ingen kat at se nogen steder. Hvis hun ikke var her, måtte hun have overlevet springet, og jeg måtte finde hende. Jeg gik ud i køkkenet klappede rugklappen sammen, derefter løb jeg ud for at tage sko på. Kort tid efter stod jeg nede foran mit vindue, hvor Mille var sprunget ud fra. ”Lorte kat!” mumlede jeg, og tog en bid rugklapperen. Hvad kunne Mille godt lide derhjemme, i Danmark? Jeg kiggede mig omkring. Hun kunne godt lide at gemme sig i buske. Og hvor var der så buske? PARKEN! Jeg kiggede mig for, og løb over vejen. ”Mille? Mille!” kaldte jeg, og kunne begynde at mærke at hun altså var væk.  ”Mille, for satan da KOM NU!!!!” skreg jeg næsten, da jeg kom hen til søen, hvor vi fodre ænder i går. Hun kunne ikke være faldet i vandet, for hun kunne ikke lide vand, på igen måder! Hun virkelig hadet det, på alle mulige måder. Engang da jeg ville have hende i bad, fordi hun havde valgt ar rulle sig i noget, begyndte hun faktisk at bide mig! Altså hun kunne godt være ret aggressiv. ”Nuggi!” råbte jeg endnu højere. Jeg tog endnu en bid af min rugklapper, denne gang i ren frustration. ”Hvad leder du efter?” høre jeg en stemme bag mig. Jeg vendte mig om, med et chok. ”Min kat!” svare jeg, og mindes jeg har set ham fyre før der spurgte mig. ”Jeg har også kat!” Jeg nikkede, og kiggede ned på min rugklapper, som næsten var blevet til mos, fordi jeg maste den i nervøsitet, så derfor valgt jeg at smide den ind i busken ved siden af mig. Hun havde aldrig løbet væk før, så jeg var faktisk lidt bange, for ikke at sige meget bange. ”Kan du ikke huske mig?” spurgte han. Jeg kiggede undersøgende på ham, ”jeg mindes at have set dig før.” Han kiggede lidt såret på mig, ”jeg stoppede din lillesøster i går lige derovre,” svarede han, og pegede derover hvor Emily var blevet stoppet i går af Harry fra One Direction. ”OMFG, du er jo Harry!” udbrød jeg, ”og desuden er hun ikke min lillesøster, jeg var barnepige!” Han kom med et lille grin, ”tillykke du har vundet!” Jeg nikkede glad, ”hvad har jeg vundet?” Han smilede, ”hvor er du kær!” Jeg kunne mærke at mine kinder begyndte at blive røde. Pinligt!

 

Frederikkes synsvinkel:

#Niall vil du ikke godt ring når du ser den her besked? Kom nu! <3# Det var den 7 besked jeg sendte inden for en time. Jeg havde ringet til ham 27 gange, men han svarede ikke. Jeg var blevet rigtigt bekymret, sidste jeg havde hørt fra ham, var i går aftes hvor han skrev at han ikke kom hjem. Jeg var blevet så ked af det, og da jeg ville ringe og snakke med ham, lagde han på, mens den ringede. Jeg var blevet så ked af det, at jeg ikke havde fået lukket et øje hele natten. Da jeg lå der i nattens muld og mørke kom jeg til at tænke på noget, jeg helst ikke ville tænke på.

Jeg tog endnu en papkasse, og begyndte at pakke den ud. ”Heeeej Skat!” var der en der råbte ude fra hoveddøren. Jeg rystede bare på hoved, og stillede en lille figur ud af mig og Niall. Det var en han havde fået lavet i Sverige. Jeg var blevet så glad for den, men du var den som ingenting for mig. Lige nu havde jeg lyst til at smide den ned i gulvet, og trampe på den, til den var så knust som mit hjerte var lige nu! ”Hey Skat!” smilede Niall, da han kom hen til mig, og kyssede mig på kinden. ”Hej,” mumlede jeg, og tog et billede op fra kassen. ”Hvad er der?” spurgte han, og lagde sin hånd på ryggen af mig. ”Har du ikke tjekket din mobil?” Han kiggede på sin mobil, ”det er altså løbet tør for strøm.” Jeg rystede på hoved, ”du har en iPhone, og det samme har de drenge du var sammen med, går jeg ud fra, kunne du ikke låne en af dem, eller var deres mobil og så løbet tør for strøm?” Han så såret ud, ”undskyld, men det havde jeg ikke lige tænkt over…” ”Du have måske heller ikke lige tænkt over at din kæreste stod herhjemme, I JERES nye hjem, bange for hvad der var sket, og ked af det?!” råbte jeg, og kunne mærke tårerne presse sig på. ”Undskyld Frederikke!” svarede han, og kom hen til mig for at give mig et kram. Men jeg ville ikke. ”Niall slip mig!” ”Skal vi ikke lige sætte os ned, og snakke om tingene?” spurgte han, på en voksen måden, jeg aldrig havde hørt før, og jeg ønskede heller ikke at høre igen! ”Niall, vi har ikke noget at snakke!” svarede jeg, og snøftede. ”Frederikke, jeg ved jeg lavede en fejl, men gør vi ikke alle sammen det?” ”Jo Niall, jo det gør vi alle sammen, men med alle de fejl du har lavet her på det sidste, er jeg begyndt at tvivle på os to!” råbte jeg, og tørrede min kind for tåre. ”Hvad mener du?” spurgte han. ”Niall kan du ikke selv se det?!” ”Se hvad?” ”Niall, det skal bare ikke være os to, jeg flytter over til en veninde!” Han kiggede ned i gulvet. ”Frederikke jeg ved godt du er sur, men tilgiv mig nu lige.” Jeg rystede på hoved, ”hvor meget har vi været alene her på det sidste?” Han kiggede på mig, ”det kan jeg ikke huske, men…. ” ”Men ingeting, Niall jeg ved udmærket godt at du har dit at se til med det band, men hvad med kæresten? KÆRESTEN DER VAR DER FØR DEM!” skreg jeg dengang, og tog mine hænder og tørrede tårerne der løb som en flod ned af mine kinder. ”Det band betyder alt for mig, og…..” ”Det gør jeg ikke!” afbrød jeg ham. ”Frederikke lad mig nu lige tale ud, inden du begynder på det der!” ”Niall jeg har hørt nok på dig nu. Jeg skrider!” ”Frederikke!” råbte han. Jeg rystede på hoved, ”Niall, jeg har fra før du stillede op i X-factor været der for dig, og når vi så skal til at starte et liv op sammen, er det lige pludselig alle andre ting end mig der er din første-perotiet. Er det fair? Det kan du jo så tænke over, og når du har fundet svaret, må du jo ringe!” råbte jeg og kunne mærke at min mave slog knuder, ”så kan du jo håbe at jeg gider at tage den!!!” råbte jeg, og tog min pung og iPhone. ”Frederikke?!” sagde han, med en trist stemme. Jeg svarede ham ikke. Jeg gik ud og tog mine sko på, for der efter at forlade lejligheden.

 

Sarahs synsvinkel:

Jeg kiggede mig omkring. Hvor var den kat? Harry var også gået i gang med at lede efter hende, og ind imellem måtte han stille op til et billede og en autograf. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg gik jo rundt og ledte efter min kat, sammen med Harry Styles, fra One Direction!! Jeg vendte mig, og var ved at blive trampet ned af en pige, men lyst langt hår. ”Hey pas lige lidt på!” brokkede jeg mig. ”Undskyld!” mumlede hun, og snøftede. ”Hey Frederikke?” udbrød Harry, der var i gang med at får taget et billede. Pigen stoppede op. ”Hvad laver du her, skulle dig og Niall ikke flytte?” spurgte han forvirret. Hun nikkede, ”jo, men han vil heller være sammen med jer!” Harry begyndte at stirre på hende. Jeg gik derhen, selvom jeg nok godt vidste at det ikke var det smarteste. ”Sidder Niall bare der oppe nu?” spurgte Harry og pegede op mod min lejlighed.  Hvorfor pegede han der op? Hun nikkede, ”det troede jeg du vidste! De prøvede at få fat på dig i går, men uden held!” svarede hun, og tørrede sine øjne. Han kiggede på mig, som jeg skulle finde på et svar. ”Jeg har mistet min mobil…” svarede han. ”Nå!” snøftede hun, og tog sin iPhone frem. ”Her! Så kan du ringe til ham, og sig at du står ned i parken! Han vil nemlig gerne snakke med dig, mere end han vil snakke med mig!” råbte hun næsten. Hun måtte så være Frederikke, min nabo – hold kæft jeg var langsom til at regne den ud. ”Øhhh…. Jeg ringer til ham senere, når jeg finder mig en telefonboks. Men lige nu vil jeg enlig gerne høre hvad der lige er sket deroppe?” svarede han, og kiggede trist på hende. ”Jeg gider ikke snakke om det, hvis du skal vide hvad der er sket, kan du jo spørge ham selv!” svarede hun, og begyndte at gå. Jeg kiggede på Harry. ”Nå, jeg må hellere finde min kat!” sagde jeg, og vendte mig om, for at lede videre. ”Vi ses, jeg håber vi mødes igen!” svarede Harry, og vinkede inden han løb op for at få snakket med Frederikke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...