I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3547Visninger
AA

15. 15. december: Glemte minder

 

      Jeg sad med mine fødder krydsede og kørte dem let imod hinanden, imens mine fingre pillede en smule nervøst ved hinanden. Det var underligt at sidde i metroen med kurs mod Incheon, en gammeldags bydel af Seoul, som var meget eftertragtet og idyllisk for alle andre end mig. Jeg havde kun svage minder derfra, og kunne ikke andet end at forbinde området med mine forældre. Faktisk havde jeg aldrig været der, siden jeg flyttede væk derfra for så mange år siden lige efter ulykken.

     Så det var med meget tøvende skridt, at jeg steg ud ad toget, da jeg nåede den station, jeg skulle stå af på. Mine fødder plantede sig solidt på perronen, og mens alle andre folk vrimlede rundt omkring mig, for at komme ind og ud ad metroen, tog jeg en dyb vejrtrækning. Først da toget var kørt, og alle de travle passagerer var væk, begyndte jeg stille at gå af sted mod trapperne, der første op til overfladen. Førte op til den bydel jeg var opvokset i, men som jeg egentlig kun havde svage erindringer om.

     Jeg fugtede stille mine læber, da jeg nåede op til overfladen og lod mit blik glide hen over gaderne. Det hele virkede så bekendt, og alligevel havde jeg det som om, at jeg så denne gade for første gang. Det var svært at beskrive, hvordan jeg havde det i det øjeblik, men jeg var nødt til at gøre det. Hvis den fremmede mand var fra min barndom… fra før ulykken… Så måtte svaret være her et sted.

     Det tog mig godt og vel en times tid at finde hen til det hus, som jeg havde boet i for så mange år siden. Det hele virkede så bekendt, og alligevel var det hele så fremmed. Husets facade var blevet malet, og det samme galt alle paneler og kanter. Taget var blevet skiftet ud, og der var blevet lavet blomsterbede i forhaven. Før havde der kun stået et enkelt æbletræ, men også det var væk.

     Et kort øjeblik hørte jeg barnelatter, og så en dreng rende rundt inde på græsplænen rundt om pladsen, hvor træet havde stået. Jeg blinkede let et par gange med øjnene, og så var han væk. Jeg bed mig en smule i læben, mens jeg stod og betragtede huset. Det ville virke for underligt, at gå op og ringe på, og spørge om jeg måtte komme ind og se huset, da det med garanti alligevel ikke lignede det, som jeg kunne huske. Faktisk var jeg overrasket over, at jeg overhovedet kunne se de ting, der havde forandret sig udvendigt efter alle de år.

     Hvor længe jeg stod der, bemærkede jeg ikke rigtig, inden jeg til sidst gav mig til at vandre lidt op og ned igennem gaderne i området. Det var underligt at være tilbage, da jeg ikke rigtig kunne huske noget fra området. Det hele takket være ulykkens skyld. Alligevel var det som om, at der var en enkelt ting ind imellem, der ganske kort rørte på noget i min hukommelse, men inden jeg bemærkede, hvad tingen var, var følelsen af noget genkendeligt væk igen.

     Jeg forsatte min vandring på denne måde i en times tid eller deromkring, inden jeg stille stoppede op ved en legeplads. Der var ingen børn, hvilket sikkert skyldes kulden, der fik ens ånde til at fremstå som en tåge, men takket være den varme frakke, Key havde købt til mig, frøs jeg slet ikke. I stedet gik jeg stille ind på legepladsen og lod mit blik glide fra gyngerne til vippen for til sidst at ende ved rutsjebanen.

      ”Højere!”

     Jeg vendte mit ansigt imod gyngerne, og havde det som en spand isvand var blevet kastet i hovedet på mig. En pige med langt kastanjefarvet hår og kort pandehår sad på gyngen, der svang frem og tilbage, mens latter forlod hendes smilende læber.

      ”Kom nu! Højere!”

      ”Ja, ja, jeg prøver!”

     Bag pigen stod en dreng, der måske var en smule ældre end hende og skubbede gyngen. Hans hår var mørkt og kort, ligesom de fleste drenge på hans alder. Alligevel var der noget underligt ved ham… Noget ved hans ansigt… Kun munden var tydelig… resten var som hvisket af ham. Alligevel grinede han sammen med pigen, lige indtil han kom til at skubbe for hårdt til gyngen, så pigen endte med at falde af den.

      ”Av!”

     Små tårer løb fra pigens kinder, mens hun sad der på jorden med et let blødende knæ. Drengen ikke engang så meget som tøvede, før end han gik over og fik hende til at kravle op på sin ryg, så han kunne bære hende hjem.

      ”Du ved godt, du er en være tude prinsesse, ik’?”

     Jeg blinkede let med mine øjne, og gyngerne var endnu en gang tomme. Der var ingen tegn efter de to børn, uanset hvilken retning jeg kiggede i. Alligevel virkede de begge så bekendte. Så bekendte at mit hjerte i et øjeblik havde reageret ved at hæve sin fart. Men hvorfor? Var det fordi, at jeg havde mærket det prikke let i mit ben, da pigen faldt af gyngen?

     ”I don’t need a man,

     I don’t need a man,

     What?”

     Jeg fik et chok, da min mobil begyndte at ringe. Det lykkedes mig dog alligevel at få den fisket op af min lomme forholdsvis hurtigt og taget den, selvom mit hoved føltes lettere omtåget, og mine tanker stadig var optaget af de to børn, der var forsvundet på mystisk vis.

     ”Annyeong?”

     ”Hej Riah, hvordan går det?”

     Min fasters stemme lød i røret, og ærligt indrømmet irriterede det mig lidt, at hun skulle ringe nu. Det var dog nærmest en vane for hende lige at tjekke op på mig bare en gang imellem. Bare for at sikre sig, at jeg ikke var død eller noget…

     ”Det går fint. Ville du noget særligt?”

     ”Næh, jeg ville bare høre, om der er sket noget spændende og sådan?”

     En fremmed rodede med mit hoved, og havde muligvis noget at gøre med min barndom. Derudover arbejdede jeg for 5 idoler, hvor 4 af dem fik mit hjerte til at slå hurtigt, og den sidste var en idiot. Så nej, der skete intet spændende.

     ”Næh egentlig ikke.”

     ”Jamen, så vil jeg ikke forstyrre dig mere… Jeg har alligevel en kage i ovnen. Så vi ses!”

     Inden jeg overhovedet havde noget at sige farvel, lød der allerede dut toner i røret, og jeg rystede derfor blot let på hovedet, mens jeg pakkede min mobil væk. Et let suk undslap mine læber, hvorefter jeg endnu en gang lod mit blik glide hen over legepladsen. Der var ikke mere at komme efter her…

     Stille begav jeg mig videre, men denne gang med en lidt mere fastlagt kurs. Faktisk var den eneste grund til, at jeg kunne finde rundt her, at Sun-Hi havde hjulpet mig med at finde et kort over området og få aftegnet de steder, hvor jeg måske kunne finde noget, der kunne hjælpe mig med at huske. Sun-Hi ville ellers gerne have taget med mig, men hun havde allerede en anden aftale, og derfor var jeg taget af sted alene.

     Jeg så stille op på bygningen, der tonede sig frem foran mig, som jeg begav mig ind i gården på den elementary school, jeg havde gået på, lige indtil jeg flyttede væk og derfor også havde skiftet skole. Skolen kunne jeg dog godt mindes svagt, da hele området virkede bekendt. Som om at intet havde forandret sig siden dengang.

     Mine øjne blev store da jeg så drengen fra før, løbe forbi mig og over imod pigen, der stod og vinkede efter ham.

     ”Ya! Vent lidt!”

     Jeg løb efter drengen og tog automatisk fat i håndtaget til skolens dør. Døren rykkede sig ikke ud ad stedet, selvom jeg havde set de to børn gå ind ad den for et kort øjeblik siden. Jeg forsøgte igen, men heller ikke denne gang gav den sig. Døren var låst. Jeg bandede kort indvendig og sparkede let til døren, så jeg kom til at hoppe lidt på stedet, fordi de gjorde ondt i min fod.

     Hvad i al verden var der i vejen med mig? Så jeg syner? Det var jo lørdag, så selvfølgelig ville skolen være aflåst. Havde jeg forventet andet? Egentlig ikke. I hvert fald ikke indtil jeg så børnene gå ind igennem den… Børnene… hvorfor var det, at de virkede så bekendte?

     Med et suk vendte jeg mig om for at traske af sted igen, da en bølge af varme overfusede mig.

     Skolegården var fyldt med legende børn, der sjippede, tegnede med kridt, spillede bold, og hvad de nu ellers gjorde. De virkede dog alle sammen utydelige sammenlignet med drengen og pigen fra før. Drengen stod beskyttende foran pigen, mens en flok andre elever stod og så ondt på drengen, fordi han havde forstyrret deres lille ”leg”. En leg der gik ud på at hive i pigens rottehaler, mens de forsøgte at svine hendes uniform til. Pigens kinder var gennemvædet af tårer, og alligevel havde hun åbne øjne og så på drengen foran hende. Hendes beskytter. Pigen vendte dog stille sit blik imod dem, der havde mobbet hende, hvor hun stille lod det køre rundt, indtil hendes øjne mødte mine.

     I det øjeblik havde jeg det som om, at jeg nærmest blev suget ind i pigen, og hele området ændrede temperatur og scene.

      Jeg stod ude ved fortorvet og så på drengen foran mig, der smilede opmuntrende til mig. Han kørte fjernede let et par tårer fra mine kinder, jeg ikke havde bemærket før, og nu begyndte at tørre væk selv.

      ”Hey… Jeg er altså ikke væk så længe… Jeg skal bare på ferie med mine forældre.”

      ”Jamen, hvad nu hvis de begynder at drille mig igen?”

      Drengens læber formede sig i et let smil, hvorefter han rodede mig blidt i håret.

      ”Luk dine øjne..”

      Jeg slukkede stille mine øjne, som drengen bad om, hvorefter jeg kunne mærke en let varme imod min pande. Forskrækket åbnede jeg mine øjne og begyndte at tørre min pande af.

      ”Ad! Hvorfor gjorde du det?!”

      Jeg så på ham med en let surmule, mens jeg tørrede min pande af.

      ”Fordi jeg kastede en besværgelse på dig, og det er kun sådan den virker.”

      Jeg lagde mit hoved let på skrå og så på ham med undrende øjne.

      ”Hvilken besværgelse?”

      ”En der vil fungere som et skjold og passe på dig, mens jeg er væk.”

      Et stort og selvsikkert smil spillede på drengens læber, og fik også et smil til at sprede sig på mine. Endnu en gang trillede et par tårer ned ad mine kinder.

      ”Du er altså en være tude prinsesse.”

      ”Ja, pas på jeg ikke kysser dig frø dreng…”

      Jeg rakte tunge ad ham, hvorefter vi begge grinede af det.

      ”Bare lov mig, at du er her, når jeg kommer tilbage… Jeg bliver jo nødt til at sikre mig, at besværgelsen stadig virker.”

      ”Det lover jeg!”

      Vi flettede vores lillefingre ind i hinanden og smilede, uden at vide hvad der senere hen ville ske…

      Jeg trak vejret dybt og kunne mærke, hvordan benene gav efter under mig. Det hele føltes omtåget og uvirkeligt, og pludselig skærmede Key’s frakke ikke så meget imod kulden længere.

     Pigen, jeg havde set, havde ikke været hvilken som helst pige… Pigen var mig. Jeg huskede nu tydeligt, at faldet fra den gynge på legepladsen havde efterladt et lille ar på mit knæ, og det derfor prikkede let i mit knæ tidligere, da jeg så pigen falde af. På samme måde huskede jeg følelsen af et ømt hoved, efter at være blevet hevet i håret, ligesom jeg huskede varmen fra de læber, der havde berørt min pande.

     Jeg var ikke engang i tvivl om, at drengen og ham den fremmede var én og samme person. Der kunne ikke være nogen anden mulighed. Hvorfor skulle en totalt fremmed ellers beskytte mig ved at trække mig væk fra alle de tøser forleden?

     Nu skulle jeg bare finde ud af, hvem den dreng var. Hans øjne havde stadig været utydelige for mig, men i det mindste kunne jeg nu se resten for mig. Så alt jeg manglede nu var bare at huske øjnene, så jeg måske kunne huske et navn… Navnet på ham den fremmede…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...