In the Process of Learning - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 16 jan. 2014
  • Status: Igang
Det har altid været i Pipers bedste interesse at holde lav profil og leve et behageligt liv. Et glas rødvin i ny og næ, bruge aftnerne på lektier og lækker mad, blive hjemme med sin bedste ven - Piper flyver gerne langt under radaren. Alligevel formår hun at finde sig begravet i problemer, som alle startede da hendes roommate får introduceret hende til Niall Horan. Han er alt hun ikke er og mere til, så han kan umuligt føre noget godt med sig, kan han?

161Likes
151Kommentarer
8857Visninger
AA

2. Down With The Scumbags

 

”Det kan du ikke mene,” udbryder jeg og slår ud med armene, så jeg nær taber alle mine papirer.

Overfor mig står min samfundsfaglærer og kigger på mig gennem sine små, rektangulære briller. Hendes blik er stenhårdt og jeg kan mærke hvordan de stålgrå øjne langsomt æder min værdighed.

”Det kan du helt seriøst ikke,” gentager jeg for at understrege, at det på ingen måde er retfærdigt. Jeg har ikke fortjent det her.

”Det er skam mit ramme alvor Miss Young,” siger hun med sammenpressede læber, uden at bevæge unødvendige ansigtsmuskler.  

Jeg tager en dyb indånding for at berolige mig selv. Der sker ikke noget, jeg kan tale mig ud af det her. Det kan jeg sagtens. ”Kan vi ikke finde en anden løsning på det? Jeg kan gøre rent i klasselokalet resten af semesteret?”

”Rengøring har vi rengøringsdamer og pedeller til. Desuden er De jo mødt op, så det ville jo være ærgerligt, hvis det så var til ingen verdens nytte.” Prudence Appelby blinker langsomt og gør gestus mod det lille lokale. Hendes mørkegrå tweedjakke strammer om hendes mave, så det ligner, at knapperne kan springe hvornår det skal være. Nederdelen er ikke særlig meget bedre. Hun ligner en prop af en eller anden art. En meget sur prop.

”Prudence – undskyld – Mrs. Appelby, hør nu, det hele er en stor misforståelse. Det her er altså virkelig ikke nødvendigt, jeg skal nok – ”

”Finde mig en plads,” afslutter hun for mig og smiler anstrengt, ”det er jeg glad for at høre Miss Young.”

Desperat kigger jeg på hende med bedende øjne, men lige godt hjælper det, fordi hun stirrer bare tilbage og til sidst giver jeg op og går slukøret ind ad den mørkebrune trædør. Bag mig kan jeg høre snak og Prudence der med sin monotone stemme kommer med reprimander.

Klasselokalet er ikke særlig stort. Væggene er en bleg gul og vinduerne sidder helt oppe under loftet. Der er omkring ti borde og indtil videre er jeg den eneste person til stede, hvis man ellers ser bort fra min lære i døråbningen.

Med løftede skuldre og en følelse af dyb ubehag, lægger jeg mine papirer og taske på et bord i midten af lokalet. Tøvende sætter jeg mig ned på stolen, fordi når jeg først har sat mig ned, så er der ingen vej tilbage.

Oppe på væggen kan jeg høre uret tikke. Viserens slag er øredøvende i det tomme lokale, så i stedet for at have opmærksomheden på noget nær den værste dag i mit liv og hvor langsomt denne dag synes at gå, finder jeg mine bøger frem fra min taske og tænder min computer. I samme sekund som min computer er tændt, forøges intensiteten af samtalen og ind ad døren kommer to personer. Jeg kigger bevidst ikke op, fordi jeg ved hvem det er og de to personer er på ingen måde nogen, jeg har lyst til at se. Eller bare at være i samme rum med, for den sags skyld. De er grunden til, at jeg sidder her. At jeg har fået en forbandet eftersidning, for noget jeg ikke har gjort. Det hændte uheldigvis bare, at jeg var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Med de forkerte mennesker. Med den forkerte ting i hånden. Som ikke var min.

Jeg trykker unødvendigt hårdt på mit tastetur, da de to drenge lukke døren bag sig. At dømme efter det faktum at de stadig snakke sammen, må Prudence være blevet ude på gangen.

”Femte gang på en måned,” griner den ene af drengene og dumper ned på stolen ved siden af mig.

Den anden fniser og rækker sin næve frem. Det varer ikke mere end et par sekunder, før jeg hører dem slå deres knoer sammen og jeg bliver nødt til at kontrollere trangen til at rulle med øjnene.

”Heldigt at du ikke er blevet kaldt til samtale endnu,” siger den anden dreng og siden hans stol knirker, går jeg ud fra, at han læner sig tilbage, men jeg ved det ikke, fordi jeg kigger intenst ned på mine finger, der taster af sted.

”De tager det jo ikke seriøst her. Jeg kunne blive væk fra samtlige timer og pisse i forstanderens Porsche. Supermagterne ville ikke sige en fløjtende skid.” Hans stemmer er fuld af morskab og jeg kan lige forstille mig, hvordan han smiler selvfedt, som om han er tilfreds med sin indsats. Nu er det ikke fordi jeg har et tæt personligt forhold til de to drenge, men jeg kender deres type og de har altid det samme smil. Siger altid de samme ting.

”Frem med jeres bøger,” kommanderer Prudence og træder ind af døren. Bag hende har hun en pige med hættetrøje og en dreng med store, sorte høretelefoner og fedtet hår.

Jeg kigger op og smiler til hende, imens jeg holder en af mine samfundsfagsbøger op i luften for at demonstrerer, at jeg rent faktisk har fundet mine ting frem. I modsætning til visse andre. Desuden kan det jo godt være, at hun så er i stand til at indse, at jeg ikke høre til her. Jeg er en hårdtarbejdende studerende, der ikke gør andet end at passe mig selv. Det kan på ingen måde være rigtigt, at jeg skal være strandet her med en flok hashvrag med dårlig hygiejne.

”I ved hvad I skal,” siger hun og slår sig ned på den højrøde kontorstol bag katederet. ”3000 ord om unge og stoffer. Hvorfor, hvem, hvordan? I har to timer.”

Fra min venstre side hører jeg den første dreng rømme sig og ud af øjenkrogen kan jeg se ham række hånden op. Uden at være blevet spurgt, giver han sig til at snakke. ”Prudence, har nogen nogensinde fortalt dig, at du ser dejlig ud?”

Den lettere gråhårede kvinde snerper læberne sammen og kigger på drengen med sit jernblik. ”Find dine bøger frem, Mr. Horan.”

Niall griner og smiler til hende. ”Men hvad nu, hvis jeg hellere vil se på dig?”

”Mr. Horan, hvis De siger et ord mere, så – ”

”Så hvad?”

Prudence kigger ondt på ham, men kan ikke sige noget igen. Ikke nok med at Niall Horan er verdens største idiot, er kronisk skæv og tager alting useriøst, så er han kraftedeme også med på fodboldholdet og et af skolens største idrætstalent. Han fik fuldt stipendium til skolen og alt muligt. Han er praktisk talt urørlig for lærerne, fordi helt ærligt, hvem er dum nok til at sende sportshelten til reevaluering af hans optagelse? Desuden – som om det ikke er nok, at halvdelen af skolens piger salver efter ham, fordi han kan finde ud af at sparke til en bold – så spiller han musik. Han spiller forbandet musik og sparker til en bold og drikker og pisser på alt og alle, men lærerne kan ikke gøre noget som helst ved det.

Der er stille i et stykke tid. Uret tikker, drengen med fedtet hår hører alt for højt musik, Nialls ven, Zayn, har al opmærksomheden rettet mod sin telefon og Niall selv sidder og vender den ene side efter den anden i en eller anden bog, der ikke har noget som helst med samfundsfag at gøre. Prudence bladrer gennem en stor stak opgaver og skribler noter ned på papirerne, da jeg rækker hånden op. Det tager hende et øjeblik at opdage, at jeg gerne vil spørge om noget og da hun så ser det, ryster hun meget svagt på hovedet og nikker så til mig.

”Hvad siger De?” spørger hun og sender hvad der ligner et længselsfulgt blik mod klokken.  

”Må jeg godt skrive mere end 3000 ord?” Jeg smiler venligt til hende og lægger hovedet en smule på skrå.

Hun rømmer sig skingert. ”Opgaven lød på 3000 ord Miss Young, hverken mere eller mindre. Hørte De ikke efter?”

”Jo, men det var jo – ”

”Så er der heller ingen men’er,” afbryder hun og holder sin hånd op i luften, for at få mig til at holde op med at snakke.

Både Niall og Zayn fniser og uh’er, imens jeg gør mit bedste for at ignorere dem og få skrevet den pokkers stil, så jeg ikke får endnu en eftersidning. Nu har jeg fået den første nogensinde, så har jeg heller ikke brug for den anden.

Stilheden lægger sig igen over lokalet, men bliver afbrudt af den klare ringetone fra Prudences telefon, hvilket får mig til at hoppe en smule i min stol.

Den småkvabsede lære griber sin telefon på bordet og presser den mod øret. Hun nikker, rynker øjenbrynene og spidser læberne, inden hun lægger på og rejser sig op. Efter at have rette på sin jakke, rømmer hun sig for 17 gang. ”Jeg er desværre nødsaget til at gå, fordi jeg er ønsket andetsteds. Jeg stoler på, at I kan finde ud af at opføre jer ordenligt i tidsrummet til jeg kommer tilbage.”

”Selvfølgelig kan vi det,” svarer jeg hurtigt og skynder mig at kigge op fra min computer.

”Det er jeg glad for at høre Mrs. Young, så kan jeg vel sagtens give Dem ansvaret for, at resten også kan?”

Jeg nikker ivrigt og skyder brystkassen frem. Mit ny fundende ansvar bringer et smil på mine læber og jeg kan endelig se et lille lyspunkt. Måske bliver det ikke anmærket alligevel.

Prudence samler nogle af alle papirerne sammen, stikker en mappe under armen og begiver sig derefter ud af lokalet. Hendes lave pumps klikker mod gulvet og giver genlyd i gangen. Til sidst lukker døren sig efter hende og straks rejser pigen med hættetrøje og hendes ven med det ulækre hår sig. Uden et eneste ord samler de deres ting sammen og går mod udgangen.

”Hey,” udbryder jeg og skyder hovedet i retning af dem. ”I bliver her.”

Drengen vender sig om. ”Hvad tror du selv?”

Pigen har allerede åbnet døren og det er kun hendes skoletaske jeg kan se. ”I kan ikke bare gå, jeg har ansvar for jer.”

Han trækker på skuldrene og går med lettere krum ryg ud af døren efter sin veninde.

”Hallo!” råber jeg og rejser mig op. Jeg småløber hen til døren og skubber den åben, men de er ikke til at få øje på.

”Fantastisk,” mumler jeg for mig selv, imens jeg går ind i klasselokalet igen. ”Jeg er død.”

Uheldigvis hører Niall hvad jeg siger og kigger hen på mig, efter jeg har sat mig. ”Det skal nok gå, Piper.”

”Vil du ikke være sød og tie stille, der er faktisk nogen der prøver at koncentrere sig her,” siger jeg straks og ignorer ham.

”Det var godt nok Piper, ikke?” spørger han med en påtaget usikker mine.

Jeg svarer ham med et falsk smil om munden og uden egentlig rigtig at se på ham. ”Jo.”

Han griner lidt igen og smækker armene bag hovedet. ”Hvad laver du så her, om jeg må spørge?” Hans fødder har han lagt op på bordet, oven på bøgerne og jeg har lyst til at bede ham om at fjerne dem. Fødderne altså, fordi de har absolut intet at gøre på et skolebord.

”Som om du ikke ved det,” svarer jeg kortfattet og kigger igen mod min skræm. Jeg er 2417 ord inde i min stil og der er lidt over en halv time tilbage. Det kan jeg sagtens nå. Sagtens.

”Hvorfor skulle jeg vide det?” spørger han uskyldigt og griner. Igen. Ved siden af ham smiler Zayn og nikker. Hans mørke hår er højt og over en sort T-shirt har han en læderjakke. Niall, derimod, har en hvid tanktop og en rød kasket på. At han ikke fryser, forstår jeg ikke. Jeg har selv lange bukser, en sweater og halstørklæde på, og jeg fryser stadig.

”Muligvis fordi du er skyld i det,” bed jeg.

Zayn fnyser som dække for sit grin og jeg ruller med øjnene, fordi det her er latterligt. Hvorfor diskuterer jeg overhovedet med dem?

”Det kan jeg ikke forestille mig.” Niall løfter det ene øjenbryn drillende. ”Det lyder ikke som noget, jeg kunne finde på.”

”Præcist hvad lyder ikke som noget, du kunne finde på?” spørger jeg, fordi han er uhyggeligt tæt på at afsløre sig selv, uden egentlig at ville det. Selvfølgelig griber jeg chancen.

”At få en uskyldig pige til at holde min joint – slet ikke min stil.”

Jeg peger hurtigt på ham og spidser mine læber. ”Aha, så du kan godt huske det.”

Han fugter sine læber og smiler skævt. Uden at sige mere, blinker han til mig og tager sine tre bøger under armen. ”Zayn, vi smutter?”

Det tager mig et par sekunder at opfatte, at de begge har rejst sig fra deres stole og er på vej ud af døren.

”Nej. Nej, nej, nej. I bliver her!” skynder jeg mig at sige og gør mine til at rejse mig. Jeg når at komme på bene ret hurtigt, men de har allerede åbnet døren.

”Helt seriøst, I bliver her. I kan ikke bare gå jeres vej. Mrs. Appelby kommer snart og – ”

Zayn vender sig om og smiler dovent til mig. Han fører en hånd op til sin hårgrænse, så det ligner, at han gør honnør. Imens han bevæger sig baglæns, vinker han kort til mig med den løftede hånd, inden han vender sig om og det sidste jeg hører, er Niall der griner og råber: ”Du må hilse Cora og sige tak.”

”Jeg siger ikke tak til min roommate for dig,” giver jeg igen, men jeg er ret sikker på, at han ikke hører det.

Det er først efter jeg har taget et par dybe indåndinger, at det går op for mig, at jeg virkelig hader dem. Alt ved de to frastøder mig, deres attitude, væremåde, humor, indstilling – alt. Alligevel skal jeg tvinge det svage smil af mine læber, fordi det har absolut ingen grund til at befinde sig der.

Absolut ingen.

__________________________________________________________________

A/N: Så ja. Det her er hvad der kom ud af, at jeg ikke havde nogen inspiration til at skrive på Mad Love, Lights Off eller Heart Beats Harder. Desuden har jeg haft den her idé i hovedet i et stykke tid og den ville simpelthen bare ud. Det blev så til et one shot, fordi guderne må vide, at jeg ikke har tid til endnu en historie. Men jeg vil virkelig gerne vide, hvad I synes, fordi det er første gang jeg skriver noget Niall orienteret. Altså hvor han rigtig er med. Kan I lide, hvordan han bliver fremstillet? Jeg har bare den her idé af ham, og at han er den her fratboy her, som ryger lidt hash, skider på skolen og bare nyder at være ung. Chiller lidt med vennerne, jamer på guitaren, finder nogle bitches, alt sådan noget. Toughtalk fra mine side af her.
Kom nu endelig med kommentarer, fordi jeg vil så gerne høre jeres mening. Desuden vil jeg også rigtig gerne høre hvad I synes om Piper, fordi hun er på ingen måde en Elliot eller Kendall, hvilket jeg også håber, at I kan fornemme (hvis I vel og mærke har læst LO og  HBH). 
Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke postede det her one shot i ASOOD (ny forkortelse her, A Shot Of One Direction) fordi det ville jo være oplagt. Hvis I virkelig godt kan lide det her lille stykke tekst, kan jeg måske muligvis godt overtales til at skrive videre, når HBH nu snart er færdig. Anyways, jeg smutter, for jeg har snakket mere end rigeligt nu.

(Hvis I vil, kan med ret god grund forestille jer Piper som Victoria Lee. Og der er et link til hendes tøj i kommentarerne.) 

Første gang (af hvad jeg kan huske) at det her sneet den 1 december i mange, mange år. Snak om det, eller om Niall. 
I er sne i december til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...