I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3510Visninger
AA

16. 16. december: Angst

 

      ”Christmas

      that’s what I want

      Fall in love this Christmas

      that’s what I need

      Fall in love this Christmas

      This Christmas

      This Christmas

      Fall in love”

      Stille lod jeg mine fingre glide hen over guitarens strenge, mens de handlende passerede mig på gaden. Det havde egentlig ikke været med i mine planer, at jeg skulle spille i dag, men alt det der havde kørt rundt i hovedet på mig siden i går, var bare blevet for meget for mig. Så den bedste måde at få en smule ro i mine tanker var at spille. Og så gjorde det jo ikke noget, at jeg kunne gøre andre glade med min musik, samtidig med at jeg kunne tjene lidt ekstra. Jeg havde dog modtaget min første løn, efter jeg havde startet arbejde hos SHINee, hvilket betød at jeg nu havde råd til at have varme på i min lejlighed. Ikke dårligt, ikke dårligt.

      ”I just wanna be in love this Christmas.

      The present that I want is only this.

      To fall in love…”

     Min sang havde fået flere mennesker til at stoppe op og lytte, og jeg kunne ikke andet end at smile til dem. Der var blot et problem med den sang, jeg havde valgt… Det er igennem musik, at jeg udtrykker mine følelser bedst, og selvom mit hoved var fyldt med alt muligt andet i øjeblikket, passede sangen stadig på, hvordan jeg havde det.

      ”Lonely winter night again

      walking along the street by myself

      Chilly wind gets into my clothes

      it makes my heart chilly”

     Selvom det ikke var så mange venner jeg havde, og selvom jeg ikke havde så meget tid til dem, så var det de bedste man kunne ønske sig. Sun-Hi var i hvert fald guld værd og kunne aldrig finde på at gå bag om ryggen på mig. Derudover havde jeg fundet nogle rigtige gode venner i Taemin, Key, Onew og Jonghyun, så venner manglede jeg ikke. Familie havde jeg kun min faster, og selvom hun ikke havde så meget tid til mig, havde hun lidt været som en mor for mig, siden mine forældres død. Jeg gik på mit drømmestudie, og selvom min lejlighed ikke var det fedeste, så var det godt nok til mig. Så materialistisk var jeg ikke.

      ”Among many people I look their happy faces.

      Smiling for a long time, I turn around lonely in the end.

      Moving my steps”

     Så det eneste jeg manglede til jul, var blot én at fejre den med. Hvad jeg ikke ville gøre for at finde én fyr, der ikke forsøgte at lave om på mig, eller fik mit selvværd til at blive mindre end det var i forvejen. Men med kun 8 dage igen til jul skulle der vist ske et mirakel, hvis jeg tilfældigvis skulle støde ind i Mr. Right. Han eksisterede nok slet ikke, når det kom til stykket… Alligevel kunne jeg ikke lade vær med at håbe. Håbe at jeg ville møde én. Han behøvede ikke at være perfekt på nogen måde. Så længe der var en gnist i hans øjne, hans smil kunne gøre mine ben til gelé, og jeg havde det godt sammen med ham. Det var alt jeg ønskede til jul…

     “I don’t wanna be alone this Christmas.

     I want to meet somebody

     Like the couples on other streets

     I want to share lovely words.

     That’s all I want.”

     Jeg lod stille mine fingre afslutte sangen, mens det sidste af teksten gled hen over mine læber. Folk omkring mig klappede, og endnu en gang bukkede jeg høfligt for så mange af dem som muligt. Da de begyndte at gå videre, fik jeg over for at samle min dåse op. Ligesom jeg stod der og samlede dåsen op, kom en hånd ind i mit synsfelt, der lagde et par mønter i dåsen. Jeg så straks op på vedkomne og fik nærmest et chok.

     Chin-Hae stod lige foran mig og sendte mig et bredt sødt smil. Et smil jeg kendte alt for godt, og som nu fik det til at prikke let i min nakke.

     ”Ikke dårligt…”

     Jeg fugtede stille mine læber, mens jeg forsøgte at finde ud af, om jeg bare skulle skynde mig at gå min vej eller ej. Det var jo ikke fordi, at jeg stod over for djævlen selv.

     ”Tak..”

     Mit blik gled stille ned på dåsen i mine hænder, blot for at se andet steds hen. Det var ikke fordi, at jeg hadede Chin-Hae… Jeg var bare kommet videre. Det var nok også derfor at hele situationen virkede så akavet. Vi havde ikke snakket sammen siden bruddet, og det at snakke med ham efter så lang tid… Det føltes underligt, og alligevel opførte han sig som om, vi aldrig var holdt op med at snakke med hinanden.

     ”Har du ikke lyst til noget varmt at drikke? Jeg giver.”

     Jeg så stille op på ham, mens jeg overvejede situationen grundigt. Faktisk var jeg lidt overrasket over, at jeg ikke bare var bruset ud med et svar, men der var altså et eller andet ved hans opførsel, der fik det til at prikke let i nakken.

     ”Tjo… hvorfor ikke?”

     Jeg sendte ham et let smil, mens jeg tog beslutningen med mig selv om, at jeg lige så godt kunne tage imod tilbuddet, da jeg frøs lidt. Desuden gjorde det jo ingenting. Det var bare noget varmt at drikke imellem gamle venner.

     Han viste vej over til en nærliggende café, hvor vi hurtigt fik slået os ned ved et bord. Jeg bemærkede kort Chin-Hae’s blik, da jeg tog min frakke af, og afslørede en af de bluser Key havde købt til mig. Den sad stramt omkring både min mave og min barm, og så var den uden skuldre i en mørke blå nuance, der virkelig klædte mig, selvom jeg aldrig havde troet, at jeg kunne bære den farve. Jeg tog mig ikke yderligere af hans blik, da det var forståeligt nok, når man tænker på, at jeg førhen gik i mørke T-shirts, der altid sad løst på mig, så det lignede jeg var langt større, end jeg egentlig var.

     Vi fik hurtigt bestilt vores drikkevarer, og derefter gik snakken. Faktisk var det helt fint, og efter lidt tid føltes det hverken underligt eller noget. Faktisk virkede han som den fyr, jeg havde startet med at lære at kende, og som var blevet min gode ven. Måske han havde forandret sig til det bedre efter al den tid. Man havde jo lov til at håbe, at han havde lært noget.

     Der gik hurtigt et par timer, hvor vi sad og snakkede lidt om hist og her, og undgik helt at snakke om vores tidligere forhold eller ting, der kunne relateres dertil. Rent faktisk føltes det rart. Langt bedre end jeg havde forventet, og et eller andet sted må jeg ærligt indrømme, at jeg havde rendt rundt og været nervøs for, hvordan det ville blive, hvis jeg nogensinde skulle komme til at snakke med ham. Men så slemt var det ikke igen.

     Da mørket først var faldet på udenfor gik det op for mig, hvor sent det var blevet. Jeg havde lovet, at lave mad til SHINee når de kom hjem, da de skulle være tilbage i Sydkorea i dag. Derfor undskyldte jeg mig selv, og kom med en lille hvid løgn om, at jeg havde anskaffet mig en kat, og at den sikkert var sulten på det her tidspunkt, og jeg derfor måtte hjem for at fordre den. Til mit uheld insisterede Chin-Hae at følge mig hjem, nu hvor mørket var faldet på, uanset hvor mange gange jeg forsøgte at overbevise ham om, at jeg havde gået hjem i mørket masser af gange før, og der derfor ikke var noget specielt ved det.

     Alligevel endte det med at Chin-Hae gik ved min side, mens jeg begav mig hjemad. Så måtte jeg bare tage bussen, da det ville tage for lang tid at skulle gå hele vejen, hvis jeg også skulle nå at lave mad.

     ”Ser du så nogen i øjeblikket?”

     Jeg vendte mit ansigt op imod Chin-Hae, mens jeg blinkede et par gange lettere uforstående.

     ”Næh egentlig ikke… hvorfor?”

     Det undrede mig, at han spurgte om sådan noget, nu vi ellers havde undgået emnet ’forhold’ alt imens, vi havde snakket sammen.

     ”Det kunne da godt være, siden du har valgt at ændre stil?”

     Jeg så kort ned ad mig selv og kløede mig en smule forlegent i håret.

     ”Nah.. jeg har bare en ven, der syntes det kunne være sjovt, at give mig en make-over...”

     ”Det klæder dig.”

     Jeg sank stille en klump, da jeg havde det som om, at temperaturen udenfor var faldet med et par ekstra grader, og den prikkende fornemmelse var tilbage i min nakke.

     ”Ehm… tak…”

     Mit blik havnede på et busstoppested, og jeg kunne mærke, hvordan min hjerne pludselig var begyndt at arbejde på højtryk.

     ”Øhm.. du kan bare tage bussen herfra, hvis det er… Der trods alt kun et par gader mere, før end jeg er hjemme, og du har trods alt et stykke vej, selvom du tager bussen. Så vi ses bare en anden dag, ik’?”

     Jeg sendte ham et smil, hvorefter jeg skulle til at gå, da jeg mærkede hans hånd gribe fat rundt om mit håndled. Der gik ikke lang tid, før end jeg mærkede en let smerte i min ryg, da jeg blev presset imod murstensvæggen i den gyde, som vi lige nøjagtig ellers havde passeret.

     ”Hvad har du gang i?!”

     Jeg kunne mærke vreden pludselig bruse op i mig, da smerten i min ryg ikke ligefrem var endnu en ting, jeg gad, at skulle have skrevet til den lange liste over ting der irriterede mig i øjeblikket. Jeg måtte dog spærre mine øjne vidt op, da jeg mærkede Chin-Hae’s læber presse sig imod mine. Ikke et sekund tøvede jeg, før end jeg havde klasket ham en ordentlig lussing med min frie hånd, så det genklang i hele gyden.

     ”Riah altså… Jeg troede lige, at vi kunne hygge os lige så stille, nu der ellers ikke er nogen andre i billedet i øjeblikket… Indrøm det nu… Du har savnet mig.”

     Smilet på hans læber og blikket i hans øjne var noget helt andet end det, der havde været der for blot en time side, selvom det hele tiden havde luret lidt i baggrunden. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte begyndte at hamre let af sted, og det ikke ligefrem af opstemthed. Snarere angst.

     ”Chin-Hae.. det at du slog op med mig, er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Så lad mig være!”

     Ligesom jeg forsøgt at komme fri af hans greb med hjælp fra min frie hånd, greb han også fat om det håndled og skubbede mig tilbage imod væggen med sådan en kræft, at jeg kunne mærke det smerte let i mig baghoved.

     En gysen løb igennem min krop, da jeg mærkede hans varme læber grådigt løbe hen over min kæbe og let ned over det stykke af min hals, der ikke var dækket af mit halstørklæde. Den gysen førte ikke de rare følelser igennem kroppen, som de havde gjort for 2 års tid siden. Nu førte de kun angst med sig, og jeg kunne mærke, hvordan adrenalinen begyndte at løbe let rundt i kroppen på mig.

     Jeg forsøgte et par enkelte gange, at bede ham om at lade vær, men da det ingen effekt havde, gav han mig intet valg. Hurtigt placerede jeg hårdt mit knæ lige midt imellem hans ben, så han slap sit tag i mig, hvorefter alting gik så hurtigt. Så snart mine hænder var fri, havde mine ben sat i løb ud fra gyden og videre ned ad gaden. Ikke i retningen af min lejlighed, da Chin-Hae kendte min adresse, og jeg langt fra havde lyst til at være alene hjemme, hvis han skulle dukke op der.

     I stedet for styrtede jeg ned ad den kolde gade med mit hjerte galoperende i brystet på mig. Jeg var ikke verdens bedste løber, takket være min anstrengelses astma, og der gik ikke længe, før end mine lunger begyndte at brænde. Jeg kunne dog høre råbene længere tilbage, hvilket blot fik mine ben til at sætte farten yderligere op.

     Jeg drejede ind på en sidegade og videre rundt om et hjørne, hvor jeg skyndte mig om bag en container i håbet om, at jeg Chin-Hae ville forsætte videre ned ad sidegaden, så jeg kunne slippe væk fra ham. Mit åndedræt var hurtigt, og jeg måtte lægge en hånd ind over min mund, for at dæmpe lyden på min vejrtrækning. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig og pumpede adrenalinen rundt i min krop for fulde drøn, mens mine lunger føltes som om, de kunne kollapse, hvornår det skulle være.

     Lyden af løbende skridt, der løb forbi og stille sænkede farten fyldte den ellers tomme gade, og jeg kunne mærke, hvordan angsten løb igennem min krop. Det var sådan, så hele min krop rystede let, og små tårer havde samlet sig i mine øjenkroge.

     ”I don’t need a man,

     I don’t need a man,

     What?”

     I don’t need a man,

     I don’t need a man,

     Really?”

     Mit hoved fløj op, og der gik ikke mange sekunder, før end mine ben havde sat i gang igen, mens jeg forsøgte at fiske min mobil op ad lommen. Hvorfor skulle den pokkers telefon også begynde at ringe nu? Især fordi at Chin-Hae nu var endnu tættere på mig end før.

     ”Hey Riah? Hvor er du henne? Jeg troede, du ville være her, når vi kom hjem?”

     Onew’s stemme lød som en engel i mine øre, og fik tårerne til at trænge frem så mit syn blev sløret, og så skete det. En sten i fortovet der sad lidt skævt resulterede i, at jeg vrikkede rundt på foden og faldt, så langt jeg var, så min mobil blev slået ud ad hånden på mig.

     ”Nu kommer du med mig!”

     Jeg mærkede, hvordan Chin-Hae greb fat i mit håndled for at trække mig med sig, men min fod gjorde så ondt, at jeg ikke kunne støtte på den, og derfor ikke kunne komme op at stå.

     ”Slip mig! Lad mig være!”

     Mit hjerte bankede så voldsomt, at jeg var bange for, jeg kunne få et hjertestop hvornår det skulle være. Jeg gjorde alt, for at vride mig fri af hans greb, men alligevel lykkedes det ham at trække mig væk fra den smalle øde gade og ind i endnu en mørk gyde, hvor mildest talt hamrede mit baghoved ned imod den kolde asfalt, mens han placerede sig ind over mig med et knæ på hver side ad mig.

     ”Troede du virkelig på, at jeg havde forandret mig? Seriøst? Du har altid været for nem Riah… Altid til at gennemskue, og altid for godtroende…”

     Jeg kunne mærke tårerne i mine øjenkroge, som jeg kæmpede imod, ligesom jeg ihærdigt forsøgte at kæmpe imod det monster, der sad hen over mig.

     ”Hvorfor gør du det her? Hvorfor kan du ikke bare lade mig være fred?”

     ”Tja… penge har magt ikke sandt? Og du ved jo, hvor meget jeg holder af magt…”

     Hans hænder var over alt, og jeg forsøgte ihærdigt at holde dem væk, mens skrig forlod mine læber. Dog fik han hurtigt et tag i begge mine håndled og pressede dem op over mit hoved, så han kunne holde dem fast med sin ene hånd. Noget han ikke ville kunne have gjort førhen, hvilket betød at han havde trænet. Ikke ligefrem noget der var et godt tegn for mig. For at dæmpe mine skrig, fik han løftet mit halstørklæde op, så det dækkede min mund, selvom jeg forsøgte at spytte det ud mere end én gang.

     Tårerne begyndte at løbe ned over mine kinder, da jeg mærkede hans frie hånd snige få lynet op for min frakke, så den kunne køre hen over min krop, som han ville. Noget der fik min krop til at ryste svagt i rædsel blot ved tanken om, hvad han kunne finde på at gøre med mig.

     ”YA! LAD HENDE VÆRE!”

     Mine øjne der ellers havde knuget sig hårdt sammen i skræk i håbet om, at jeg kunne lade som om, at det her aldrig nogensinde var sket. Synet der mødte mig, var ikke noget jeg nogensinde havde troet, jeg skulle se.

     Chin-Hae fløj nærmest væk fra mig, da fyren der havde råbt, kom spurtende og placerede et hårdt spark lige på Chin-Hae’s skulder. Jeg var så meget i chok, at min reaktion på at kravle væk kom senere, end den normalt ville have gjort. Mine øjne var nemlig fæstnet på to kæmpende, mens tårerne stadig gled ned ad mine kinder, så mit syn var sløret.

     ”Du kan vente dig!”

     Chin-Hae styrtede ud fra gyden, mens han holdt om sin næse, der højst sandsynligt blødte. Mit blik blev straks vendt imod min redningsmand, hvis ansigt jeg ikke kunne se igennem mine tåre til at starte med, hvilket gjorde at jeg trak mig lettere skræmt tilbage, da han kom hen til mig og satte sig ned ved mig.

     ”Raih! Er du uskadt?”

     Taemin’s stemme var ikke til at tage fejl af, og automatisk kastede jeg mine arme om halsen på ham, mens mine tårer tog til i styrke. Hans arme lagde sig beskyttende om mig, og trykkede mig ind til sig, mens mine tårer stille gennemvædede hans bluse.

     ”Onew sendte os alle af sted, lige så snart han havde ringet dig op… Hvor er jeg dog glad for, at jeg fandt dig i tide…”

     Jeg kunne ikke få min stemme til at lystre for den gigantiske klump, der havde samlet sig i min hals. Det eneste jeg kunne var at svare ham ved at knuge mig tættere ind til ham. Jeg havde aldrig set på Taemin som nogen særlig muskuløs fyr, men i det øjeblik føltes hans arme stærke og trygge. De føltes som en favn, jeg kunne blive i for evigt.

     ”Kom… du kan sove hos os i nat…”

     Forsigtigt kom Taemin på benene, stadig med mig trykket trygt ind i sin favn. Så snart han forsøgte at løsne sit greb, blev mit strammere, da jeg ikke kunne støtte på min fod.

     ”Har du ondt?”

     Jeg kunne mærke, hvordan Taemin’s øjne undersøgte mig for til sidst at havne på min fod.

     ”Kom her..”

     Han vendt mig stille ryggen, mens han bøjede let ned i knæene, for at kunne samle mig op. Forsigtigt kravlede jeg op på ryggen af ham, da jeg var bange for at min vægt, skulle knække ham, men uden problemer fik han rejst sig op med mig på ryggen, og sørgede for at jeg sad behageligt.

     Sådan begav vi os stille af sted igennem Seouls gader, mens tårerne forsat stille trillede ned ad kinderne på mig i lydløs taknemmelighed…

 

 

 

____________________________________

Puha, det tog sin tid ^^'
Men er rimelig stolt af resultatet, så smid endelig en kommentar med jeres tanker :D
Det vil gøre mig så glad ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...