From Denmark to London and back again (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sarah er 17 år, og kommer fra Danmark. Hun flytter til London, i et år for at få sig nogle oplevelser. Hun flytter ind i en lille lejlighed, sammen med hendes kat Mille.
Kort tid efter Sarah flytter ind i hendes lejlighed, når hun nye naboer. En pige ved navn Frederikke, og hendes kæreste, som ikke er hr. hvem som helst.
Hvad sker der når Mille løber væk, og Sarah kommer til at låse sig ude? Og hvem er hende pige der flytter ind, som Sarah muligvis kende hjemme fra Danmark?
Og bliver Sarah enlig i London, da hun begynder at hænge ud sammen med de kendte?

51Likes
17Kommentarer
5822Visninger
AA

19. Kap. 19

Med et eller andet pyt i pande, gik jeg tilbage i min seng. Der var ikke nogle der havde opdaget mig, så jeg var lykkelig! Jeg ville ikke have at der var nogle der skulle vågne, og især ikke Harry. Så ville han sikkert snakke, og jeg var træt, så det var ikke tidspunktet!

Jeg tog endnu en bid af det jeg ikke anede hvad var, og kunne pludselig høre en der var på vej op ad trapperne. Jeg sukkede lydløst, da jeg kunne se det krøllede hår. Var det her en film? Du ved… Når personen lige har fortalt, hvad personen allerhelst ikke vil have skal ske, og så sker det! Jeg kiggede hurtigt ned af ham. Han var kun iført i boxershorts. Pludselig kom alle følelserne tilbage. Alle de følelser jeg stadig havde for Harry, men som var gemt af vejen, fordi det var sket det der var sket! Han smilede inden, han satte sig på en stol overfor mig. ”Må jeg sætte mig?” Jeg kiggede på ham, ”du har jo allrede sat dig!” svarede jeg med mad i munden. Ikke det mest sexet, men hvad skulle man forvente? ”Sarah, kan vi ikke snakke?” spurgte han og flettede sin fingere. ”Mener du det?!” svarede jeg, med løftede øjnebryn. ”Sarah, jeg vil gerne snakke med dig inden i morgen, inden du tager af sted!”  ”Okay, men kan du ikke se at jeg sidder og spiser?” svarede jeg, og tog endnu en bid af hvad det ud engang var. ”Du ved godt at det der har været i køleskabet den sidste uge?” sagde han, og smilede. Fy! Så var det derfor at det smagte sådan lidt underligt. ”Det ved jeg da godt - jeg er ikke dum!” Han rystede på hoved. Jeg vidste udmærket godt hvad han tænkte. ”Hvor er du sød!” smilede han. Min mave trak sig sammen. Det var underligt at høre ham sige det, men også dejligt. Det var uvirkeligt. ”Undskyld, det var ret upassende!” Jeg nikkede kort, og satte tallerken over på bordet ved siden af Harry. ”Sarah, undskyld virkelig!” sagde han, mens hans blik faldt ned på gulvet, i stedet for på mig. ”Harry, jeg kan ikke rigtigt bruge det her til noget nu!” svarede jeg, og lagde mig ned på sengen. ”Det ved jeg godt! Og det er derfor jeg har lavet det her til dig!” svarede han, og rakte mig et stykke papir. ”Læs det når jeg er gået!” sagde han. Jeg nikkede, og lagde det ved siden af mig. Jeg havde allermest lyst til at flå det op, og læse hvad der stod, men på den anden siden havde jeg bare lyst til at give det til ham igen, og sige tak, for den løgn han havde hevet mig ind i, og at vi muligvis godt kunne blive gode venner igen. Ikke for hans eller min skyld, men fordi de andre var begyndt at få en stor del i mit hjerte, og hvis jeg ikke kunne sammen med Harry, var det nok heller ikke så smart at se de andre.

”Sov godt!” sagde han stille, og rejste sig op for at gå. ”I lige måde!” smilede jeg. Okay, hvad sket der lige der?! Det var som om alt inde i mig sagde at jeg skulle sige hans navn, bede ham om at komme tilbage, kysse ham og leve til vores dages ende. Men jeg kunne ikke. Ordene ’Harry, kom lige tilbage…’ var ikke til at få ud over læberne. De sad fast i halsen, og de var ved at kvæle mig. Et stille suk var det eneste det kunne komme ud fra mine læber. ”Pis!” mumlede jeg, og lagde mig ned på sengen. Jeg kiggede på det sammenfoldet papir, hvor jeg kunne skimte Harrys rod af bogstaver. Jeg lå og vendte og drejede det. Skulle jeg åben og se hvad der stod? Skulle jeg åbne det, og læse mig igennem Harrys irriterende skrift, som sikkert ville få mig til at tude. Tude som jeg aldrig havde gjort før?! Jeg strøg det blidt med min tommelfinger, inden jeg lagde det under puden. Jeg slukkede lyset, og inden jeg fik set mig om sov jeg.

 

Harrys synsvinkel:

Alt var underligt, stemningen var så underlig i bussen. Vi havde aftalt med de andre i går, at vi skulle mødes på hotellet til morgenmad klokken 09:00. Klokken var 08:00, og jeg var lige stået op. Jeg kunne høre Sarah var i gang med pakke hendes ting sammen. Hold op det var underligt at hun ikke skulle være en del af os mere. Jeg kunne stadig huske den dag jeg mødet hende for første gang. Ja, det var måske kærlighed ved første blik. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på brev jeg havde givet hende. Havde hun mod læst det, eller havde hun bare valgt at smide det ud?

”Godmorgen!” smilede Sarah gabende, da hun kom ned af trapperne, med alle sine ting. ”Godmorgen!” svarede jeg og kiggede på hende. ”Skal du have hjælp?” spørg jeg, og kan hurtigt fornemme at det har hun. Pludselig får hun sat den ene kuffert forkert, og hun falder ned af trappen. ”PIS OS!” mumlede hun, inden jeg kom hen for at fjerne tasken det lå ovenpå hende. ”Er du okay?” spurgte jeg, og satte mig på hug. Hendes blik fangede mit. Hendes smukke øjne havde fangede mine, og det var nu jeg ville ønske, jeg kunne kysse hende. ”Lorte kuffert!” siger hun, rejser sig op – eller retter sagt prøver. ”Er du kommet til skade?” spørg jeg, og kigger på hende. ”Nej, jeg har det helt fint!” Jeg nikkede, og gav hende hånden, bare for at hjælpe hende op på benene igen. ”Tak Harry!” smilede hun og rejste sig op. Igen hendes blik fangede mit, og jeg kunne mærke at mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Arrrh!! Hvor havde jeg bare lyst til at kysse hende. ”Der er morgenmad!” kom Liam ind i bussen, og kiggede på os. ”Hvad sker der?” spørg han. Jeg kiggede på ham, ”Sarah faldt ned at trapperne…” Han nikkede kort, og forlod bussen igen. ”Skal vi gå derover? Jeg skal nok tage dine ting!” smilede jeg, og slap hendes hånd. ”Øhh… jo?” svarede hun, og kiggede bekymret på mig. Hun gik hen til døren, mens jeg samlede hendes ting op. ”Skal jeg ikke tage mig taske? Er det ikke tungt?” Jeg rystede på hovedet og smilede, for at vise at det nok skulle gå. Hun smilede og nikkede, ”du behøver altså ikke.. jeg kan godt selv!” svarede hun. ”Det er okay! Gå du bare derovre, så kommer jeg om lidt!” smilede jeg, og fik hendes ting ud foran bussen. Jeg kiggede mig omkring, og satte kursen mod hotellets bagindgang.

 

Sarahs synsvinkel:

Jeg kiggede på dem alle sammen, inden jeg kunne se at min taxa kom. Jeg bed mig selv i kinden, for at sige at jeg skulle til at tage mig sammen. Jeg kunne ikke bare stå her, og glo på dem. De skulle videre og jeg skulle videre. Jeg kunne ikke blive her! Nu skulle jeg bare hjem til mor og far, og så skulle jeg tilbage til London, for at hente Mille og leve det liv jeg rigtigt kom derover for at leve.

”Frederikke, du må ikke græde!” sagde jeg stille, og løb over til hende. Tårerne trillede ned af kinderne på hende, og jeg kunne mærke at hun var ved at få mig til at græde. ”Freder, du må ikke græde! Jeg beder dig! Please stop!” sagde jeg, og brød sammen. Det var svære end jeg havde forventet. Frederikkes øjne, blev meget hurtigt helt røde, og makeuppen løb ned af kinderne på hende. Jeg havde bare lyst til at blive, for hendes skyld. Vi havde haft det så hyggeligt sammen, og vi havde stået sammen i tykt og tyndt, hun ville stadig være en person jeg ville kontakt. Men nu var det bare ikke så let mere. ”Freder, jeg elsker dig, og held og lykke med at være alene med den flok aber!” sagde jeg, og tvang et smil frem. Hun kom med et lille fnis, og slap grebet om mig. ”Sarah, jeg elsker dig og vi skal snart ses igen!” svarede hun. Jeg nikkede og smilede inden jeg gik hen til Niall, for at give ham et kram. ”Vi tales ved Niall, og pas nu på Frederikke!” sagde jeg, og trak mig ud af krammet. ”Det kan du tror! Og vi ses!” smilede han og gav mig et blidt kys på kinden. ”Liam…” sagde jeg, og kunne mærke tårerne trillede ned af kinderne på mig. ”Vi ses, Sarah og undskyld!” sagde han svagt. Jeg nikkede, ”vi ses!” Hvorfor skulle det her være så hårdt? På så kort tid havde jeg allerede fået venner for livet. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så var jeg knust, og jeg havde allermest bare lyst til at sige jeg blev, og så gå hen og kyse Harry, og sige at jeg ville ham mere end noget andet. Men noget holdte mig tilbage! Hvad det var kunne jeg ikke forklare! Det var nok den følelse af svigt, der gjorde at jeg valgte at tage af sted. Jeg gik hen til Louis, ”vi ses fartstribe!” Han smilede og kom med et lille fnis, ”vi ses Blondie!” Jeg smilede, og gav ham et bjørnekram. ”Sarah, du skriver bare!” Jeg smilede taknemmeligt, og gik videre til Zayn. Han var rørt! Meget rørt. Tårerne trillede ned af kinderne på ham, og han kunne næsten ikke tale. ”Zayn, er du okay?” spurgte jeg, krammede ham. Han rystede på hovedet, og tørrede sine kinder, ”jeg kommer sgu til at savne dig!” Pludselig blev det for meget for mig. Alt gik galt. At stå her og se mine venner græde, knuste mig, mere end noget andet. Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg ville gerne tilbage til London, hvor vi alle sammen sad og jokede med hinanden. Den tid hvor alt var dejlig og lyst. Nu var alt bare lort og gråt. Hvis jeg kunne spole tiden tilbage ville jeg gøre det, og jeg ville havde gjort alt for at Harry og jeg var lykkelige.

”Zayn, lad være med at græde! Jeg kan ikke have det! Det knuser mit hjerte, at er jer sådan her!” græd jeg. Alt vred på Harry var forsvundet, og jeg kunne enlig ikke se hvorfor jeg skulle rejse, men det var noget jeg havde… Pludselig kunne jeg se det hele for mig. Liam havde bygget alt det her op, og jeg var blevet ’revet’ med. Hvis bare Harry og jeg havde snakket sammen noget før, stod jeg sikkert ikke her og skulle til at af sted. ”Zayn, jeg kommer til at savne dig! Og jeg lover at skrive til dig hver dag!” græd jeg, og krammede ham igen. Selvom jeg ikke havde haft det helt store sammen med Zayn, var vi blevet meget gode venner. Jeg kunne stole på ham 100% og jeg kunne altid ringe til ham. Jeg slap forsigtigt mit greb om ham. Han rystede helt vildt, og jeg var bange for at han skulle falde sammen. ”Sarah, sig farvel til Harry, så tager jeg mig af Zayn!” sagde Louis og smilede til mig. Jeg smilede igen, og gik hen til Harry, som stod lidt væk fra de andre. ”Er du okay?” spurgte han. Jeg nikkede, ”det bliver bare underligt uden jer!” svarede jeg. Han nikkede, ”jeg kommer til at savne dig!” ”Jeg kommer underligt nok også til at savne dig!” smilede jeg, og tørrede mine kinder. ”Sarah, må jeg spørge dig om noget?!” spurgte han alvorligt. Jeg nikkede, og kiggede på ham. ”Har du læst det brev der?” spurgte han. Hvad skulle jeg svare? ”Øh.. nej, undskyld, tiden har ikke lige været her og der har været en masse ting i mit hoved!” svarede jeg. Han nikkede, og jeg kunne se på ham at det rørte ham. ”Undskyld Harry!” sagde jeg. ”Det gør ikke noget!” svarede han og smilede stille. ”Harry vi ses!” sagde jeg, og pludselig brød jeg ud i gråd igen. ”Jeg har den her til dig!” svarede jeg, og rakte ham et stykke papir fra mig baglomme. ”Oh.. hvad er det om jeg så spørge?” spurgte han forsigtig og tog papiret. ”Den første sang jeg har skrevet. Mine følelser og min tanker!” svarede jeg. Han nikkede, og lagde den i baglommen, ”jeg læser den når du er taget af sted!” Jeg nikkede og kiggede mod taxaen. ”Jeg må heller se at komme med den!” smilede jeg og krammede ham. Pludselig knækkede han. Pludselig stod Harry og græd som jeg aldrig havde set ham før. ”Harry, er du okay?!” spurgte jeg, og igen stod tårerne ned af kinderne på mig. ”Ja! Jeg kommer bare til at savne dig!” græd han. ”Jeg kommer også til at savne dig! Jeg elsker dig Harry, glem ikke det!” sagde jeg, før jeg slap hans hænder og gik grædende mod taxaen. Jeg vinkede hurtigt til de andre inden jeg satte mig ind i taxaen. ”Dine ting er omme bagi!” sagde taxachaufføren og smilede forsigtigt. Jeg nikkede kort, som tak. Inden vi kørte ud fra parkeringspladsen vinkede jeg hurtigt til dem igen, men det eneste der fangende mig var Harry. Harry der stod og græd og græd. Han var faldet sammen og måtte støtte sig til bussen. Det sidste jeg så var Niall der løb over for at trøste ham. Hvor var det hårdt det her! Jeg kunne slet ikke se det her ske. Og brevet fra Harry var stadig i mit hoved. Hvorfor havde jeg ikke læst det endnu? Jeg fik hurtigt fat i min baglommen, hvor jeg hev brevet frem. Jeg folede det forsigtigt ud og jeg blev mødt at en masse bogstaver der mere eller mindre var sværtet ud. Hen havde grædt da han skrev det her. Det var tydeligt at se…

 

Kære Sarah.

Jeg ved at når du læser det her, kører der 1000 ting rundt i hovedet på dig. og jeg ved at de 1000 ting har en eller anden forbindelse til mig. Jeg har ikke fået snakket med dig, og det fortryder jeg ritgigt mange gange! Men jeg har ikke haft muligheden for det! De andre har holdt mig tilbage, for de er blevet fyldt med løgn. Løgn du også er blevet fyldt med. Det Liam har sagt passer ikke! Ikke det hele… Før du kom ind i mit liv, levede jeg lidt det vilde liv – dog lidt i skygge. Fans og medier har ikke vidst det. Jeg var typen der drak lidt for meget, og godt kunne lide opmærksomheden fra de andre piger. Det er her du er blevet fyldt med den første løgn. Liam har fortalt dig at jeg hev piger men hjem HVER dag, og gennem kneppede dem alle. Nej! Jeg har haft to piger med hjemme ikke andre!

Da jeg så mødte dig, blev jeg forvirret! For første gang i HELE mit liv, følte jeg mig forelsket, sådan virkelig. For første gang, havde jeg en pige i hoved 24/7, og ikke bare 5 minutter, hver anden time! Sarah…. Mens jeg har været sammen med dig har jeg været sammen med én pige! Jeg ved godt at det er én pige for meget, og du ved ikke hvor meget jeg har hadet mig selv for det! Jeg har flere gange kigget mig selv i spejlet, og tænkt ’hvorfor finder hun ikke en anden? En der fortjener hende?’ men du har ikke vidst noget, og da du så gjorde, var det endnu en løgn. Liam kom med at jeg havde været sammen med piger hele tiden! Det var én pige! Og jeg er ked af det! Virkelig! Det er ikke noget jeg bare siger! Du ved selv at jeg ikke siger ting jeg ikke mener! Sarah undskyld for det du så på den aften! Men jeg havde fået lidt for meget, og pludselig var jeg tom oveni hovedet. Jeg kunne ikke tænke klart, og de var som om at du var langt væk i mine tanker. Du var der, men du var pigen jeg stadig søgte efter…

 

Tårerne trillede ned af kinderne på mig. Hvad havde jeg gjort? Det her måtte være løgn, jeg havde ikke lige forladt mine venner? Mens jeg tørrede mine kinder, læste jeg videre…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...