I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3538Visninger
AA

20. 20. december: Bodyguard

      “Hvem er det?”

     “Er han ny?”

     “Er det ikke ham, der kom sammen med Riah?”

     De hviskende stemmer rundt omkring mig i timen gjorde det ikke ligefrem lettere at koncentrere sig. Jeg trommede let med min blyant imod bordet, mens jeg blot ventede på at den irriterende summen af stemmer stille ville fordufte, så jeg kunne fokusere på lærerinden ved tavlen, der var i gang med at skrive noget ned til et emne, jeg ikke anede, hvad var.

     Ganske forsigtigt så jeg mig over min skulder og ned mod bagenden af lokalet. På en stol i hjørnet godt tilbagelænet og med kasketten nede for øjnene, og halstørklædet trukket op over munden, sad en høj mørk fremmed mand. Eller i hvert fald fremmed for alle andre end mig.

     Jeg sad nærmest med åben mund, da jeg hørt Minho synge sin solo: ”OMG”. Jeg troede ærligtalt ikke, at han kunne synge så godt. Altså jeg vidste godt, han kunne synge, men det der lød langt bedre end jeg lige havde forestillet mig. Snart blev hans stemme dog lidt mindre interessant, da han på den lille skærm åbnede den ene knap, som holdt hans hvide og sorte jakkesætsagtige jakke sammen, og afslørede en veltrænet og muskuløs overkrop med sex-pack og det hele.

     ”Hvad ser du?”

     Mit ansigt havde været lige så rød som en tomat, da Minho pludselig havde stået bag ved mig og set på den lille skærm, jeg ihærdigt forsøgte at skjule, så snart jeg havde opdaget ham. Det brede smil på hans læber afslørede dog, at han havde set, hvad jeg sad og så… Hvilket kun gjorde mit ansigt endnu varmere.

     ”Hvorfor er du helt rød i hovedet?”

     ”Det er jeg da ikke!”

     ”Jo, du er!”

     Minho’s fnisen gjorde det ikke meget bedre, og jeg gemte derfor mit ansigt i den pude, jeg sad med i min favn. I stedet for at gå satte han sig dog blot ved siden ad mig, for at se resten af koncerten sammen med mig, mens han fortalte om alt umuligt, der foregik, og hvordan det var at stå på scenen, og se så mange fans, der bare skreg efter sig. Noget han tydeligvis nød i fulde drag.

     Da vi havde set koncerten færdig, sad vi og snakkede lidt om, sceneopbygningen og ting i den dur, indtil et svagt suk undslap mine læber, og jeg vendte mit blik lidt nedad.

     ”Hvad så?”

     ”Jeg har besluttet at tage i skole i morgen… Det nytter ikke noget, at jeg får for meget fravær og kommer for langt bagud, da jeg i forvejen har problemer med at følge med bunken af lektier…”

     Der havde været stille lidt, efter jeg havde fortalt Minho om min plan for den følgende dag. For uanset hvor lang tid jeg blev væk, kunne jeg ikke gemme mig for evigt. Jeg havde et liv, jeg skulle leve, og som ikke skulle blive ødelagt, bare fordi jeg havde en sindssyg ekskæreste.

     ”Okay… men kun på én betingelse!”

     Jeg sad blot og afventede hans betingelse, mens jeg så ind i hans store mørke øjne.

     ”At jeg tager med dig…”

     Et suk forlod mine læber ved tanken om, hvordan det var gået til, at Minho nu sad nede bagved i klassen i forklædning. Han havde heldigvis ikke haft noget skema, og det havde derfor ikke været et problem for ham at tage med mig, men alligevel… Det føltes som at blive overvåget. Ikke blot af ham men af alle andre samtidig.

     Mi-Cha og hendes gruppe havde jo straks bidt mærke i, at det var den samme fyr, som havde trukket af sted med mig den eftermiddag. Men det lod da til at rygtet, der gik om fyren, der havde fulgt mig i skole, i det mindste havde fået Chin-Hae til at holde sig på afstand. Sun-Hi derimod havde set på mig med et hævet øjenbryn, selvom hun ikke havde spurgt ind til noget som helst endnu.

     Der gik dog ikke mange øjeblikke, før end en lille seddel blev rakt bagud, og jeg lænede mig distræt hen over bordet for at tage imod den. Vi kunne tit få timerne til at gå på denne måde, med et spil kryds og bolle som eksempel, men denne gang var det ikke 9 firkanter og et kryds, hun sendte mig.

     ”Hvorfor har du ikke været i skole? Hvem er den fyr? Og hvorfor er du på krykker?”

     Jeg bed mig let i min læbe, mens jeg gik i gang med at skrive et svar til hende. Problemet var bare, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle fortælle hende eller hvordan.

     ”Møde i spisepausen.”

     Sun-Hi tog imod sedlen, da jeg rakte hende den igen, mens mine tanker kørte omkring, hvad i al verden jeg skulle fortælle hende. Og hvordan jeg kunne undgå, at have Minho inden for hørevidde. Godt nok var han min ven, men nogen ting var bare bedst at holde imellem veninder. Og jeg havde noget, som jeg blev nødt til at snakke med Sun-Hi om. Noget som Minho for alt i verden ikke måtte høre.

     Det føltes som en evighed inden det blev tid til spisepause, og jeg lettere besværligt fik rejst mig op med min taske på ryggen, for at kunne holde ordentligt fat i krykkerne. Minho var straks ved min side for at hjælpe mig, og jeg kunne mærke, hvordan alles blikke blev rettet imod mig. Det føltes lidt, som havde de kunnet se igennem mit tøj. Ikke videre behageligt.

     Minho veg ikke fra min side, mens vi begav os ned igennem gangene med kurs mod kantinen. Faktisk var jeg ret glad for, at have en undskyldning for at se ned imod gulvet, da jeg skulle koncentrere mig lidt om at gå med krykkerne, da mine arme, ærligt indrømmet, ikke var verdens stærkeste. Gangene var fyldt med en summen, der var endnu mere intensiv end den sædvanlige summen, man kunne høre på gangene, når man begav sig igennem. Og jeg behøvede ikke engang kigge op for at vide hvorfor.

     Kantinen var som sædvanlig fyldt med mennesker til randen på denne tid ad året, da det var for koldt til at være udenfor. Alligevel havde det lykkedes Sun-Hi på mirakuløs vis at få spærret vores sædvanlige bord i det ene hjørne af lokalet. Jeg bed mig stille i min underlæbe, hvorefter jeg vendte mit blik op imod Minho, hvis øjne var skjult af solbriller, som jeg var vant til, når han var i den mundering.

     ”Oppa, jeg vil gerne have lov til at snakke sammen med min veninde i fred, hvis det er i orden?”

     Jeg havde aftalt med ham, at når vi var ude i offentligheden, måtte jeg kun kalde ham for oppa og intet andet, da ingen måtte få nys om hans identitet. Han stod stille lidt, hvorefter han nikkede og pegede kort over imod den ene væg, som tegn til at han ville stille sig derover, hvis jeg nu skulle få brug for ham. Jeg sendte ham blot et betryggende smil, inden han begav sig over imod væggen, så jeg kunne humpe over til Sun-Hi på mine krykker.

     ”Nå? Ud med sproget… Har du været vidne til et mord, og bliver nu beskyttet af politiet? Var du oppe at slås mod et bandemedlem, og brækkede derfor benet?”

     Et grin undslap mine læber, mens jeg kunne mærke lettelsen flyde igennem min krop. Sun-Hi var så energisk, fuld af liv og spøgefuld, at jeg slet ikke kunne forstå, hvorfor jeg havde fundet det så svært, at skulle snakke med hende om det.

     ”Der skete noget den anden aften… Noget der involvere én person, jeg ikke vil tale om… Og lad os bare sige, at han fik dét, som han fortjente…”

     Jeg kunne se at Sun-Hi’s øjenbryn løftede sig let spørgende, men hun kommentere ikke nærmere på den sag. Endnu en ting jeg rigtig godt kunne lide ved hende. Man behøvede ikke skære ting ud i pap for hende, og hvis der var noget man ikke ville tale om, så var det sådan.

     ”Men hvem er ham fyren så? Og hvad med dit ben?”

     ”Min fod er bare forstuvet, fordi jeg vred rundt på den på en ret dum måde… men det er vist kun et let forstuvning, så hvis jeg er heldig, kan jeg undvære krykker juleaften, selvom jeg nok stadig vil være en krøbling der. Og ham fyren… Han er bare en ven…”

     Det sidste fik jeg sagt, mens mit blik var vendt lidt ned imod bordet, og jeg bed mig svagt i min læbe.

     ”Bare en ven?”

     Jeg kunne høre den nysgerrige tone i min venindes stemme, og vidste at den her kunne jeg ikke slippe uden om, uanset hvor meget jeg ønskede det. Var der én ting, som Sun-Hi var nødt til at vide, så var det, hvis man var interesseret i én fyr. Eller i mit tilfælde… mere end én vist.

     ”Det er lidt kompliceret… Ser du… Jeg arbejder for de her fyre – fem styks – hvilket jeg har gjort siden starten af december…”

     Pludselig kunne jeg ikke holde det tilbage længere, og alle mine tanker omkring de sidste par uger fløj bare ud ad munden på mig, selvom det var uden at nævne nogen navne på noget tidspunkt. Da jeg endelig holdt inde, var jeg selv ret overrasket over, hvor meget jeg egentlig havde lagt mærke til, og hvor meget de fyre egentlig havde påvirket mig.

     ”Wauw… fem lækre fyre, som du kan vælge imellem? Ikke dårligt Riah… og dig som var overbevist om, at du skulle blive nonne efter dit sidste forhold.”

     Jeg rynkede let på næsen, mens jeg rakte tunge ad hende, hvilket kun fik et let grin frem fra os begge, inden et suk forlod mine læber.

     ”Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal stille op… Jeg mener… Er jeg virkelig forelsket? For man kan da ikke være forelsket i fem mennesker på én gang? Og jeg har jo kun kendt dem et par uger… Tænk nu hvis ingen af dem egentlig kan lide mig på den måde? Vil de komme til at hade mig, hvis jeg får sagt noget, jeg ikke burde?”

     Jeg blinkede let et par gange, da Sun-Hi lagde sin hånd over min mund, for at få mig til at stoppe med den lange række af spørgsmål, der havde invaderet mit hoved.

     ”Svaret er egentlig meget simpelt… Kun du ved, om du er forelsket… og om du kan lide dem alle fem eller ej, så er der i sidste ende kun én person, der optager ens tanker.”

     Jeg lagde mit hoved på bordet og sukkede, mens jeg så hjælpeløst op på hende.

     ”Hvad mener du med det?”

     ”Tja… uanset hvor mange fyre du har at vælge imellem, vil der altid kun være én fyr, som rammer dine tanker først. Både når du er glad, og når du er trist. Dét, er ham, som du i virkeligheden nærer de stærkeste følelser for.”

     Det lød nu egentlig meget klogt. Mit eneste problem var bare, at det aldrig var den samme person jeg tænkte på i de situationer…

     Resten af dagen var jeg lettere fraværende, da mine tanker var fyldt med spørgsmål, som jeg hverken kunne finde hoved eller hale i, og som i sidste ende kun kunne besvares af mig selv.

     ”Så… Hvad snakkede du og din veninde om?”

     ”Hva’?”

     Jeg så op på Minho, der gik ved min side på vej hjem, da jeg stadig boede i SHINee’s lejlighed, som det måske egentlig snart var på tide, at jeg fik rengjort igen.

     ”Du har nok dine tanker andre steder? Jeg spurgte bare, hvad din veninde og dig snakkede om?”

     Jeg kunne ikke lade vær med at smile let af det, mens jeg trak en smule på skuldrene.

     ”Det må jeg have glemt, det sted mine tanker var..”

     Et grin undslap Minho’s læber, hvorefter han rodede mig i håret, så det stod ud til alle sider, nu hvor jeg var forsvarsløs med krykker i begge hænder. Som straf slog jeg let til hans skinneben med min ene krykke, så han stod og hoppede let på stedet, lidt ligesom en anden kænguru. Så kunne han lære det kunne han.



__________________________________

Så er der kun 4 dage til juleaften, hvilket betyder 4 dele tilbage af denne historie :)
Det er helt underligt at tænke på, men har faktisk været rimelig sjovt ^^

Så kom gerne med en kommentar og lad mig høre, hvordan I synes, at denne historie har været indtil videre, og hvordan I håber, de kommer til at ende ;)
Jeg er nemlig lidt nysgerrig... Især fordi jeg ikke selv har besluttet mig for noget som helst, sådan 100 % endnu... Så intet kan vides sikkert... Endnu XD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...