Angel Ashes

[Ser du din skytsengels ansigt, vil det næste du ser være asken...] Den attenårige pige, Choi Rin, har hele sit liv, været fortvivlet over den smukke skabning, der reddede hendes liv da hun var en lille pige på fire år. Hun glemmer sent hans øjne, som hendes barnlige sjæl forelskede sig i... Men måske var det bedst, at hun bare glemte ham, i stedet for at lede efter ham...
Der er jo, trods alt, kun asken tilbage.

74Likes
58Kommentarer
3175Visninger
AA

3. 2. December: Roo!

Jeg gabte og strakte mig, da jeg vågnede. Jeg nynnede lavt og stod da ud af sengen, for hvorefter at sætte mig over til mit skrivebord og starte min computer op. Den havde været på standby, og jeg kunne da straks se, alle de sider som jeg ikke havde lukket ned siden jeg brugte den for nogle dage siden. Mit humør, som ellers lige havde været så godt, sank da til bunds, da jeg satte mig i min kontorstol, og så alle siderne igennem. Den ene side var min blog, hvor jeg konstant havde blogget om den fyr, der reddede mig som lille, i håb om at han havde en computer, og fandt min blog.

               Det kom nok aldrig til at ske.

               Der var dog også alle de sider jeg var inde på, fordi jeg havde en kæmpe opgave som jeg skulle skrive. Faget var religion. Det var spændende, nok kun fordi jeg var meget troende, jeg var kristen, men gik dog meget sjældent i kirke… Gæt hvorfor? Fordi jeg ikke kunne stå op om morgenen til det.

               ”Lad mig se… Hvor kom jeg til?” sukkede jeg lavt og gik ind på den nyeste åbnede side, for at se overskriften.

               Skytsengle.

               ”Nårh jo… Skytsenglene,” gabte jeg og strakte mine arme. Jeg havde allerede skrevet om ærkeengle og faldne engle… Vores religionlærer kunne generelt godt lide engle, havde vi fundet ud af.

               ”Vruf,” kom der fra gulvet af, og jeg fik øje på en Loki med en tom madskål i munden. Jeg gispede lavt, da jeg huskede at jeg havde givet Loki det sidste af sin hundemad dagen før. Jeg knurrede lavt, da jeg indså, at jeg skulle ud og handle ind til ham.

               ”For fanden da, Loki… Kunne du ikke bare sulte én dag?” mumlede jeg lavt, og forsøgte at udsætte pinen til dagen efter.

               ”Vruf!!”

               ”Nej, okay…”

 

               ”Tænk at han fik mig til at gå hele den lange vej,” mumlede jeg lavt, da jeg kom gående, pakket godt ind i min vinterjakke, ørevarmer, vanter og halstørklæde. I favnen havde jeg en 5 kilos pose med hundemad. Det burde være nok til noget tid. Folk havde set på mig med mærkelige blikke hele vejen hen til købmanden, måske fordi at jeg havde bare ben, idet jeg havde glemt at tage mine natshorts af, og tage nogle jeans på i stedet?

               Ja, jeg ved heller ikke hvad der er så mærkeligt ved at gå rundt i Rilakkuma shorts. De er da søde?

               Jeg skulle lige til at gå indenfor i opgangen, da jeg hørte en lav stemme, som pev nede fra jorden af. Jeg stoppede, med min hånd på håndtaget til døren, og så ned på den lille gravhund, som lå og så op på mig, med de mest nuttede hundeøjne jeg nogen sinde havde set. Dens mørkebrune, søde hundeøjne, som jeg ikke kunne modstå. Dens pels var sort og chokoladebrun, og dens hår mellemlangt og fint.

               ”Aegyo… Hvad laver en lille hund som dig herude?” spurgte jeg og satte mig ned på knæ ved siden af den.

               Koldt… Koldt… Koldt… Asfalt… Koldt…

               Den rejste sig forsigtigt op, og jeg følte så på den. Den var helt kold, selv dens mave, som ellers altid var varme hos hunde der havde lagt ned. Noget sagde mig, at den havde lagt der længe. Jeg havde ikke ret så meget forstand på hunde, ja jeg vidste ikke engang hvorfor min mor havde givet mig Loki?

               Men den her hund frøs…

               ”Aish… Hvor er dine ejere?” spurgte jeg lavt, og kørte en hånd over nakken på den for at se, om der skjulte sig et halsbånd. Det gik hurtigt op for mig, at den ikke havde noget på. Den fortsatte bare med at stirre op på mig med sine søde øjne, og jeg kunne føle hvordan en lille smerte gik gennem mit hjerte. Jeg kunne ikke bare efterlade den der?

               Jeg sukkede dybt, og forbandede mit dyreelskerhjerte, da jeg samlede den lille gravhund op i mine arme, sammen med de 5 kilo hundemad. Jeg vaklede da med besvær ind i opgangen og ind i min lejlighed på anden sal. Hunden logrede lykkeligt med halen imens den kiggede sig omkring i min lejlighed.

               Jeg blev dog straks mødt af en ret så utilfreds Loki.

               ”Loki, vær nu lidt sød… Han har ventet ude i kulden i lang tid, og jeg har ingen idé om, hvem hans ejere er,” sagde jeg blidt til Loki, som holdt sin knurren tilbage. Jeg himlede med øjnene, ”Vi skal ikke beholde ham… Jeg afleverer ham hos internatet i morgen, så må hans ejere da komme og hente ham.”

               Jeg gav Loki og den navnløse hund noget foder, Loki havde sin madskål, så jeg gav den anden hund en dyb tallerken til at spise af.

               ”Måske jeg skulle finde et navn til dig? Bare midlertidigt?” mumlede jeg, imens jeg stod og så på de to hunde spise. De svarede mig ikke, de havde alt for travlt med at spise.

               ”Kyu… Dae… Seo… Roo…” remsede jeg op, med korte og søde navne, som ville passe til hans hundeøjne. Desuden ville jeg bare ikke bruge for lange navne. Det var nederen at kalde på en hund, hvis den havde et navn på ti stavelser.

               ”Du ligner en Roo… Så det vil jeg kalde dig!” sagde jeg med et stort smil. Der var stadig intet svar, så jeg drejede bare om på hælen, for at gå ind og fortsætte med min aflevering. Jeg var slet ikke tæt på at være færdig med den, og den skulle afleveres juleaften, og jeg ville gerne bare holde en smule fri før den dag.

 

               ”Ah… Skytsengle…” mumlede jeg og gabte, efter jeg havde siddet i flere timer foran min computerskærm, og jeg var blevet godt og grundigt træt af at læse, forstå og omformulere, og jeg havde kun fået skrevet to sider af min opgave. Klokken var to om natten, jeg plejede ikke at være så træt allerede, men den aften var virkelig en undtagelse, og det næste jeg kunne huske, var bare at mit hoved ramte mit tastatur med et lavt ”bump”, og jeg faldt i en dyb søvn.

               Loki lå og sov trygt i sin hundekurv, han snorkede lavt engang imellem, og sparkede måske lidt imens han drømte.

               Roo, på den anden side, stod i døråbningen til mit værelse, og så på mig med sine store, mørke hundeøjne. Der var en lille smule bekymring i dens øjne, imens den gik hen til mig, og stillede sig ved siden af min kontorstol og prikkede til mit ben, for at forsikre sig om, at jeg var faldet i søvn…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...