In the Process of Learning - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 16 jan. 2014
  • Status: Igang
Det har altid været i Pipers bedste interesse at holde lav profil og leve et behageligt liv. Et glas rødvin i ny og næ, bruge aftnerne på lektier og lækker mad, blive hjemme med sin bedste ven - Piper flyver gerne langt under radaren. Alligevel formår hun at finde sig begravet i problemer, som alle startede da hendes roommate får introduceret hende til Niall Horan. Han er alt hun ikke er og mere til, så han kan umuligt føre noget godt med sig, kan han?

161Likes
151Kommentarer
8829Visninger
AA

6. Terrifying Teachers, Nerve-wreaking Noises and ’Pretty Please’s

 

“Piper!”

Mine fingre taster løs på computeren og musikken flyder let ud af mit head-set. Jeg har siddet i godt og vel halvanden time og min opgave er næsten færdig.

”Piper!?”

Jeg blinker langsomt og ryster på hovedet. Det er ikke ligefrem fordi det er nemt at ignorere Coras skingre stemmer der giver genlyd i hele vores lejlighed.

”Fuck nu af Pips,” hviner hun og flår høretelefonerne ud af mine øre.

”Nej! Nej, nej, nej, nej,” protesterer jeg og prøver desperat på at få fat i mine høretelefoner med den ene hånd, imens jeg forgæves holder mig for ørene med den anden. ”For alt i verden Cora, giv mig dem igen.”

Cora rynker øjenbrynene og kigger undrende på mig. Hun begynder at sno en tot lilla hår om sin finger, inden hun tager sig tid til at sige noget. ”Er du godt klar over, at Liam og Danielle knalder inde ved siden af?”

Jeg nikker med store øjne og prøver at gribe fat i ledningen til head-settet. Cora trækker det hurtigt til sig og placerer hånden bag sin ryg.

”Hvorfor tror du, at jeg hører musik?” spørger jeg og skærer ansigt af de lyder der i stride strømme produceres på den anden side af vægge. ”Så må jeg godt få mit head-set igen?”.

”Hvad hører du?” Cora presser den ene af de små, sorte plugs ind i sit øre og fugter sine smalle læber. ”Ej, Piper, nej.”

Med et suk stopper jeg Passangers Let Her Go og gemmer mit word-dokument. ”Noget specielt du ville? Udover at fortælle mig, at din tvillingebror har sex – hvilket er meget forstyrrende at du går op i, at du ved det.”

Min veninde vælter ned i min seng i et virvar af forskellige hårfarver og hvidt sengetøj, inden hun tager en dyb indånding og løfter sig op på sine albuer. ”Jeg er bare glad på hans vegne. Desuden havde jeg ikke lyst til at sidde og høre på det alene.”

Jeg trækker på skuldrene fordi det egentlig giver mening nok, selvom det var ualmindeligt selvisk gjort af hende.

”Og – ” tilføjer hun med et lumsk smil, ”så lovede jeg en hvis person, at jeg ville få dig til at møde ham ude på gangen sådan… nu.”

Et øjeblik passerer inden jeg får kickstartet min hjerne. Det er ikke ligefrem fordi Coras og min omgangskreds er ens… på nogen måde overhovedet, men jeg er ret sikker på, hvem der venter på mig.

”Hvis det er Niall Horan kan du godt bede ham om at gå igen,” siger jeg kort for hovedet.

Cora blinker overrasket imens hun spidser sine læber. ”Hvorfor i al verden skulle det være Niall Horan?”

”Øhm,” mumler jeg forvirret og bider mig i underlæben. ”Jeg troede bare – ikke noget.”

”Jo, Piper, kom nu,” presser hun imens et svagt smil spiller om hendes læber, svagt nok til, at jeg ikke registrerer det til at starte med.

”Nej, det var bare et gæt.”

”Ja ja,” halv-griner Cora, ”hvorfor skulle det være Niall?”

Jeg slår ud med mine arme og forsvarer mig med en stemme der lidt (en hel del) for skringer til hvad godt er. ”Ikke for noget Cora, okay? Det var bare et gæt.”

”Hvis du siger det.”

”Helt seriøst, det var bare et gæt.”

”Jeg siger ikke noget.”

Med et drillende smil skubber hun sig op fra min seng og bevæger sig mod døråbningen. Inden hun forsvinder ud af mit værelse drejer hun rundt på hælene i en kaskade af farvet hår og vrikker med øjenbrynene. ”Kommer du, Pipsen?”

Irriteret over hendes kælenavn rejser jeg mig op og følger efter, på trods af de evige sexlyde Liam og Danielle producerer, min irritation over Cora der afbrød mig midt i min opgaveskrivning og hele ’jeg troede det var Niall’-episoden, er jeg ret nysgerrig.

Hvem i al verden venter på mig? Harry er ude med nogle venner fra en af hans klasser. Louis vil på ingen måde bare overveje at tage et smut forbi vores lejlighed og… ja.

Jeg svinger rundt om hjørnet til hoveddøren og stopper midt i et skridt. Mine øjne flakker fra den lyshårede dreng til Cora et par gange, inden jeg vælger at sende min roommate mit mest dødbringende blik.

”Øhm, hej?” siger jeg tøvende og tager en dyb indånding for at få min vejrtrækning under kontrol og mit blod til ikke at sætte retning mod mine kinder.

”Piper, fedt at se dig,” hilser Niall og trasker hen til mig. Hans sweatpants hænger som altid løst om hans ben og den sweater han har på, strammer om hans brystkasse. Som han slår sin højre arm om mine skuldrer, kan jeg lugte hans meget drengede parfume blandet med stanken af hash og hvis jeg ikke tager meget, kan jeg også fornemme den svage dunst af græs. Mærkeligt nok.

”Æh, ja,” mumler jeg.

Cora smælder med tungen og skyder mig med en fingerpistol. ”Jeg smutter, at I ved det. Hyg jer og Nialler – slå dig løs.”

Hun fordufter ud af lejligheden med et hæst grin og efterlader mig så med et styks fodboldspillende inkompetent mandfolk, der kigger underligt på mig, men heldigvis har trukket sin arm til sig igen.

Vi står og betragter hinanden i godt 15 sekunder inden Niall bryder stilheden.

”Der lyder til, at der er nogen der hygge sig,” griner han med et skævt smil spillende om læberne.

Jeg ruller med øjnene og læner mig op af væggen.

”Hvad siger du til, at vi også lige slår et slag for tosomhed og gør som dem?”

Jeg næsten kløjes i luften og ryster straks på hovedet. ”Du er simpelthen så upassende. Stakkels Nina.”

”Nanna,” retter Niall.

”Det er forhåbentligt din spøg, ikke?”

Han blinker til mig og fugter sine læber, inden vores øjne mødes. ”Piper?”

”Ja?” svarer jeg uinteresseret og flytter mig blik til mine hvide sko.

”Jeg – der – æhm – det er sådanset en grundt at… jeg er kommet, ikke?”

”Det siger du ikke,” mumler jeg for mig selv, uden Niall hører det. Han kaster et enkelt blik på mig og sætter så kurs mod køkkenet, der næsten hænger sammen med den lille entré. Efter få sekunders tøven følger jeg efter ham og bliver mødt af en lyshåret idiot der er i fuld gang med at tømme skabene for mad.

Jeg prøver at rømme mig, men Niall ænser det ikke. Som jeg står der og ser på, føler jeg mig egentlig godt og grundigt magtesløs.

”Du – ehm – Niall. Der var noget med en grund?” siger jeg prøvende.

Niall vender sig rundt med en pose chips i hænderne. ”Nåh ja.”

Jeg overvejer at bede ham om at lægge dem fra sig, men det er ikke mine så jeg er i princippet ret ligeglad. Både Cora og Liam har været godt og grundigt trælse i dag, så min trang til at beskytte deres fedfyldte ernæring er ikke specielt stor.

”Altså,” begynder Niall og åbner posen med chips, så en lugt af sour cream and onion breder sig i det lille rum. ”Vi har tre klasser sammen, ikke?”

Tøvende nikker jeg.

”Og dem er du gode til.”

Til min enorme modvilje kan jeg mærke rødmen skyde op i mine kinder.

Piper, nej. Styr din krop.

Niall løfter fornøjet det ene øjenbryn, men fortsætter med at snakke. ”Du er god i skolen – og du har fulgt med. Jeg har ikke sådan liiige helt fulgt med, vel, så derfor kunne jeg godt bruge en der havde. Fulgt med, altså.”

Jeg blinker én gang. Jeg blinker to gange. Det er lidt som om det hele går i stå. ”Hvorfor har du overhovedet brug for hjælp?”

”Fordi…” begynder han tøvende, ”fordi jeg er ved at – ”

”Ja, du er ved at dumpe, det ved jeg udmærket godt, men hvad sker der så ved det? Jeg troede ikke, at lærerne kunne gøre noget ved det?”

Denne gang er det Nialls tur til at rødme kraftigt. Han prøver at tage det som en mand, tror jeg. Han rømmer sig, kigger væk fra mig og bliver pludselig optaget af et af Coras billeder der hænger på væggen. Hun gik gennem en kunstfase for et par måneder siden, hvor hun absolut mente, at hun ikke bare var god, men den bedste til at male, og at verden var snæversynet, siden hun endnu ikke var blevet opdaget.

Det gik hurtigt over igen – heldigvis, men skal jeg bare trækkes med alle billederne, som hun insisterer på, at vi ikke må tage ned.

”Min far,” svarer Niall endelig.

Jeg rynker øjenbrynene tænksomt. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så har jeg overhånden i denne situation. Hvilket et yderst lækkert.

”Hvad med din far, Niall?” spørger jeg bekymret.

Hans øjne flakker fra billedet og over til mig flere gange, inden han beslutter sig for at kigge ned på sine hvide sneakers, der måske har været nye for to uger siden. ”Hvis jeg dumper endnu et fag,” forklarer han stille, "melderminfarmigudafskolen.”

Det sidste kommer ud i en lang smører. Han trækker ikke vejret mellem ordene og han gør alt andet, end at kigge mig i øjnene.

Hvis ikke jeg havde næret en inderlig afsky for ham, ville det næsten have været synd for ham.

”Såå?” siger jeg dvælende.

”Så; vil du hjælpe mig?” spørger han og, hov? Er det generthed jeg kan skimte her?

Jeg lægger hovedet på skrå og kigger længe på ham, indtil han langt om længe møder mit blik.

Det her er et øjeblik jeg vil gemme i mit hemmelig skrin til fantastiske minder, der har gjort mit liv bedre.

Langsomt åbner jeg munden og tager en dyb vejrtrækning, inden jeg klart og tydeliget svarer ham.

”Nej.”

”Jeg forstår bare ikke hans tankegang,” siger jeg undrende til Harry, imens vi går gennem en af skolens mange gange. Han lovede at følge mig på arbejde efter vores fælles klasse, så det gør han.

”Altså,” begynder han og kigger ned på mig. ”Måske synes han bare, at du er sød?”

”Pfft,” fnyser jeg højlydt og sender Harry et sigende blik. ”Hvis det er sandt, så er Louis og jeg bedste venner.”

Han rynker tænksomt øjenbrynene. ”Han synes faktisk du er flink, at du ved det, Piper. Louis, altså. En smule up tight, men han synes du er ret cool.”

”Jeg er ikke,” begynder jeg med en skinger stemme. Hurtigt tager jeg en dyb indånding, da jeg modtager et blik fra Harry der siger ’hvis du vil modbevise det, gør dit tonefald absolut intet for at hjælpe dig’. ”Jeg er ikke up tight,” sukker jeg og kører en hånd gennem mit udslåede hår. ”Og han bryder sig ikke om mig, det er jeg sikker på.”

”Hvordan kan du være så sikker på det?”

”Det ved jeg bare. Jeg kan mærke det på ham, når vi er sammen – eller når vi er sammen med dig egentlig, fordi mig og Louis er aldrig bare sammen.”

”Så fordi du kan ’mærke det’, kan du være helt sikker på, at han ikke kan lide dig? Altså, Piper, jeg har snakket med ham, og han har sagt til mig, at han synes du er cool.”

Jeg hæver tvivlsomt øjenbrynene og ryster så på hovedet. ”Det er fuldstændig ligegyldigt. Sagen er bare den, at jeg ikke forstår hvorfor i al verden Niall spurgte mig om hjælp.”

”Altså jeg har allerede givet dig min teo – ”

”Men det er ikke en specielt god teori, Haz. Han kan ikke li’ mig, det er bare åndsvagt at tænke sådan.”

”Hvis du siger det,” nærmest synger han og holder hænderne op foran sig i overgivelse. ”Så kan Cora måske have sagt, at han skulle spørge dig?”

Jeg vipper hovedet fra side til side et par gange, imens jeg lader Harrys ord sive ind. ”Måske…”

”Piper Young,” lyder det pludseligt nede fra gangen af.

Det giver et sæt i mig og jeg drejer så hurtigt om på hælene, at jeg nær drejer hele vejen rundt om mig selv.

Ingen ringere end Prudence Appelby står for enden af gangen og ligner nærmest mere en prop end normalt.

”Shit,” mumler jeg lavmælt og Harry skynder sig at klappe mig opmuntrende på skulderen.

”Held og lykke,” hvisker han i mit øre, ”der står altid en flaske rødvin klar på mit køkkenbord.”

Og med den bemærkning har han stukket halen mellem benene og lader mig tilbage med en skrækindjagende lærer, der bare kommer nærmere og nærmere.

”Mrs. Appelby,” hilser jeg i det mest muntre tonefald jeg kan mønstre. Måske vil hun bare sige til mig, at mit sidste essay var virkelig godt. Måske vil hun have min tilladelse til at sende det ind til en konkurrence. Måske –

”Vil De komme med mig et øjeblik,” vrisser hun.

Måske har hun allerede tilmeldt det til en konkurrence og vil fortælle mig, at jeg har vundet. Måske er hun så glad, at hun lyder sur?

Jeg følger efter hende ned ad en lille, mennesketom sidegang. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere for hvert skridt jeg tager, og selvom jeg kun er få meter fra den dejlige, travle gang jeg befandt mig på få blot få sekunder siden, føler jeg mig isoleret fra alt og alle, på nær lige fra min samfundsfagslærer.

”Mr. Horan har allerede fortalt mig om deres afslag,” starter hun ud med.

Møg.

Møg, møg, møg, møg.

Det var ikke meningen, at lærerne skulle indblandes i det her. Nu fremstår jeg som et eller anden egoistisk kvindemenneske der ikke tænker på andre end sig selv.

Pokkers.

Pokkers!

”Ja,” siger jeg prøvende med et lille smil om mine læber, fordi måske, bare måske, vil hun så ikke udelukkende associerer mig med noget negativt.

”Morer det Dem?”

”Nej. Nej, overhovedet ikke,” skynder jeg at forsvarer mig. ”Slet ikke!”

Prudence Appelby sukker hurtigt og fugter sine små, smalle læber, der er smurt ind i en uklædelig pink nuance. ”Hvorfor afslog De?”

Jeg synker skyldigt og beder inderligt til guderne om, at hun ikke hører det. ”Jeg føler ikke, at jeg har tid til at kunne hjælpe ham med sin skolegang, når jeg også skal passe min egen – samt et job.”

”Javel,” mumler hun uimponeret og retter på sin sorte jakke. ”Men jeg vil alligevel bede Dem om at genoverveje Deres valg. Godt nok er Mr. Horan ikke videre begavet og han har brudt skolens regler flere gange, end hvad acceptabelt er, men når det er sagt, så er han også blevet kontaktet af Englands fodboldlandshold. Det ville gavne skolen gevaldigt, at have huset en af Englands landsholdsspillere.”

Hun løfter et tyndt, busket øjenbryn og jeg nikker. Fordi jeg forstår.

”Hans far truer med at tage ham ud af skolen, hvilket ville være til stor ærgrelse, hvis det skete. På trods af hans opførsel, tynger de sportslige talenter alligevel tungere og derfor, Miss Young, vil jeg bede Dem om at hjælpe Mr. Horan med sin skolegang.”

Jeg kigger tvivlsomt på hende. Det sidste jeg har lyst til, er at hjælpe Niall. Det er virkelig det allersidste der står på min liste over ting, jeg bestræber at nå, inden jeg dør.

”Det vil naturligvis også gavne Dem, hvis de hjælper Mr. Horan.”

Langsomt lukker jeg øjnene. Jeg kan mærke ordet kæmpe sig vej ud gennem mine læber. Det er dumt. Virkelig dumt. Jeg burde på ingen måde gøre det, men…

”Miss Young, Deres svar?”

Han er utålelig, og forfærdelig, og fortjener på ingen måde min hjælp. Det gør han vitterligt ikke. Han har ikke været andet end en verdensklasse nar overfor mig. Han er en player, ubegavet, ryger, drikker, fester for meget, er alt for useriøs…

”Ja.”

Men hvis det gavner mig… så. Ja så er jeg med.

”Jeg skal nok hjælpe ham.”

___________________________________________________________________________________

A/N: Så endelig - og det starter jeg nærmest alle mine author notes med. Det tog lang tid og jeg beklager, men that's life lige nu, fordi jeg har ikke mere tid. ;*

SÅ mange af jer havde gættet, at Niall ville spørge Piper om lektiehjælp og det gjorde han så sandelig også. Hvad tænker I om det? Er det et godt twist? Hvad kommer der så ud af det?

Jeg har egentlig ikke specielt meget at sige - for en gangs skyld - så kommenter så voldsomt gerne!! 

Kan Louis ikke lide Piper? Hvorfor spurgte Niall Piper (er der virkelig en plotrelateret grund?)? Er Liam og Danielle sammen igen? Kan I lide Harry og Pipers forhold? Første lektielæsnings-date, hvad sker der under den?

Møøsser fra Johanne (og jeg lover, at jeg får opdateret hurtigere næste gang).

Links i kommentarerne as always.

Derudover; hvis I har været til koncert (datid fordi I nok ikke liige får læst det her inden den er slut) eller skal, har det så været fedt og/eller glæder I jer? Jeg har selv fornøjelsen af at sidde hjemme og være misundelig - og tror I nok ikke lige, at jeg på arbejdet i dag møder hele FIRE der skal til koncert. Spørg mig, om jeg var misundelig. :(

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...