In the Process of Learning - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 16 jan. 2014
  • Status: Igang
Det har altid været i Pipers bedste interesse at holde lav profil og leve et behageligt liv. Et glas rødvin i ny og næ, bruge aftnerne på lektier og lækker mad, blive hjemme med sin bedste ven - Piper flyver gerne langt under radaren. Alligevel formår hun at finde sig begravet i problemer, som alle startede da hendes roommate får introduceret hende til Niall Horan. Han er alt hun ikke er og mere til, så han kan umuligt føre noget godt med sig, kan han?

161Likes
151Kommentarer
8831Visninger
AA

3. Un-Supporting Siblings with Slightly Critical Personal Lives and Just As Critical Friends (except for me and Harry).

 

”Og du overlevede.”

Jeg sender hende mit ondeste blik og skal lige til at smide min taske på gulvet, da jeg kommer i tanke om, at jeg har min computer i den. Med et frustreret suk stiller jeg den forsigtigt på gulvet og hænger min jakke op på knagen ved siden af døren.

Cora sidder i vores lille sofa og skodder sin cigaret i askebægeret med det farverige hår i en hestehale og uden den mindste smule make-up.

”Du er den værste ven, jeg nogensinde har haft,” meddeler jeg og rynker på næsen af den tunge lugt af cigaretrøg. ”Og du bor for resten sammen med to ikkerygere.”

”Ved det,” siger hun ligegyldigt og roder rundt efter fjernbetjeningen.

”Så skulle du måske overveje at lade være med at ryge i vores stue?”

”Piper.” Cora udstøder en dybt utilfreds lyd og vender langsomt hovedet mod mig. ”Jeg gider ikke snakke om det lige nu. Min dag har været dårlig nok i forvejen. Jeg har ikke behov for, at blive sendt ud af min egen lejlighed for at ryge.”

”Min dag har også været dårlig. Jeg var til eftersidning, fordi du absolut trak mig med til den pokkers fest og så absolut ville have mig med ud og ryge en fed, fordi du ikke ville gøre det alene. Og da lærerne så kom, stak du bare af og jeg fik skylden, fordi din åndsvage ven stak sin joint i min hånd. Som om det ikke var nok, så har jeg fået en eftersidning til, fordi drengen med klamt hår og pigen med hættetrøje gik deres vej, og det gjorde Niall og Zayn også og jeg havde ansvaret for dem. Min dag har været ti gange værre end din og intet af det er min skyld.” Jeg kigger bebrejdende på hende og krydser mine arme, fordi jeg har den værste veninde med de værste venner i denne verden.

Hendes blik er rette mod fjernsynet igen og hun lader til at have lukket helt af, for hvad jeg siger til hende. Siden jeg er for træt (af livet) til at starte et skænderi, lader jeg bare blikket glide over rummet. Det er lille, som det altid har været, uordenligt, som det imod min vilje også altid har været, og på bordet står der fem tomme ølflasker, som der ikke stod der da jeg gik derfra.

”Har du drukket?” spørger jeg mistænksomt, fordi det kunne ligne Cora.

Hun ryster på hovedet og fugter sine læber. ”Niks, men det har Liam.”

Et endnu dybere suk end det frustrerede et jeg kom med for et par minutter siden, forlader mine læber og jeg gemmer mit hoved i puden der ligger på mine knæ. ”Hvad er der nu sket?” spørger jeg og ved allerede, at det her er noget, jeg bliver nødt til at tage mig.

”Det sædvanelige,” forklarer Cora.

Det sædvanelige som i Liams kæreste Danielle har været en total gimpe og på en eller anden måde formået at slå op.

”Hvor er han?”

Modvilligt trækker Cora øjnene fra fjernsynet og lader dem hvile på mig. ”På sit værelse.”

”Hvorfor hjælper du ham så ikke?” Jeg ved udmærket godt, at jeg ligeså godt bare kan rejse mig op og begive mig ind på værelset, der har været vidne til flere kærestesorger, end der kan klemmes ind i et tv-drama fra 90’erne.

”Jeg gav ham øl,” forklarer hun og skifter kanal på fjernsynet. Hendes opmærksomhed er ikke længere rettet mod mig, men mod skærmen foran hende.

”Du er en håbløs søster nogle gange,” sukker jeg og rejser mig op.

Bag mig kan jeg høre Cora misfornøjet mumle et eller andet, som jeg ikke lægger mærke til. Efter de fem skridt der er hen til Liams værelse, står jeg foran den mørkebrune trædør med klistermærker og kan høre dæmpet musik spille inde fra rummet. Jeg løfter hånden og banker forsigtigt på.

”Liam?” spørger jeg og hviler mine knoer mod døren. ”Det er mig, må jeg komme ind?”

Der lyder et par snøft, en masse lyde og skramlen, inden låsen klikker og døren bliver svunget op.

I døråbningen står Liam i en uglet skovmandsskjorte og røde øjne. Han kigger skeptisk på mig, inden han træder til sider og lader mig komme ind på hans værelse. Sengen er et stort rod og midt i mellem dyner og puder står hans computer og sender bølger af lys ud i det mørklagte lokale. Den svindende eftermiddagssol blokeres af gardinerne og der lugter svagt at øl og cologne.

”Hvad nu?”

Jeg børster noget snavs væk fra madrassen og flytter et af alle tæpperne, så jeg kan sætte mig ned. Liam har allerede smidt sig i sengen igen. Han sukker modløst og trækker på skuldrene. ”Hun sagde, at det var slut.”

”Hvad var grunden så denne gang?”

”Jeg giver hende ikke nok opmærksomhed,” forklarer han hikstende og trækker dynen tættere op om sin krop. PC’en er lige ved at falde på gulvet, da dynen bliver flyttet og jeg skynder mig at stoppe den. Med besvær får jeg flyttet den over på det lave, firkantede bord foran sengen. Med besvær, fordi muskler ikke er nogen jeg har særlig mange af og fordi Liam insisterer på, at hans mursten af en computer fungerer ganske glimrende, at du ved det Piper.

”Pft,” fnyser jeg og ruller med øjnene, fordi hvis der er noget Liam gør, så er det at give sin kæreste opmærksomhed. Det fortæller jeg ham også.

”Jamen det er rigtigt nok,” snøfter han og tørrer næsen i sin håndryg. ”I går spurgte hun om jeg ikke ville med ud og spise, men jeg sagde nej.”

Med et suk læner jeg mig tilbage og kigger på ham. Det her har jeg efterhånden gjort en del gange, så jeg ved præcis hvad jeg skal sige. ”Og hvorfor sagde du så nej Liam?”

”For-fordi jeg skulle læse op til psykologiprøve.”

Jeg nikker og sender ham et kærligt smil. ”Se selv, du havde en god grund.”

”Det sagde jeg jo også til hende, men hun sagde, at jeg altid har en god grund.” Han afslutter sætningen med et hik og kigger overrasket på mig. Tøvende fører han hænderne op til sine læber og rører forsigtigt ved dem, som om det ikke er ham selv han rører ved og de kan finde på at bide ham.

”Hvad var det så lige, du lavede i lørdags? Og sidste mandag, og onsdag i forrige uge?” spørger jeg med armene over kors.

Liam stikker sin underlæbe ud og sukker dybt. ”Der var jeg sammen med Danielle.”

Tårerne er lige ved at vælde op i hans øjne igen, så jeg skynder mig at lægge en hånd på hans skulder og smiler opmuntrende til ham. Jeg har aldrig forstået, hvad han ser i hende. Hun er køn og når hun er i godt humør, er hun en flink pige, men der er så meget drama og jeg ville personligt blive træt af det. Det kan ikke tælles på to hænder, hvor mange gange hun har gjort det forbi med Liam. Hver eneste gang ender de med at finde sammen igen, for derefter at gentage hele cirkusset en gang til.

”Og det betyder?”

”At jeg bruger tid på hende,” mumler han, som om han allerede godt ved det. Hvilket han nok også gør.

”Så der er jo ikke noget at være ked af, vel? Hun bliver god igen, det bliver hun altid,” siger jeg kærligt og løfter spørgende øjenbrynene for at få ham til at give mig ret.

Han nikker slukøret og stikker underlæben ud. ”Men det lød bare som om, at hun mente det. Hun kiggede mig i øjnene og hun var helt seriøs. Jeg tror måske, at det faktisk er forbi.”

”Hey. Hey, hey hey,” kurrer jeg og lægger min ene arm om hans skulder og trækker hans langt større krop ind mod min. ”Hvornår har hun nogensinde ment det? Giv det lidt tid. Hvis den stadig er helt gal på fredag, kan vi gå i depressionsmode, okay?”

”O-okay,” snøvler han og rækker ud efter en ølflaske i vindueskarmen. Jeg når at rejse mig op, inden jeg opdager det og vender mig så om mod ham.

Hurtigt får jeg snuppet den ud af hans hænder og holder den uden for hans rækkevidde. ”Jeg tager den her med mig. En anden gang skal du ikke tage imod noget fra din søster, er vi enige?”

Liam surmuler med armene krydsede, men nikker trodsalt og jeg tøffer ud af rummet. I stuen sidder Cora stadig og ser fjernsyn. Misfornøjet fjerner jeg øldåserne og askebægeret, og forsøger at gøre lidt orden i hele denne svinesti af en mikroskopisk lejlighed. Jeg kommer ikke særlig langt, før begynder at sukke dybt og jeg forstår hendes meget lidt diskrete hentydning. Imens jeg går ind på mit værelse med min taske i den ene hånd, råber jeg over skulderen: ”Så må du selv få gjort rent.”

Det er nytteløst, men det hjælper alligevel at sige det højt. Så kan jeg i det mindste sige til hende, at jeg rent faktisk har bedt hende om at gøre rent.

”Nogle gange ville jeg bare ønske, at jeg boede med folk der forstod mig,” beklager jeg og hanker op i min taske.

Jeg er på ved ned ad gangen i et hastigt tempo, fordi Cora har endnu en gang været skyld i, at jeg er ved at komme for sent til min filosofiklasse.

”Du kunne jo bare bo sammen med mig,” indvender Harry og rynker øjenbrynene.

”Hvis du nu ikke lige boede midt på campus, på et tomandsværelse, med en anden dreng, så ville jeg gerne,” forklarer jeg lidt efter og stopper op foran den mørkebrune trædør. Timen er endnu ikke gået i gang og jeg ånder lettet op.

”Louis er flink. Altså han roder og hører alt for meget popmusik, men han er god nok Pips.” Harry kigger alvorligt på mig og en mørkebrun krølle falder ned i hans øjne. Jeg kan ikke lade være med at smile af ham, da han puster til den og den ikke flytter sig den mindste smule.

Jeg kaster et blik bagud og ser, at de fleste andre elever har sat sig til rette og bliver enig med mig selv om, at jeg nok også hellere må se at komme ind, hvis jeg har planer om at få fundet mine noter frem og tændt min computer, inden læreren går i gang.

”Jeg har heller ikke sagt andet, men jeg bliver nødt til at smutte,” siger jeg og går ind ad døren.

”Ses vi i aften?” råber han efter mig.

Med et dybt suk vender jeg mig om og sukker dramatisk. ”Nok ikke.”

Harry ser forurettet på mig et øjeblik, inden hans øjne bliver fulde af forståelse og han langsomt åbner munden og siger: ”Nåe, e-ordet.”

Jeg nikker med en grimasse. ”Jeps.”

”Men altså, du ved hvor du kan henvende dig, hvis du har brug for noget terapi bagefter. Jeg har endda en flaske rødvin?”

”Fristende,” griner jeg halvhjertet og vinker til ham, inden jeg skynder mig op af trinene i auditoriet og finder mig en plads. Jeg når lige akkurat at åbne min computer, da timen går i gang.

Timen går hurtigere end jeg havde håbet og før jeg ved at det, kan jeg pakke mine ting sammen og begive mig mod Prudence Appelbys kontor.

___________________________________________________________________________

A/N: Det blev til en historie. Godt? Skidt?

Jeg ved godt, at kapitlet er meget, meget kort, men andet kapitel er altid det sværeste for mig at skrive. Aner ikke hvorfor. Næste kapitel skal nok blive mere interessant, selvom jeg nu selv er ret forelsket i det her. Nok mest fordi jeg absolut elsker min idé af Harrys personlighed. Han kommer en del mere med og i den her historie, er han meget mere sofistikeret end i både Lights Off og Heart Beats Harder. Derudover kan jeg også godt lige tilføje, at nej, Liam har ikke en søster der hedder Cora, I know, men det passer til historien så det er der ikke særlig meget at gøre ved. Desuden kommer jeg måske til at lægger et par år til nogle af drengenes alder, men det burde ikke være voldsomt.

Tusind tak for den fantastiske feedback jeg har fået. Jeg er taknemmelig for, at I gider at læse den og... det er bare så langt ude skønt og herligt.

Hvad synes I forresten om traileren? Og det nye cover, som jeg selv er helt vild med. Hvordan er jeres indtryk af Piper så nu, og er Liam ikke bare det mest bedårende menneske, når han er småsnalret? Cora, hvad siger I til hende?

Næste kapitel kommer til at handle om eftersidningen, så jeps. Det tror jeg godt, at I kan glæde jer til. Haha.

Der er links i kommentarerne (som always). Desuden må I rigtig gerne forestille jer Cora som Chloe Nørgaard (eller Norgaard, det er ligegyldigt). Lige pt. har hun orange, gult, rødt, pink og en smule grønt hår.

I er færdige danskopgaver til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...