Angel Ashes

[Ser du din skytsengels ansigt, vil det næste du ser være asken...] Den attenårige pige, Choi Rin, har hele sit liv, været fortvivlet over den smukke skabning, der reddede hendes liv da hun var en lille pige på fire år. Hun glemmer sent hans øjne, som hendes barnlige sjæl forelskede sig i... Men måske var det bedst, at hun bare glemte ham, i stedet for at lede efter ham...
Der er jo, trods alt, kun asken tilbage.

74Likes
58Kommentarer
3192Visninger
AA

4. 3. December: Fyrens stemme

 

Jeg smilede ganske svagt i søvne, da jeg rullede en smule rundt i min seng. Min dejlige, varme seng, som jeg ikke ville stå op af. Jeg elskede hvordan min dyne altid var ved at æde mig om morgenen, det var også grunden til, at jeg meget ofte kom for sent i skole.

               Vent… Seng?

               Jeg slog straks mine øjne op og så mig omkring. Ja, ganske rigtigt så lå jeg i min seng, selvom jeg var ret så sikker på, at jeg var faldet i søvn ved mit skrivebord, i gang med at skrive min opgave. Ja, min computer var ikke engang lukket ned efter det? Det var altså virkeligt sært.

               Jeg satte mig op i sengen og steg ud. Sjovt nok, så havde jeg også min pyjamas på. Som om jeg i søvne havde åbnet mit skab, havde rodet min undertøjsskuffe igennem, for at finde min pyjamas som lå allerbagerst i skabet. Jeg brugte den meget sjældent, faktisk kun når der var andre mennesker i nærheden imens jeg sov.

               … Og dog, så lå min BH fint lagt sammen, ovenpå mit hverdagstøj på skrivebordet, som også var fint foldet sammen.

               Pervers indbrudstyv…

               ”Yah?!” udbrød jeg en smule forskrækket over, at se det. Jeg havde aldrig selv foldet tøj sammen, efter jeg havde brugt det! Der var helt klart noget galt her.

               … Havde min mor mon brudt ind i mit hus imens jeg sov, fordi jeg ikke kunne finde ud af at rydde op efter mig selv, og få en ordentlig nattesøvn? Det var lidt skræmmende at tænke på, fordi hun kunne helt sikkert godt finde på det.

               ”Vruf!” lød det fra gulvet, og jeg fik et mindre chok da jeg så Roo, i stedet for Loki. Jeg havde helt glemt ham i et kort øjeblik. Jeg skulle huske, at jeg skulle aflevere ham på det dyreinternat… Selvom jeg ikke havde lyst til det. Jeg mener… Seriøst? Han havde sådan nogle søde hundeøjne.

               Jeg stod ud af min seng, og begyndte da at lede efter beviser på, hvem der havde været i mit hus. Det gik dog hurtigt op for mig, at der ikke var noget tegn på, at der havde været indbrud, hvilket virkede endnu mere mærkværdigt…

 

               ”Aish… Tænk at du skal have noget andet foder end Loki,” mumlede jeg lavt, da jeg endnu engang havde været ude for at købe hundemad, denne gang til Roo. De hunde gjorde mig få fattig, og endda op til jul?!

               Jeg gik forsigtigt ned ad gaden med den store pose hundemad i mine arme, og Roo i snor i min ene hånd. Jeg vidste ikke hvordan jeg kunne overse det, men på én eller anden måde, så lykkedes det mig, at gå direkte ind i en mand på gaden. Han virkede ikke ret begejstret for at blive slået i jorden af en ung pige med en pose hundemad. Jeg kunne høre det på den måde han skældte mig ud, imens han kæmpede med at rejse sit fede korpus op.

               ”Hvad tror du selv, du har gang i? Dumme tøs!” sagde han skrapt til mig, og han fik da endelig rejst sig selv op, og gik da imod mig, jeg kunne se raseriet i hans øjne, og mærke hvordan jeg skælvede. ”Du skal sku ikke tro, at du bare slipper væk med det her, selvom det er jul! Din satans til unge!”

               Jeg gispede helt lavt, og vidste at jeg bare skulle være gået imens han lå hjælpeløst nede på jorden… Jeg bakkede svagt bagud, og gispede da stille, da jeg stødte ind i noget bag mig. En anden person. Jeg fik store øjne, og turde ikke se mig omkring, for at få en anden persons vrede blik på mig… Og dog, så lagde han en hånd på min skulder, og trak mig blidt ind til sig, jeg kunne mærke hvordan hans brystkasse var hård, stærk og veltrænet.

               ”Sådan en sød pige som hende her, er ikke satans yngel, min herre. Jeg må bede dig lade hende være, medmindre du vil have mig på nakken,” sagde stemmen, nærmest som en hvisken, faktisk. Jeg var slet ikke sikker på, om jeg rent faktisk hørte noget, eller om det var noget jeg forestillede mig, men manden vendte i hvert fald om, og lod mig være i fred.

               Jeg kunne mærke, hvordan mine kinder blev røde, da jeg stod som stivnet. Den fyrs stemme, var som sød musik i mine ører. Jeg havde aldrig hørt så smuk en stemme, som tusinde engles sang… Som flydende guld.

               ”Er du okay, frøken?” spurgte han så. Jeg bed i min underlæbe, og skulle lige til at se mig tilbage for at takke ham… Men så var han bare pludseligt væk?

               ”E-Eh…?” mumlede jeg lavt og så mig straks omkring, for til sidst at se Roo, som bare trak i hundesnoren, fordi han også gerne ville tilpisse en lygtepæl… Præcist ligesom Loki.

               ”Hunde…” sukkede jeg dybt, men gik så med gravhunden over til lygtepælen, som jeg virkelig var begyndt at have ondt af.

 

               Jeg tog hundesnoren af Roo idet vi kom hjem, og han løb straks op og lagde sig i min sofa, dog i den modsatte ende end Loki. Jeg sukkede og himlede med øjnene, hvorefter jeg, som altid, gik ind til min computer og satte mig for at skrive videre… Det fangede dog mit blik lidt, at der lå noget på min kontorstol.

               ”En fjer?” mumlede jeg, og samlede det store, hvide fjer op og så mig omkring efter åbne vinduer, hvor en due måske kunne have fløjet indenfor.

               Men nej, alle vinduer var lukkede… Det kunne jeg næsten sige mig selv, jeg hadede jo kulden, så mine vinduer var altid lukkede, og radiatorerne tændt på fulde drøn.

               … Meget mærkelig dag? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...