I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3538Visninger
AA

21. 21. december: Årsdag

      ”Du havde ikke din bodyguard ven med i dag?”

     Jeg nikkede blot til Sun-Hi’s spørgsmål, som vi roligt begav os af sted væk fra universitetet. Væk til en tiltrængt juleferie.

     ”Nej… Han havde andre planer…”

     Sandt nok havde både Minho og resten af SHINee planer for i dag, selvom Minho havde været klar til at aflyse, for at kunne tage med og beskytte mig. Dog vidste jeg, at efter min snak med Sun-Hi i går, ville hun i hvert fald ikke tillade Chin-Hae at komme i nærheden af mig. Hun kendte muligvis ikke historien, men når en anden fyr tager med én i skole for at beskytte én, så er det noget, der ikke er til at spøge med. Det var nok også derfor at Sun-Hi fulgtes med mig, selvom vi egentlig skulle i hver vores retning.

     ”Ah… men det er nu skønt, at vi har fået ferie, ik’? Så har du også lidt mere tid til dine ’fyre’.”

     Måden hun sagde “fyre” på, fik mine kinder til at blusse svagt, mens jeg så på hende med et par smule bebrejdende øjne.

     ”Mange tak… Nu havde jeg lige glemt det igen…”

     Et let suk løb over mine læber, og jeg vendte stille mit blik op imod himlen.

     ”Jamen, det var så lidt.”

     Sun-Hi rakte blot smilende tunge af mig, så jeg ikke kunne andet end at trække på smilebåndene.

     Da vi nåede en bestemt gade, så jeg mig godt for, inden jeg begav mig over vejen, og Sun-Hi undrende fulgte med mig.

     ”Hvad skal du?”

     Jeg så op på min veninde, der så lettere undrende på mig, da jeg begav mig imod metro stationen, i stedet for at tage hjem.

     ”Det jeg altid gør den her dag…”

     Et svagt smil spillede på mine læber, og der gik ikke lang tid, inden at Sun-Hi nikkede let og sendte mig et let trøstende smil.

     ”Skal jeg gå med dig?”

     Jeg rystede blot stille på hovedet og sendte hende et beroligende smil.

     ”Det behøver du ikke… Faktisk vil jeg helst gøre det her alene…”

     Endnu engang behøvede Sun-Hi ikke at spørge videre ind til noget som helst. Nærmest som hun kunne læse mig som en åben bog.

     ”Så lov mig i det mindste at ring til mig, når du kommer hjem. Så kan vi også få aftalt, hvornår vi skal mødes til vores sædvanlige varme kop kakao med kanel juleaften.”

     Jeg kunne ikke andet end at smile af det, og nikkede blot til hende som et svar, hvorefter vi tog afsked med et kram. Det der med vores sædvanlige kop kakao, var egentlig kun noget vi havde gjort sidste år, hvor vi havde jokket med, at vi kunne gøre det til en tradition. Det lod bare til at Sun-Hi havde ment det alvorligt, og et eller andet sted kunne jeg ikke andet end at elske hende for det.

     Som jeg begav mig ned i metroen, kunne jeg ikke andet end at tænke på, hvor lidt juleaften egentlig havde betydet for mig i så mange år. Jeg havde aldrig rigtig haft så mange venner, og slet ingen der var gode nok til, at de ville invitere mig over juleaften.* Så så længe jeg kunne huske, havde jeg som regel siddet alene for mig selv på mit værelse, mens min faster og hendes daværende mand var taget over til nogle venner i troen om, at jeg også var sammen med mine venner. Så en juleaften hvor jeg sad for mig selv med en skål popcorn og en kop varm kakao for at se nogle af de julefilm, der kørte i fjernsynet, var umiddelbart den eneste form for juleaften, jeg egentlig kunne huske.

     I hvert fald ikke siden den dag for 12 år siden…

     ”Næste station: Sangsu”

     Jeg blinkede let et par gange, da tiden var gået så hurtigt, selvom jeg havde skiftet tog en enkelt gang. Der var ellers et godt stykke vej fra universitetet til den station, men når man har sine tanker andre steder flyver tiden som regel noget hurtigere.

     Mine fødder begav sig stille den velkendte vej hen ad gaderne mod deres årlige bestemmelsessted. Desværre tog det en del længere tid på krykker, end det ellers ville have taget. På vejen gjorde jeg holdt ved en lille forretning, der var en total kontrast til den bidende kulde udenfor. Planter og blomster hang over alt i forretningen, og fyldte luften med så mange dufte, at det var svært at finde ud af, hvor de forskellige dufte kom fra. Desuden kunne jeg mærke, hvordan luftfugtigheden fik mit hår til at kruse let under min hue, mens jeg begav mig over til kassen, hvor en ældre dame stod, og var i gang med at binde en bukket, til kunden hun var i gang med at ekspedere.

     Jeg ventede pænt til det blev min tur, hvorefter jeg gik over til den ældre dame, der blot smilede varmt til mig.

     ”Jamen er det ikke Riah? Er der allerede gået et år siden sidst?”

     Den ældre dame smilede blot til mig, hvorefter hun gik over bagved et sted og fandt en stor smuk bukket frem. Den samme slags som jeg altid kom efter på lige netop denne dag på året.

     ”Tja, tiden går hurtigt…”

     Jeg lod stille mit blik hvile på de rødlige og gyldne nuancer, der udgjorde buketten. Jeg havde altid valgt varme farver, fordi de stod som en dejlig kontrast til årstiden, og samtidig var der bare bundet nogle positive følelser til dem på en eller anden måde.

     ”Ja, sørme så… Nå, men prisen kender du jo.”

     Mine hænder var allerede i gang med at finde pengene frem, da mine øjne havnede på en spand, hvor der stod en masse af skårede liljer. En blomst der var så simpel og elegant, at den sommetider kunne blive væk i blandt de andre blomsters farver og detaljer.

     ”Kunne du ikke sætte en af dine liljer i blandt de andre blomster?”

     Den ældre dame så en smule forundret på mig, men nikkede blot, hvorefter hun gik over og tog en af liljerne, og placerede den inde i min buket. Jeg takkede hende, og fik betalt for buketten, hvorefter jeg lettere besværligt kom ud ad butikken igen. Det var ikke særlig let at begive mig af sted med en stor buket blomster på krykker, men det lykkedes mig dog ved, at jeg havde fået sat buketten lidt ned i toppen af mine skoletaske, så den kunne side der, mens jeg begav det sidste stykke, før end jeg nåede min endestation.

     Det var en underlig følelse at træde ind på kirkegården igen, og alligevel føltes det så velkendt. De grå sten, der stod side om side derudad på næsten lige rækker, omgivet af buske og træer, og hvor der enkelte steder endnu lå nogle visne blomster.

     Jeg begav mig stille igennem kirkegården, indtil jeg nåede den velkendte grav, som det lykkedes mig at knæle ved. Forsigtigt lagde jeg blomsterne på graven, hvorefter jeg stille gav mig til at børste de værste visne blade væk.

     ”Hej med jer… Undskyld, jeg kommer i den her mundering. Der er sket så meget på det sidste, at det ikke kunne andet end at ende galt til sidst. I ved jo hvordan jeg er… God til at falde over mine egne ben…”

     Langsomt begyndte jeg at fortælle, hvordan mit år var gået, selvom det meste hurtigt blev sprunget over til fordel for denne måned. Af begivenhedsrige ting der var sket det her år, så var december måned fyldt med langt flere end resten af året havde gjort. Et eller andet sted kan man jo sige, at det var underligt, at jeg bare sad der og snakkede ud i den tomme luft, og så alligevel… Jeg følte bare, at jeg var tættere på dem på en eller anden måde. Som om at de kunne høre mig her.

     “Jeg ved godt, at det lyder vanvittigt, men det er sandt nok… og det værste af det hele er… At jeg tror, jeg er begyndt at få følelser for dem. Sådan… rigtig stærke følelser… Og det er bare for dem alle fem. Minho er så beskyttende, og så griner vi meget sammen, fordi vi er barndomsvenner. Jonghyun er en være drillepind, men også virkelig charmerende. Onew er klodset, men god til at lytte og virkelig hjælpsom. Key er måske en smule overbeskyttende, men han mener det godt, og så kan man vist roligt sige, at han forkæler mig. Og Taemin han bekymre sig virkelig for mig, og så er han både så nuttet og så mandig på én og samme tid…”

     Et let suk forlod mine læber, da jeg endnu en gang forsøgte at fremtvinge et svar fra mig selv, men til ingen verdens nytte.

     Stille trængte teksten på en velkendt julesang sig frem i min bevidsthed, og uden jeg egentlig tænkte videre over det, begyndte jeg stille at sidde og synge.

     “As time passes, I think I get weary by loneliness.

     I can’t be accustomed to it.

     I feel I am alone more and more.

     I want to smile this year.

     Like the figures on the movies.

     Under pretty Christmas trees

     Sharing presents together and spending nights

 

     I just wanna be in love this Christmas.

     That’s the only present I want.

     To fall in love”

     Et let suk forlod mine læber, da den grufulde sandhed trængte sig på. Jeg var rent faktisk forelsket… men hvem mit hjerte havde fundet hvile hos, kunne jeg ikke finde frem til.

     ”Riah?”

     Jeg så mig stille tilbage over min skulder, hvor mine øjne mødte Onew, og mine øjenlåg derfor blinkede let i chok.

     ”Onew? Hvad laver du her?”

     Mine øjne fulgte Onew, der stille tog plads ved min side, hvorefter han lagde en buket smukke hvide liljer ved mine forældres grav.

     ”Det er deres dødsdag i dag, ik’?”

     Jeg nikkede blot let som svar. Faktisk var jeg overrasket over, at Onew kunne huske datoen fra den dag, jeg havde fortalt ham om mine forældres død. Selvom jeg var overrasket over at se ham her, og selvom jeg ikke anede, hvordan han havde fundet ud af, hvor de lå begravet henne, så gjorde det mig faktisk glad.

     ”Riah?”

     ”Ja?”

     ”Jeg tænkte på… eller vi tænkte på… om du egentlig ikke har lyst til at fejre jul sammen med os?”

     Jeg blinkede let et par gange, mens jeg vendte mit blik fra blomsterne på mine forældres gravsten til Onew’s spørgende og let nervøse øjne. Allerede inden svaret faldt over mine læber, kunne jeg mærke, hvordan det trak i mine mundviger, og små tårer begyndte at komme op i mine øjne.

     ”Det vil jeg rigtig gerne.”

     Onew’s ansigt lyste straks op i et stort smil og ganske forsigtigt tørrede han den ene tåre væk, der stille sneg sig ned over min kind.

     ”Du behøver altså ikke græde over det…”

     Jeg rystede blot smilende på hovedet af det, hvorefter jeg stille tørrede mine øjne.

     ”Det er bare fordi… der er aldrig nogen, der har villet holde jul sammen med mig før…. Så jeg er bare så glad.”

     Smilende kom Onew på benene, hvorefter han hjalp mig op at stå, så vi stille kunne begive os væk fra kirkegården igen. Selvom jeg måske gerne ville have blevet der lidt længere, så var jeg rimelig glad for, at Onew havde en varm bil, som han kunne køre os tilbage til lejligheden i, da både mine fingre og tæer praktisk talt var stivfrosne.

     Jeg lænede stille mit hoved op ad den kølige rude og vendte mit blik op imod det tætte grå skydække. Helt lydløst bevægede jeg mine læber, inden et smil stille brød frem på dem. Jeg vidste, at de alligevel ikke kunne høre mig, men i sidste ende havde jeg det som om, at de alligevel lyttede med, og forsøgte at hjælpe mig bare en smule på vej. Lidt ligesom et par skytsengle.

 

__________________________________________

* I Sydkorea er det tradition, ligesom i Japan, at juleaften fejres med gode venner, og nytårsaften fejres med familien.

 

 

Og jeg undskylder for, at jeg ikke fik skrevet denne del i går, men jeg havde travlt med at sørge for julegaver, lave konfekt og alt sådan noget ^^'
Og jeg vil forsøge at få skrevet delen for i dag i dag også, men sidder til noget familie tam tam, så kan være det først bliver over midnat, men den kommer op inden jeg går i seng, det er sikkert :)
Og husk nu lige at komme med en kommentar, så bliver jeg glad ;) Gerne konstruktiv kritik, teorier om, hvad der videre kommer til at ske, eller hvad I nu har lyst til XP
Og så har jeg ikke mere... så ikke flere "og'er" nu xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...