I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3537Visninger
AA

13. 13. december: Forvandling

      ”Og dette års Luciabrud bliver…”

      Jeg pustede let til en tot af mit hår, mens jeg ikke rigtig hørte efter. Det var en tradition her på universitet, at man d. 13. december gik Lucia optog ned igennem byen, og så trak de lod i blandt alle pigerne over højtaleranlægget på selve dagen for at finde Luciabruden. Noget der gjorde, at alle piger sad forventningsfyldt og ventede på, at høre deres navn blive sagt over højtaleranlægget. Altså alle andre end mig. Jeg havde det fint nok med at gå nede bagved, da jeg alligevel ikke ville bryde mig om at gå forrest. Og tænk nu hvis lysene brændte helt ned, så der gik ild i kransen, og så i håret. Nej tak, så hellere gå nede bagved et sted.

     ”Sun Riah fra 2. C. Tillykke til dig, og husk alle sammen at møde kl. 18:30, så vi kan gå kl. 19 ned mod byen.”

     Jeg måtte nive mig selv hårdt i armen for at være sikker på, at jeg ikke havde hørt forkert, men det var god nok. Alle tøserne i min klasse så i hvert fald på mig med misundelige eller arrige blikke. Så jeg skulle være Luciabrud… Hurra, lige hvad jeg ønskede mig.

     Min sidste time var dårligt nok sluttet, inden min mobil begyndte at ringe, og jeg derfor måtte pakke min taske sammen med min mobil klemt fast imellem mit ansigt og min skulder.

     ”Annyeong?”

     ”Raih-ah! Hvornår er det, der er optog i aften? Jeg vil simpelthen ikke gå glip af det i år… Sidste år trak Jonghyun mig med hen det forkerte sted, så jeg slet ikke nåede det… Den dumme dino.”

     Jeg kunne ikke andet end at smile let af Key’s ivrige stemme, selvom jeg ikke var så vild med tanken om, at de skulle se mig gå som Luciabrud.

     ”Vi skal gå herfra kl. 19.”

     ”Fantastisk! Hvem er blevet Luciabrud i år? Hvordan ser hun ud?”

     Et let suk forlod mine læber, da jeg ikke ligefrem havde lyst til at fortælle en begejstret Key, om min nedern opgave i aften. Især fordi han sikkert ville gå i spåner over det.

     ”Hun er en cm. lavere end Jonghyun… Hun har kort hår og briller… og en smule for meget siddende på sidebenene…”

     ”Du har da ikke for meget siddende på… hov… ER DU BLEVET LUCIABRUDEN?!”

     Jeg var tvunget til at slippe mine bøger, for at kunne holde mobilen væk fra mit øre, da Key begyndte at skrige i den anden ende.

     ”Er du stadig på skolen?”

     ”Jep… Faktisk er jeg ved at få pakket de sidste ting, inden jeg skal gå…”

     ”Jamen, så venter du bare ude foran, og så mødes vi om ti minutter. Chao!”

     Jeg rynkede undrende mine bryn, uden at nå at spørge Key om, hvorfor vi skulle mødes, og jeg lagde i stedet for røret på, og traskede ned mod mit skab, for at få rykket rundt på de sidste ting par ting.

     Lysten til at være Luciabrud var ikke ligefrem særlig stor, og desuden havde jeg alt muligt andet at tænke på… Blandt andet hvem ham den fremmede var, og hvad det var, han havde ment med de ting, han havde sagt dagen før. Hans ord blev ved med at køre rundt i mit hoved, så jeg slet ingen søvn havde fået. Virkelig yndig Luciabrud med store sorte rande under øjnene.

     Da jeg nåede ud til porten, hvor jeg pænt ventede på Key, bemærkede jeg en helt anden ting. Mi-Cha havde ikke opsøgt mig for at få informationer omkring den fremmede fyr, og faktisk havde jeg slet ikke set hende hele dagen. En befrielse, og alligevel kunne jeg ikke andet end at være en smule urolig. Det lignede hende ikke at gå stille med dørene, og der var trods alt altid stilhed før stormen.

     I det samme hørte jeg i bil dytte let, og jeg så mig omkring, inden jeg fik øje på synderen. En sort bil med tonede ruder, magen til den jeg så, den dag jeg fik arbejdet hos SHINee, parkerede lige foran mig.

     Jeg kiggede lidt rundt, inden jeg nærmede mig bilen, hvor bagdøren blev svunget op, og jeg derfor skyndte mig at sætte mig ind, så døren kunne lukkes, og ingen kunne se, hvem der sad inde bag de tonede ruder. Jeg havde dog dårligt nok nået at lukke døren, inden Key havde trukket mig ind i et begejstret knus, men han skreg en lille smule, så min ene trommehinde truede med at briste.

     ”Jeg fatter ikke, at du skal være Lucia! Det bliver jo helt fantastisk! Men først…”

     Han slap sit tag om mig, hvorefter hans udtryk blev så alvorligt, at jeg troede, der var én, der var død.

     ”Skal vi have shoppet nogle nye ting til dig.”

     Jeg hævede det ene øjenbryn let, mens jeg så på ham, som om han havde fortalt en virkelig dårlig joke. Mente han virkelig det? Alle fik jo alligevel udleveret en hvid kjole til at hive over hovedet, inden vi skulle gå, og da det stadig var hundekoldt udenfor, havde jeg ikke i sinde at tage andet på end mine støvler alligevel.

     ”Seriøst?”

     ”Jeg er altid seriøs omkring shopping.”

     Jeg sank stille en lille klump ved synet af Key’s blik, som havde han været et blodtørstigt dyr, og jeg havde sagt det forkerte, så hans opmærksomhed var blevet vendt imod mig.

     Det tog os et stykke tid i bil at nå til området Key havde udvalgt til vores shoppetur. Gangnam. Et sted jeg aldrig i mit liv havde troet, at jeg skulle shoppe. Der lå det ene store mærke efter det andet, og alt var ekstremt eksklusivt. Så der stod jeg i mine slidte hullede jeans, min gamle frakke og en sort hat, som Key havde taget med til mig, så jeg kunne skjule mit ansigt lidt, ligesom han også gjorde. Faktisk var hattene en nøjagtig kopi af hinanden, så i princippet kunne man godt sige, at vi havde couple hatte… Couple hatte… Mine kinder rødmede svagt ved tanken, men jeg rystede den hurtigt af mig, da vi begav os af sted ned igennem gaderne.

     Vi var inde i den ene butik efter den anden, hvor Key fik mig til at prøve en masse forskelligt tøj, som jeg så viste ham, inden han enten kasserede det eller tilføjede det til regningen. Vi var også inde for at se på make-up og hudpleje produkter, som var noget af det, Key gik rigtig meget op i.

     Alt i at endte vores power shoppingtur med at tage 2 timer, hvor jeg havde prøvet mindst 5000 forskellige sæt tøj og sko, hvor af Key havde købt mig 20 nye kjoler, 5 bar bukser, 12 trøjer, 1 en varm vinter jakke, og i alt 9 par nye sko, samt alt muligt make-up og hudpleje. Til sidst slæbte han mig med ind i en forretning, hvor han, meget imod min vilje, fik mig til at købe nogle kontaktlinser med styrke, så jeg ville kunne lade brillerne blive derhjemme. Jeg nægtede dog at tage dem på der, og ville hellere gøre det derhjemme, hvorefter vi småløb ud til den ventende bil, der satte direkte kurs imod min lejlighed. Key havde nemlig sat sig for at give mig den helt store make-over, og samtidig sørge for at jeg nåede frem til universitetet i tide.

     Det havde været rigtig sjovt at shoppe sammen med Key, men jeg kunne mærke, hvordan min dårlige samvittighed begyndte at røre på sig. Jeg kunne jo ikke bare tage imod alle de ting fra ham, men jeg havde ikke ligefrem råd til at betale ham tilbage desværre. Han ville heller ikke have ladet mig, da hver gang jeg havde nævnt det med prisen, sagde han blot, at jeg ikke skulle tænke på det, og blot se det som en ekstra bonus. Desuden havde han haft lyst til at give mig en make-over, fra første gang han så mig. Jamen tak, fordi du kan lide mit udseende Key, mange tak.

     Han brugte sådan ca. en lille times tid i min lejlighed på at få stylet mit hår og lagt min make-up, så det sad lige i skabet. Når ja, og så gik noget at tiden også på, at jeg skulle lære, at tage kontaktlinser på. Det var ikke ligefrem så let, som det så ud til, men det var højst sandsynligt blot en vanesag. Alligevel var jeg i chok, da Key først gav mig lov til at se mig selv i spejlet.

     Jeg kunne overhovedet ikke genkende mig selv. I spejlet var en ung smuk kvinde, med fyldige vipper der indrammede de varme mørke øjne, og hår der puffede let, så det så moderne og voksent ud. Hun var iført en lang hvid kjole, som Key havde valgt ud med omhu, i håbet om at jeg kunne få lov til at bære den som Luciabrud. Den var simpel og klassisk, og så havde han også skaffet et hvidt sjal der passede til, så jeg ikke ville komme til at fryse helt og holden på arme og skuldre.

     Et let smil spredte sig på mine læber, og jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Jeg var jo pæn… Jeg havde slet ikke haft nogen idé om, at jeg kunne se sådan her ud overhovedet.

     ”Ja.. alle kvinder er født smukke… det er bare forskelligt, hvordan de viser det.”

     Jeg kunne ikke andet end at rødme let over den kommentar, hvorefter vi tog af sted imod universitetet.

     Da jeg først var kommet derind, havde ingen genkendt mig, og jeg kunne mærke, hvordan mine kinder rødmede, når fyrene så efter mig, og efterlod pigerne ved deres sider lettere fornærmede. Jeg stillede mig op i køen til at få udleveret lys og kjoler, hvor jeg kunne høre tøserne foran mig snakke om, hvor grim en brilleabe, jeg var, og at jeg ikke burde have fået lov til at blive Luciabrud.

     Et smil spredte sig let min læber, da jeg viste mit ID frem til kvinden bag skranken, og hun måtte se nøje efter en ekstra gang, for at sikre sig, at jeg ikke havde stjålet det fra en anden.

     ”Jamen, hvor er du dog fin i den kjole! Den ville da næsten være synd, at dække med sådan en dug her… Ved du hvad… Du beholder bare den der på, og så får du kronen her. Du kan bare stille dig ned til døren, og så kommer der én ned og tænder for lysene, når det er tid.”

     Kvinden sendte mig et varmt smil, som jeg ikke kunne andet end at gengælde, hvorefter jeg gik ned til den anviste plads. Som jeg stod der og lod Lucia kronen lande på mit hoved, blev der hurtigt hvisket rundt omkring i hjørnerne. Ingen af dem troede på, at det virkelig var mig i starten, indtil det gik op for dem, at den var god nok. Den grimme ælling, var nu blevet til en smuk svane.

     En smuk svane der fik Mi-Cha til at tabe både næse og mund, da hun så mig, og jeg kunne ikke andet, end at sende hende et smil. Jeg nød alt for meget, hvordan folk pludselig var holdt op med at bagtale mig, men i stedet for snakkede om min forunderlige forandring. Alligevel kunne jeg ikke andet end at føle mig en smule trist ved det. For det var jo i virkeligheden ikke det ydre, der talte, selvom det tit var dét, der gav førstehånds indtrykket.

     Jeg bøjede mig let ned, kvinden fra før kom over for at tænde lysene i min krone, og det jeg havde fået i hænderne, hvorefter hun forsøgte at gene resten af elverne ind på plads i rækken, mens deres lys blev tændt af de mange lærere.

     Tonerne faldt let over mine læber, da dørene blev åbnet, og vi stille begav os af sted fra universitetet og ned imod byens centrum. Jeg bemærkede, Key stå og pege som besat, mens en stolt tåre forlod hans kind. De andre fra SHINee, der havde sluttet sig til ham – alle i forklædning – stod mildest talt med åben mund og polypper, og nægtede at tro på, at Luciabruden i virkeligheden var mig. Sun Riah – en svane.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...