In the Process of Learning - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 16 jan. 2014
  • Status: Igang
Det har altid været i Pipers bedste interesse at holde lav profil og leve et behageligt liv. Et glas rødvin i ny og næ, bruge aftnerne på lektier og lækker mad, blive hjemme med sin bedste ven - Piper flyver gerne langt under radaren. Alligevel formår hun at finde sig begravet i problemer, som alle startede da hendes roommate får introduceret hende til Niall Horan. Han er alt hun ikke er og mere til, så han kan umuligt føre noget godt med sig, kan han?

161Likes
151Kommentarer
8833Visninger
AA

7. Slightly Scared and Positively Petrified

 

hos mig lørdag?

På biblioteket, lørdag 15:30.

kedeligt…

 

Jeg kigger ned på min telefon og sukker dybt. Det sidste jeg har lyst til, er at skulle mødes med Niall i morgen. Jeg havde lige set frem til en stille og rolig weekend, hvor jeg kun skulle dele lejligheden med Cora, for Liam åbenbart er med Danielle hjemme i weekenden. Det kan jeg så ligesom godt vinke farvel til.

Pokkers Niall Horan og pokkers fordel ved at hjælpe ham (hvad end den fordel nu engang er).

Mit blik flakker langsomt over til uret på den mørkebrune væg.

Kvart i seks.

Et kvarter igen.

De eneste kunder i den lille kaffeshop er to piger, hipsters om man vil, der er i færd med at arrangere deres soja latte med hasselnødesirup til et helt casual billede til instagram. Jeg sidder lidt og betragter deres mislykkede forsøg på at få opstillingen af de to glas til at se helt tilfældig ud.

Efter en enkelt bestilling af en dobbelt espresso og en chai latte er klokken seks, og jeg er ude af døren på mindre end fem minutter. Heldigvis arbejder jeg på campus så det tager mig ikke særlig lang tid lige at svinge hjemnom. Et hurtigt tøjskift og en cykeltur senere åbner jeg døren til restauranten. Varmen vælter ud af døråbningen og er end mere end velkommen. Marts er ikke den varmeste måned på disse breddegrader.   

”Piper!” hilser Harry fra et bord ved vinduet.

Glad løfter jeg min hånd og vinker til ham. Mine støvler klikker mod det gyldenbrune trægulv som jeg bevæger mig gennem restauranten og over til Harry.

”Halløjsa Pipi,” griner Louis glad og klapper på den ledige stol ved bordenden.

”Også hej til dig Louise,” svarer jeg med en grimasse og slår mig ned i sædet.

Harry fik en rigtig god idé… synes han selv. Noget med at hans to bedste venner var nødt til at tilbringe mere tid med hinanden og sådan, for hvis Harry kunne med dem begge, kunne de også med hinanden.

Jeg er stadig ikke helt overbevist om, at Louis ikke hader mig.

Omtalte person rømmer sig og lader ikke til at tage notits af mit fine kælenavn til ham. ”Jeg har jo hørt en lille fugl synge,” begynder han med en alvorlig mine og placerer sine foldede hænder på bordet.

”Og hvad sang fuglen så om, om man må spørge Mr. Tomlinson?” spørger Harry, imens han prøver at skjule sit smil ved at bide sig i læben.

Skuespiller bliver han nok aldrig.

”Det er en sang om den slemme dreng Niall og den søde pige Piper – ”

Louis! Harry,” hviner jeg skingert og dasker til sidste nævntes skulder. Han kigger bare på mig med et smil på størrelse med Filurkattens og tager en tår af sin rødvin.

Så aftenens konklusion: min bedste ven er en idiot.

”Har I haft sex?” spørger Louis ud af den blå luft og jeg kløjes næsten i min mit vand. Lynhurtigt skyder varmen op i mine kinder og jeg skynder mig at ryste voldsomt på hovedet.

”Hvad? Nej – hvorf… nej! Aldrig i livet!”

Louis læner sig tilfreds tilbage i stolen og lader sine foldede hænder dumpe ned på sin mave. ”Jeg vil vædde med, at I knalder inden skoleåret er omme – ”

”Nej vi gør ej!” protesterer jeg forarget.

”Nej, vent. Jeg vil vædde med, at I har været en tur i kanen inden den første maj.”

Mine kinder brænder og hvis jeg ikke tager meget fejl, er mit hoved lige så rødt som min læbestift.

”Det har vi så meget ikke,” mumler jeg uden at kigge op.

Det her er pinligt. Rigtig, rigtig pinligt.

”Jamen skal vi så vædde?” spørger han udfordrende og rækker sin hånd frem mod mig. ”Hvis I ikke har bollet inden vi går ind i maj, skylder jeg øl?”

Jeg bider mig tænksomt i underlæben, for jeg er normalt ikke en person der vædder, men på den anden side er jeg helt og aldeles sikker på, at jeg vinder det her væddemål. Det skader jo ikke nogen.

”Fint, men det skal være vin og den skal være god,” siger jeg bestemt og krydser mine arme.

Louis’ blik hviler på mig, inden han siger: ”Du er on. Men… hvis I har knaldet, får jeg både håneret og to flasker vin.”

”Hvad? Nej, det er jo ikke retfærdigt,” udbryder jeg hurtigt.

”Kan du ikke være ligeglad?” spørger han med et strålende smil, ”du er jo så sikker på, at I ikke kommer til at have sex.”

Mine øjne møder hans og jeg holder øjenkontakten længere end nødvendigt. ”Okay, deal.”

Til min højre sider klapper Harry fornøjet i hænderne og læner sig tilbage så stolen knager.

”Jeg sagde jo, at I kunne sammen.”

Mine hænder ryster som en anden parkinsonpatients da jeg lørdag eftermiddag ser en besked fra ”Niall ’der-boller-Piper’ Horan”, som Louis så kærligt døbte ham da han stjal min telefon og beklagede sig over vores kedelige udveksling af beskeder.

Han skal virkelig, virkelig have sig en kæreste meget, meget snart, ellers ødelægger han mit liv. Det er jeg ret sikker på.

 

bibliotek lukket..

 

I de fem minutter det tager Niall at sende mig endnu en besked har jeg nået at gå i panik, været ved at dø sådan cirka fem gange og trukket vejret gennem en papirspose, for ikke at hyperventilere.

Overdrivelse fremmer forståelse.

Den anden besked der tikker ind på min telefon gør mig ikke just mindre panikslagen.

 

så hos mig?

 

Derfor gør jeg, hvad jeg altid gør, når jeg er ved at gå i panik; ringer til Harry.

Den ringer fem gange, inden han tager den og da jeg endelig hører hans stemme ånder jeg lettet ud og kan mærke mit hjerte sænke farten bare en lille smule.

”Pips?”

”Hej, Harry. Mindre problem her, okay? Øhm… sagen er den, at Niall vil have mig til at komme hjem til ham. Til ham! Som i Delta Chi huset og – ”

”Hvorfor tager I ikke bare biblioteket?” spørger han, som om jeg burde have tænkt på det. Hvilket jeg rent faktisk også havde, fordi jeg er klog.

”Det var også aftalen, men det er åbenbart lukket,” sukker jeg.

”Hvorfor dog?”

”Aner det ikke…”

”Hvad med hos di – ”

”Han skal under inden omstændigheder herop. Det bliver over min grav.”

Harry er stille i et par sekunder, så kun hans tunge åndedrag kan høres.

”Altså, I kunne jo finde et bord et eller andet sted, men det vil tage tid og måske er det bare bedre at få det overstået? Du ved, ligesom med et plaster og alt det. Ryk det hurtigt af. Det gør ondt i øjeblikket, men jo hurtigere du gør det, jo hurtigere er der også overstået.”

Jeg ruller med øjnene, selvom han ikke kan se det, fordi hele den forklaring var dybt unødvendig.

”Du har måske ret,” mumler jeg modvilligt.

Fra den anden ende af telefonen, et par meter væk fra Harry lyder det til, råber Louis: ”Sig til Piper at hun skal tage kondomer med!”

Jeg lægger på imens Harry griner ind i telefonen og Louis garanteret soler sig i sin joke.

Det er det jeg siger; han ender med at ødelægge mit liv.

 

En halv time senere finder jeg mig selv stående foran den lille trappe op til det røde murstenshus der huser mit værste mareridt. Jeg kan allerede fornemme min IQ falde jo tættere på huset jeg kommer.

Hvorfor i al verden sagde jeg ja til det her? Åndsvagt Piper. Rigtig, rigtig åndsvagt. Pokkers også, virkelig! Dumt træk.

Ualmindeligt forsigtigt åbner jeg hoveddøren. Håndtaget er slidt og en smule fedtet, og døren knirker jo mere jeg åbner den. Indenfor bliver jeg mødt af råb fra drenge, lyden af computerspil, et underligt, dunkelt mørke og en pudsig lugt, der får mig til at rynke på næsen. Det er ikke fordi det lugter decideret dårligt, bare… pudsigt. Mærkeligt. Jeg kan ikke rigtig sætte en finger på, hvad det egentlig er.

Med varsomme skridt bevæger jeg mig længere ind i huset hvis vægge er mørkerøde og fyldt med billeder af tidligere årgange, medaljer og plakater. Præcis ligesom døren, knirker gulvet hver eneste gang jeg tager et skridt. Selv med det persiske tæppe (hvis mønster er dybt forvirrende) som underlag knirker det.

”Øh, hej,” er der pludselig en bag mig der siger.

Med et forskrækket hvin hvirvler jeg rundt på hælene og finder står ansigt til ansigt med en mørkeblond dreng. De brune øjne der møder mine er fulde af venlighed, om end også et lille hint af underen, og, til min overraskelse, rækker han sin hånd frem mod mig.

”William,” siger han, ”og du ligner ikke en der plejer at kommer her?”

En smule forlegent ryster jeg på hovedet og tager hans hånd. ”Piper… og, øhm, nej. Aldrig, faktisk.”

”Ah, Piper. Nialls… hvad, hjælpelærer?”

Jeg nikker med et dybt suk. ”Nialls modvillige hjælpelærer.”

William løfter øjenbrynene og kigger fornøjet på mig. ”Modvillig? Så du blev tvunget?”

”Mere eller mindre – af Prudence Appelby,” forklarer jeg med et sigende blik.

”Ah,” udstøder han og nikker forstående, ”skræmmende kvinde.”

”Nemlig!

Han sender mig et varmt smil uden at bryde øjenkontakten, og så går det op for mig, at jeg stadig holder hans hånd. Hurtigt trækker jeg den til mig og ryster svagt på hovedet. ”Jeg må også til at smutte. Niall venter og jo hurtigere jeg komme i gang, jo hurtigere kan jeg blive færdig.”

”Det må du hellere,” medgiver han og tager et skridt baglæns. Han skal lige til at vende sig om da jeg stopper ham.

”Øhm, William. Ved du hvor, øh – hvor biblioteket er? Eller jeres opholdsrum? Jeg ved ikke hvor I læser lektier henne.”

”Op ad trappen og ned ad gangen til venstre. Det er i hvert fald der de har nogle bogreoler,” forklarer han.

Han sagde de. De.

Med et taknemmeligt smil i hans retning tager jeg et par skridt baglæns, er lige ved at snuble over en tæppekant og vender mig om da jeg når til trappen, mine kinder ildrøde og min stolthed en smule såret. Nervøst hopper jeg op ad trappen og går ned ad gangen der til forveksling ligner den nedenunder. Den eneste forskel er, at der her er masser af døre, der, hvis mine antagelser er rigtige, fører til værelser.

Ganske som William sagde, er der for enden af gangen et rum med bogreoler, men hvor jeg har troet at det rent faktisk er et studielokale fyldt med reoler og studierelevante ting, er der tre bogreoler og to computere. Ellers er det godt udfyldt af en mørkebryn lædersofa der er fyldt til randen med drenge hvis opmærksomhed er rettet mod en fladskærm. Midt i dem alle sidder Niall og han ikke så meget som ænser at jeg træder ind i lokalet. Det gør Zayn, der har placeret sig i vindueskarmen, til gengæld. Med et vink i min retning kaster han en ostepop i hovedet på Niall der bebrejdende vender blikket mod sin ven.

”Hey – hvad fuck skulle det til for?” spørger han forurettet, som om han føler sig forrådt og er blevet dybt såret af den grund. Det eneste Zayn gør er at nikke i min retning. Niall følger hans blik og han når næsten ikke at se ordentligt på mig, før han er oppe af sofaen og på vej over til mig.

”Piper,” siger han med et stramt smil og stryger forbi mig.

Ingen bemærkninger fyldt med seksuelle undertoner? Inden dårlige jokes på bekostning af min stolthed?

Måske overlever jeg alligevel.

Jeg skynder mig at trippe efter Niall inden han bliver væk fra mig. På vej ud af døren kan jeg høre de andre drenge pifte efter os og en let rødme breder sig på mine kinder.

Stop, Piper. Stop så!

To meter foran mig stopper Niall op og åbner en mørkebrun trædør. Uden at sige et ord går han ind på hvad jeg formoder, må være hans værelse. Mit hjerte banker hurtigere end før. At skulle tilbringer halvanden time sammen med den dreng i en opholdsstue havde været slemt nok, men på hans værelse? Det er noget af det sidste jeg har lyst til. Tænk bare på alle de forskellige piger han har haft med der inde, alt det beskidte tøj der må ligge over det hele, madresterne, bakterierne, lugten. Alt det hash, der helt 100 er blevet røget derinde. Jeg har virkelig, virkelig ikke lyst til at gå der ind. Jeg gyser bare ved tanken om det, men alligevel tøffer jeg lige så forsigtigt efter Niall, for, som jeg minder mig selv om, det her giver også mig noget.

Det viser sig at mine formodninger er korrekte og jeg finder mig selv stående midt i Niall Horans værelse. Og det er værre end jeg havde troet. På væggene er der plakater af rappere, hip hop stjerner og næsten nøgne piger, i højernet er der en kæmpe dynge tøj og hans skrivebord er lavet af to ølfad og en stor træplade. Gardinerne er halvt rullet ned, lænestolen er ikke til at se for bare tøj, på natbordet står der flere brugte tallerkener og på sengen ligger der et par brugte underbukser. Pige underbukser.

”Pænt,” mumler jeg halvhjertet.

Niall drejer rundt og ryster kort på hovedet af mig. ”Bøgerne er på skrivebordet, men jeg har desværre kun en stol, så du bliver nok nødt til at sidde på mig.”

”Hvad? Nej!” hviner jeg og kigger mig fortvivlet omkring. ”Vel? Du har en ekstra stol?”

Det skæve smil han er så kendt for spiller nu om hans læber. ”Desværre. Men altså… vi kunne jo også tage sengen?” forslår han med et blink med øjet.

Jeg ryster hektisk på hovedet, en smule forskrækket over hans humørskrift. I opholdsstuen virkede han så reserveret. ”Jeg skal – vi… ikke i sengen, okay? På bordet – nej, altså på en stol – ”

”Piper dog,” griner Niall, ”jeg tror altså ikke der er plads til at gøre det på bordet.”

”Der er masser af plads ved bordet,” indvender jeg og gør gestus mod det, ”hvis vi bare flytter bladene og DVD’erne og computeren - ”

”Hvorfor ikke bare tage sengen? Den er meget mere komfortabel?”

”Fordi det her rent faktisk er seriøst arbejde.”

”Hvis du siger det, men jeg er altså ikke sikker på, at bordet kan holde til alt det seriøse arbejde som du åbenbart regner med vi skal lave.”

”Selvfølgelig kan bordet holde til det, hvorfor skulle det ik – ”

Og så går det op for mig, hvad han har gang i.

”Vi skal ikke have sex. Jeg skal ikke have sex med dig!” udbryder jeg irriteret og slår ud med armene. ”Overhovedet.”

”Med du vil gerne,” påpeger han med et selvsikkert smil.

”Ha,” håner jeg og ruller med øjnene, en smule stolt over hvor hurtig jeg var til at svare ham igen, ”aldrig i livet.”

Niall gør et overdrevent stort nummer ud af at blinke med øjet inden han vender sig om. ”Henter nogle chips.”

”Tag en stol med!” råber jeg efter ham og så er jeg ellers ladt alene i Nialls værelse med en følelse af afmagt og frustration, fordi den dreng er ulidelig. Absolut, 100 procent, ulidelig.

______________________________________________________________________

A/N: Long time no see - bogstavelig talt. Her er der et nyt kapitel og det tog mig så også bare lige 8 måneder at få det skrevet. (jeg gemmer mit hoved i skam).

Håber I kan lide det, hvis I altså stadig læser med derude. Og i så fald, så må I rigtig gerne smide en kommentar med på vejen.

Hvad er vigtigt at lægge mærke til i dette kapitel? William og Nialls reaktion på at se Piper. Så kan I få lov til at tænke lidt over det.

Hvilken rolle tror I forresten William kommer til at spille? Tror I, at Piper vinder væddemålet? Hvad sker der under resten af "studydaten"? Og får Louis overhovedet en kæreste?

Masser af kram, knus og dejlige tanker fra mig af!!

Der er links i kommentarerne

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...