I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3504Visninger
AA

9. 9. december: Tømmermænd

 

      Jeg stod og bed mig selv i læben ude foran døren til SHINee’s lejlighed, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at gå ind. Taemin’s kys på min kind, havde virkelig lavet ravage i mit hoved. Hvorfor havde han også gjort det? Var det muligt, at han kunne lide mig? Nej.. det var umuligt.. Jeg havde kun kendt dem i 6 dage, så det kunne umuligt være derfor. Det var nok bare hans måde at sige tak på… Ja, det måtte være det. Han virkede trods alt stadig som om, at han var rimelig barnlig ind imellem.

     Med en dyb indånding bankede jeg forsigtigt på døren, inden jeg låste mig selv ind, og stille sagde hej. Der kom dog ikke noget svar, så jeg tog blot overtøj og støvler af, inden jeg begav mig videre ind i stuen. Mine øjne blev store, da jeg så det store rod, der ventede mig. Tomme krus og tallerkener med rester af mad lå og flød alle vegne, og en del af balloner var blevet sprunget. Derudover kunne jeg se, at der lå et par flasker sprut hist og her, hvilket nok betød, at de havde festet rigtigt igennem aftenen før.

     Jeg stak da også kort mit hoved ind i de forskelliges værelser, og så dem alle sammen ligge og sove på underlige måder i deres senge, hvilket kun kunne skyldes alkoholen. Et let suk undslap mine læber, hvorefter jeg gik ud i køkkenet, og fandt et par sorte skraldesække, så jeg kunne gå i gang med arbejdet.

     Det var faktisk ganske rart, at kunne få lov til at beskæftige mine hænder med noget, mens mine tanker blot flød lidt rundt i forskellige retninger. Endnu en gang landede mine tanker på Taemin’s kys, og jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder. For pokker da også.. hvorfor skulle mine kinder også reagere sådan? Og mit hjerte… det sprang let af sted, når mine tanker landede på mindet… men hvorfor? Et eller andet sted vidste jeg det måske godt, men det kunne slet ikke komme på tale. Især fordi det ikke kun var over for Taemin, at mit hjerte reagerede på den måde…

     Jeg rystede let på hovedet og lod mine hænder klaske mig selv på kinderne et par gange, mens jeg forsøgte at komme til fornuft. Jeg var bare blevet fortryllet over, hvor godt de fyre så ud, og hvor venlige de faktisk var. Slet ikke, som jeg havde forestillet mig, at idoler ville være. Lige med undtagelse af Minho altså. Der var nu noget underligt ved ham. De andre havde ikke haft nogen problemer med at lukke mig ind, men Minho.. Han lukkede helt af, og nu hvor jeg tænkte over det, havde jeg endnu ikke haft en rigtig samtale kørende med ham. Det havde blot været hilsner, og så lige der under eftersøgningen af hans armbånd. Ellers havde han undgået mig, og jeg ham for den sags skyld, som jeg dog ikke helt vidste hvorfor…

     Da jeg blev færdig med oprydningen, var ingen af fyrene stået op endnu, og jeg begav mig derfor ud i køkkenet, for at lave en kur mod tømmermænd, som min faster tit havde lavet til min onkel, inden han døde af druk for et halvt års tid siden. De havde dog elsket hinanden meget højt alligevel, så hun havde ikke været ulykkelig, og faktisk nydt at lave de tømmermænds kure, som jeg forsøgte at gøre kunsten efter nu.

     I starten lugtede det ikke så godt, og ærligt indrømmet så det heller ikke videre appetitligt ud, men efterhånden blev det bedre, og til sidst lykkedes det mig vist at ramme den rigtige konsistens og lugt, sådan nogenlunde.

     Jeg havde dog ikke bemærket de lydløse skridt, der havde nærmet sig, mens jeg havde stået og koncentreret mig om tømmermændskuren, og blev derfor lettere forskrækket, da jeg pludselig mærkede et par stærke arme lægge sig om mig. De pressede min ryg ind imod en muskuløs brystkasse, mens de holdt mine arme på plads, ved at lægge så højt oppe, at hvis de bare lå lidt længere nede, ville de ligge ind over mine bryster. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte hamrede af sted for fulde drøn, og hurtigt fik varmen til at stige i mine kinder.

     Jeg ville vende mit ansigt, for at se hvem det var, men han lagde sit hoved på mit, så det nærmest blev mig umuligt. Jeg sank stille en klump, mens jeg forsøgte at finde ud af, hvad jeg skulle stille op. Mit hoved var dog et stort virvar, selvom jeg dog på en mirakuløs måde nåede frem til, at vedkomne bag mig ikke kunne være Jonghyun, da han ikke var høj nok til at kunne lægge sit hoved oven på mit. Desuden var Key’s arme slet ikke så muskuløse, og det samme galt for både Onew og Taemin.

     Mine øjne blev store og jeg slugte stille en klump, da sandheden gik op for mig. Hvorfor ville han stå og holde om mig på den måde? Og hvorfor sagde han ingenting? Var det bare mig, der ikke havde hørt om sige noget, fordi lyden af mit susende blod fyldte mine øre?

     ”Mi.. Minho-shi*.. Hva.. hvad laver du..?”

     I stedet for at svare mig med det samme strammede han sit greb om mig en smule. Mit hjerte bankede så hurtigt, at jeg var overbevist om, at han kunne høre det. De fleste piger ville besvime af lykke, hvis de blot holdt sådan om af Choi Minho… SHINee’s lækre rapper. Hvis jeg skulle besvime, ville det dog blive af angst. Jeg havde jo knapt vekslet et ord med ham, og så stramt som han holdt om mig, ville der ikke gå længe, inden han kunne risikere at brække et eller andet på mig, eller kvæle mig hvis han blot løftede armene en smule.

     ”Hvorfor… hvorfor brød du dit løfte?”

     Hans stemme var hæs, og lød langt mere trist, end jeg nogensinde havde forstillet mig, at Minho kunne lyde. Jeg havde tit forestillet mig, at han kunne råbe ekstremt højt, bare jeg gjorde det mindste forkert, og jeg hørt ham grine sammen med de andre. Jeg havde dog aldrig troet, at jeg skulle høre ham på denne måde, og især ikke at hans ord skulle tage pusten fra mig på den måde.

     ”Løfte? Hvilket løfte?”

     Jeg fik ikke noget svar tilbage, og der gik kun lidt, inden en snorke-agtig lyd ramte mit øre. Det var bare løgn det her. Var han faldet i søvn? Lyden af et højt snork bekræftede min teori, og jeg kunne mærke, hvordan min irritation voksede. Hvordan kunne han tro, han kunne tillade sig, at overmande mig på sådan en måde, og så bare stille sig til at sove? Og ikke nok med det, var hans arme som limet fast rundt om mig, så jeg ikke kunne gå nogen steder. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

     ”YA! HVAD TROR DU LIGE, DU HAR GANG I!”

     Straks slap hans arme mig, og jeg vendte mig om for at se på en Minho, der missede let med øjnene, mens resten af SHINee stille indfandt sig i køkkenet.

     ”Hvad er det for en larm?”

     Onew tog sig til hovedet, inden han stoppede op ligesom de andre med deres øjne rettet imod Minho og mig. Jeg derimod stod blot og sendte lyn ud ad øjnene rettet direkte imod Minho, der stod og så lettere forvirret ud.

     ”Frøfjæs, hvad har du nu gjort?”

     Det var Key, der først opfangede, hvilke signaler det var jeg sendte, og derfor kom over og stilte sig ved siden ad mig, selvom han dog så ud til, at være klar til at dække sine følsomme øre, hvis jeg skulle begynde at råbe igen.

     ”Ikke noget..”

     Ikke noget? Seriøst? Jeg knyttede stille min ene hånd sammen, mens jeg ihærdigt forsøgte at styre mit temperament. Havde jeg været ti år yngre, ville jeg have faret i kødet på ham, men jeg havde trods alt lært at styre mit temperament en del siden dengang. Sådan da…

     ”Så ikke noget, er snige sig ind på folk, omfavne dem så stramt, at de dårligt nok kan trække vejret, spørge dem om noget af det mest latterlige, og så falde i søvn?!”

     Min stemmes toneleje steg en del, mens jeg snakkede, så de fleste af drengene måtte holde sig for ørene, grundet deres tømmermænd.

     ”Jeg ved ikke, hvad du taler om??”

     Minho’s blanke ansigt hjalp ikke ligefrem på mit temperament, og jeg måtte styre mig selv, så det her ikke kom til at ende helt galt.

     ”Fint. Når du på et tidspunkt husker, hvilket ’løfte’ det er, jeg har brudt, så giv mig besked.”

     Derefter spankulerede jeg irriteret forbi samtlige fyre med kurs direkte imod entréen. Jeg var for opkørt lige nu til at tænke klart, og hvis ikke jeg skulle risikere at miste det her job, blev jeg nødt til at tænke klart. Og så skulle den idiot til Minho komme med en forklaring og en undskyldning.

     Ingen af fyrene prøvede på at stoppe mig, sikkert fordi de ikke ønskede, at udsætte deres tømmermænd for min brusende arrigskab, og et eller andet sted passede det mig ganske fint. Eller måske ikke helt. Et eller andet sted havde jeg nok håbet lidt på, at blot én af dem ville spurte efter mig, og forsøge at få tingene klaret hurtigt, sådan så det hele kunne blive lutter lagkage igen.

     Et suk forlod mine læber, da jeg kom uden for og vente mit blik op imod den grå himmel. Pludselig virkede min vrede så langt væk, og i stedet for overtog en trist følelse mit sind. En følelse af at være alene. Ligesom jeg plejer.

     Stille trak jeg af sted med min cykel, da jeg egentlig ikke havde lyst til at tage hjem. For hvad ventede der mig? En tom og kold lejlighed. Når ja, og så lektier… tonsvis… Endnu et suk undslap mine læber, mens jeg blev enig med mig selv om, at jeg helst ville glemme alt om, hvad der lige var sket, og så blot gå hjem og få klaret de fleste af mine lektier. På den måde kunne jeg også holde min hjerne beskæftiget, så den ikke ville tænke på de fem fyre, jeg ikke vidste, så ned på mig oppe fra lejligheden af.

 

__________________________________________________

*”-shi” putter man bag på et navn, hvis man ikke kender vedkomne særlig godt. Man bruger til gengæld ”-ah”, hvis det er én man kender rigtig godt eller noget i den stil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...