I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3538Visninger
AA

8. 8. december: Surprise!!

 

      Jeg var ikke typen, der busede ud med min vrede, men holdt den for mig selv, hvilket resulterede i, at jeg stort set ingen søvn havde fået. Den eneste ting jeg havde nået i går, var at få bestilt maden, så i dag skulle jeg både købe pynt, kager og få det hele over til lejligheden og pyntet op i løbet af tre timer. Faktisk havde jeg kun 2½, inden nogle af gæsterne ville begynde at komme, så snart alle medlemmer ville være ude af huset.

      ”Mianhae… jeg dansede, og glemte helt tid og sted, så jeg opdagede ikke, at de andre var gået… Du er ikke vred på mig.. vel, Noona?”

     Et let suk undslap mine læber, ved at tænke tilbage på det. Selvfølgelig kunne jeg ikke være vred på Taemin. I hvert fald ikke særlig længe. Det var han for nuttet til.

     Jeg havde dog været lige ved at gå ud ad mit gode skin, da jeg stod og kiggede på pynt, og jeg havde hørt Key’s stemme et par rækker væk, brokke sig over, at der ikke var mere af hans must-have ansigtscremé. Jeg havde straks sneget mig så langt væk som muligt, kun for at støde direkte ind i ham i grøntsagsafdelingen, da han var ude og købe lidt forskelligt ind, selvom deres køleskab egentlig var fyldt til renden.

     Mit blik gled stille over på den pose, jeg havde gaven, jeg havde fået købt til Onew med lidt hjælp fra Key. For selvfølgelig spurgte han, hvad jeg lavede der, og så måtte jeg jo finde på noget. Så snart jeg kom til at sige, at jeg skulle købe en gave til Onew, havde han droppet alle sine egne indkøb, og var gået i gang med at hjælpe mig med at finde en gave, der hverken var for dyr eller noget. Det havde faktisk været rigtig hyggeligt, selvom noget af det første Key gjorde, var at købe en kasket til mig, da han ikke ligefrem var typen, der selv forklædte sig. Så denne gang var det min tid, så jeg blot kom til at ligne en af de sædvanlige assistenter, som nogen gange hjalp ham med at shoppe.

     Jeg fik stille rejst mig fra min seng, selvom jeg egentlig ikke havde lyst til det. Blot tanken på alt det jeg skulle nå, gav mig lyst til at blive liggende under min varme dyne, men jeg havde trods alt lovet Taemin at hjælpe ham. Og et løfte er et løfte. Jeg nikkede let for mig selv, inden jeg fik plantet min brede bagdel i et par hullede jeans og trukket en lang rød-brunlig rullekrave striktrøje ned over hovedet. Sko blev blot mine sædvanlige støvler, og så ellers lige køre mine fingre igennem mit korte hår et par gange, inden brillerne kom på plads.

     Derefter var det på med overtøjet og så en dyb indånding, inden jeg begav mig målrettet ud ad døren. Jeg cyklede over til det nærmeste center, for at få købt pynten jeg skulle bruge, selvom det ikke ligefrem var let. Lørdag betød trods alt weekend, og weekend betød mange handlende. Alle butikker blev betragtet som en slagmark, hvor alle gjorde sit for at overleve og komme af sted med de bedste tilbud.

     Det lykkedes mig dog efter et par gode timer, at slippe derfra uden nogen skræmmer, hvorefter turen gik til bageren. Der var det også en større krig, man skulle kæmpe for at få noget som helst, men det lykkedes mig dog på mirakuløs vis alligevel at få fat i to rimelig store kager med frugt.

     På en eller anden måde lykkedes det mig også at få fragtet alle tingene hen til fyrenes lejlighed, ved at have pynten hængende i poser på cykelstyret, og støtte kagerne, der balancerede på bagagebæren. Det at få tingene inden for til gengæld var ikke videre let, men det lykkedes mig, hvorefter jeg steg af på etagen før deres lejlighed, for at vente ude på trapperne, indtil de alle sammen var taget af sted.

     Mens jeg ventede, kunne jeg ikke lade vær med at fiske den lille gave, der lå i min lomme op og kigge lidt på indpakningen. Mens Key havde kigget den anden vej, havde jeg fået en dame til at pakke Minho’s armbånd ind i en sød lyseblå æske med en fin sløjfe, som jeg kunne give til ham i gave. Jeg håbede sådan, at han ikke blev vred over, at jeg ikke bare havde lagt det af til ham, da jeg fandt det, men på det tidspunkt havde det bare virket som sådan en god idé, at give ham det i fødselsdagsgave. For hvad skulle jeg ellers give ham? En fodbold? Det virkede også bare så underligt at give et idol med et travlt skema… især på denne årstid.

     Lyden af elevatoren der kørte op, vækkede min opmærksomhed, og der gik ikke lang tid efter, at den var kørt ned, inden der tikkede en besked ind fra Taemin:

     ”Kysten er klar. Glæder mig til senere. Fighting Noona!^^”

     Et smil spredte sig på mine læber. Han var altså alt for sød til kun at være et par måneder yngre end mig. Jeg fik rejst mig op og samlet tingene sammen, hvorefter jeg begav mig op til lejligheden. Det var lettere besværligt at komme ind i lejligheden uden at komme til at tabe noget, men på en eller anden lykkedes det mig både at komme ind i lejligheden, tage mine sko af, og få båret alting ud til køkkenbordet.

     Derefter skulle det gå stærkt. Jeg fik rimelig hurtigt rykket rundt på møblerne inde i stuen, så der kunne være nogle flere mennesker, og så fik jeg skubbet spisebordet ind i stuen og op ad en væg, hvor jeg kunne placere drikkevarerne efter at have lagt en dug ud over bordet.

     Derefter pustede jeg balloner op, indtil mine lunger føltes som om de kunne sprænge hvert øjeblik det skulle være. At have anstrengelsesastma og så puste så mange balloner op, var bestemt ikke nogen god kombination, men takket være al min sangundervisning, var min anstrengelsesastma ikke så slem, fordi jeg fik trænet min lungekapacitet. Ballonerne hængte jeg op i dørkarmene og rundt omkring, hvor jeg lige kunne komme til, sammen med guirlander der hang i loftet på kryds og tværs og dermed skabte et strålende rum i al verdens farver.

     Jeg havde kun lige nået, at få hængt den sidste guirlande op, inden de første gæster ankom, og jeg kunne mærke, hvordan mit ansigt blev en smule mere rødt for hver nyankomne. Alle gæsterne var idoler fra forskellige grupper. Både Girls Generation, F(x), Super Junior, og mange andre dukkede op, og hver gang følte jeg mig mindre og mindre, og samtidig ekstremt overvåget. Dog var de alle vældig flinke og spurgte hele tiden, om de skulle hjælpe med noget.

     Mens jeg fik gjort kagerne klar, havde de andre fået lavet sofabordet om til et gavebord, og før end jeg vidste af det, var det hele sådan set pakket og klart til at festens æresgæster skulle ankomme.

     Mit blik havnede på klokken ligesom min mobil begyndte at vibrere. Jeg behøvede ikke engang at kigge på den, inden at jeg styrtede ind i stuen og fik meddelt de andre, at nu var de her, hvilket straks fik en af drengene til at slukke for lyset. Jeg maste mig dog stille om bag alle de andre, der stimlede sammen for at være klar til at overraske Onew og Minho, når de fik tændt lyset. Jeg havde ikke lyst til at skulle stå midt imellem alle de flot festklædte idoler i mit kedelige hverdagstøj.

     Alligevel bankede mit hjerte som besat, da jeg hørte nøglen dreje i låsen døren gå op. Velkendte stemmer i entréen, og kun et kort øjeblik efter blev lyset tændt, og alle råbte hurra af deres lungers fulde kræft. Key og Jonghyun var lige så overraskede som Minho og Onew, der hurtigt begyndte at grine og smile, mens de blev lykønsket af deres venner. Jeg stod blot pænt ovre i hjørnet for mig selv og betragtede dem alle på afstand.

     Det hele lignede noget, der burde sendes i fjernsynet, og jeg kunne ikke andet, end at føle mig en smule forkert tilpas. Jeg fik dog alligevel fremtvunget et smil, da Taemin kom over til mig og så på mig med julelys strålende ud ad øjnene.

     ”Tusind tusind tak Noona!! Hvor er her bare blevet flot!”

     Jeg kunne mærke mine kinder blive en smule varme over det, så jeg trak blot på skuldrene, som om det her ikke var noget særligt.

     ”Vil du ikke gøre mig en lille bitte tjeneste mere?”

     Endnu en gang så han på mig med de der store uimodståelige øjne, så før end jeg havde fået tænkt mig om, havde jeg endnu en gang gået med til at hjælpe Taemin med noget, jeg ikke havde nogen idé om, hvad var. Mine øjne fulgte ham blot, da han vendte sig om imod resten af gæsterne, hvorefter han rømmede sig, mens han trak mig med ind i midten af stuen. Noget der ikke lovede alt for godt.

     ”Hyungs.. Noona vil gerne synge en fødselsdagssang for jer!”

     Mine øjne blev store, og jeg kunne mærke, hvordan alt inden i mig frøs fuldstændig til is. Alles øjne vendtes imod mig, og jeg begyndte automatisk at køre mine hænder let nervøst imod hinanden.

     ”Det.. det kan jeg altså ikke…”

     ”Kom nu Noona! Du lovede!”

     Taemin så på mig med sine store øjne igen, hvilket fik mig til at bide mig i min læbe og se alle andre steder hen. Endnu en gang ville jeg ønske, jeg bare kunne krympe ned til jeg var en usynlig plet på gulvet, men nej.. Skæbnen ville ikke give mig den fornøjelse.

     ”Okay.. men.. det er lidt.. pinligt, over for så mange sangere…”

     Jeg mumlede det kun det sidste, så Taemin kunne høre det, hvorefter han lagde sin hånd på min arm og gav den et let klem.

     ”Jeg er sikker på, du er rigtig god!”

     Jeg smilede ganske svagt af det, hvorefter han gik over til de andre for at lytte. Jeg lukkede stille mine øjne, og tog en dyb indånding. Normalt sang jeg ikke uden min guitar, og især ikke overfor nogen som forventede noget af mig. Normalt sang jeg bare… Så det var det, jeg forsøgte på at gøre igen, da tonerne forlod mine læber, og formede den sang, min mor plejede at synge for min far på hans fødselsdag.

”Born in the winter
this beautiful you
Clean like snow
you who belong to me

Born in the winter
my 
lover
Clear as snow
you who belongs to me

Regardless whether it’s spring,summer,autumn, or winter
Always clear and clean

Born in the winter
this 
beautiful you
Clean like snow
you who belongs to me

Happy Birthday to you
Happy Birthday to you, hoo…
Happy Birthday to you
Happy Birthday to you…”

 

     Da jeg afsluttede sangen, begyndte folk straks at klappe og pifte, mens jeg blot så ned knaldrød i hovedet, og forsigtigt skubbede mine briller en smule op på min næseryg. Jeg bukkede høfligt nogle gange, hvorefter festlighederne stille tog til igen. Jeg derimod satte kurs direkte imod entréen, hvor jeg rimelig hurtigt og ubemærket fik taget mine støvler og min frakke på, mens Onew og Minho gik i gang med at åbne deres gaver.

     Jeg havde allerede nået at trække min cykel lidt væk fra bygningen, og skulle lige til at sætte mig op på den, da Taemin kom farende ud ad bygningen og råbte efter mig. Jeg stoppede op og ventede på mig, men blev mere end overrasket, da han lagde sine arme om mig i et kram og trak mig godt ind til sig.

     ”Mianhae Noona! Det var ikke min mening at få dig til at gå.. Jeg tænkte bare, at det ville være en rigtig god gave, hvis nu du sang, nu de i forvejen har hørt os andre synge masser af gange… Mianhae…”

     Mit hjerte hoppede let af sted i min brystkasse, mens vi stod der, og jeg kunne ikke andet, end at smile lidt af Taemin. Ganske forsigtigt lagde jeg også mine arme om ham, og nød blot et øjeblik at blive holdt om. En ting der ikke skete så tit for mig, og især ikke på denne måde, hvor han holdt mig godt ind til sig, som for at beskytte mig imod kulden, selvom han ikke engang selv havde nået at få en frakke på, og derfor måtte hundefryse.

     ”Det er okay… Jeg følte mig bare ikke rigtig hjemme.. Jeg kender jo ikke andre end jer, og sådan…”

     Forsigtigt lod jeg mine arme falde ned langs mine sider igen, så Taemin kunne give slip på mig, selvom jeg ærligt må indrømme, at jeg ville ønske, han kunne have holdt om mig bare lidt endnu. Alligevel slap han stille sit tag om mig, hvorefter han så på mig med et smil, der stadig var nuttet, men samtidig fik mit hjerte til at slå en ekstra gang.

     ”Okay.. pas godt på dig selv”

     Det næste der skete, fik tiden til at gå i stå et øjeblik. Mit hjerte hamrede som besat, og jeg kunne ikke tro, at mit ansigt kunne blive varmere efter det. Taemin’s bløde læber havde strejfet min kind i det, der vil svare til et splitsekund, det tog ham at kysse den, og alligevel brændte følelsen stadig, selv da han var forsvundet indenfor igen.

     Det tog mig lidt tid, at komme mig over chokket, inden jeg stille, og knaldrød i hovedet begav mig hjemad, uden at have bemærket fyren med den lille lyseblå æske knuget hårdt i hånden, stå og kigge igennem vinduet efter mig.

 

 

 

 

______________________________

Sangen som Riah synger for Onew og Minho er "Winter Child"
- http://www.youtube.com/watch?v=nGNS2F1fb5c

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...