I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3636Visninger
AA

17. 17. december: Albummet

 

      Jeg lå under dynen i Taemin’s seng, mens jeg forsøgte at ryste nattens mareridt af mig. Jeg havde drømt om Chin-Hae… om det han gjorde imod mig… Denne gang havde der bare ikke været nogen Taemin til at redde mig, og jeg var i stedet vågnet med sveden dryppende let fra min pande, og med små skælv løbende igennem min krop.

     Taemin havde båret mig hele vejen til deres lejlighed, hvorefter han lagde mig i sin seng og lovede, at han nok skulle passe på mig. Jeg havde fået ham til at lade døren stå på klem, da mørket føltes skræmmende. Hvilket betød, at jeg havde hørt alt, der foregik inde i stuen efterfølgende. For hvordan skulle jeg kunne have sovet, når min fod gjorde ondt, og angsten stadig sad i min krop.

     Jeg kunne høre, hvordan Taemin fik ringet de andre op én efter én, og der gik ikke længe, før end den første af dem kom hjem igen. Jeg var stadig lige forundret over hans reaktion, da jeg ikke ligefrem havde forventet noget i den stil…

     ”Hvor er hun? Er hun uskadt?”

     Minho’s stemme var fuld af… bekymring? Han lød faktisk oprigtigt bekymret for mig, men hvorfor? Sidst jeg havde snakket med ham, havde jeg råbt ad ham, og det var jo ikke ligefrem, fordi han havde leget hygge fætter over for mig eller noget.

     ”Shh… Hun sover… Og hun har det fint… sådan da… men du bliver altså nødt til at vente, indtil de andre kommer hjem. Så skal jeg nok fortælle, hvad der skete.”

     De andres reaktioner havde været lidt i samme stil, men ikke lige så voldsomt som Minho’s… Jeg havde dog stille sunket en klump og forsøgt at lukke al lyd ude, da Taemin begyndte at fortælle dem, hvad der var sket. Jeg kunne høre stilheden til at starte med, inden en knytnæve hamrede hårdt i bordet efterfulgt af en mumlen, jeg hverken forstod eller vidste hvem tilhørte. De begyndte alle at snakke lav meldt, så jeg ikke kunne høre, hvad de talte om, før end Taemin rømmede sig højlydt, så de andre tavs.

     ”Uanset hvad, så synes jeg ikke, at hun skal være alene i nat… Eller i morgen for den sags skyld. Så jeg tænkte på, om vi ikke kan få lavet et eller andet system, så der hele tiden er nogen ved hende? Jeg tager med glæde den første vagt.”

     Jeg kunne mærke hvordan mine kinder glødede svagt, mens jeg lå der og lyttede til, hvordan de havde tænkt sig at skiftes til at våge over mig. En enkelt tåre gled stille ned ad min kind, mens jeg kunne mærke mit hjerte banke lidt hårdere. Betød jeg virkelig så meget for dem? Jeg var jo egentlig bare deres rengøringensdame og kok, og ikke noget specielt andet… og dog… Vi var blevet rimelig gode venner faktisk, og nu hvor jeg tænkte over det, så føltes det ikke så mærkeligt, som det lød i mit hoved. En ganske normal pige var venner med SHINee… Ikke noget, jeg selv havde set komme.

     Da jeg hørte fodtrin uden for døren, havde jeg skyndt mig at lukke mine øjne i, så det så ud som om jeg sov. Jeg kunne mærke, hvordan madrassen stille blev trykket ned, der hvor vedkomne placerede sig. En ting der var svært for de fleste, var at rævesove, men var der noget, jeg var god til, så var det nok lige netop det… Hvor mange gange jeg ikke havde gjort det over for min faster, bare for at kunne få lov til at ligge under dynen lidt længere om søndagen. Dog var det anderledes nu, hvor jeg vidste, at jeg havde et par øjne rettet opmærksomt imod mig.

     Jeg måtte virkelig anstrenge mig, for ikke at synke en stor klump, da jeg mærkede varmen fra en hånd, ganske forsigtigt køre en lok af mit hår væk fra mit ansigt, for efterfølgende at glide ganske forsigtigt og let som en fjer hen over min kind. Hvor var jeg dog glad for, at lyset i værelset var slukket, da jeg straks kunne mærke varmen stige i mine kinder, og mit hjerte hamrede af sted for fulde drøn. Hvorfor reagerede mit hjerte overhovedet sådan?

     Det var nogle af de spørgsmål, jeg havde spurgt mig selv igennem hele natten, da jeg kun en gang imellem var blundet hen, for efterfølgende at vågne badet i sved fra samme ubehagelige drøm. Hver gang var der et par arme, der var klar til at lægge sig trøstende og beskyttende om mig, selvom det ikke var de samme arme hver gang.

     Onew’s arme var en smule klodsede, men han aede mig blidt på ryggen, så jeg kunne falde til ro, selvom han ikke var den bedste til omfavnelser. Jonghyun knugede mig blidt ind til sig i sine stærke arme, mens han ganske svagt sang blide toner for mig. Key sørgede for at holde mig tæt og sad og vuggede mig blidt frem og tilbage, mens han lovede mig, at hvis han nogensinde kom til at møde Chin-Hae, ville han personligt sørge for, at den fyr aldrig mere kunne gøre nogen pige fortræd. Taemin’s arme var blide og kærlige, selvom de på samme tid var fuld af en styrke, jeg ikke troede, at han besad, men som jeg også havde set tidligere. Faktisk havde han flere muskler i sine arme, end hvad man kunne se uden på tøjet. Og så var der Minho’s arme… Så mange gange, som jeg var vågen, er jeg usikker på, om han overhovedet nåede at være derinde, selvom der alligevel var et par arme ind imellem de andres, der på en eller anden måde føltes… Velkendte…

     Sådan havde hele min nat forløbet, og nu hvor det var morgen, havde jeg bare ikke lyst til at forlade Taemin’s seng, der duftede alt for beroligende til, at jeg kunne få mig selv til at gå nogen steder. Key havde endnu en gang sørger for, at tage kontakt til en læge, der havde ringet til universitetet, og fortalt at jeg var syg, og han ikke vidste, hvornår jeg kunne være rask igen. Så i princippet havde jeg lige så lang tid, som jeg havde brug for, inden jeg skulle vende tilbage til universitetet. Et sted jeg kunne risikere, at støde ind i Chin-Hae igen.     

     Ud over det havde Key sendt Onew og Jonghyun over til min lejlighed efter nogle ting til mig, da han ikke ville have, at jeg skulle være alene det næste stykke tid. Selvom jeg ikke havde lyst til at være en belastning for dem, så kunne jeg alligevel ikke lade vær med at være glad for det, da blot tanken om at være alene i min lejlighed, gjorde mig en smule nervøs. Jeg ved dog ikke, om jeg var mere nervøs for at være alene der, end at lade Onew og Jonghyun pakke tøj til mig… hvilket betød at de også skulle hen og have fat i mit undertøj… Mine kinder blev glohede bare ved tanken, hvilket fik mig til at ryste let på hovedet, for så at slå tanken ud ad hovedet.

     Mine tanker blev da også afbrudt, da en let rumlen lød fra min mave. Key og Taemin havde ellers lavet morgenmad til mig tidligere, men jeg kunne ikke få noget ned, og ville hellere sove, men nu… Jeg havde intet spist aftenen før, og klokken var i hvert fald over 11… Hvad jeg dog ikke ville gøre for en McDonnalds menu og 5 Liter vaniljeis…

     Jeg bed mig svagt i læben, mens jeg stille fik sat mig op i sengen. Jeg vidste godt, at de alle fem havde skemaer i dag, men jeg havde da lidt håbet på, ikke at skulle stå op og være helt alene.. og så alligevel.. Jeg havde det lidt elendigt og lignede sikkert noget, der var løgn, så måske var det meget godt i sidste ende…

     Forsigtigt kravlede jeg ud ad sengen, og jeg endte med at måtte humpe over til døren for at kigge ud med Taemin’s hovedpude i favnen. Den eneste tilstedeværelse i stuen var en enkelt solstråle, der havde fået lov til at trænge igennem det tætte skydække, og havde sneget sig ind på gulvet. Jeg humpede derfor blot ud fra Taemin’s værelse med puden trykket let ind mod mig og videre ud i køkkenet. Det var ikke specielt let at transportere sig rundt i lejligheden, da min fod stadig gjorde ondt, og så en smule hævet ud, så vidt jeg kunne se, men mad skulle jeg jo have…

     Til min lykke havde Key sat en stabel med amerikanske pandekager i køleskabet til mig, som de ellers havde lavet til mig som morgenmad. Jeg var bare glad for, at Onew ikke havde nået ud og kigge i køleskabet, da de helt sikkert ville have været væk så. Det tog mig ikke særlig lang tid at få varmet pandekagerne i mikrobølgeovnen, mens jeg fandt en gang lys sirup frem, som jeg kunne spise til.

     Der sad jeg så med Taemins hovedpude trykket ind til mig, mens jeg spiste løs af pandekagerne. Den eneste grund til at jeg overhovedet kunne få en bid ned var, at jeg vidste, at jeg var i sikkerhed her… Chin-Hae havde ingen jordisk chance for at finde mig her… I SHINee’s lejlighed. Da jeg havde spist, fik jeg skyllet min tallerken af, hvorefter jeg begav mig ind i stuen for at finde på noget at lave, så jeg kunne distrahere mine tanker. I hvert fald bare indtil én eller anden kom hjem.

     Stille trak jeg et fotoalbum ud ad deres reol, hvor der stod ’pre-debute’ på, og som sikkert var alle de billeder fra deres fortid, som de havde fået ’bekræftet’ til at kunne bruges i tv-shows og ting i den stil. Jeg fik med en smule besvær placeret mig i sofaen på en nogenlunde behagelig måde, hvorefter jeg stille åbnede albummet. Jeg vidste godt, at man ikke bare snusede rundt i andre folks ting, men ærligt indrømmet var jeg nysgerrig som bare pokker.

     Mine læber formede sig da også i et smil, da jeg så de første par billeder af nogle tumlinger, mens jeg forsøgte at sidde og regne ud, hvem der var hvem. Til min store skuffelse var der godt nok ikke så mange billeder i igen, som jeg havde forestillet mig, og derfor gik jeg i gang med at nærstudere billederne i stedet for. Jeg kunne ikke andet end at finde dem alle sammen ekstremt kære, og havde så svært ved at forestille mig, hvordan de var gået fra disse små buttede tumlinger til lækre mænd.

     Jeg rystede let på hovedet af den tanke, da det ikke var sådan nogle ting, jeg skulle tænke om dem. De var mine chefer og mine venner… Andet måtte jeg for Guds skyld ikke få blandet ind i det.

     Hvor længe jeg sad og kiggede på de samme billeder, havde jeg slet ikke styr på, da jeg blot nød at sidde der for mig selv og nyde synet af de fem små nuttede drenge. Mit greb om albummet blev dog en smule svagt, da jeg mærkede en let svimmelhed ramme mig, da jeg sad og nærstuderede et billede ad Minho. Hans øjne… der var noget… noget bekendt ved dem…

     I det samme hørte jeg nogen fifle ved døren, og jeg kom straks op på benene, selvom jeg ikke kunne støtte på den ene fod. Havde Chin-Hae fundet mig alligevel? Og hvis han havde, hvordan havde han så gjort det?

     Døren gled stille op og en velkendt høj skikkelse trådte ind ad døren og lukkede den efter sig igen. Han så op på mig og så lettere overrasket ud, som om han ikke ligefrem havde forventet at finde mig oppe, når han kom hjem. Mine øjne var dog kun rettet imod hans, og jeg kunne mærke svimmelheden tage til i styrke og skabe små sorte pletter for mine øjne.

     Før end jeg vidste af det, kunne jeg mærke, at jeg faldt… hvor jeg faldt hen, var jeg ikke sikker, ud over at det var en blød omfavnelse af mørket…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...