Angel Ashes

[Ser du din skytsengels ansigt, vil det næste du ser være asken...] Den attenårige pige, Choi Rin, har hele sit liv, været fortvivlet over den smukke skabning, der reddede hendes liv da hun var en lille pige på fire år. Hun glemmer sent hans øjne, som hendes barnlige sjæl forelskede sig i... Men måske var det bedst, at hun bare glemte ham, i stedet for at lede efter ham...
Der er jo, trods alt, kun asken tilbage.

74Likes
58Kommentarer
3178Visninger
AA

2. 1. December: Der hvor det skete

 

               ”Umma! Se hvad jeg har fundet!” råbte jeg til min mor, som stod ovre på den anden side af vejen. Hun stod og kiggede ind af et butiksvindue, og kunne ikke høre mig for al den støj, der var omkring os. Folk havde travlt med at handle ind, nu hvor de jo var juleaftensdag. Det var sidste chance for at få maden til julemiddagen, og måske hvis man nu lige havde glemt mandelgaven.

               ”Umma!” kaldte jeg igen, en smule frustreret over, at hun ikke reagerede. Jeg knurrede lavt indeni, og løb da over vejen, kun for at mærke mine fødder forsvinde under mig, idet jeg gled i sneen, og landede nede på den hårde asfalt, hvor jeg straks kunne mærke mine tårer presse på.

               Så hørte jeg et højtrystende hjulspind, da den sorte personbils hjul ikke kunne gribe ordentligt fat i sneen under den… Den kom nærmere mod mig, men jeg var ikke bange…

               Hvorfor var jeg ikke bange?

               Fordi jeg vidste, at han ville være der for at redde mig. Ligesom alle de andre aftener, hvor jeg havde drømt om ham.

 

               BEEP BEEP BEEP…!

 

               Jeg knurrede lavt af mit vækkeur og havde lyst til at kaste det ud af vinduet, da det vækkede mig. Helt ærligt, klokken var jo kun et om eftermiddagen? Det var tidligt for mig, især fordi jeg var sådan et nattemenneske. Jeg plejede bare at sidde ved mit skrivebord indtil sent om natten, måske om morgenen, helt alene i min lille lejlighed, som virkede så kold og tom, uden nogen til at holde om mig. Jeg var jo, trods alt, atten år. Jeg kunne godt trænge til en kæreste, det havde min mor jo så tit sagt til mig.

               ”Måske jeg snart skulle pynte op til jul…” mumlede jeg lavt til mig selv, for at få mine tanker væk fra kæreste-halløjet.

                ”Vruf!” kom det pludseligt fra gulvet af, og jeg vendte mig om, for at se min hun, Loki, som stod og så op på mig, med en logrende hale. Loki var min pekingeser, som jeg fik af mine forældre da jeg flyttede hjemmefra, så jeg ikke skulle føle mig alene. Jeg hadede at være alene, jeg led af paranoia, og det var ikke kun lidt.

               ”Ah… Skal vi se at få dig i snor?” gabte jeg og stod op, hvorefter jeg hurtigt kom i tøjet. Det føltes som om, jeg havde sovet i flere døgn, selvom det kun var de otte timer jeg havde sovet. Ja, jeg kom i seng klokken fem om morgenen. Det var bare en typisk rutine for mig.

 

               Jeg gik gennem de fyldte gader, sammen med Loki. Der duftede af pebernødder, klejner og julefrokoster. Ja, det var lige til at komme i julehumør af, hvis der altså var sne på gaden. Kulden var der, og jeg måtte kramme mig selv for at holde på min varme, imens Loki fik tisset lygtepælen til.

               ”Gad vide om det bliver en hvid jul i år?” sukkede jeg lavt. Loki svarede mig bare med en gøen. Jeg nikkede til ham, ”Du har sikkert ret… Der kommer intet sne i år.”

               Jeg følte mig en smule ynkelig, jeg boede jo helt alene med en hund, som ikke var den skarpeste kniv i skuffen.

               Pludseligt stod jeg der dog pludseligt, på fortovet ved siden af den vej, som jeg så uopmærksomt løb over som fireårig. Der, hvor jeg så ham for allerførste gang, og den allersidste gang. Jeg kunne mærke, hvordan sommerfugle susede blidt rundt i min mave, og omkring mit hjerte, bare jeg tænkte tilbage på det. Jeg var fire år gammel, men allerede der blev jeg forelsket, og jeg kunne huske det så tydeligt.

               Det var det eneste minde, jeg havde som lille.

               Jeg stirrede på det lille stykke asfalt, hvor han landede. Jeg kunne stadig ane den aske, som der pludseligt lå foran mig, efter han havde reddet mig.

               Hvis jeg nu løb ud på vejen igen, ville han så komme og redde mig igen? Jeg overvejede det virkeligt, for en kort stund… Bare for at se, hvad der ville ske ved det. Ville jeg mon dø, eller ville han virkelig komme for anden gang og redde mig også? Turde jeg tage chancen og gøre det?

               Jeg bed mig i min underlæbe, og kunne mærke min ene fod, der pludseligt løftede sig fra fortovet, og stillede sig på asfalten…

               ”Gør det ikke!”

               Jeg gispede lavt og trak straks min fod til mig igen, og gik en lille meter ind på fortovet igen, imens jeg så omkring mig i forvirring. Mit hjerte hamrede hårdt og hurtigt, og jeg kunne høre min egen vejrtrækning alt for tydeligt. Der var nogen, som holdt øje med mig, men jeg vidste ikke hvem, der var jo mennesker over alt.

               ”Vruf?” sagde Loki og så op på mig med et spørgende blik. Jeg smilede svagt til ham og bukkede mig ned, for at ae ham en lille smule.

               ”Lad og købe nogle julesmåkager, og så tage hjem… Okay?” sagde jeg med et lavt fnis. Loki svarede blot med at logre med halen. Ja, som om han forstod hvad jeg sagde.

               Hele vejen hen til bageren, kunne jeg fortsat mærke de øjne, som stirrede mig koldt i nakken. De mørke, hundehvalpeøjne, som fulgte mig over alt. Det var ikke de samme øjne, som dem for fire år siden, men de var lige så smukke som dem. Lige så varme, trygge og omsorgsfulde.

 

               Nogle små fødder fulgte efter mig og Loki på vej hjem, jeg hørte dem slet ikke, fordi jeg havde mine høretelefoner på. Jeg nynnede bare lavt med et smil, imens der blev spillet julesange på fuld knald fra min mobiltelefon. Jeg sang nok også lidt med, akavet som jeg var, imens jeg svingede med posen med småkager, som jeg havde købt hos bageren.

               De små fødder… Poter… Som fulgte efter os, stoppede dog ved døren til opgangen til min lejlighed, imens den pev lavt af os, for at få os til at lægge mærke til den. For at få os til at se den.

               Jeg så intet, jeg hørte kun julesangene, helt indtil den mørke morgen, efter at Loki havde gøet af mig, at jeg skulle gå i seng, fordi jeg havde brug for min nattesøvn. Han var værre end min mor, næsten ligesom en barnepige.

               ”Jaja, umma… Jeg skal nok gå i seng,” drillede jeg ham med et lille grin, da klokken var fire om natten. Jeg havde dog stadig den følelse… At nogen holdt øje med mig. Jeg vidste det bare… Jeg håbede dog at det var ren indbildning… Ikke? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...