I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3544Visninger
AA

18. 18. december: Barndomsvenner

 

      Drengen foran mig så mig med sine store mørke øjne og sit brede let drillende smil.

      ”Bare lov mig, at du er her, når jeg kommer tilbage… Jeg bliver jo nødt til at sikre mig, at besværgelsen stadig virker.”

      ”Det lover jeg!”

      Vi flettede vores lillefingre ind i hinanden og smilede, som om at vi var de eneste mennesker, der eksisterede i verden. Som om at ingenting kunne gøre os ondt. Hvor havde vi dog taget grueligt fejl…

      Lyden af bilens hvinende hjul og skrig skar mig i ørene, inden der blev helt stille, da der kom et ordentligt ryk i bilen, og jeg blev ramt i hovedet af sædet foran mig, der blev trykket tilbage.

      Jeg satte mig op i sengen med et sæt, mens jeg hev efter vejret. Sveden piblede ned ad min krop, mens jeg endnu kunne fornemme den svagelige lugt af jern, der havde hængt i bilen, jeg blev fisket ud fra for så mange år siden. Mine hænder skælvede let ved mindet, da det ellers var en scene, jeg havde været så lykkelig for ikke at kunne huske, der pludselig var dukket op i min drøm.

      Jeg sprang nærmest ud ad sengen, da et par arme lagde sig omkring mig, og det var kun takket være deres kraft, at jeg lige nøjagtig ikke havnede på gulvet.

     ”Rolig… Det er bare mig…”

     Taemin’s stemme fik mig til at falde lidt til ro, selvom jeg havde det som om, at min maves indhold gerne ville tømmes, selvom der ikke var andet end de pandekager, jeg havde spist… Hvornår? Min mave gjorde faktisk rimelig ondt, selvom jeg bestemt ikke havde lyst til mad på nogen tænkelig måde…

     ”Hvad skete der?”

     Min hals var tør og min stemme lød lige sådan, så det tog ikke Taemin mange sekunder at finde frem til et glas vand, der havde stået på hans natbord.

     ”Du besvimede i går, så snart Minho trådte ind ad døren… Da han ringede og fortalte, at du var kollapset, så snart du havde set ham, troede jeg, du havde fået et hjertestop eller sådan noget… Du må aldrig gøre mig så bange igen…”

     Mit hjerte sprang et par slag over, mens jeg kunne mærke, hvordan Taemin’s greb strammede sig let omkring mig. Han havde virkelig været bange for, at jeg havde fået et hjertestop… Vent ligt et øjeblik. Hjertestop?

     ”Hvorfor troede du det?”

     Min stemme var stadig svag og en smule tør, selvom jeg havde fået fugtet min mund og hals en smule. Jeg kunne mærke, hvordan Taemin pressede sin kind imod min skulder, lidt ligesom jeg havde gjort den aften…

     ”Hvorfor? Hvis du havde troet, at det var ham… ham, som gjorde… ja, ham altså… Så kunne det godt være…”

     Jeg fik stille vendt mig om sengen, så jeg også kunne lægge mine arme om Taemin. Denne gang lod det til, at det var min tur til at berolige ham.

     ”Jeg har det fint… Jeg blev bare svimmel… ikke andet…”

     Hvor længe vi sad sådan, var jeg ikke helt klar over, og et eller andet sted så var jeg også ligeglad. Det føltes godt at sidde og holde om Taemin, og faktisk ærgrede det mig en smule, da han stille løsnede sit greb om mig og rettede sig en smule op.

     ”Så.. hvor længe har jeg været… besvimet?”

     Jeg så på Taemin i mørket, der fyldte lokalet. Sikkert kun fordi at døren til stuen var lukket, og gardinet var trukket godt for vinduet.

     ”I godt og vel 24 timer… De andre snakkede om, at vi skulle tilkalde en læge, hvis ikke du vågnede snart… Så gudske lov for det…”

     Taemin gav mig et ekstra knus, inden han rejste sig fra sengen og så ned på mig.

     ”Er du sulten? Jeg kan sikkert få Key til at hjælpe mig med at lave noget mad til dig.”

     På hans stemme alene kunne jeg høre, hvordan han smilede energisk til mig, hvilket fik et svagt smil frem på mine læber.

     ”Lidt…”

     ”Jamen, så får jeg Key til at hjælpe mig med maden… Jeg skal nok skynde mig.”

     ”Taemin, vent…”

     Ordene forlod mine læber, så snart han åbnede døren, og jeg derfor måtte klemme mine øjne en smule sammen i forhold til lyset, der slap ind igennem døren.

     ”Vil du ikke sende Minho herind? Jeg vil gerne have, han ved, det ikke var hans skyld, at jeg besvimede i går..”

     Nu kunne jeg se smilet på Taemin’s læber, hvorefter han nikkede let til mig, og forsigtigt tændte lyset på værelset, så jeg kunne se noget igen. Så snart han havde lukket døren efter sig, skyndte jeg mig at rette en smule på mit hår, der garanteret lignede en høstak. Hvorfor jeg pludselig følte mig så nervøs, var jeg ikke sikker på, og alligevel vidste jeg præcis hvorfor.

     ”Du ville tale med mig?”

     Minho’s mørke stemme fik mig til at rette mit blik imod døren, hvor hans hoved stak ind ad. Jeg nikkede blot til ham, hvorefter han stille kom ind på værelset og lukkede døren efter sig. Han lænede sig blot op ad døren med korslagte arme og så afventende på mig, uden at se ud til at have tænkt sig at komme nærmere. På en eller anden måde var det en lettelse for mig, selvom jeg samtidig følte det som om, at han på den måde bedre kunne se, hvor meget mine nerver egentlig sad uden på mit tøj.

     ”Så… hvad ville du tale med mig om?”

     Hans stemme lød en smule ligegyldigt, og hans læber var formet i den sædvanlige lige streg, som de var over for mig. Alligevel var det som om, at der lyste et eller andet i hans øjne. Var det bekymring? Nej.. håb måske?

     Jeg fugtede stille mine læber, mens jeg kunne mærke, hvordan spørgsmålet lå lige på kanten af min tunge, dog uden at jeg kunne få det videre ud igennem mine læber. Hvad nu hvis jeg tog fejl? Hvad nu hvis hans afstand til mig, blot var fordi, han ikke brød sig om mig? Jeg sank stille en klump, inden jeg fik taget mod til mig, og lod mine øjne møde hans mørke øjne for at holde dem fast.

     ”Har vi kendt hinanden… som børn?”

     Jeg kunne se overraskelsen i hans øjne, og hele hans kropsholdning var pludselig stivnet fuldstændig.

     ”Du er ham drengen… Drengen, jeg lovede at vente på, da han tog af sted på ferie… Er du ik’?”

     Mine ord var bare trillet ud over kanten på mine læber, da jeg måtte vide det. Jeg måtte vide, om det bare var mig, der var ved at blive sindssyg, eller om det var forklaringen på, hvorfor han havde opført sig sådan over mig, som han havde. Forklaringen på hvorfor han havde redet mig, uden at afsløre at det var ham.

     ”Du er ham den fremmede! Skoene… du har nogen magen til… og jeg har set den samme jakke hænge inde i skabet…”

     Hvorfor havde jeg egentlig ikke bemærket det noget før? Pludselig faldt brikkerne på plads i mit hoved, uden at Minho overhovedet havde haft en chance for at åbne munden og få et ord indført. Stille løsnedes musklerne i hans krop, og han begav sig over imod mig for at tage plads på kanten af Taemin’s seng.

     ”Da jeg kom hjem fra ferien dengang, var du der ikke… Jeg cyklede over til dit hus, men der var ingen. Kun mørke… Du kom ikke i skole, og efterhånden mistede jeg troen på, at jeg nogensinde skulle få dig at se igen… Så da jeg så dig spille på gaden den dag, troede jeg ikke på, at det virkelig var dig… Men da du så dukkede op her i lejligheden, som vores husholderske, og du fik præsenteret dig… Al min tvivl forsvandt, men jeg kunne bare ikke sige det til dig, da det lod til, at du ikke kunne kende mig…”

     ”Jeg mistede hukommelsen efter ulykken… Jeg vidste slet ikke..”

     ”Jeg ved det… Onew fortalte os det… og din samtale med Key… Den overhørte jeg også..”

     Jeg hævede et øjenbryn og så en smule skeptisk på ham med et undrende blik.

     ”Jeg lå under dynen i den ene lænestol, uden egentlig at kunne sove, selvom det ikke plejer at være et problem…”

     Jeg kunne mærke, hvordan mine kinder blev en smule varme ved tanken om, at Minho havde overhørt mit lille sammenbrud overfor Key.

     ”Jeg forstod der, hvorfor du ikke kunne huske mig, og hvorfor du havde brudt dit løfte… Faktisk var den eneste grund til, at jeg er her nu, et andet løfte som vi gav hinanden, en gang for længe siden…”

     Et let smil spillede på hans læber, mens jeg blot lagde mit hoved en smule på skrå og så spørgende på ham.

     ”Vi lovede hinanden, at når vi blev gamle nok, ville vi begge gå til audition hos SM Entertainment, så vi en dag ville kunne debutere sammen… Jeg tog til den audition i håbet om, at du måske ville dukke op, men det gjorde du ikke…”

     Et ganske svagt minde af det løfte flimrede kort for mine øjenlåg, men det var kun ganske svagt og alt for langt tilbage, til at jeg kunne huske, selvom det nu gav meget god mening.

     ”Wauw… Så i alle de år har du ikke glemt de løfter?”

     Han rystede let på hovedet med et smil, hvorefter han rodede blidt i mit hår. Noget der føltes velkendt, så det måtte han vel også have gjort, da vi var små.

     ”Men der er noget, jeg ikke forstår… Hvorfor kom du forbi universitetet den dag? Og hvorfor hjalp du mig?”

     Minho lænede sig en smule frem, så han sad med sine albuer støttet på sine knæ, mens hans hænder var foldet ud for hans læber. Hans blik var tænksomt, og der gik lidt, inden han svarede mig.

     ”Det ved jeg ikke… Jeg havde nok bare svært ved ikke at tjekke op på dig… Det gjorde jeg jo altid, da vi var små… Det var nok også derfor, at jeg tog dig med væk derfra. Jeg har trods alt altid beskyttet dig… Selvom du vidst ikke er lige så stor en tude prinsesse længere”

     Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte hamrede af sted, og fik mine kinder til at blusse ganske svagt.

     ”Næh.. men du ligner stadig en frø…”

     ”Hov hov du! Jeg er faktisk lige blevet kåret til Sydkoreas mest attraktive mandlige idol!”

     Jeg kunne ikke andet end at grine let af ham, mens han rodede mig noget mere i håret for at drille mig.

     ”Det er lige meget… Du ligner stadig en frø…”

     Et let hvin undslap mine læber, da Minho uden problemer havde fundet mit kildne område i siden, mens han holdt mig fast med den anden arm, så jeg ikke kunne undslippe. Stærkere var han i hvert fald blevet med tiden, da jeg godt kunne kravle ud under ham, da vi var små… Eller det havde jeg i hvert fald en fornemmelse af, men uanset hvad, så var jeg fanget nu, og han havde bare ikke i sinde at holde op med at kilde mig.

     ”Sig jeg ikke er en frø…”

     ”Du er en frø…”

     Endnu et hvin undslap mine grinende læber, og der gik ikke meget mere end et par sekunder, inden resten af SHINee stod i døren og så på os med underlige blikke. Selvom Key’s øjne nok nærmere var tæt på at grille Minho, som havde han været en shish kebab.

     Minho var godt nok ikke meget for det, men alligevel slap han sit tag i mig, hvorefter vi så på hinanden i et øjeblik, inden vi begge to flækkede ad grin, og resten af SHINee stod som kæmpe store spørgsmålstegn. Minho og jeg havde jo ikke ligefrem været perlevenner, mens jeg havde været her.

     ”Hvad foregår der her?!”

     Det var Key, der afbrød vores latter, selvom vi blot små fniste videre efterfølgende, med sin skarpe stemme, der nærmest forsøgte at skille os ad.

     ”Vil du fortælle det frø dreng, eller skal jeg?”

     ”Fortæl du det bare rødme trold.”

     Rødme trold? Jeg skulle give ham rødme trold, når først jeg havde forklaret de andre, hvordan det hele hang sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...