From Denmark to London and back again (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sarah er 17 år, og kommer fra Danmark. Hun flytter til London, i et år for at få sig nogle oplevelser. Hun flytter ind i en lille lejlighed, sammen med hendes kat Mille.
Kort tid efter Sarah flytter ind i hendes lejlighed, når hun nye naboer. En pige ved navn Frederikke, og hendes kæreste, som ikke er hr. hvem som helst.
Hvad sker der når Mille løber væk, og Sarah kommer til at låse sig ude? Og hvem er hende pige der flytter ind, som Sarah muligvis kende hjemme fra Danmark?
Og bliver Sarah enlig i London, da hun begynder at hænge ud sammen med de kendte?

51Likes
17Kommentarer
5815Visninger
AA

16. Kap. 16

Jeg læste det jeg havde skrevet igennem igen. Det var to dage siden, jeg havde slået Harry i flyet. Det hele gik igennem hovedet på mig. Harry som far, det gav ingen meningen. Alt hvad jeg havde troet på, alt hvad han havde sagt var bare løgn. Men hvorfor sagde han så at han stadig elskede mig? Jeg kunne ikke forstå det. Jeg kunne ikke forstå den sidste halve uge. Det havde været så uvirkeligt alt sammen. Bare jeg ikke var taget til London, bare jeg ikke havde mødt Harry og bare jeg aldrig havde taget med på den her tour. Jeg kunne havde reddet så meget af mig selv. At sidde her og skrive ens følelser ned, var noget af det sværeste jeg nogensinde havde prøvet. At tænke på at Harry, lå og knaldede andre piger, var ikke spor sjovt! Fint nok med at han havde gjort det før jeg var sammen med ham – fair nok, der var han alene, der var det kun ham der kunne blive såret , men nu… Nu gik det ud over flere. Det gik ud over mig, det gik ud over bandet. De kunne jo også være ligeglade med hans opførsel, men det var de ikke. Han havde ikke kun valgt at ødelægge sig selv, men også en masse af dem som han mente han ’elskede’.

Det løb endnu engang en masse tåre ned af kinderne på mig. Fuck følelser, jeg var så træt af at græde. Jeg var så træt af at Harry skulle være i mit hoved 24/7.  Jeg ville gøre alt for at komme væk herfra! Drengene skulle snart til Danmark, og jeg havde da overvejet at rejse hjem til min mor og far. Men hvad med Mille? Jeg kunne ikke svigte hende, hun var mit et og alt. Bare jeg kunne komme i kontakt med Harrys mor. Jeg havde ikke hendes nummer, og de andre ville ikke give mig det. Jeg måtte snakke med Harry, om de andre så ville havde det eller ej! Jeg kiggede hurtigt på min mobil, og tastede hans nummer ind. Nu skulle han bare tage den. Frederikke havde fortalt mig, at han gerne ville tale med mig, men jeg havde ikke fået lov! Nogen gange syntes jeg de overreagerede. Men det han havde gjort var ikke okay, men at sige at vi ikke måtte snakke om det, var måske lidt voldsomt. Det var sikkert Liam, ikke for at tale dårligt om ham, for han var en dejlig dreng, men han var måske lidt overbeskyttende engang imellem. Hvis bare Harry og jeg kunne få lov til at snakke sammen om det, selvom jeg godt ved at jeg slog ham! ”Hallo, det er Harry!” lød det i mobilen. Det gav mig et stik i hjertet, at høre hans stemme igen. ”Det… Det er… Det er Sarah!” stammede jeg. Han lød pludselig overraskt, ”Sarah?!” Jeg smilede, underliget nok. ”Harry, giv mig din mors nummer!” sagde jeg, og lød pludselig alvorlig. ”Hvorfor?” spurgte han. ”Jeg savner Mille og…. Du behøver faktisk ikke blande dig, tag du bare at give mig det nummer, og så rende ud og hygge dig med nogle flere piger!” Der blev helt stille i røret, ”Sarah, det er ikke sådan som det ser ud til!” En indre vrede steg op i mig. ”Harry,  at du kysser andre piger, når du er fuld, og at du rent faktisk har været far, for et kort øjeblik, hvis man kan sige det sådan, er ikke særlig rat at tænke på!” råbte jeg næsten. ”Sarah undskyld, virkelig undskyld. Kan jeg ikke gøre det godt igen?” svarede Harry med røstende stemme. ”Harry, luk nu røven, og fortæl mig dit mors nummer nu!” råbte jeg. ”Sarah nej!” ”HVORFOR?!” Han holdte en lille pause, ”fordi jeg elsker dig!” ”Gu gør du ej! Harry, hvis du elskede mig, så havde du en lille smule hjerne, OGSÅ når du er fuld!” Han sukkede, ”Sarah, jeg forstår godt at du er sur, og ked af det! Men vil du ikke godt hører på mig?” ”Harry, jeg vil rigtigt gerne hører på dig, men jeg gider ikke hører på det pis du lukker ud!” svarede jeg, og tørrede min kind. ”Sarah du skal ikke græde!” ”Du kan jo være ligeglad!” råbte jeg, ”Harry enten giver du mig dit mors nummer nu, eller så, ja så snakker vi to ikke mere sammen!” ”Sarah, slap nu lidt af!” Fuck hvor…. Arrrh!! Kun han ikke snart se det han havde gjort forkert?

 

Harrys synsvinkel:

Jeg var så sur på mig selv over det jeg havde gjort, og jeg vidste også godt at det ikke var sidste gang – men jeg ville prøve alt hvad jeg kunne! Jeg ville ikke miste Sarah, hum var mit et og alt, min øjesten – du ved! Jeg havde givet hende mit mors nummer, men hun ville ikke fortælle mig hvad hun skulle bruge det til. Hun skulle sikkert fortælle hende, at hun havde en røv om søn. Om lidt ville jeg sikkert blive ringet op af hende, og få en røvfuld, fordi jeg ikke behandlede piger med respekt!  Min mor ville være skuffet over mig, hun havde altid lært mig at piger ikke var en genstand, men noget man skulle elske og ære. Men jeg havde gjort det fuldstændig modsatte. Kneppet ud til højre og venstre. Det var sket nogle gange mens jeg var alen og to gange mens jeg var sammen med Sarah. Jeg forstod hende godt, jeg forstod godt at hun var sur. Jeg ville gøre alt for at få Sarah til at forstå at hun var pigen jeg elskede. Men der var noget der undre mig, noget som Sarah havde sagt… ”Harry,  at du kysser andre piger, når du er fuld, og at du rent faktisk har været far, for et kort øjeblik, hvis man kan sige det sådan, er ikke særlig rat at tænke på!” Hvor fanden kom det fra? Jeg havde ikke gjort nogle piger gravide!

 

”Hej!” råbte Liam ude fra gangen. ”Hej,” mumlede jeg, og kiggede ned i min mobil igen. ”Hvad er der?” spurgte han, og stillede hans poser på gulvet. ”Hvad tror du?” svarede jeg irriteret. ”Nå det, jamen det er du jo selv skyld i!” svarede han surt, og pakkede sine bil nøgler ned i lommen. ”Kan I ikke bare hører på hvad det er jeg har at sige?” spurgte jeg. ”Fordi det du lukker ud er lort?” svarede han og smilede falskt. Jeg sukkede. Hvad fanden lavede jeg her? Alle hadet mig, og jeg kunne ligeså godt forsvinde ned i et sort hul, og aldrig komme op igen. ”LUK NU LIAM!” skreg jeg næsten. Jeg kiggede ned på min mobilskærm, som allerede var blevet ramt af tårerne. Liam var bare ligesom alle de andre. Han skulle altid gøre live surt for mig. Det var jo ikke min skyld at Ella bedre kunne lide mig, end ham. Og jeg kunne ikke engang selv lide hende. Ja, Ella var en pige vi havde mødt – hun var faktisk en fan, hvis man kan sige det, og hun var så vild med mig, men jeg havde ingen følelser for hende, for det havde Liam, og vi drenge havde lavet den ’pagt’ at vi ikke ville tage hinandens piger, eller lade en pige komme imellem os. Jeg havde holdt min del af aftalen, men det troede Liam ikke på og siden dengang havde vi næsten spillet skuespil over for de andre drenge, og offlineheden. Der var ikke mange der vidste at det stadig var noget det fyldte. Det jeg vidste nu var at Liam var i gang med at ødelægge mig mere, og han havde sikkert bildt Sarah en masse ting ind. Han havde sikkert også sagt en masse til de andre, for at de skulle blive mere sur på mig. Det var ikke dem der ødelagde mit liv, det var ham! Den store nar. Men jeg ville ikke kunne fortælle Sarah, hvordan landet lå, så længe hun stolede på Liam. Jeg måtte forklar en af de andre, hvordan det virkelig stod til, for at tage en snak med Liam selv, ville ikke løse noget. Når han ville ødelægge en anden persons liv, selvom det var hans venner, gjorde han det.

 

Sarahs synsvinkel:

”Tak!” svarede jeg stille og lagde på. Jeg havde lige talt med Harrys mor. Mille havde det godt. Lige nu lå hun og solede hun sig i vinduet. Det elskede hun, og når nu var glad var jeg glad. Eller… At vide hun havde det godt, gjorde mig en smule mere glad. Mit blik faldt ned på mobilens skærm. Billedet af mig og Harry lykkelige, og mig hele uvidende om at han havde gjorte piger gravide. Men nu burde det ikke være os mere der, jeg burde slette alle billeder af os sammen, og så sætte et billede ind af min dejlige kat eller familie. Jeg savnede dem mere end noget andet lige nu. Jeg savnede min brors møgirriterende larm, og brok om hvor meget han ønskede sig en mobil. Jeg savnede min mors brok om hvor doven jeg var. Jeg savende min fars lamme humor om alt og ingenting. Jeg savnede alt det der normalt var trygt, alt det jeg kunne stole på. Hvor ville jeg gerne hjem… Hjem til Danmark.

 

 

*          *          *

 

”Niall?” spurgte jeg. Han nikkede og smilede da jeg kom ind i på Frederikke og Nialls værelse. ”Må jeg låne din guitar?” Han kiggede underligt på mig, og det sammen gjorde Frederikke. ”Til hvad?” spurgte han. Hvad skulle jeg svare? Han behøvede ikke vide hvad det var jeg skulle bruge den til, ”øh… du ved… øh, min lillebror vil gerne… han vil gerne have at jeg lære og spille en sang!” Han kiggede uforstående på mig, jeg var ikke særlig god til at lyve – kun at drille. ”Hvad for en sang?” spurgte han. Stop nu Niall, hvad skulle jeg svare? ”Det er bare sådan en dansk sang der hedder, øhhhh… øh.. Du ved… øhh.. Den med….” Niall kiggede underligt på mig. Hvad skulle jeg sige, jeg var ikke klar på at få det spørgsmål. Jeg kunne ikke sige at jeg var i gang med at skrive om mine følelser og tanker. ”Øhh… Du ved… jeg tror ikke du kender den… det er Mambo med en pige der hedder… Medina,” fik jeg enlig fremstammet. Hvad fanden var det? Flot, Mambo var skrevet af Medina, det var hun sikkert glad, for at høre! ”Er du helt okay?” spurgte han. Jeg nikkede, ”jeg har aldrig haft det bedre!” svarede jeg og prøvede at tvinge et smil frem. ”Okay?” svarede Niall, og pegede over i det ene hjørne, ”den står derovre!” Jeg nikkede, og hentede den, ”du får den tilbage i aften,”

 svarede jeg. ”Okay, men ellers er det lige meget!” svarede han. Jeg smilede og nikkede, inden jeg forlod værelset og gik ind på mit eget.

 

I gotta say what's on my mind, Something about us, Doesn't seem right these days skrev jeg, ned på min store blok, og slog derefter strengene ned på guitaren. Jeg pressede mine øjenlåg sammen inden jeg prøvede at få sunget den næste del, for at se om det passede sammen. Det var så svært. Det var så svært at komme ud med sine følelser, men jeg kunne bare mærke at det skulle ud. Jeg kunne ikke det her mere, jeg havde ikke løst til at snakke med nogle om det der var sket. Jeg ville bare være mig selv. Jeg skrev endnu en sætning på papiret, endnu en sætning der gjorde mig ked af det, men endnu en sætning der beskrev mine følelser. Jeg ville gerne væk her fra, jeg ville finde mit liv igen, sådan som det var før!

 

Harrys synsvinkel:

Jeg låste min mobil op, og baggrundsbilledet af Sarah kom til syne. Jeg smilede for mig selv. Hvor var hun dog smuk, men det eneste der kørte rundt i hovedet på mig, var: hvad var det jeg havde gjort? Hvis jeg kunne spole tiden tilbage, gjorde jeg det! Den skulle spoles så langt tilbage, at jeg havde muligheden, for at se min fejl noget før. Jeg kunne havde gjort så meget, hvis jeg bare havde haft lidt hjerne.

Min mobil begyndte at ringe, det var Louis. ”Hej,” mumlede jeg, da jeg havde taget den op til øret. ”Hej Harry… Hvad kan jeg gøre for dig?” svarede han. ”Lytte til hvad jeg har at sige!” svarede jeg hurtigt. ”Og det skal jeg fordi…?” ”Fordi Liam lyver!” Der blev stille i mobilen, ”hvad mener du?” Jeg sukkede, kunne han ikke selv se det? ”Han har sagt jeg, har gjort flere piger gravide ikke?” spurgte jeg, og vidste udmærket godt hvad svaret ville være. ”Øhh… ja!” mumlede Louis. Jeg kunne tydelig mærke at han ikke ville ind på det her emne. ”Jeg har ikke gjort nogle piger gravide…” sagde jeg og kunne mærke hvordan min mave trak sig sammen. ”Men… hvad?! Hvad skal jeg sige?” spurgte han i et overraskende toneleje. ”Du behøver ikke sige noget, du skal bare vide at jeg ikke har gjort det! Jeg har været sammen med andre, men jeg har IKKE gjort dem gravide!” ”Jeg tror på dig, forstod ikke helt det, da han sagde det…” svarede Louis forstående. ”Hvad?! Du forstår det jeg siger til dig?” svarede jeg overrasket. Det var ’lettere’ end hvad jeg havde troet, jeg havde været bange for at han ikke ville kunne forstå det, og stadig ville holde med Liam. Bare jeg tænkte på hans navn var jeg ved at få kvalme. Det kunne ikke være rigtigt! De andre drenge havde fået den ene løgn efter den anden, og hvad med Sarah? Hun havde fået lige så meget løgn med løgn på, at det var til at brække sig over. ”Harry, vil du mødes så vil kan snakke om det eller hvad?” spurgte han pludselig. ”Hvis du har tid og lyst, men det er ikke noget du skal!” svarede jeg. ”Det har jeg!” Jeg smilede kort for mig selv, ret med en der forstod mig. ”Men lad lige være med at fortælle de andre at jeg har kontakte dig!” sagde jeg. ”Det skal jeg nok lade være med. Skal jeg bare komme over til dig nu eller?” svarede han. ”Hvis du gider!” ”Jeg kommer nu!” svarede han og lagde på. Jeg skulle til at sige ’tak’, men det kunne være lige meget, han ville alligevel ikke høre det.

 

En banken på døren indtil værelset vækkende mig, fra at sidde og stirre på billederne af Sarah på min mobil. Jeg låste hurtigt mobilen, og rejste mig op for at åbne døren.

”Hey!” sagde jeg, og lod Louis komme ind på mit værelse. ”Hey bro..” svarede han, og gjorde tegn til at han gerne ville give mig et kram.  ”Er du okay?” spurgte han. Jeg smilede kort, ”det ved jeg ikke, jeg har lidt blandet følelser, men jeg er glad for at du stoler på hvad jeg siger!” ”Jeg forstår ikke helt hvad du siger, men alt hvad Liam har sagt, lyder virkelig underligt, og ikke noget som du ville gøre!” Jeg prøvede at tvinge at smil frem, men det blev ikke til mere end en lige streg hen over mine læber. ”Det er okay, Harry… Nu snakker vi lige om det, og så finder vi ud af hvad vi skal gøre.” Jeg nikkede. Vi satte os ind i sofaen.

”Hvad har han sagt til jer?” spurgte jeg. ”Alt muligt lort! At du er på stoffer, du har gjort flere piger gravide, og… jamen jeg ved ikke hvad, har han kaldt dig for alle mulige ting.” ”Den fede nar!” råbte jeg. Hvad fanden bildte han sig ind? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...