I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3637Visninger
AA

5. 5. december: Tårevædet drøm

 

      Mørket der omkredsede mig var klamt og klistret, og det hele føltes koldt og fugtigt. Jeg kunne ingenting se omkring mig, og uanset hvad gjorde, var det som om, at jeg ingen vegne kom. Jeg sad fast i et stort sort hul.

      I starten havde jeg ikke følt noget som helst. Ingenting. Ikke andet end tomhed havde fyldt mig, og derfor havde mørket hverken virket betryggende eller skræmmende. Det var der jo bare. Stille havde fortrængte følelser dog sneget sig ind på mig, som slanger af mørke der indtog mit sind. Følelser som fortvivlelse, desperation og benægtelse løb igennem min krop, og da jeg endelig troede, at det var slutningen på den pine, mørket udsatte mig for, kom der endnu en bølge.

      Bølgen førte ikke blot følelsen med sig, men også den person der havde forsaget den. Han stod dér.. Hans strålende mahognifarvede øjne, de markerede kindben, den lidt skæve næseryg, de søde smilehuller, den en smule spinkle kropsbygning…

      Jeg ville sige noget til ham, men ordene var fanget på min tunge og min hals føltes tør som sandpapir. Stille så jeg, hvordan han forandrede sig for øjnene af mig. De øjne, der plejede at se på mig med mere ømhed og kærlighed, end noget andet levende væsen nogensinde havde gjort, var pludselig følelseskolde og fyldt med afsky. Smilehullerne kunne ikke længere ses, da de ellers så velkendte bløde læber var formet i en lige smal streg. Hele hans kropsholdning var ikke længere den omfavnelse, som jeg savnede.. som jeg havde brug for. I stedet var den en trussel, og jeg kunne mærke, hvordan mine kinder blev gennemblødte af mine tårer.

 

      En solstråle ramte mit ansigt, og fik mig til at misse let med mine øjenlåg. Følelsen af den hjerteknusende sorg lurede stadig lige under huden, og jeg vidste med det samme, at det hele bare havde været en ond drøm. En ond drøm der endnu en gang rodede op i gamle sår i stedet for at lade dem hele.

     Jeg kunne mærke mit håre klistre til mit ansigt takket være tårerne, der havde trillet ned ad mine kinder. Med et let suk fik jeg frigjort min hånd af tæppet, for stille at få fjernet håret fra mit ansigt, så jeg ikke fik det i øjnene, når jeg først åbnede dem. Tæppet? Jeg sov da ikke med tæppe? Godt nok havde jeg ikke særlig mange penge, men var der én ting, jeg ikke ville undvære for noget som helst i verden, så var det da min dejlig varme dyne.

     Jeg slog stille mine øjne op blot for at kigge op i et træ loft, der ikke var mit eget. Stille kom jeg op og sidde, og jeg kunne mærke en let hovedpine sprede sig fra et sted lidt over min nakke. Mit blik gled undersøgende rundt i lokalet, mens mine øjne tilpassede sig lyset. Jeg lå på en beigefarvet sofa i en stue, der ikke var min, men som alligevel virkede bekendt.

     Det var først, da jeg fik vendt mit blik imod de to lænestole, at det fik op for mig, hvor jeg var. I den ene stol sad der en sovende Taemin, der nærmest lå halvt ud over kanten på det ene armlæn, og i den anden sad en fyr med dynen trukket helt over hovedet, så jeg ikke kunne se, hvem af dem det var.

     Jeg tog mig stille til hovedet, som gårdagens begivenheder faldt på plads i min hukommelse, og min hovedpine ikke ligefrem blev forbedret af det. Med de sidste dages begivenheder kunne jeg godt have været den drøm foruden. Som om mit liv ikke var slemt nok i forvejen.

     ”Du er vågen?!”

     Jeg vendte mit ansigt imod køkkenet, hvor stemmen kom fra, og så på Key, der var iført et lyserødt forklæde med teksten: ”Love your life? Leave my kitchen!” Godt jeg ikke havde lavet mad, mens han var hjemme. Jeg nøjedes dog blot med at nikke let, da min mund føltes underligt tør. Som havde Key kunnet læse mine tanker, kom han ind i stuen et kort øjeblik efter med et stort glas vand og nogle aspiriner til min hovedpine, lidt ligesom min moder kunne have fundet på.

     ”Du har sikkert stadig hovedpine.. de her burde kunne tage de værste smerter..”

     Han rakte mig pillerne og vandet, mens jeg satte mig, så der også var plads til, at han kunne sætte sig i sofaen ved siden ad mig. Jeg undgik let hans blik, mens jeg slugte pillerne og slubrede vandet i mig, som var jeg en plante, der var ved at udtørre.

     ”Har du lyst til at snakke?”

     Jeg vendte mit blik imod ham og hævede mit ene øjenbryn let over det spørgsmål.

     ”Snakke? Om hvad dog?”

     Underligt nok følte jeg mig ikke lige så forlegen over Key, som jeg havde gjort over for hverken Jonghyun eller Onew. Måske var det noget ved hans katteagtige venlige øjne?

     ”Din drøm for eksempel..”

     Jeg mærkede straks min hals snøre sig sammen i en tør knude igen, mens jeg vendte mit ansigt væk fra ham.

     ”Hvilken drøm?”

     Jeg bed mig en smule nervøst i læben, og kunne allerede mærke hvordan det prikkede i nakken. Havde jeg sagt et eller andet forfærdeligt i søvne? Havde jeg pruttet eller noget i den stil? Bare tanken om det gjorde mig lettere forlegen.

     ”Den der fik dig til at græde..”

     Ved lyden af hans ord vendte jeg stille mit blik op imod ham igen. Hans øjne var hverken bebrejdende eller dømmende, men fyldt med oprigtig bekymring og moderkærlighed, jeg ikke havde oplevet alt for længe. Jeg kunne mærke, hvordan tvivlen stille indtog mit sind. Skulle jeg fortælle ham om min drøm? Eller skulle jeg lade som om, jeg ikke kunne huske den, og så bare skynde mig ud derfra? Jeg valgte dog at lytte til min mavefornemmelse, og min mavefornemmelse fortalte mig, at Key var én, der ikke ville fortælle ens hemmeligheder videre.

     ”Jeg… Jeg drømte… om min ekskæreste…”

     Jeg smagte lidt på ordene, da de gled ud over mine læber. Jeg havde egentlig undgået emnet så længe, at det var første gang, at ordet ’ekskæreste’ gled ud imellem mine læber. Key’s øjne var forstående og tålmodige, og da jeg ikke kunne få mig selv til at forsætte, hjalp Key mig stille på vej.

     ”Hvor lang tid er det siden?”

     ”Næsten 2 år…”

     Jeg lod stille en mundfuld luft sive ned i mine lunger og holdt den der lidt, inden jeg lod den slippe ud igen.

     ”Vi var sammen i 3 år…”

     Jeg kunne mærke tårerne trænge sig på, selvom jeg syntes, jeg havde grædt nok over ham igennem de sidste 2 år, at det at spilde flere tårer på ham bestemt ikke var det værd.

     ”Hvad skete der?”

     Jeg vidste spørgsmålet ville komme, og jeg vidste også, at jeg ville få det bedre, når jeg først havde sagt. Jeg havde faktisk aldrig talt med nogen bruddet før overhovedet, men der var bare noget ved Key, der gjorde, at jeg følte mig tryg på en helt anden måde.

     ”Han udnyttede mig… Han var kun sammen med mig, så ham og hans venner kunne få et billigt grin… Og så tog jeg ham i at være i seng med en anden…”

     Distræt forsøgte jeg at fjerne de tårer, der havde samlet sig i mine øjenkroge, lidt ligesom hvis det havde været søvn. Det virkede dog ikke særlig godt, og i stedet for trak Key mig ind i et moderligt knus, så jeg kunne gemme mit ansigt i hans skulder. Hans knus føltes varmt og trygt, og pludselig kunne jeg ikke holde det i mig længere. Jeg havde undertrykt alle mine følelser så længe, at jeg ikke længere kunne forhindre dem i at slippe ud.

     ”Jeg hader den idiot… Han fik mig til at tro på, at jeg var noget værd, men det var bare en stor løgn… Jeg er så træt af, at folk gør grin med mig… Hvorfor kan de ikke bare acceptere mig? Hvorfor kan jeg ikke bare finde én person, der vil acceptere mig, så jeg ikke behøver at være alene?”

     Tårerne trillede nu ned ad kinderne på mig i stride strømme, gjorde at Key’s skulder var fuldstændig gennemblødt, men han blev blot ved med at holde moderligt og trøstende om mig.

     ”Der skal nok være én derude.. det er jeg sikker på… Og du skal ikke tro, at du er mindre værd, bare fordi én idiotisk fyr ikke kunne se, hvilken smuk blomst han havde med at gøre… Du skal blot finde den rette gartner, der kan få dig til at vokse og gro i dit eget tempo.”

     Jeg nikkede blot stille af det, og kunne egentlig ikke rigtig forstå, hvad det var, der egentlig skete. Her sad jeg og åbnede mig op for en person, jeg knap og nap kendte, og som alligevel havde fået mig til at bruse ud med alt det, jeg så længe havde holdt for mig selv, og som kun var sluppet en smule ud igennem akkorderne på min guitar en gang imellem.

     Alligevel kunne jeg ikke forhindre det, og i stedet lod jeg mig overvældende af den trøstende følelse ved at blive holdt om af Key. Det var lang tid siden, at nogen havde holdt om mig på den måde, og havde sagt, at det hele nok skulle gå, så jeg nød det, så længe det varede. Til sidst måtte jeg dog stille rette mig op og rykke lidt væk fra ham igen, da det begyndte at føles for akavet. Han sendte mig blot et opmuntrende smil, hvorefter han nikkede ud imod badeværelset.

     ”Gå du ud og få lidt styr på dig selv, så laver jeg dig noget mad… Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at sende dig hjem, uden du har fået noget at spise først..”

     Hjem? Mine øjne blev en smule store, hvorefter jeg straks vendte mit blik over imod det store ur på væggen.

     ”Du kan godt glemme det! Det er alligevel for sent at tage i skole på nuværende tidspunkt, så smut du nu ud og orden dig selv lidt… Du må godt låne mine ting, og hvis du skulle være i tvivl er mine hylder i skabet de to i midten”

     Jeg nikkede ganske svagt, da jeg vidste, han havde ret. Desuden var jeg ikke ligefrem i humør til at tage i skole, selvom mit hjerte var blevet en hel del lettere. Jeg rejste mig stille fra sofaen, stadig iført min skoleuniform fra i går, og lod mit blik glide hen over de to sovende skikkelse. Selvom jeg havde siddet og åbnet mig fuldt og helt for Key, lod det ikke til, at de andre to havde hørt noget som helst. De havde vidst haft for travlt med at holde øje med mig i løbet af natten, hvilket fik et let smil til at spille om mine læber.

     ”Gomawo..”

     Min stemme var kun en hvisken, men jeg mente det virkelig. Jeg var taknemlig for, at de havde siddet og våget over mig, selvom de knap kendte mig. Derefter begav jeg mig stille ud på badeværelset for at komme til at se nogenlunde normal ud igen, så jeg kunne komme ud og smage på Key’s mad.

 

___________________

Hvis I skulle have glemt det allerede, så betyder "Gomawo" tak ;)

Og kom endelig gerne med kommentarer! Jeg bliver så glad, når I skriver ^^

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...