I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3545Visninger
AA

19. 19. december: Julebag

 

      De andre havde ikke troet deres egne øre, da jeg havde fortalt dem, at Minho og jeg faktisk var barndomsvenner. Minho måtte finde nogle gamle fotoer frem, som jeg aldrig havde set før, af os begge to som børn, der rendte rundt og legede i baghaven eller på legepladsen. Der var sågar et billede fra min første skoledag, hvor Minho fulgte mig på vej ved at holde mig i hånden.

     Det var underligt at se alle de billeder af ting, som jeg egentlig ikke kunne huske, men som jeg ikke var i tvivl om var sket. Det var trods alt mig på de billeder sammen med Minho. De andre havde grinet rimelig kraftigt af det, da det først gik op for dem for alvor og kunne derfor bedre forstå Minho’s opførsel over for mig. Det havde nok også været rimelig underligt for dem, hvis deres gamle barndomsven pludselig dukkede op i ens liv igen, uden at vennen kunne huske én. Bare tanken om, hvad Minho havde gennemgået gjorde mig mere forvirret, end jeg var i forvejen… og jeg som ellers troede, jeg var ved at have fået styr på det meste…

     ”Riah, kommer du ikke ud i køkkenet?”

     Jeg havde siddet helt opslugt i mine egne tanker, så det var et mirakel, at jeg overhovedet havde hørt Key kalde på mig. Stille tog jeg mine krykker, som Onew havde skaffet til mig, og begav mig ud fra Minho’s værelse. Jeg havde skiftet værelse aftenen før, fordi de andre mente, at det ikke hele tiden kun skulle gå ud over Taemin, og så havde Minho tilbudt sit værelse med det samme. Jeg kunne jo ikke sige nej tak, og desuden var jeg bare glad for at kunne få lov til at blive der. Selvom jeg måske var ved at have vænnet mig for meget til at være omgivet af dem. Det ville blive underligt, når jeg skulle hjem igen, da jeg så ville være alene endnu en gang…

     ”Hvad er der, Key?”

     Jeg stoppede stille op, da jeg kom ud i køkkenet og måtte kløjes i et fnis. Ligesom jeg var trådt ind i køkkenet, havde Jonghyun væltet en pose med mel, der havde resulteret i, at både ham og Key nu var hvide af mel fra top til tå.

     ”Har jeg ikke sagt, at du gerne må se, men ikke røre?!”

     Key så med strenge øjne på Jonghyun, der blot smilede lettere uskyldigt, mens jeg måtte anstrenge mig for ikke at bryde ud i latter.

     ”Hvad har I gang i?”

     ”Julebag selvfølgelig! Medmindre at den dumme dino ender med at ødelægge det hele.”

     Det var lidt sjovt at se, hvordan Key’s ansigt skiftede fra skulende af Jonghyun, til smilende af mig, til skulende af Jonghyun igen. Både ham og Jonghyun fik dog tørret det værste mel væk, mens jeg fik trukket en stol hen til køkkenbordet, så jeg også kunne deltage. Jeg regnede i hvert fald med, at det var derfor, Key havde kaldt mig herud. Især hvis han skulle nå at få lavet noget og samtidig sørge for, Jonghyun ikke lavede alverdens ulykker. Den hundehvalp kunne være over alt, uden at nogen bemærkede det.

     ”Må jeg være med?”

     Smilet på Key’s læber blev stort, mens han gik over og fandt et forklæde, jeg kunne få på. Jeg måtte endnu en gang holde et fnis inde, da jeg fik set teksten på forklædet, der uden tvivl måtte tilhøre Taemin: ”Umma’s apprentice.” Det kunne man selvfølgelig også kalde ham.

     ”Jeg håbede det faktisk lidt... Jonghyun laver alligevel ikke andet end ballade…”

     ”Hey! Jeg vil altså også være med?”

     Jonghyun så lettere fornærmet på Key, indtil Key vendte sit blik imod ham, og han straks fik store bedende hundehvalpe øjne, der var helt igennem uimodståelige… Selv den almægtige Key måtte bøje sig i støvet for dem, og lod til sidst Jonghyun være med.

     Vi bagte honningkager, vi formede som alle mulige forskellige ting. Key lavede juletræer, klokker og julemænd, mens Jonghyun lavede en hund, en ræv, en tyr, en hare, en hjort og en sommerfugl, selvom jeg ikke ligefrem kunne se, hvad de havde at gøre med jul. Selv lavede jeg engle, snemænd og hjerter, mens Key begyndte at skælde af Jonghyun, fordi han ikke syntes, at Jonghyun’s dyr lignede dyr men mere klatkager.

     Da vi havde fået pyntet honningkagerne, og Key havde skønnet sig at pakke dem væk, så Jonghyun ikke spise dem med det samme, gik vi i gang med at lave den traditionelle julekage. Faktisk er det i princippet en ganske almindelig lagkage fyldt med dejlig sød cremé, og til sidst dækket med jordbær på toppen. Min faster havde dog lært mig et lille trick, der bestod i at mose nogle af jordbærerne og blande dem i cremen, mens man kom kakao i bundene, da det smagte meget bedre på denne måde og samtidig var en smule anderledes.

     Derefter gik vi i gang med at lave konfekt af forskellige slags. Vi fik faktisk lavet ret mange ting, mens timerne fløj af sted. Vi grinede, og Key jagtede Jonghyun rundt i køkkenet, da han tog en bid ad den snemand, som Key var i gang med at bygge.

     Jeg burde dog ikke have siddet der og moret mig sammen med Key og Jonghyun. Jeg burde have siddet på skolebænken, eller i det mindste have forsøgt at lave nogle af mine lektier, så jeg ikke kom for meget bagud. Alligevel blev jeg siddende sammen med Key og Jonghyun, og rent faktisk så fortrød jeg det ikke. Normalt ville jeg hade mig selv for at skippe skolen og få ekstremt dårlig samvittighed, da jeg jo rent faktisk ikke var syg. Jeg forsøgte blot at undgå det uundgåelige så længe som muligt. Hvad jeg dog ikke ville gøre for ikke at skulle vende tilbage til universitet igen. Bare chancen for at Chin-Hae måske kunne finde på at opsøge mig, fik det til at løbe koldt ned langs min rygsøjle. Men jeg kunne heller ikke blive i SHINee’s lejlighed for evigt desværre…

     Uanset hvad der måtte ske, blev jeg nødt til at få taget mig sammen. For dengang jeg havde opdaget Chin-Hae og Mi-Cha sammen, og mit forhold til Chin-Hae derfor ophørte, havde jeg praktisk talt låst mig selv inde. Jeg havde lukket alle ude og blot forsøgt at skjule mig for verden. Lade som om, at der ikke fandtes andet en lejligheden vægge, og at det var verden. At der ingen ondskab fandtes. At der ingen skærende hjertesmerte fandtes. Men sandheden er jo den, at hvis man ikke kan føle alle de negative ting, kan man heller ikke føle alle de positive ting.

     Desuden var jeg ikke alene denne gang. Jeg havde både Taemin, Key, Jonghyun, Onew og Minho, som jeg fandt støtte hos. De havde allerede nu vist mig langt mere godhed, end jeg nogensinde havde forventet, at jeg skulle finde i mit liv. Første gang jeg mødte dem og fandt ud af, at de var idoler, havde jeg forventet det værste. Jeg vidste ikke bedre på det tidspunkt og havde i den grad lært min lektie.

     De var alle fem verdens mest elskværdige personer, og som jeg sad der sammen med Key og Jonghyun og formede små figurer ud ad marcipan, gik det op for mig, hvor meget de fem fyre egentlig havde endt med at betyde for mig. De havde taget mit hjerte med storm.

     En svag kuldegysning løb pludselig igennem min krop og fik mig til at stoppe mit foretagende et kort øjeblik. Hvad var det for en tankegang? Hvor kom det overhovedet fra? Taget mit hjerte med storm? Det lød jo nærmest som om, at jeg var forelsket… Nej… Det kunne ikke passe. De havde bare kommet til at betyde meget for mig som nogle rigtig gode venner, man ikke vil undvære for noget som helst i verden.

     ”Riah?”

     Jeg blinkede let et par gange, da Jonghyun’s klistrede hånd kørte let frem og tilbage foran mine øjne, og jeg kunne straks mærke, hvordan varmen steg i mine kinder.

     ”Eh.. ja?”

     ”Er du okay?”

     Blikket i både Jonghyun’s hundeøjne og Key’s katteøjne var bekymrede og fyldt med så meget ømhed, at jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte sprang et par slag over i jubel. De holdt lige så meget af mig, som jeg af dem. Og det selvom vi kun havde kendt hinanden i lidt over to uger.

     ”Ja… jeg tænkte bare lige på, hvor hurtigt tiden egentlig går…”

     Mine læber formede sig i et smil, der hurtigt fik smittet af på de to andre, som så en smule lettede ud, som havde de frygtet, at jeg var på vej til at besvime, ligesom jeg havde gjort den anden dag.

     ”Det har du ret i… det er hvad… 16 dage siden du tog mig i badet? Eller tog og tog…”

     Mine øjne blev store og hele mit ansigt kogte, mens jeg vendte mig blik flovt nedad. Mindet om Jonghyuns veltrænede krop dækket med små vanddråber var hurtigt dukket op for mit indre blik, mens Jonghyun blot smilede smørret af det med let drillende øjne.

     ”Jeg har egentlig aldrig fået spurgt dig ad… Hvad syntes du egentlig? Altså, hvordan synes du jeg er bygget? Skal jeg træne noget mere, eller?”

     ”YA! Lad dog vær med at sige sådan noget! Hun er jo rød som en tomat!”

     Jeg sagde ingenting, men sad blot der for forsøgte at skubbe billedet af en nøgen Jonghyun ud ad mit hoved igen. Det var så forkert at tænke tilbage på det, men nu hvor han havde nævnt det, kunne jeg bare ikke få det ud ad hovedet igen. Hans krop havde været… mere end perfekt. Det var dog ikke noget, jeg nogensinde havde tænkt mig at fortælle ham. Aldrig i livet! Så hellere leve resten af livet på Onew’s rester, og der skal lige siges, at der ikke var særligt meget tilbage, hvis først der blev sat kylling på bordet.

     ”Øhm… jeg nåede slet ikke at se noget… Jeg brugte jo briller der, så de duggede helt til så snart jeg åbnede døren…”

     Jeg så blot op på ham, mens jeg rødmende vinkede hænderne lidt foran mig, i et forsøg på at vifte mindet ud ad mit hoved. Det gik dog ikke så godt, som jeg havde forventet, selvom det lod til at de andre købte den. Key så lettet ud, mens Jonghyun derimod nærmere virkede… skuffet?

     ”Jeg kan godt vise dig noget, hvis det er?”

     Mine øjne blev store, da hans hænder tog fat i kanten af hans trøje. Et øjeblik sad jeg nærmest og ventede spændt på at komme til at se den muskuløse brystkasse igen, inden jeg kom til fornuft og hurtigt fik fjernet hans hænder fra trøjen.

     ”Det… det behøver du ikke…”

     ”Og slet ikke i mit køkken!!”     

     Key så skarpt på Jonghyun med et advarende blik, som om han var parat til at tage en køkkenkniv og hugge en hvis legemsdel af, hvis ikke Jonghyun holdt op med at drille mig med det samme. Han sank da også en klump og kløede sig en smule forlegent i håret, mens han forsøgte at spille uskyldig over for Key.

     ”Jeg ville jo bare have en mening fra en anden, end én eller anden fan der skriver på min twitter, at hun synes, jeg skal få mit happytrail igen…”

     Blot de ord lød forkerte i mine øre, men jeg vidste jo heller ikke ligefrem, hvordan deres koncerter foregik eller noget. Noget som jeg måske egentlig skulle tage et nærmere kig på? Det var jo ikke sådan, at man ikke kunne finde deres shows online nogen steder var det? For det kunne da egentlig være meget sjovt at se, hvordan de egentlig opførte sig på scenen, nu hvor jeg vidste, hvordan de opførte sig til dagligt. Rent professionelt havde jeg ingen idé om, hvordan de var.

     Så den aften lavede jeg mig en skål popcorn, mens jeg satte mig godt tilrette inde på Minho’s seng for at se deres første ”SHINee World Concert in Seoul”. Om jeg havde forventet at se de søde fyre, jeg efterhånden kendte rimelig godt, opføre sig så meget anderledes, og være så ekstremt lækre, at man skulle tro det var løgn? Ærligt indrømmet… Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi kunnet forestille mig, hvordan de fem fyre kunne få mit hjerte til at eksplodere i brystet på mig. Mildest tal.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...