I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3499Visninger
AA

7. 7. december: Hemmeligholdelse

      Endnu en gang havde jeg været mentalt fraværende det meste af dagen, da jeg ikke kunne tænke på andet, end alt det jeg skulle nå inden surprise partyet. Jeg havde givet Taemin mit nummer, så han kunne skrive, hvor mange gæster der ville komme, så jeg kunne sikre, at der var mad nok til alle. Mit eneste problem var bare, at jeg skulle tilbage til SHINee’s lejlighed for at hente pengene, som Taemin ville have gemt til mig.

     Et let suk undslap mine læber og formede en tåget sky foran mit ansigt. Det var blevet koldere på det sidste, men der var stadig ikke faldet noget sne, hvilket jeg et eller andet sted kun var glad for. Jo, jeg kunne da godt lide sne, og det var da også hyggeligt at sidde under tæpper med varm kakao og se en god film… Det var bare bedre, at gøre det sammen med nogen… Desuden ville det blive alt for besværligt at cykle, hvis der lå for meget sne, og råd til bussen havde jeg bestemt ikke.

     Jeg parkerede endnu en gang min cykel ude foran lejlighedskomplekset, og begav mig ind i opgangen. Taemin havde skrevet til mig, at de alle fem var til træning, så uden nogen former for problemer begav jeg mig op i lejligheden og videre ind på Key’s værelse, hvor ganske rigtigt, der lå en kuvert med penge under den pink betrukne hovedpude.

     Mine fødder stoppede stille op, da jeg nåede ud i stuen igen. Jeg havde haft snakket med Taemin aftenen før om, hvor lang tid jeg havde til at få pyntet op og alt sådan noget, hvilket faktisk kun var 3 timer. 3 timer var ikke meget, men det skulle nok lykkedes mig på den ene eller den anden måde. Jeg klemte mine øjne en smule sammen i et forsøg på at forestille mig, hvordan stuen ville komme til at se ud med balloner hængende omkring dørene, og guirlander i loftet, og så kunne spisebordet ude i køkkenet trækkes ind og bruges til drikkevarer og mad, og…

     Mine øjne blev store, da jeg hørt en nøgle dreje let i låsen til døren, hvilket fik mig til straks at kaste mig ned bag sofaen i håb om, at hvem der så trådte ind ad døren ikke så mig.

     Mit hjerte hamrede hårdt imod min brystkasse, mens jeg kunne høre lyden af et par sko blive taget af, efterfulgt af et par strømper der vandrede blødt hen over stuegulvet. Jeg knugede kuverten instinktivt ind til mig, da det hele ville blive ødelagt, hvis jeg blev taget med en kuvert med penge, hvis ikke de troede, at jeg var en tyv, når det kom til stykket.

     De lette fodtrin gled let forbi sofaen og videre mod værelserne, hvilket fik mig til at skynde mig at stoppe kuverten ned i mine jeans under min bluse, inden jeg så lydløst som muligt kravlede stille hen over stuegulvet i håbet om, at jeg kunne nå ud til gangen og smutte, inden jeg blev opdaget.

     ”Riah? Hvad laver du her?”

     Lyden ad Onew’s stemme fik mine øjne til at blive store, mens min hjerne febrilsk ledte efter den mindste grund til, hvorfor jeg skulle befinde mig i deres lejlighed i dag. Forsigtigt vendte jeg mit ansigt om imod en Onew, der så undrende på mig med et af de der lidt mistroiske blikke, der fik mig til at føle mig så skyldig, selvom jeg ingenting havde gjort.

     ”Oh.. Annyong Onew Oppa*… Jeg… tabte min ørering i går, da vi ledte efter Minho’s armbånd… så jeg ville bare lige kigge efter den..”

     Jeg sendte ham et uskyldigt smil, og så hans ansigt lysne forstående, mens han nikkede let af det, og sendte mig et opmuntrende smil.

     ”Du skal nok finde den. Jeg skulle bare lige hente et par andre sko, da dem jeg brugte gik i stykker.. typisk, ik’?”

     Han smilte skævt af det og holdt de trænings sko op, som han stod med i hænderne, hvorefter han gik over forbi mig og ud i gangen igen.  Jeg lod mit blik falde ned på jorden igen, og undersøgte gulvet nøje efter den ørering, jeg vidste ikke var der. Først da døren til lejligheden lukkede igen, lod jeg mig dumpe ned på bagdelen og åndede lettet op. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig, og jeg måtte bruge et øjeblik på at falde til ro igen.

     Som jeg skulle lige til at rejse mig, fik jeg øje på noget, der glimtede ovre under tv-bordet, og jeg kravlede derfor, nysgerrig som jeg var, over for at se, hvad det var. Jeg blinkede et par enkelte gange, da jeg stille trak kæden af sølv ud, som på en eller anden måde virkede bekendt. Mine øjne blev en smule store, da det gik op for, at det var det armbånd, Minho havde fået os alle sammen til at lede efter dagen før, indtil vores rygge gjorde ondt.

     Jeg kom stille på benene igen, mens jeg overvejede, om jeg bare skulle skrive en seddel til ham, og så lægge armbåndet oven på det, og hvad der så skulle stå på den. En idé indprentede sig dog stille i min bevidsthed, og jeg kunne ikke lade vær med at smile ved tanken. Jeg puttede stille armbåndet i lommen i stedet for, hvorefter jeg gik ud og tog mine sko på.

     Nervøsiteten for at komme til at støde ind i ét af de andre gruppe medlemmer gjorde, at jeg i stedet for at vente pænt på elevatoren småløb hele vejen ned ad alle trapperne. Da jeg kom udenfor, fik jeg hurtigt låst min cykel op, og der gik ikke mange øjeblikke, inden jeg var drejet væk fra den gade, deres lejlighed lå på.

     Mens jeg cyklede gennemgik jeg i mit hoved de ting, jeg havde aftalt at købe med Taemin, mens jeg fandt ud af, hvor jeg skulle cykle hen ad først. Mit første stop blev hos en bager ikke så langt derfra, da jeg helst ikke skulle transportere kagerne for langt dagen efter. Mit eneste transportmiddel var trods alt min gamle cykel, der ikke ligefrem havde en cykelkurv, men kun en rusten bagagebære der kun måske kunne holde en kage på plads uden at mase den fuldstændig til mos.

     Jeg bed mig let i læben, mens jeg stod og overvejede, hvilken kage jeg skulle vælge, da der var alt for mange at vælge imellem. Der var chokoladekager, kager med frugt, kager med marzipan, glasur og jeg ved ikke hvad. Jeg kløede mig let i håret, mens jeg stod og så koncentreret på de to kager, som jeg havde valgt at cutte mit udvalg ned til.

     ”Hvad er det du laver?”

     Jeg sprang nærmest op i loftet og blev siddende, da Jonghyuns stemme lød lige ved siden ad mit øre. Jeg så på ham med forskrækkede øjne, og slog ham let på armen, da han endnu en gang blot grinede ad mig. Han var godt nok iført et halstørklæde og en kasket, der skjulte hans identitet lidt, men stemmen kunne jeg bare ikke tage fejl af.

     ”Det er ikke sjovt! Hvad laver du selv her?”

     Jeg så på ham med et smule mobset ansigtsudtryk, fordi han endnu en gang fik mig til at føle mig ekstremt forlegen over ham, hvilket resulterede i røde kinder.

     ”Slikkepind… de sælger min yndlings her.”

     Han gik over til en hylde med slik, og tog en slikkepind jeg ikke lige bemærkede mærket på, inden han begav sig over imod kassen.

     ”Du fortalte aldrig, hvad du lavede her?”

     Crap. Jeg havde lovet Taemin at holde hele festen hemmelig – selvom for Jonghyun og Key, da Jonghyun blot ville blive for ivrig og måske komme til at afsløre noget, og Key ville forsøge at tage kontrol med hele arrangementet. Men festen skulle være Taemin’s gave til Minho og Onew, så jeg blev nødt til at finde på noget i en fart.

     ”Jeg har lige været oppe og lede efter min ørering, og så blev jeg en smule lækker sulten… men jeg har ikke råd alligevel…”

     Jeg trak let på skuldrene af det, hvorefter Jonghyun kun brugte et split sekund på at beslutte sig, inden han vendte om og gik over og tog endnu en slikkepind, som han gik over og betalte for, hvorefter han kom over til mig og rakte mig den ene.

     ”Værsgo.. det er godt nok ikke kage, men de er gode.”     

     Han sendte mig et strålende smil, og jeg kunne ikke andet end at føle mig smirget over det, selvom jeg kun vidste det, fordi jeg kunne se, hvordan hans øjne trak sig sammen, som når han smiler stort, da både hans mund og næse var dækket af halstørklædet.

     ”Gomawo… men øhm… hvordan har du tænkt dig at spise den?”

     Jeg havde dårligt nok nået at spørge, inden Jonghyun allerede havde stukket slikkepinden ind under halstørklædet, så man nu kunne se pinden stikke frem under halstørklædet og skabe en meget underlig bule.

     ”Sådan her..”

     Jeg kunne ikke lade vær med at smile af det, hvorefter jeg var nødsaget til at følges med ham ud ad butikken, selvom jeg skulle have bestilt kagerne. Det måtte dog blive på et andet tidspunkt, da han forlangte at følge mig lidt på vej. Det var da også ganske hyggeligt, men mine tanker blev ved med at køre rundt omkring festen, hvilket gjorde, at jeg kun hørte halvdelen af, hvad han sagde til mig, og var derfor lettet, da han mente, han havde gået langt nok, og vi derfor tog afsked.

     Et let suk forlod mine læber, hvorefter jeg stille steg op på cyklen igen og satte kurs mod mit næste stop. Jeg kunne dog ikke lade vær med at være en smule irriteret på Taemin, da han havde skrevet, at de alle sammen var til træning, og nu var jeg både støt ind i Onew og Jonghyun. Det tegnede ikke særlig godt.

     Jeg parkerede foran Mexicana chicken og trak min mobil op ad lommen så snart, jeg havde låst den. Jeg kørte hurtigt igennem mine kontakter for at ringe Taemin op, og høre ham ad, hvorfor i al verden han ikke havde advaret mig. Jeg stillede mig ind i køen, mens jeg forsøgte at få kontakt i den anden ende men uden held. Et lidt irriteret suk forlod mine læber, hvorefter jeg lagde røret på, ligesom kunden foran mig stillede ekspedienten et underligt spørgsmål.

     ”Er det ikke muligt for mig, at købe en af jeres medarbejder hatte? Det er til en ven, som snart har fødselsdag, og han lever næsten ikke af andet end mad herfra..”

     Mine øjne blev store, da jeg endnu en gang kunne genkende stemme foran mig, og jeg mærkede, hvordan følelsen af panik løb igennem min krop. Det var simpelthen bare løgn det her… to gange var en tilfældighed, men tre gange? Hvad havde skæbnen imod mig, siden jeg skulle udsættes for det her?

     Jeg trak stille kraven på min slidte frakke godt op omkring mit ansigt, og forsøgte for så vidt muligt at forsvinde i min jakke, så kunden foran mig ikke opdagede noget. Til mit held lykkedes det dog ikke for ham at få overtalt ekspedienten til at sælge ham sin kyllingehue, og han gik derfor ud ad døren, uden så meget som at se på nogen andre mennesker i køen.

     Et øjeblik hvilede mit blik på døren, da Minho’s høje skikkelse forsvandt ud igennem den, inden at ekspedienten rømmede sig, og jeg forlegent trådte frem, for at få min aftale om levering af maden til i morgen i hus.

 

 

___________________________________

*”Oppa” kalder piger en fyr, der er ældre end hende selv eller en storebror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...