In the Process of Learning - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 16 jan. 2014
  • Status: Igang
Det har altid været i Pipers bedste interesse at holde lav profil og leve et behageligt liv. Et glas rødvin i ny og næ, bruge aftnerne på lektier og lækker mad, blive hjemme med sin bedste ven - Piper flyver gerne langt under radaren. Alligevel formår hun at finde sig begravet i problemer, som alle startede da hendes roommate får introduceret hende til Niall Horan. Han er alt hun ikke er og mere til, så han kan umuligt føre noget godt med sig, kan han?

161Likes
151Kommentarer
9017Visninger
AA

5. Rubbish-Pop and Egocentric Jock Idiots

 

Den kolde vind får mit hår til at piske rundt om hovedet på mig, idet jeg med hastige skridt har sat kursen mod teatersalen. For et par dage siden meldte jeg mig til at stå for redigering af skolens flyers, plakater og generelt bare alt andet i den dur, da en af drengene, Mitch Pearson, præsterede at ødelægge teatergruppens plakater helt og aldeles.

Det hele involverede nøgne mennesker og en hel masse øl, mere ved jeg ikke og mere har jeg ikke lyst til at vide.

Jeg åbner den tunge glasdør til den ny renoverede teatersal og træder ind i varmen, der omfavner min krop og tør mine frosne fingre op.

”Heej Piper,” hører jeg nogen råbe nede fra den anden ende af salen, hvor der står 4 mennesker i spraglet tøj.

”Hejsa,” hilser jeg og går ned mod dem med min skuldertaske trukket godt op over skulderen. ”Skal vi ikke bare skynde os, at få alt det formelle på plads, så jeg kan begynde at lave den plakat?”

De nikker alle sammen i takt og inden længe har jeg fået skrevet en masse anvisninger ned på min notesblok. Drengen der havde hilst på mig, Aaron, klapper i hænderne og smiler varmt til mig.

”Vi glæder os ekseptionelt meget til at se plakaten,” griner han dybt og retter på sin sorte hat.

Jeg skynder mig at få pakket min blok og kuglepind ned i tasken, inden jeg med et vink og en forsikring om, at plakater nok skal blive fabelagtig, er jeg ude af døren og på vej over til IT-lokalet på den anden side af campus.

 

Med et tilfredst suk tager jeg en tår af min kaffe og læner mig tilbage i kontorstolen. Hurtigt lader jeg mine øjne løbe over skærmen, inden jeg griber fat i musen og giver mig til at finjustere baggrunden. De havde bedt om noget alla kalejdoskop lys i baggrunden, hvilket ikke havde været det nemmeste at fixe, men det gik faktisk meget godt.

Jeg skal lige til at redigere scenebilledet, da døren til lokalet går op. Skolen har to IT-lokaler; et i forlængelse af biblioteket og et udelukkende til brug af skolens personale eller til andet skolerelateret arbejde, som på ingen måde inkluderer opgaveskrivning eller andet i den stil, som desuden også kun indeholder tre computere. Derfor er det også mærkeligt, at jeg får selvskab. Jeg blinker undrende et par gange, inden jeg tøvende drejer rundt på stolen og bliver mødt af en person, jeg ikke har brug for at blive mødt af.

”Hvad laver du her?” spørger jeg efter et par minutter fyldt med tavshed og øjenkontakt.

Niall retter på sin kasket og trækker på skuldrene. ”Havde bare lyst til at se dit vidunderlige ansigt, er skam alt.”

Min mund er presset sammen til en smal linje og uden yderligere konversation vender jeg opmærksomheden tilbage mod computerskærmen, hvor der er et billede af en dreng klædt i neon grøn spandex der kræver hjælp.

Bag mig kan jeg høre Niall komme nærmere, men fordi jeg ikke rigtig har noget at sige til ham, ignorerer jeg det og fortsætter med at klikke på musen og fjerne billedets sorte baggrund.

”Uuh,” kurrer han og støtter sin hage oven på mit hoved. Straks retter jeg ryggen og tager en rystende indånding… fordi han er alt for tæt på, til hvad jeg bryder mig om. ”Hvor er du dygtig.” Hans tonefald er dybt nedlandende og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at han snakkede til et barn.

”Hold mund,” mumler jeg tvært.

Jeg overvejer flygtigt om jeg ville kunne ramme hans skridt, hvis jeg jog min albue bagud, men lader det ligge, fordi jeg er mere moden end det. Med en irriteret bevægelse vender jeg endnu en gang rundt i stolen, hvilket får Niall til at trække sit hoved til sig.

Han er iført et par grå sweatpants og en lyseblå sweatshirt, og over skulderen har han en sort idrætstaske. Lugten af deodorant hænger i luften omkring ham, sammen med den umiskendelige lugt af drenge shampoo og parfume. Hans lyse hår er en smule fugtigt og fra hjørnet af hans taske stikker enden af et lysebrunt håndklæde ud.

”Er der noget specielt, du vil?”

Niall ser sig hurtigt rundt, inden han trækker en stol hen ved siden af mig og sætter sig omvendt på den, så han kan læne armene på ryglænet.

”Okay, Piper,” siger han lavmælt og kaster endnu et blik rundt i lokalet. ”Sagen er den, at jeg blev optaget på skolen, fordi jeg fik fuldt stipendium og alt det, på grund af mit enorme fodboldtalent – men det ved du jo godt.”

Jeg kniber mine øjne sammen og kigger mistroisk på ham. Hvis han har tænkt sig at sidde her og prale med hans talenter indenfor sport, hører jeg ikke efter.

”Ikos?”

Efter at have sendt ham en dødbringende blik nikker jeg modvilligt, fordi fandeme nej, om jeg vil give ham ret i, at han kan finde ud af fodbold.

”Og til dels på grund af, at jeg har vundet musikkonkurrencer, men igen, det ved du jo også godt.”

Afvisende vender jeg rundt på stolen og retter min opmærksomhed mod computeren, hvor plakaten tigger om at blive redigeret.

”Jeg har trods alt spillet på skolen – kan du huske – ”

”Ja, jeg kan godt huske dengang du spillede musik til den pokkers café-aften, og jeg ved udmærket godt at du kan finde ud af at synge og spille guitar, og ja, jeg har set jeres fodboldkampe, men hvis det er det eneste du har at sige til mig, kan du lige så godt gå igen.”

Bag mig siger Niall ikke en lyd… lige indtil han åbner sin mund.

”Så ved du vel også at holdet vandt gu – ”

”Niall?”

Begge vores hoveder flyver mod døråbningen, hvor Zayn står lånet op ad karmen, iført mundering i stil med Niall. ”Hvad i al verden laver du?”

Niall trækker på skuldrene. ”Den søde Piper så ensom ud – hun lignede en der godt kunne bruge lidt selvskab.”

”Jeg var ikke ensom,” indvender jeg skingert, fordi jeg var rent faktisk ikke ensom. ”Jeg havde det mere end glimrende indtil du kom.”

”Hvorefter du fik det fantastisk,” griner Niall og rejser sig op fra sin omvendte position på stolen.

”Ja, fantastisk dårligt,” fnyser jeg lidt for sent, for Niall og Zayn er allerede på vej ud af lokalet og jeg tvivler på, at de hørte det. Inden de når omkring hjørnet, kigger Niall tilbage på mig og sender mig et luftkys.

I mangel på bedre respons ruller jeg med øjnene, inden jeg giver mig til at redigere videre på plakaten, hvilket jeg opgiver efter ti minutter, fordi idioten ødelagde min koncentrationsevne.

Jeg blinker langsomt og tager en dyb indånding – en meget, meget dybt indånding – i håb om, at min irritation vil forsvinde.

Det gør den ikke.

”I remember when we broke up the first time, saying this is it – we’re never ever, ever getting back together – shine bright like a diamond, shine bright like a diamond, firelight in the beautiful sea, I choose to be happy, you and I – there’s a stranger in my bed, there’s a pounding in my head, glitter all over the room, pink flamingoes in the pool – shopping for lables, shopping for love, Manolo and Louis, it’s all I’m thinking of – all the single ladies, all the single ladies, all the single ladies – show you off, tonight I wanna show you off – “

”Vælg nu bare en pokkers sang,” vrisser jeg af Louis, som sidder på hug foran det lave bord med computeren. Han vender hovedet mod mig og spidser sine læber, imens han blinker tålmodigt og gør et stor nummer ud af, at løfte hånden og trykke enter.

En eller anden MIKA sang, som jeg er ret sikker på hedder Love Today (udelukkende fordi omkvædet går nogenlunde sådan ’everybody’s gonna love today, love today, love to day everybody’s gonna love today’, men det er bare et gæt), strømmer ud af højtalerne og jeg smider opgivende armene i luften, fordi der er ærlig talt ikke noget at gøre. Louis er tabt bag en vogn.

”Jeg sagde en sang.”

På bordet foran mig står et glas af en faktisk udmærket rødvin, som jeg pludselig får en stærk trang til at bunde.

”Og jeg valgte en,” forklarer Louis og er omhyggelig med at snakke langsomt og tydeligt.

”Du valgte noget, men en sang er det ikke.”

Louis griner sødt til mig og smiler falsk, inden han vender om på hælene og marcherer ud af den lille stue og ind i køkkenet, hvor Harry forsvandt hen for godt ti minutter siden. Jeg kan høre noget skramlen, en tallerken der falder ned i vasken og Harry der sukker af sin værelseskammerat.

Louis er… Ja, Louis. Hvilket ligesom betyder alting pop og farvede bukser. Han er en af de personer, der bare suger opmærksomhed til sig og af en eller anden grund giver folk ham den glædeligt. Når han er til stede, så er han der. Sådan virkelig er der.

Det er meget svært at forklare.

Jeg rejser mig tøvende op og tripper hen til computeren for at skifte sang, men den er låst. Selvfølgelig er den låst. Jeg er sikker på, at han låste den med vilje.

Kabliauer.

”Harry?” beklager jeg mig og falder baglæns ned i lænestolen, fordi min dag har allerede været alt for dårlig til at blive forpestet med dårlig musik fra 00’erne.

”I stopper begge to, okay?” siger han irettesættende, da han kommer tøffende fra køkkenet med Louis lige i hælene. I hænderne holder han et fad med forskellige kiks og oste. Oprindeligt skulle det her bare være Harry og Pipers Oste Date, men Louis formåede at snige sig med. Hvilket han rigtig tit formår. Hvis han nu bare fik sig en kæreste, ville det hele være meget nemmere. Så kunne hun babysitte ham, når Harrys ikke havde tid til det, fordi han hellere ville tilbringe tid med mere kultiverede mennesker.

”Jeg tænkte bare, at sangen ville muntre Pips lidt op,” nærmest piber Louis imens han sætter sig i sofaen overfor mig og griner ondskabsfuldt, hvilket Harry selvfølgelig ikke ser. ”Hvorfor er du egentlig så muggen?”

”Niall Horan, så enkelt er det,” svarer jeg lidt efter. ”Vidste I godt, at han er verdens største idiot?”

Louis uh’er og Harry smører en kiks med ost til mig, som jeg glædeligt tager imod.

Forskellen på de to skal der lysår til at kunne måle.

”Hvad har han nu gjort?”

”Været sig selv.”

Jeg river mig mentalt i håret, for han burde ikke kunne få mig til at blive så irriteret. Ingen har givet ham retten til at gøre mig så irriteret.

_______________________________________________________________________________

A/N: Så det her skete... et kapitel som egentlig mest bare er fyld. Næste kapitel vil historien ligesom tage en skarp drejning, som oprindeligt skulle være taget i dette kapitel, men det føltes forkert, så det er altså blevet udsat til det næste.

Et par ledende spørgsmål her, fordi jeg er i godt humør i dag og skal til R-r-roma på fredag (hence ingen opdateringer i næste uge, men jeg opdaterer så sjældent, at I nok alligevel ikke vil kunne mærke forskel):

- Ville Niall mere end han lod vide? Og i så fald hvad?

- Hvad er pointen med, at Niall fortæller Piper, at han fik stipendium fordi han er god til fodbold og kan spille musik?

Andre spørgsmål:

- Hvad synes I om Piper og Louis? Og Piper og Harry?

- jeg har ikke flere spørgsmål.

 

Jeg undskylder (som altid) for ventetiden, og derudover er jeg ked af, at kapitlet var så kedeligt. (En kabilauer er forresten det latinske navn for en torsk). Der er links i kommentarerne. 

HVAD skal jeg opdatere næste gang?

Som jeg har sagt før, synes jeg virkelig, at I bør læse historien Horizon af Solo Acting. Den er fantastisk, okay?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...