I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3632Visninger
AA

24. 24. december: Hjerternes fest

 

      “Så… du har fundet ud af, hvem du er forelsket i?”

     Jeg nikkede stille som svar til Sun-Hi’s spørgsmål, mens et let smil spillede om mine læber. Vi sad på en af vores yndlings caféer med hver vores kop varme kakao, hvor der var drysset en smule kanel i, for at passe ind i julestemningen. Foran os lå de gaver, vi havde givet hinanden, og som vi hurtigt havde fået flået papiret af. Sun-Hi var næsten besvimet, da hun havde opdaget autograferne på CD’en, og jeg ikke kunne andet end at grine og lade som om, at jeg ikke vidste, hvor jeg havde fået dem fra. Jeg selv havde fået et hårspænde i sølv, der forestillede et par englevinger.

     ”Du bliver jo nødt til at have en skytsengel, så du ikke kommer mere galt af sted… om jeg så skulle købe én til dig eller ej.”

     Selvom jeg i længere perioder havde været overbevist om, at jeg ingen rigtige venner havde, så havde jeg i hvert fald taget godt og grundigt fejl. Sun-Hi var den bedste ven, man overhovedet kunne tænke sig.

     “Så… hvem af dem er det? Er det ham bodyguarden? Katten? Hunden? Babyen? Klodsmajoren?”

     Et let grin undslap mine læber, da jeg endnu en gang måtte høre på de kaldenavne, som Sun-Hi havde givet dem, den dag jeg havde fortalt om dem i kantinen, nu hvor jeg ikke ville sætte navn på nogen af dem.

     ”Faktisk… vil jeg helst fortælle ham det først. Selvom jeg ikke har nogen som helst idé om, hvordan han kommer til at tage det…”

     Jeg så stille ned på mit næsten komme krus, og lod stille de sidste par dråber glide ned gennem min hals.

     ”Jeg er sikker på, at han er lige så vild med dig, som du er med ham. Bare lov mig at fortæl, hvordan det er gået! Du ved, jeg er ved at dø af nysgerrighed!!”

     Jeg grinte blot, mens jeg nikkede let som svar til hende. Faktisk havde det hjulpet en hel del på alting, at jeg endelig havde fundet ud af, hvem jeg var forelsket i. Nærmest som et ton mursten var blevet fjernet fra min brystkasse, og jeg pludselig kunne trække vejret igen, så jeg kunne se verden klart.

     Sun-Hi og jeg kunne være blevet siddende der i timevis, men hun skulle hjem til nogle venner, hvor der var en fyr, hun havde et lidt godt øje til, så hun måtte jo lige sørge for, at gøre sig lidt i stand inden. Selvom det vist nok bare betød, at hun skulle have skiftet sin hættetrøje ud eller noget i den stil. Jeg derimod skulle hjem til SHINee’s lejlighed og begynde at gøre tingene klar, da fyrene havde skemaer det første stykke tid ad dagen. Ikke engang idoler kunne få lov til at få fri juleaften.

     Mit blik fulgte stille de dalende snefnug, der satte sig i mit hår, mens jeg gik. Faktisk havde det sneet lige siden aftenen før, så der nu lå et par centimeter rundt omkring på gader og stræder. Det bedste ved det var, at det ikke havde stormet på noget tidspunkt, men at det blot faldt roligt i små glitrende fnug, der lagde sig side om side, det knasede under skosålerne, når man gik hen ad gaden.

     Jeg stoppede dog stille op, da en velkendt skikkelse kom gående hen ad gaden med tårerne stille trillende ned ad kinderne.

     ”Mi-Cha?”

     Mi-Cha stoppede forskrækket op og tørrede hurtigt sine kinder i et forsøg på at skjule sine tårer for mig.

     ”Hvad laver du her Brilleabe?”

     Den kommentar, der i så lang tid havde gået mig på, rørte mig overhovedet ikke på nogen måder nu. Faktisk så havde jeg helt ondt af pigen, der stod foran mig med udtværet mascara og røde hævede øjne. Uden at svare hende på sit spørgsmål, gik jeg det sidste stykke over imellem os og gav hende et kram. Jeg kunne mærke, hvordan hun stivnede under min omfavnelse, og da jeg slap hende igen, så hun på mig med forfærdede øjne, mens jeg ikke kunne gøre andet end at smile.

     ”Glædelig jul Mi-Cha… Husk nu at julen er hjerternes fest. En tid hvor man både giver og får, og hvor der er nogen som tilgiver… og vigtigst af alt så er det en tid, som man skal fejre med dem man holder af. For det er dem, vi holder af, der er de dyrebareste skatte ,vi har.”

     Med de ord begyndte jeg stille at gå videre ned ad gaden, og efterlod en lettere chokeret Mi-Cha. Men hvis jeg ikke tog meget fejl, syntes jeg, at jeg hørte en stemme råbe glædelig jul efter mig. Noget der kun fik et endnu større smil til at sprede sig på mine læber.

     Da jeg langt om længe nåede SHINee’s lejlighed, var det første jeg gjorde, at gå ud i køkkenet og gå i gang med madlavningen. For jul betød tonsvis af forskellige små retter, herunder søde kartoffel nudler, riskage suppe, bulgogi*, kimchi og meget andet, som tager en pokkers bunke tid at lave. Så jeg måtte jo hellere se at komme i gang. Jeg havde dog intet imod det, og fandt det faktisk ret hyggeligt, at rende rundt og lave mad, selvom det nogen gange, var en smule besværligt, da jeg efterhånden kunne støtte en smule på min fod, selvom jeg ikke helt kunne undvære mine krykker, hvis jeg skulle ud for at gå.

     Ligesom jeg var færdig med maden, og egentlig blot lod den stå i gryderne på lavt blus, hørte jeg, hvordan der blev ast og mast for at komme igennem hoveddøren, hvilket fik mine bryn til at rynkes let i undren. Jeg fik da også store øjne, da jeg kom ind i stuen, og så Jonghyun og Minho kæmpe med et eller andet juletræ, som de havde fået studset op et eller andet sted. Noget der ellers var ret sjældent på de her kanter faktisk. Og for at det ikke skulle være nok med det, så kom Taemin og Key gående med en kasse julepynt hver til træet, og som de sørgede for at holde Onew langt væk fra i frygt for, at han skulle komme til at smadre det hele.

     ”Hvor har I dog fået det fra?”

     ”Det show vi medvirkede i… de ville bare have smidt det ud, og så skyndte vi at spørge, om vi ikke måtte få det i stedet for…”

     ”Og her er det så..”

     Sådan færdiggjorde Jonghyun Onew’s sætning, da de langt om længe fik træet til at stå midt i stuen uden fare for at vælte. Derefter gik det rimelig stærkt med at få træet pyntet, da tolv hænder arbejder rimelig hurtigt. Dog var der selvfølgelig nogle problemer ind imellem, når Key og Jonghyun kom på tværs af hinanden, hvilket kun udløste latter hos os andre.

     Mit blik blev dog ved med at følge én bestemt fyr rundt i stuen, mens jeg overvejede, hvordan jeg skulle få fortalt ham, hvordan jeg havde dét. For jeg ville ikke bare tage det op, som en ren tilfældighed, og samtidig havde jeg heller ikke lyst til at skulle fortælle ham det, mens alle de andre var til stede. Så spørgsmålet var egentlig, hvordan jeg skulle kunne få et øjeblik alene med ham.

     ”Riah, sørger du ikke for at gøre maden klar? Så dækker vi hurtigt bord, da vi er skrub sultne!”

     Jeg sendte blot Onew et smil, inden jeg begav mig ud i køkkenet, for lige at varme maden op, så den kunne komme på bordet. Så snart de havde fået dækket bord, kom du ud og hentede maden, som jeg sendte ind med dem, da det var for risikabelt, at jeg skulle gå rundt med det, når nu min fod ikke var så god stadigvæk. Jeg var godt nok ikke lige så klodset som Onew, men sommetider kunne det være tæt på.

     Under maden grinede vi og snakkede om alt muligt forskelligt. Det bedste ved det var, at det ikke var ting, der havde noget med deres arbejde som idoler at gøre. Det handlede blot om, at de var mennesker ligesom alle andre, og så var de mine venner. En julemiddag havde aldrig føltes så god før. Normalt kogte jeg bare noget vand til en gang almindelig ramen**, men nu sad jeg og spiste alverdens retter, og det bedste ved det hele. Jeg spiste sammen med mennesker, jeg holdt af. Der var dog én i blandt dem, jeg holdt lidt mere af end de andre, og jeg kunne næsten fornemme, hvordan sommerfuglene baskede helt vildt, så snart hans blik mødte mit, og jeg derfor skyndte mig at se den anden vej for ikke at rødme.

     Da vi var færdige med at spise tog Minho og Key sig af opvasken, mens Onew og Jonghyun gik i gang med at finde gaver frem til at lægge under træet. Mit blik gled da undersøgende rundt i stuen, hvorefter jeg endte med at lade det lande på Jonghyun, der stod og var lige ved at ryste en pakke, for at gætte hvad der var i.

     ”Hvor er Taemin?”

     Forstyrret af mit spørgsmål lagde Jonghyun pakken ind under træet, hvorefter han så sig lidt omkring i stuen.

     ”Gik han ikke ud lige før? Han har sikkert glemt at købe en gave eller sådan noget…”

     Jeg bed mig stille i læben, inden jeg begav mig over til døren og hurtigt fik taget mine støvler og frakke på, hvorefter jeg var ude ad døren, inden de andre kunne nå at spørge, hvor jeg skulle hen. Det her var måske min eneste chance den her aften.

     Da jeg kom uden for i kulden gled mit blik stille igennem sneen, inden mine øjne fandt deres mål. Han stod ude på fortovet og så op imod den mørke himmel, hvor små snefnug stille dalede ned og landede i hans hår. Med varsomme og tøvende skridt begav jeg mig stille af sted over imod ham, selvom jeg kunne mærke, nervøsiteten havde overmandet mig på en måde, hvor jeg var begyndt at tvivle. Tvivle på om jeg nu gjorde det rigtige. Om han overhovedet kunne acceptere mine følelser. Eller om jeg ville ende med at ødelægge et godt venskab.

     ”Riah? Hvad laver du herude?”

     Jeg så op på Taemin, der så på mig med let overraskede øjne. Jeg bed mig stille i min læbe, inden jeg stille begav mig over ved hans side.

     ”Jeg havde faktisk tænkt mig at spørge dig om det samme?”

     Et let smil spredte sig på hans læber, inden han endnu en gang vendte sit blik op imod de faldne snefnug.

     ”Det ved jeg egentlig ikke… Tænker tror jeg bare…”

     Min underlæbe begyndte snart at bløde, hvis ikke jeg fik taget mig sammen til at åbne munden i stedet for at bide i den af nervøsitet. Jeg vidste ikke engang, hvor jeg skulle begynde, og hvor jeg skulle slutte.

     ”Hvad med dig?”

     Jeg så op i Taemin’s mørke hasselnødebrune øjne og lod stille end mund fuld luft slippe ned i mine lunger, hvorefter jeg stille vendte mig med ryggen til ham. For jeg var bange for at se ham i øjnene. Men han skulle kende sandheden.

     ”Jeg er forelsket i dig…”

     Så snart jeg havde sagt det, kunne jeg mærke den tunge sten falde fra mit hjerte, mens jeg stille kørte mine hænder nervøst imod hinanden.

     ”Til at starte med troede jeg ikke på det… For både du og de andre var så gode imod mig… Alligevel endte med at jeg faldt for dig… Det at du både kan være så barnlig og uskyldig, samtidig med at du er ekstremt moden. Og det ikke bare fordi, at du reddede mig den aften… Det kunne jeg mærke, da du kyssede mig i forgårs… Det var måske misteltens skyld, men jeg…”

     Jeg stivnede let, da Taemin fik snurret mig rundt, så han kunne se ind i mine nervøse øjne.

     ”Jeg vidste bare der, at jeg var forelsket i dig…”

     Små tårer trængte stille frem i mine øjenkroge og slørede mit syn. Jeg havde ingen idé om, hvordan Taemin tog det hele, da jeg ingenting kunne se for mine tårer. Afskyede han mig nu? Ville han bede mig om at gå og aldrig komme tilbage?

     Med et forsvandt alle de bange tanker, da tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg mærkede Taemin’s bløde læber trykke sig imod mine. Hans arme lagde sig om mig, og holdt mig tæt ind til dig, mens mine hænder blot kom til at hvile på hans brystkasse. Hvor længe vi stod sådan i de dalende snefnug, havde jeg ingen idé om, og faktisk var jeg også ligeglad. For det eneste der betød noget, var følelsen af Taemin’s varme læber imod mine. Stille brød vi dog kysset igen, og jeg så op på ham med mine tårevædede kinder, han stille begyndte at tørre af.

     ”Du har ingen idé om, hvor meget det der betød for mig… For faktisk… har jeg kunnet lide dig lige siden, jeg så dig for første gang. Du var anderledes. Smuk på din egen måde. Og så var du ligeglad med, at vi var idoler. Du holdt af os for dem vi var… og det var blot nogle af de mange sider, som jeg forelskede mig i ved dig… Jeg havde faktisk frygtet, at du ville løbe skrigende bort den anden dag, da jeg kyssede dig.”

     Et let smil spredte sig på mine læber, inden jeg stille trykkede dem imod hans igen, for blot stille at tage hans hånd efter det.

     ”Men her er jeg…”

     ”Ja, det er du…”

     Vi smilede til hinanden, og mens vi stille flettede vores fingre sammen begav vi os op i lejligheden igen til de andre. Reaktionen på at vi holdt i hånd, da vi kom derop var meget blandede. Onew havde bare set undrende til, mens Minho smilede let, Jonghyun lignede en glad julegris, og Key… han gik i spåner og chok på én og samme tid. Og lad vær med at spørge mig hvordan.

     Resten af aftenen havde Taemin og jeg brugt på at sidde og holde i hånd op og ned ad hinanden, mens gaver blev delt ud til de forskellige. Alle havde været flade af grin, da de havde set, hvad der lå nede i de sko, jeg havde købt til Onew. Skridsikre strømper. Så var der da en chance for, at han ikke faldt lige så tit, selvom den var minimal. Ellers var alle blevet glade for deres gaver, og mine gaver var da bestemt heller ikke værst.

     Af Key havde jeg fået et par øreringe formede som diamanter, da SHINee’s symbol trods alt var en diamand. Af Onew havde jeg fået nogle blyanter, hvor enderne ikke var gennem tyggede sammen med et fotoalbum med en lilje, magen til den jeg havde købt og buketten Onew havde købt, på forsiden. Af Jonghyun havde jeg så fået fotos, han havde taget alt imens, jeg havde været her, som jeg kunne sætte ind i albummet, og så gav han mig også et nyt plekter til min guitar. Af Minho fik jeg et lille diadem, så jeg kunne blive en rigtig tudeprinsesse sammen med en kasket magen til hans, så jeg ikke havde behov for at låne én længere.

     Jeg kunne dog ikke lade vær med at smile stort, da jeg havde åbnet gaven fra Taemin. Den stjerneformede parfume flaske jeg havde kigget på forleden dag lå pænt i æsken sammen med en anden lille æske. En æske med en sølvhalskæde med et hjerte vedhæng.

     ”Man kan vel nærmest sige, at jeg nu har givet dig mit hjerte.”

     Stille lod jeg mine læber møde hans i en tak, mens de andre fyre rundt om os brød ud i pift, og jeg ved ikke hvad, så både Taemin’s og mine kinder rødmede kraftigt.

     Det blev i sandhed en jul, jeg aldrig nogensinde ville komme til at glemme.

 

     “I just wish. This year..

     It’ll be different.

     No more lonely Christmas.

     I wanna fall in love this Christmas.”

 

______________________________

* Bulgogi er en koreansk ret med barbecue marineret oksekød.

** Ramen er den japanske betegnelse for en form for nudler. De bruger også den betegnelse i Sydkorea.

 

 

 

Så er det slut venner... hvor trist egentlig... Nå, men lad mig høre jeres kommentarer til, hvordan i synes, at den har været og sådan XD

Og glædelig jul :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...